Mange år senere...

[Terrance Tweedy]

Det havde været et par fuldstændig forfærdelige år. De værste i Terrance Tweedys liv. Det var ellers startet med et bryllup, et lille glimt af lykke. Siden da havde deres liv forandret sig. Den tidligere så loyale ministeriemand havde sluttet sig til modstandsbevægelsen og en række hændelser havde udspillet sig, ingen af dem for børn. De var blevet splittet ad under en af dem, han og Agnes Tweedy. Siden havde han ikke set hende. Det var flere år siden. Han var blevet taget til fange, hjulpet fri, flygtet, nær tilfangetaget igen.

Der var gået to år siden han endegyldigt havde forladt Storbritannien og vidst med sig selv, at han nok aldrig ville kunne vende hjem igen. Modstanden var knust. Håbet var ude. Hans eneste håb havde været at finde Agnes, men indtil videre havde det været umuligt. Han havde skrevet til alle han kunne forestille sig. Trukket på enhver kontakt.

Frugtesløst.

Lige indtil den dag en ugle ankom fra en fjern bekendt i Frankfurt. Hun havde hørt om en engelsk syerske. En ung kvinde, der var flygtet med sine mugglerforældre. Terrance rystede da han læste det. Så rejste han sig brat, pakkede sine ting og steg dagen efter på den næste transitnøgle til Heidelberg.

Han var ulasteligt klædt med hatten halvt på sned på hovedet og kufferten i den ene hånd, da han åbnede døren til butikken og der lød en lille klokke over ham. Det lignede næsten den klædebutik han første gang havde mødt hende i.

[Agnes Tweedy]

Der var ikke travlt i den lille skrædderforretning og klokken, der ringede over døren, var for en kort stund den eneste lyd. Så lød der en svag puslen fra et baglokale og en dør blev åbnet, efterfulgt af lyden af trin.

En trind kvinde med grånende hår og et venligt ansigt, dukkede op og smilede til manden, der var trådt ind.

"Gutentag," hilste hun på tysk og fortsatte naturligt på samme sprog. "Hvad kan jeg gøre for Dem i dag, Hr.?"

[Terrance Tweedy]

Et lille, tåbeligt naivt øjeblik havde Terry tænkt, at den han ville se i butikken var hans hustru. Det var noget af et realitetstjek at blive mødt af en tysk Frau, men han fattede sig hurtigt, klarede halsen let og gjorde sit bedste med sit begrænsede tyske. Han præsenterede sig og fortsatte så direkte, uden at lade som om han var en rigtig kunde.

"Kennen Sie eine Frau mit das name... Agnes Tweedy?

[Agnes Tweedy]

Kvinden forstod med det samme, at manden ikke var af tysk herkomst og selvom hendes venlighed ikke forsvandt, var der noget ved hendes udstråling, der blev en smule mere tilbageholdende. Hun hverken nikkede eller rystede på hovedet, men de næste ord gav nok en god indikation om sandheden.

"Må jeg spørge, hvad Deres formål er?"

[Terrance Tweedy]

Terrance forstod, at der kunne være en del uro omkring fremmede, der kom og ledte efter Agnes. Han ville selv være påpasselig. Lige nu var det dog svært at være tålmodig og det skinnede igennem selv hans gebrokne tyske.

"Agnes ist meine Frau," forsikrede han. "Ich heiße Terrance Tweedy. Terry... Mein Deutsch ist nicht so gut."

[Agnes Tweedy]

Noget udglattede sig lidt i kvindens ansigt, blev til bekymring og en god portion overraskelse. Hun var tavs lidt, overvejede, før hun nikkede lidt.

"Fru Tweedy er ikke her," svarede hun, nu på et meget tyskklingende, men dog forståeligt engelsk. Hun var tavs lidt igeb, tydeligt varsom, men besluttede sig så. "Først senere."

[Terrance Tweedy]

Terrys blik blev fyldt med håb ved de sidste ord på engelsk. Hans hjerte hamrede. Og hun var kendt som Fru Tweedy. Stadig med hans navn. Han havde knapt turde tro det.

"Wohin... Wo bist sie? Bitte. Ich bin sehr verlasst... Ulykkelig," fortsatte han på engelsk. "Kan De lade hende vide, at jeg leder efter hende?"

[Agnes Tweedy]

Den ældre kvinde havde gode grunde til at være mistænksom, men hun så også håbefuldheden og desperationen i den engelske mands blik.

Et par øjeblikke gik, før kvinden nikkede. Hun gik om bag disken og skrev noget på en lap papir. Da hun kom tilbage med det, var det en adresse. Hun gav ham den med sammentrukne bryn.

[Terrance Tweedy]

Terrance sank en klump, da kvinden skrev ned. Agnes. Hans Agnes. Det måtte det være, selvom han desperat prøvede ikke at håbe for hårdt.

Han tog imod sedlen og knugede den et øjeblik i hånden. "Herzlich danke," sagde han med eftertryk. "Tusind tak."

Han forsøgte at smile høfligt, men han var fuldstændig opslugt af hvor adressen var henne i byen. Snart forlod han butikken og med et kort i hånden, som han havde købt i en boghandel, travede han beslutsomt igennem gaderne, til han endelig stod foran en dør. Hjertet hamrede, men han løftede hånden og bankede på. Måske var det slet ikke hende. Måske.

[Agnes Tweedy]

Agnes var alene i lejligheden og var kun kommet tilbage kort forinden, efter at have afleveret sin nu mere end toårige datter. Inden længe måtte hun over til butikken og var i færd med at gøre sig klar, da det ringede på.

Hun rynkede på brynene, ventede ikke nogen, men stak hurtigt fødderne i de høje hæle, greb sit overtøj og sin taske, før hun med en hørlig klikken fra skoene, hastede ud til døren.

Hun så ikke gennem dørspionen først, men åbnede blot med et ansigtsudtryk, der tilhørte en kvinde, som ikke anede, at hendes verden var ved at ændre sig fuldkommen. Det kom et øjeblik senere, da blikket faldt på manden på den anden side og en dump lyd lød, da alt, hvad hun havde holdt i hænderne, faldt til gulvet.

[Terrance Tweedy]

Det var hende. Terrys hjerte sprang et slag over, da han indså, at kvinden i døråbningen virkelig var Agnes.

Han rystede på hånden, da han satte sin kuffert fra sig og trådte over dørtrinnet, for at lukke sine hænder omkring hendes skuldre, for at mærke for sig selv, at hun var virkelig. At hun virkelig var der.

[Agnes Tweedy]

Agnes lignede en, der havde set et spøgelse og måske var det også tilfældet. Hun var lammet af chokket og trak først vejret hørligt ind, da hænder lukkede sig om hendes skuldre. Selv da var det som om, at hendes hjerne ikke troede på, hvad hendes øjne så.

"Terrence?" kvækkede hun.

[Terrance Tweedy]

Han nikkede. Merlin, han måtte sige noget, men alt der kom ud var: "Agnes..."

Hans øjne var allerede våde, da han strøg en tommel over hendes kind. Hun var der virkelig. Agnes. Hans Agnes.

[Agnes Tweedy]

Agnes' knæ føltes pludselig svage og hendes blik flakkede, som verden roterede. Hun åndede ud, anede ikke, hvordan hun forblev stående på benene og så svømmede hendes blik også.

"Hvordan..." var det eneste, hun fik sagt, og det var vel mest af alt fordi, hun ikke anede, hvad hun ellers skulle gøre. Hun forstod det ikke.

[Terrance Tweedy]

Terry tog en dyb, skælvende indånding. Han lukkede øjnene et sekund. Mere kunne han ikke, for han havde ikke lyst til at slippe hende med blikket.

"Jeg har ledt efter dig så længe," fik han hæst frem. "Jeg hørte om en engelsk skrædderske..."