Mange år senere...

[Agnes Tweedy]

En kort gåtur senere var de tilbage i lejligheden, hvis indretning på mange måder mindede om den, der havde været i huset i Hogsmeade. Lænestolen, som Terry havde fremtryllet, stod stadig lige indenfor døren.

Agnes tog overtøjet af og så da på Terrence med et lidt fortumlet, men varmt blik. Hendes smil var en smule rådvildt. Hvad nu?

"Skal jeg lave en kande te...?"

[Terrance Tweedy]

Terry trak også sin kappe af nu, hvor de var indenfor for at blive. Under den var hans tøj knapt så ulasteligt som hun havde kendt ham i sin tid. Nærmere lidt lurvet. Hans liv havde været hårdt de sidste par år og han bar præg af det.

Han tog en dyb indånding og nikkede. "Ja tak," svarede han, før han pegede tryllestaven mod stolen og fik den til at forsvinde.

"Jeg tror vi har lidt at indhente..."

[Agnes Tweedy]

Agnes tog dårligt blikket fra ham og bemærkede også de forskelle, der var fra den mand hun huskede til den mand, der stod foran hende. Årene så ud til at have været hårde.

Hun nikkede. "Kom med ud i køkkenet," bad hun, fordi hun ikke rigtigt kunne bære at være fra ham. "Måske... Vil du fortælle lidt om, hvad der er sket, imens?"

[Terrance Tweedy]

Terry brød sig ikke om hvordan han selv tog sig ud, men der var ikke meget at gøre. Han var ikke den pæne professor hun engang havde forelsket sig i. Agnes, derimod, var smukkere end nogensinde.

Det skulle han nok få svært ved.

For nu, fulgte han hende velvilligt ud i køkkenet og lænede sig mod et køkkenbord, imens hun bryggede te.

"Da vi blev skilt, i redningsoperationen af dine... Merlin. Dine forældre? Er de her? Jeg hørte, at her boede en heks med sine mugglerforældre?"

[Agnes Tweedy]

Agnes var fløjtende ligeglad med, hvordan han så ud, andet end den bekymring det skabte. Hendes blik forlod ham knapt, mens hun fyldte kedlen med vand og fik den sat over blusset.

"Ja," svarede hun hurtigt. "Ja, de er her. De bor i lejligheden inde ved siden af nu," forsikrede hun, selvom det nok var en lille trøst.

[Terrance Tweedy]

Det var måske en lille trøst, men Terry var alligevel glad for at høre det. Engang havde han været ministeriets mand, en hallow af dybeste overbevisning. Nu vidste han, at det var en farlig sekt. Han fortrød alt hvad han nogensinde havde skrevet og ment om mugglere.

"Godt," svarede han med et lille, varmt smil. "I det mindste blev de også reddet." Han tog en dyb indånding. "Jeg blev ikke taget af ministeriet, men jeg blev tvunget under jorden. Jeg prøvede at få nyt om dig, men der kom intet. Det var under endnu et angreb på ministeriets folk de fik mig. Denne gang tror jeg hverken Eldridge Engleford kunne eller ville hjælpe mig..."

[Agnes Tweedy]

Agnes lyttede intenst til alt, hvad han fortalte og gik lidt i stå med æsken med teblade, da hans sætning svævede i luften. Hendes mave knugede sig sammen.

"Fik dig?" gentog hun dæmpet, en smule bleg. "Hvad skete der?"

[Terrance Tweedy]

Terry så lidt frem for sig. "Azkaban," uddybede han. Han behøvede ikke forklare hende hvordan der var. Hun havde selv siddet der og han havde været desperat efter at få hende ud dengang.

"Jeg nåede at være der i tre måneder, men de svin havde beholdt mig til evig tid, hvis ikke der havde været et indbrud. Jeg trøstede mig med, at du ikke var der, i det mindste."

[Agnes Tweedy]

Det gav et ubehageligt sug i Agnes' mave. Hun havde siddet der en måned selv og der havde nær knækket hende. Tre måneder var ikke til at forestille sig.

"Det," begyndte hun og hendes stemme var en smule hæs. Hun rakte ud og lukkede hånden om hans. "Det er jeg ked af. Jeg frygtede sådan, at du havde været der."

[Terrance Tweedy]

Terry løftede atter engang Agnes' hånd til sine læber. "Det er længe siden nu. Halvandet år... Jeg kunne bedre klare at være der, end at du var der."

Han tog en dyb indånding. "Efter det fik jeg hjælp med at flygte til Frankrig og få asyl. Jeg har ledt efter dig lige siden... Fulgt spor rundt omkring i Europa..."

[Agnes Tweedy]

Knuden i Agnes' mave løsnede sig ikke ligefrem, men forblev der som en hård fornemmelse. Det stak lidt bag øjnene og hun måtte synke en enkelt gang.

"Jeg skulle have gjort mere," sagde hun dæmpet, selvbebrejdelsen tung. "Al den tid..."

[Terrance Tweedy]

Terry tog fat om Agnes og trak hende ind i en tæt omfavnelse, uagtet at hun ville lave te, at de kun lige havde mødt hinanden igen. Han kyssede bestemt på hende.

"Du fik vores datter i sikkerhed. Du fik dig selv og dine forældre i sikkerhed. Intet er mere betydningsfuldt for mig. Du kunne ikke have gjort noget mere rigtigt."

[Agnes Tweedy]

Agnes modsatte sig ikke, men begravede derimod ansigtet ved hans bryst. Skyldfølelsen forsvandt dog ikke, ikke ved tanken om det han havde gennemgået. Selvom hun vidste, at hun havde gjort, hvad hun kunne.

"Du gav aldrig op," sagde hun ind mod ham, dæmpet af hans tøj.

[Terrance Tweedy]

Terry strøg fingrene over Agnes' hår og trykkede blidt den anden hånd mod hendes ryg.

"Skulle du have forladt vores datter for at lede efter mig? Eller slæbt hende med rundt til fare for både hende og dig? Levet fra hånden til munden? Det bedste du kunne gøre var at etablere dig. Jeg fandt dig kun, fordi du gjorde de ting, der netop gør dig til dig, min elskede, elskede Agnes."

[Agnes Tweedy]

Han havde ret og hun vidste det godt. Inderst inde. Hun tog en dyb indånding og nikkede let ind mod hans bryst. Hendes egne arme var også gledet om ham.

Til sidst løftede hun hovedet nok til at kunne se på ham. "Jeg er så glad for, at du fandt os," sagde hun dæmpet. "Ubeskriveligt."