Mange år senere...

[Terrance Tweedy]

Det knugede om hans hjerte og et øjeblik havde han ikke lyst til andet end at bede hende lede sig til datteren med det samme. Han formåede dog at undertrykke det og kyssede hende på panden.

"Jeg elsker dig," mumlede han. "Kom. Lad os gå."

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede og snart var de ude på gaden. Det var underligt hverdagsagtigt, som om alt ikke lige havde ændret sig fundamentalt. Hendes hånd var lukket fast om hans og selvom hun burde se, hvor de gik, blev blikket ved med at vandre til ham.

Hjertet gav et lille spjæt hver gang og det føltes som om, at det var ved at revne. Hun sagde ikke noget først, men måtte bare se på ham.

[Terrance Tweedy]

Terry smilede, da han endnu engang så ned på Agnes, imens hun løftede blikket til ham. Han trak sin hånd til sig, men kun for at lægge hele armen omkring hende og trykke hende blidt ind mod sig.

"Det er lidt som om jeg drømmer," mumlede han ned til hende.

[Agnes Tweedy]

Agnes tøvede ikke så meget med at lægge sin egen arm om ham også og hun var taknemmelig for nærheden, selvom den var lidt uvant og ikke så familiær, som den engang havde været.

"Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at det ikke er tilfældet," indrømmede hun med et lidt håbløst smil. "Det virker for godt til at være sandt."

[Terrance Tweedy]

Terry kyssede hende i håret og brummede sin enighed. "Men vi er virkelige nok," mumlede han.

"Og jeg sværger ved Merlin og Morgana, at jeg aldrig forsvinder igen."

[Agnes Tweedy]

En knude strammede sig lidt i Agnes' bryst, men der var intet hun hellere ville end at tro på sandheden i hans ord. Hun strammede grebet om ham.

"Det håber jeg ikke," svarede hun. "Betyder det, at du bliver? Du har ikke noget, du skal tilbage til?"

[Terrance Tweedy]

Terry strammede grebet lidt om hende og tog en dyb indånding.

"Jeg har et par ting, der skal afsluttes i Paris, men intet jeg ikke kan forlade. Du er det vigtigste. Jeg har brugt næsten alt hvad jeg havde på at lede efter dig..." Han klarede halsen let. "Men hvis du vil med mig til Paris om en tid, sammen med... Calluna, så ville jeg være meget taknemmelig."

[Agnes Tweedy]

Det var smertefuldt at tænke på den tid, de havde mistet sammen og Agnes forsøgte at lade være med det og blot glæde sig over, at han havde fundet dem.

"Ja," svarede hun, en anelse åndeløst. Tanken om at de havde hver deres liv, uden anelse om, hvad der var sket, var lidt overvældende. "Hvis jeg kan få nogen til at passe butikken, så ja."

[Terrance Tweedy]

Terry brummede let.

"Selvfølgelig. Og ellers kommer jeg meget hurtigt tilbage til jer. Intet er vigtigere for mig, skal du vide, end jer to..."

[Agnes Tweedy]

Det var en drøm og Agnes tog en dyb indånding, før hun nikkede. Blev stille lidt, mens de gik, helt tæt.

"Det er svært at forstå, at du hele tiden har været derude," sagde hun efter lidt til. En lettelse, ja, men stadig uforståeligt.

[Terrance Tweedy]

Terry rømmede sig dæmpet og nikkede.

"Ja," medgav han. "Det er ufatteligt. Jeg frygtede det værste, selvom jeg blev ved med at håbe og bede til, at du var kommet i sikkerhed."

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede let og så op på ham igen, så godt som hun kunne komme til det. "Også jeg," svarede hun dæmpet og måtte tage en dyb indånding.

Frygten var ikke helt gået væk, selvom han var der nu. Måske ville den aldrig helt gøre det.

[Terrance Tweedy]

Terry kyssede Agnes på håret og tog en dyb indånding mere i den friske luft. Så skimtede han butikken forude og satte farten lidt op.

Jo hurtigere de var derhenne, jo hurtigere kunne han få hende for sig selv.

[Agnes Tweedy]

Agnes slap først Terry, da de skulle ind gennem døren og selv da ville hun halvt om halvt ønske, at hun havde holdt fast i hans hånd. Til gengæld tog det hende ikke lang tid at forklare Magda sagens natur, for hun kendte allerede lidt til Agnes' fortid - og var ikke uforberedt.

Hun smilede og takkede den ældre kvinde, før hun gik tilbage til Terry. Denne gang tog hun hans hånd. "Magda bliver og passer butikken," sagde hun, lettet.

[Terrance Tweedy]

Terry fulgte ordvekslingen lidt på afstand af høflighed. Den var uanset på tysk og ganske uforståelig for hans ringe evner. Da Agnes nærmede sig, strakte han dog armene ud efter hende og trak hende snart ind til sig.

"Danke, Magda," kaldte han over hendes skulder og kyssede hende dernæst på håret. "Kom, Frau Tweedy," mumlede han. "Jeg vil høre alt hvad der er sket dig."