Mange år senere...

[Terrance Tweedy]

Da så Terry alligevel op. Hans øjne svømmede over og en tåre gled ned over hans kind. Han rakte den ene hånd ud efter hende, imens den anden stadig knugede billedet.

"Kom," bad han. "Fortæl mig alt om hende. Alt om dig."

[Agnes Tweedy]

Agnes følte sig stadig svag og hånden rystede, da hun rakte frem og tog imod hans. Hun trådte nærmere, men de havde ikke set hinanden i to år og hun vidste ikke længere, hvor grænserne gik.

"Der er så meget at fortælle," svarede hun, blikket stadig limet til hans ansigt. "Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Jeg kan stadig ikke tro, at du virkelig er her."

[Terrance Tweedy]

Terry forstod afstanden mellem dem, selvom alt han ville var at holde hende helt tæt. Han slap hendes hånd da, for han ville ikke trænge ind over en grænse. I stedet fulgte fingeren en krølle på Callunas portræt, imens den vippede lidt.

"Jeg er her," forsikrede han. "Jeg går ingen steder, medmindre du ønsker det. Jeg ville forstå det, hvis du ikke længere... Jeg ville stadig være her for dig og... Hende."

[Agnes Tweedy]

Agnes strammede sit greb instintivt, da han trak sin hånd til sig, men det var en my for sent og den forsvandt ud af hendes greb. Hun krøllede fingrene sammen ind mod sin hofte.

"Nej," svarede hun, uden tøven og tog ikke blikket fra ham, selvom han så på billedet. "Det er det sidste, jeg vil have. '

[Terrance Tweedy]

Terry løftede blikket igen, håbet og længslen tydelig i hele hans ansigt. Han tog en dyb indånding.

"Jeg elsker dig stadig," konstaterede han dæmpet. "Jeg er aldrig stoppet."

[Agnes Tweedy]

Agnes' hjerte bristede, men ikke af ulykke. Ordene bragte hende instintivt frem mod ham og før hun vidste af det, havde hun løftet hænderne til hans ansigt.

"Terrence," sagde hun, det ene ord fuld af både ømhed og længsel. "Jeg elsker også dig. Det har altid kun været dig."

[Terrance Tweedy]

Terry så op på Agnes og endnu en tåre løsrev sig hans øjenkrog. "Mrs. Tweedy," mumlede han ømt.

"Jeg er så taknemmelig for, at jeg har fundet dig igen. Jeg lader os aldrig skilles ad fra nu."

[Agnes Tweedy]

Agnes' læber bævrede let, men hun pressede dem også sammen om et smil, som nåede helt op i de mørke, våde øjne. Et par tårer trillede over hendes egne kinder og hun følte en lettelse ulig noget andet, hun nogensinde havde følt.

"Jeg vil gerne..." begyndte hun, men sadlede om, mens hun fysisk holdt sig tilbage. "Jeg ved, at der er gået så lang tid, men jeg vil gerne omfavne dig. Må jeg?"

[Terrance Tweedy]

Terry så helt forbløffet ud over spørgsmålet. Han havde jo holdt sig tilbage. I stedet for at svare med ord, kom han på benene igen og lagde den ene arm omkring Agnes. Den anden holdt stadig fast i fotografiet af deres datter.

Han begravede ansigtet ved hendes hals og tog en dyb indånding.

[Agnes Tweedy]

Det føltes forkert ikke at spørge først og det var en lettelse, da han efterkom. Hendes egne arme gled omkring hans nakke og hun pressede øjnene tæt sammen.

Fingrene krummede sig ind mod hans skuldre og da de først stod der, kunne hun ikke give slip.

[Terrance Tweedy]

Terry indåndede Agnes' søde duft og mærkede hendes varme krop og det var som at komme i himmelen. Han slap heller ikke. Et øjeblik flyttede han sig en smule, for at lægge billedet på stolen. Så lagde han begge arme omkring sin hustru og trykkede hende tæt ind til sig.

"Elskede," mumlede han dæmpet. "Min kæreste Agnes."

[Agnes Tweedy]

Agnes havde været på vej på arbejde, men det var fuldkommen glemt i øjeblikket. Hun knugede bare Terry ind til sig, som var der ingen morgendag og anede ikke, hvordan hun nogensinde skulle give slip.

"Du forstår ikke, hvor meget jeg har drømt om det her," mumlede hun ind mod ham, stadig ret grødet.

[Terrance Tweedy]

Terry strøg en hånd op og ned over Agnes' ryg. Han trak vejret dybt igen og smilede svagt.

"Omtrent så meget som mig," gættede han på. "Jeg har savnet dig sådan. Jeg vidste ikke engang, at der var to af jer at savne..."

[Agnes Tweedy]

Agnes havde forsøgt at genkalde sig lyden af hans stemme tusindvis af gange, men det havde været næsten umuligt til sidst. Nu var den lige ud for hendes øre og gjorde hendes ben svage helt forfra.

Hun slap en lyd, der mest af alt var munter, men som stadig havde snert af noget grådkvalt. "Jeg ved det," svarede hun og strammede grebet. "Jeg turde ikke blive i landet, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Jeg kunne ikke risikere hende, selvom jeg altid har følt, at jeg svigtede dig. Jeg har været så bange for, at du aldrig ville få at vide, at hun findes..."

[Terrance Tweedy]

Terry tyssede let på hende over selvbebrejdelsen. "Du gjorde det rigtige," forsikrede han. "Det er ikke til at sige hvad der ellers var sket."

Han trak sig nok væk til at kunne se hende, strøg hende over kinden med to fingre og tog en dyb indånding. "Nu er jeg her. Vi er sammen igen. Og vi har en datter..."

Han kunne ikke stoppe smilet.