Mange år senere...

[Terrance Tweedy]

Terry løftede den ene hånd for at stryge sine fingre blidt over Agnes' kind. Han lagde mærke til nu, at hun heller ikke var udmærket af tiden, selvom hun som altid var klædt og sminket elegant.

"Jeg tror aldrig jeg har været så lettet, som da jeg så dig i døråbningen," konstaterede han dæmpet. "Du er virkelig... Det allermest dyrebare for mig. Livet uden dig var ikke rigtig et liv."

[Agnes Tweedy]

Agnes' øjne blev fugtige igen og hun måtte presse læberne lidt sammen. Hendes hjerte blødte, men bankede også og kun det hårdere, som hun så ind i hans isblå blik.

"Jeg forstår," sagde hun dæmpet og det gjorde hun virkelig, selvom hun havde haft et liv. Ikke et liv uden en mangel dog. Hun frigjorde en arm, men kun for at lægge en hånd mod hans hals. "Nu er det tid til at leve igen."

[Terrance Tweedy]

Terry smilede svagt. Han kunne også godt mærke det trykke lidt for øjnene, men han bøjede sig ned og kyssede Agnes blidt på panden, før han igen trykkede hende tæt ind til sig.

"Ja. Nu kan jeg leve rigtigt igen, min egen."