Mange år senere...

[Agnes Tweedy]

Agnes var generelt ret skarp, men hendes hjerne kunne ikke følge med. Hun burde være mere forsigtig, mistænke polyjuice eller anden magi, men det faldt hende ikke ind.

I stedet slap hun en klemt lyd og halsen føltes helt tyk. "Jeg..." fik hun frem. Og så det dominerende: "Jeg må sidde."

[Terrance Tweedy]

Terry blinkede, men straks efter trak han sin tryllestav og fremtryllede en stol lige indenfor døren. Blød, rund og polstret med mørkeblå fløjl. Han klarede halsen, samlede sin kuffert op og tog også hendes ting med sig ind, hvor han kunne lukke døren for nysgerrige forbipasserende. Så knælede han ved stolen, for hende.

"Undskyld," bød han dæmpet. "For chokket. Skulle jeg... Skulle jeg ikke være kommet?"

[Agnes Tweedy]

Agnes kunne knapt sætte pris på snarrådigheden. Hun gled bare ned at sidde i stolen, lettet over, at benene ikke bare forsvandt under hende. Hjertet hamrede så hårdt, at hun knapt kunne høre andet, men det aftog så småt.

Blikket var limet til Terrance, præcis som hun huskede ham, men alligevel forandret. Øjnene brændte igen og lammelsen aftog nok til, at hun var i stand til at svare.

"Jeg troede, at du var død," sagde hun med let skælvende stemme. "Væk for altid. Ingen har kunnet give mig svar..."

[Terrance Tweedy]

Terry tog Agnes' ene hånd i sin og knugede den. Han måtte mærke hende. Forsikres om at hun var der. Han nikkede alvorligt.

"Jeg frygtede det værste," spejlede han hende. "Jeg tabte aldrig helt håbet, for Casimir fortalte, at han havde hørt, at du var flygtet til Europa. Jeg tog til Frankrig. Jeg anede ikke hvor jeg skulle begynde. Jeg vidste bare, at jeg ikke kunne stoppe med at lede. Jeg har... Jeg er aldrig stoppet med at lede efter dig, Agnes. Tak. Tak Merlin, for at du er her." Han kyssede hendes hånd. Hendes hånd... Hvor ringen manglede. Han blinkede, da han indså det.

[Agnes Tweedy]

Agnes lyttede og som hun gjorde, trillede tårerne ned over kinderne. Det var komplet uvirkeligt, absurd og måske drømte hun. Det ville ikke være første gang.

"Jeg var nødt til at flygte," hviskede hun, uden at bemærke, hvad han så. Hendes hånd rystede mærkbart i hans. "Terrence... Jeg kan ikke forstå, at du er her."

[Terrance Tweedy]

Terry skød det til siden. Han vidste ikke hvad han skulle tro, men hun græd og uanset hvordan hendes liv havde formet sig, var han glad for at se hende. Lykkelig, næsten. Lettet. Han trykkede lidt sammen om hendes hånd.

"Jeg er her," forsikrede han. "Du må undskylde, at det tog så lang tid."

[Agnes Tweedy]

Agnes slap en halvkvalt lyd, uden helt at vide om den var ulykkelig eller det komplet modsatte. Hun blinkede mod tårerne til hun kunne se ham igen og hendes hjerte både splintredes i tusind stykker og helede på én gang.

"Der har ikke været en dag, hvor jeg ikke har tænkt på at tage tilbage for at finde dig," fik hun endelig klemt ud. "Jeg har tænkt på dig hver eneste dag."

[Terrance Tweedy]

Terrys hjerte svulmede op, men han blev nødt til at sikre sig. Han måtte vide, om han skulle passe på sig selv. Det var år siden de havde set hinanden og man vidste aldrig. Han strøg tomlen over hendes håndryg.

"Er vi stadig... Din arbejdsgiver... Hun genkendte dig som Fru Tweedy. Du har ikke en anden? Jeg ville selvfølgelig forstå," forsikrede han dæmpet, men uendelig håbefuld.

[Agnes Tweedy]

Det var uvirkeligt. Hun havde ledt efter ham så længe, havde kæmpet for ikke at opgive håbet, men hun kunne dårligt tro, at han virkelig sad foran hende nu. Måske forstod hun det knapt.

Alligevel åbnede hun munden for at sige nej, før hun tøvede og lukkede den igen. Brynene trak sig lidt sammen. "Der er en anden," sagde hun dæmpet og pludselig hamrede hjertet af helt andre årsager. "Men ikke som du tror."

[Terrance Tweedy]

Terrys hjerte knustes øjeblikkeligt. Han holdt dog på sig selv og sank blot en klump.

"Du behøver ikke," forsikrede han. "Jeg forstår. Du troede jeg var død. Jeg er blot taknemmelig for at vide, at du er i sikkerhed."

[Agnes Tweedy]

Agnes havde forestillet sig tusind gange, hvordan hun ville sige det. Ikke sådan her, men nu var hun begyndt og han måtte vide det. "Nej, hør på mig," bad hun, stemmen stadig ikke meget over en hvisken. Hun famlede efter ordene, kunne ikke finde de rette, før hun til sidst blidt frigjorde sin hånd.

Det var dog kun for at kunne rejse sig, selvom hun så ængsteligt tilbage på ham, som var hun bange for, at han ville forsvinde. Få skridt bragte hende over til en hylde og et billede i ramme, som hun tog med sig. Hun lukkede begge hænder om det og så ned på det det velkendte, grinende ansigt bag glasset. Så holdt hun det frem mod ham.

[Terrance Tweedy]

Terry havde ikke lyst til at høre, hvordan Agnes havde fundet en anden. Han lukkede øjnene et øjeblik og rynkede panden, men så rejste hun sig op. Han kom selv på benene, rystet, men fattet. Han gjorde meget for at forblive fattet.

Forventningen til billedet hun holdt frem var en mand. En anden mand og Agnes. I stedet var der et grinende barn og han blinkede overrasket. Koblingen fandt han dog ikke helt. Hans tanker ræsede afsted for at finde svar.

"Din datter? Hun er smuk, Agnes..."

[Agnes Tweedy]

Agnes' hænder rystede. I mere end to år havde hun længtes efter det øjeblik. Drømt om det. Hun forsøgte at synke klumpen i halsen, men øjnene skinnede.

"Vores," sagde hun dæmpet og selvom alt var på spil, kom hun til at smile. "Hun er vores datter."

[Terrance Tweedy]

Og der var koblingen. Terry stirrede på billedet et øjeblik. Så rakte han ud med en rystende hånd og tog det. Nu blev det hans tur til at have brug for at sidde. Han sank ned i stolen, imens han knugede portrættet.

En datter. Han var næsten fyrre år, nedslidt af de sidste par års kamp og eftersøgning. Og så havde han en datter. Han fulgte vågent med, imens hendes lille ansigt rynkede i latter foran et kamera. Musebrune krøller indrammede ansigtet og han forelskede sig i det øjeblik på en måde han aldrig havde oplevet. Han kunne ikke løsrive sig fra billedet. "Hvad hedder hun?"

[Agnes Tweedy]

Agnes' hjerte føltes som om, at det skulle eksplodere, da hun så på Terrence med billedet af deres datter. Hun formåede ikke at tage blikket fra ham, troede måske halvt om halvt stadig, at han var et fantasifoster og ville forsvinde, hvis hun blinkede.

"Calluna," svarede hun dæmpet, da hun havde klaret halsen en enkelt gang. "Efter lyngen, som dækkede bakkerne, den dag vi blev gift."