Valentinsdag

[Brody Blance]

Brody holdt igen, sløvede endnu mere ned og trykkede sig tættere på med en lille bid desperation til sidst, hvor han knapt kunne holde sig tilbage. Da bølgen skyllede ind over hende, tog den da også ham med og han stønnede hendes navn, imens han fik sin forløsning, uden skyggen af værn imellem dem.

I efterdønningerne kyssede han hende blidt og strøg fingrene over hendes ene kind.

"Elsker dig," mumlede han blødt, selvom han var ganske ædru. Han samlede hende også op, viklede dynen fri af deres sammensmeltede kroppe og over dem, som han krøb tæt ind til hende.

[Magdalene Abbey]

I kølvandet var Maggie helt døsig og lod sig villigt manøvrere rundt, helt til hun lå med næsen ind mod hans hud og resten af kroppen filtret ind i hans. Hun havde knapt en sammenhængende tanke på det tidspunkt, men mumlede bare hans navn med ømhed i stemmen, før hun efter kort tid slet og ret faldt i søvn.

I løbet af nattens resterende timer viklede hun sig lidt ud i søvne, men aldrig helt og da det blev lyst ude, sov hun stadig som en død, men uden at have sluppet Brody til fulde.

[Brody Blance]

Brody vågnede med Maggies uglede hår i næsen og hendes varme lille krop viklet ind i sin egen.

Han frigjorde sig meget forsigtigt med alle planer om at liste sig lydløst ud. På vejen greb han sine underbukser, som han først tog på udenfor døren i al hast.

Så gik han ud i køkkenet og gjorde hvad Young-mænd alle kunne; Han lavede et solidt måltid morgenmad, inklusiv kaffe. Det gav ham også tiden til at tænke sig om.

[Magdalene Abbey]

Maggie registrerede ikke med det samme, at Brody stod op. Hendes underbevidsthed bemærkede dog nok forandringen, for der gik ikke så lang tid, før hun rørte på sig - efterfulgt af en lyd af ren lidelse.

Øjnene blev krænget op, modstræbende, for hendes hoved var ved at revne. Først huskede hun intet, men det vendte tilbage nogenlunde samtidig med, at hun huskede, hvor hun var og hvorfor. Merlin.

Hun tog sig til hovedet og måtte virkelig overtale sig selv, før hun endelig satte sig op. Det havde nær kostet al maveindhold, men hun slog en hånd for munden og formåede heldigvis at bevare det. Til gengæld var det også omtrent sådan, hun endnu sad, da døren gik op.

[Brody Blance]

Det var intet væld af mad, der var på bakken. Bare et par skiver toast, nogen stykker bacon og lidt røræg, samt to kopper kaffe. Til gengæld svævede den foran Brody, som døren gik op. Den vuggede gennem luften og fandt hvile på det lille natbord.

Brody selv lukkede døren efter sig, åbnede skabet og fandt en hættetrøje, som han trak over sin bare overkrop, før han dumpede ned på sengen ved siden af Maggie og rømmede sig let.

"Vi behøver ikke tale om det lige nu," forsikrede han. "Jeg antager dit hoved er ved at sprænge. Kaffe hjælper. Eliksiren nede i kaffen endnu mere. Det er stadig din kop, den grønne."

[Magdalene Abbey]

Alt ved Maggies udtryk sagde, at han antog korrekt. Hun kunne uanset knapt tænke og orkede heller ikke for alvor at tale endnu. Til gengæld gjorde hun øjne mod koppen og mumlede et hæst "tak," da han rakte hende den.

I adskillige minutter sad hun bare og puslede om den, drak små slurke med lukkede øjne og først, da hovedpinen begyndte at lette, åbnede hun endelig øjnene igen.

"Jeg er færdig med alkohol," blev den første rigtige sætning, der kom ud af hende og selvom hun stadig lød slidt, var det en my bedre end kort forinden.

[Brody Blance]

Brody havde drukket lidt af sin egen kop og spist et toastbrød og et stykke bacon, da først Maggie kom tæt nok på overfladen til at sige en sætning. Det hun valgte at ytre fik et dæmpet, halvmuntert fnys fra ham.

"Ja så. Det har jeg aldrig hørt før," svarede han. "Men du tog også virkelig for dig..."

[Magdalene Abbey]

Maggie skulede, men det havde alt at gøre med tømmermændene. "Jeg mener det. Det er slut," slog hun fast og irriterende nok fik den ellers uskyldige sætning hende til at tænke på noget andet, der også skulle forestille at være slut.

Hun så ned i sin kaffekop og drak meget langsomt af den, frem for at forholde sig til det. Ikke at det var så nemt at skubbe fra sig igen.

[Brody Blance]

Brody hævede et bryn let, men så nøjedes han med at trække let på skuldrene og brumme dæmpet.

"Spis noget. Det er godt mod tømmermændene," opfordrede han. Og det var godt for at distrahere dem begge fra det de begge tænkte på.

[Magdalene Abbey]

De undveg sikkert begge, men måske var det bedst for nu. Maggie tog i hvert fald mod opfordringen og endte med at spise en god del af sin portion og kun levne et par snoldede rester.

Efter det punkt kunne hun dog ikke længere ignorere et meget presserende behov, selvom hun ellers havde forsøgt. Af flere årsager. En af dem, at hun ikke havde lyst til at rende i nogle af Brodys housemates på vejen til toilettet. En anden:

"Ved du... Hvor mit undertøj er?" spurgte hun, uden helt at se ham i øjnene. "Jeg skal virkelig..."

[Brody Blance]

Brody blinkede lidt over spørgsmålet. Han havde ikke skænket det en tanke, at Maggie var bundløs. Han blev lidt tør i halsen, rømmede sig og rejste sig op.

"Jeg tror," musede han, før han gik på hug ved sengen og fiskede et par trusser frem fra under den. De havde set bedre dage. "Uhm. Du må også gerne låne et par af mine shorts i stedet... Hvis det er..."

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne godt have undværet interaktionen, men hellere det end at vandre rundt i huset ene og alene iført Brodys thsirt. Som om den ikke var nok.

Hun var lidt varm om nakken, ikke fordi hun var genert omkring ham, egentlig, men bare på grund af... Ja. Det hele.

"Jo, det..." begyndte hun. "Det vil jeg godt... Tak."

[Brody Blance]

Brody kunne have joket med hende. Hvis de stadig var kærester og alt var let, havde han nok drillet hende mildt.

Nu var han i stedet en gentleman, trak ikke engang på smilebåndet, men rejste sig blot og fandt et par underbukser. Han rakte dem til Maggie, samlede sin kaffekop op og drejede sig væk, så han stod med ryggen til. Han lukkede endda øjnene for en sikkerheds skyld, selvom han vitterligt havde set hende nøgen for mindre end syv timer siden.

"Ollie og Louis skal nok undlade at kommentere, selv hvis du støder på dem," tillod han sig at berolige.

[Magdalene Abbey]

Hvis de stadig havde været kærester, ville hun uden tøven selv være gået i skabet, men omstændighederne var anderledes nu og hun kom bare i Brodys, ærligt, for store, underbukser og forsøgte at lade være med at fokusere for meget på den mærkelige stemning, der var mellem dem nu. Ikke dårlig. Bare... Anderledes.

"Yeah," mumlede hun bare som svar til hans ord og kom på ben, der føltes som gele. Hun bragte sin rystende, ynkelige skikkelse hele vejen til og fra toilettet uden at falde om eller kaste op og det var vel en succes. Desværre var alt hun havde lyst til at begrave sig i sengen og falde i søvn igen.

I stedet måtte hun lukke sig ind på Brodys værelse igen og hun tøvede med at sætte sig i sengen, selvom hun desperat gerne ville. I stedet stod hun, lidt bleg og lidt ynkelig i hans tøj og kløede sig lidt på halsen. "Må jeg låne tøjet hjem? Jeg skal nok aflevere det igen."

[Brody Blance]

Brody tømte sin kaffe og tog noget mere tøj på. Sokker, bukser. Han skulle snart afsted til træning. Da Maggie dukkede op igen, gled hans blik uvægerligt over hende og hans mundvige sitrede lidt. Han rømmede sig.

"Selvfølgelig. Du må også låne en hoodie? Og hvis du stadig har det skidt, er du velkommen til at blive et par timer. Jeg skal ud af døren om lidt..."