Valentinsdag

[Magdalene Abbey]

Det var ikke ligefrem fordi, at Maggie var interesseret i at feste og især ikke til en fest, der hyldede kærligheden. Hun var udelukkende til stede til Tarantallegras årlige maskebal, fordi hendes blandelystne lillesøster havde slæbt hende med. Noget med ikke at kunne blive ved med at mure sig inde.

Så hun var der, klædt i en midnatsblå, let skinnende kjole, som hun havde lånt af Katie og belejligt gemt bag en maske, der sparede hende for rigtigt at skulle tale med nogen. I stedet drak hun champagne og overvejede, hvornår hun kunne stikke af - alt imens hun desperat forsøgte at lade være med at genleve minder fra et andet års valentinsfest. Minder, der involverede Brody Blance.

[Brody Blance]

Brody var til stede. Selvfølgelig. Men han havde ikke rigtig levet sig ind i det. Siden Maggies besøg havde han holdt sig helt på måtten. Ingen fester, ingen damer. Han ventede på hende, men det drev ham langsomt til vanvid at vente.

Måske var det fordi han var pinligt ædru i en flok af berusede mennesker. Måske var han bare tunet ind på hende, men da han så hende, var han ikke i tvivl om hvem det var. Blodet brusede i hans årer og selvom han ikke havde drukket, følte han sig høj. Høj på noget.

Han nærmede sig hende, som hun sad og pimpede champagne.

"Hvor mange af de der har du fået?"

[Magdalene Abbey]

Det gav et sæt i Maggie, da hun hørte en lidt for velkendt stemme ved siden af sig. Hun løftede ansigtet og så på Brody, let for hende at genkende på trods af masken. Hjertet slog hurtigt og hun glanede ned på glasset.

"Ehm," svarede hun og kløede sig på halsen med den frie hånd. Ja, hvor mange, egentlig? "Det..." begyndte hun og skævede op på ham igen. Pæn, som altid. Uretfærdigt. "Nok, vist."

[Brody Blance]

Det trak lidt i Brodys mundvige, men det blev ikke et rigtigt smil. Han rystede svagt på hovedet.

"Jeg tror du er fuld, Magdalene," konstaterede han roligt. "Kan du stå op?"

[Magdalene Abbey]

Maggie var vist fuld. Hun kunne i hvert fald ikke tænke fuldt ud klart omkring, at Brody pludselig var der og at hun rent faktisk skulle have en samtale med ham.

"Mmhm," lød det tankefuldt fra hende, mens hun overvejede at tage en tår champagne mere. Det var nok bedst at lade være. "Jeg har ikke afprøvet det."

[Brody Blance]

Han himlede let med øjnene over hende. Hun havde altid været en lightweight. Til gengæld plejede hun ikke at drikke så heftigt som han gjorde.

"Hvem er du her med?"

[Magdalene Abbey]

Maggie drak sjældent, fordi hun tolererede det notorisk dårligt. Nu, hvor hun skulle konfronteres med Brody, fortrød hun ikke rigtigt noget.

"Katie," svarede hun. "I teorien, i hvert fald. Hun forsvandt."

[Brody Blance]

Brody slap et dæmpet suk og nikkede så. "Jeg følger dig hjem," konstaterede han.

"Kom. Rejs dig op."

[Magdalene Abbey]

Maggie så forbløffet på ham et øjeblik. Et øjeblik længere end hun havde gjort, hvis hun havde været ædru.

"Jeg behøver ikke at blive fulgt hjem," protesterede hun. Især ikke af ham. Der var selvfølgelig det, at det ville være hul i hovedet at forsøge at transferere i den nuværende tilstand, men det ignorerede hun.

"Jeg har det fint."

[Brody Blance]

Brody tog en gevaldigt dyb indånding og betragtede Maggie utålmodigt fra under masken.

"Hvis du har det fint, så rejs dig op og gå tre skridt. Hvis du kan det, lige, lader jeg dig være."

[Magdalene Abbey]

Maggie vidste ikke, hvordan hun på få sekunder havde nedkaldt hønemor Blances utålmodighed over sig og hun så lidt på ham, for fuld til ærligt at kunne fortælle ham at han egentlig ikke skulle blande sig.

"Jeg er ikke et barn," sagde hun i stedet og himlede med øjnene, meget ulig sig selv. Hun rejste sig, men ikke for at adlyde. "Du behøver ikke babysitte mig," fortsatte hun og ville være gået forbi ham - men svajede selvfølgelig efter to skridt.

[Brody Blance]

Brody hævede et bryn under masken og ventede blot, imens hun kom op at stå. To skridt blev det til, før han trådte efter hende og halvt om halvt greb hende.

"Nej, du er ikke et barn," medgav han. "Men du er fuld som en allike og jeg følger dig hjem. Læg din arm omkring mig, så går vi ud og finder dit overtøj, fulderik."

[Magdalene Abbey]

Maggie nåede knapt at registrere, at hun vaklede, før Brody greb om hende og med ët var det alt, hun kunne fokusere på. Hun så op på ham med store øjne bag masken og der gik et sekund mere, før hun registrerede, hvad han havde sagt.

"Det er ikke..." mumlede hun, men protesten var halvhjertet og døde ud, før den overhovedet kunne nå at se dagens lys. Kinderne føltes varme og ikke fordi alkoholen fik dem til at blusse. "Fint," medgav hun, noget mere mildt og lagde armen om ham, selvom det gjorde det umuligt at tænke på andet.

[Brody Blance]

Brody var ikke upåvirket af den fysiske kontakt med Maggie, men han var fuldt ud i stand til at slå det fra, for hun var hjælpeløst beruset og havde brug for ham.

Han fik dem ud til garderoben, fik begge deres kapper og smøg hendes omkring hende, før han hjalp hende med udenfor. "Jeg kan ikke transferere helt til Wales med dig," konstaterede han. "Men jeg tager dig med hjem og så kan vi bruge susenetværket..."

[Magdalene Abbey]

Maggie fulgte beredvilligt med, fordi hun ikke kunne samle sig om at gøre andet. Hun var generelt primært optaget af, hvor tæt hun var på Brody og for fuld til at tænke på andet end det - i hvert fald indtil han nævnte susenetværket.

Hun blev bleg ved tanken, ikke længere god til ild efter ikke bare én, men to nærfatale ildrelaterede ulykker. Det var nok til at gøre hende lidt klam i nakken, uagtet at hun godt kunne se, at det var den eneste mulighed på nuværende tidspunkt. Det gjorde hende en smule mere sober, ret hurtigt.

"Måske er der et ledigt værelse på kroen..."

Næppe, sådan en aften.