Valentinsdag

[Magdalene Abbey]

Maggie var allerede døset hen og registrerede kun perifert svaret. Naturligvis var det dog ikke holdbart at sove en hel nat i en kjole, der ikke var tiltænkt formålet og med en maske på. Derfor vågnede hun et ukendt stykke tid efter med en dundrende hovedpine og en mund som en ørken. Hun slap en lyd i lidelse og fik famlende flået masken af, som havde efterladt noget alternative pudemærker.

I et stykke tid lå hun bare og forsøgte ikke at bevæge en muskel og først senere dæmrede det for hende, hvor hun var. Instinktivt mærkede hun efter, men fandt, at hun var den eneste i sengen. Så kollapsede hun lidt igen, før hun med møje og besvær kom på benene. Hun måtte have vand. Op kom hun, uelegant og lettere klam af sved i kjolen, som føltes som en spændetrøje. Med sammenknebne øjne og en hånd til støtte mod væggen, fik hun sig forvildet ud i stuen.

Det var åbenlyst stadig nat, for der var mørkt og med sine knapt åbne øjne og svajende gang, hjalp stedkendtheden hende ikke. Hun sparkede tæerne i sofaen på vejen mod køkkenet og bandede, ikke højlydt, men også uden at indse, at Brody sov på selvsamme møbel.

[Brody Blance]

Brody sov i forvejen let denne nat på sofaen og vågnede sekundet Maggie sparkede fødderne ind i den. Han slog øjnene op, trak sin tryllestav og ytrede et tydeligt "lumos," imens han satte sig op og tæppet gled ned.

Så faldt hans blik på Maggie og han hævede begge bryn let.

"Hvad...?" (Mangler du, laver du, har du brug for). Der stod flere ting skrevet i hans blik, som han drejede benene ud ud og rejste sig.

[Magdalene Abbey]

Maggie lavede en lyd, der var en vampyr værdig, da det skarpe lys fra tryllestaven fyldte stuen. Hun holdt instintivt en hånd op for at skærme sig for det og lignede velsagtens en parodi på noget, der lige var væltet ud af en grotte.

"Vand," fik hun svaret med en stemme, der var ucharmerende hæs og med øjnene knebet helt sammen. Hendes tæer gjorde i øvrigt også ondt. Perfekt.

[Brody Blance]

Maggie var ikke sit mest charmerende, men Brodys temmelig veludviklede beskytterinstinkt havde været vakt fra det øjeblik han så hende på Tarantallegra.

Hans mellemgulv flaksede svagt og han sendte lyset fra tryllestaven over i en lampe med en dæmpet formular, før han gik ud i køkkenet og fandt et glas, som han fyldte med vand til hende.

Snart var han foran hende i stuen og rakte det frem, uden at røre ved hende. Han kendte sin egen svaghed for godt.

[Magdalene Abbey]

Maggie burde have protesteret over serviceniveauet, men det kom bare ikke til at ske. Hun stod bare lidt apatisk og ventede, uden helt at huske, hvorfor hun var der og med for meget hovedpine til at spekulere over det.

Hun krængede et øjenlåg en millimeter eller to op, da han kom tilbage, men lukkede øjnene helt i igen, som hun tømte glasset grådigt.

Det stillede det første, basale behov og uden nærmere eftertanke, sank hun ned på sofaens armlæn at sidde, primært fordi benene føltes som gele. "Tak," sagde hun mat og trak lidt ud i kjolens klæbrige stof. "Jeg husker ikke..."

[Brody Blance]

Brody pegede tryllestaven mod glasset og mumlede "aguamenti," så det blev fyldt op igen. Så satte han sig selv ved siden af hende i sofaen, med så meget afstand som muligt.

Han rømmede sig let. "Du drak dig meget fuld," konstaterede han. "Og du ville ikke tage susenetværket hjem, så jeg tog dig med herhen."

[Magdalene Abbey]

Maggie tøvede ikke med også at ondulere glas nummer to, men hørte fint, hvad Brody svarede. Desværre, kunne man næsten fristes til at sige og hun skar en lille grimasse, en my mere klar i hovedet nu.

"Undskyld," sagde hun, som det langsomt vendte tilbage. Hun skottede over på ham, bemærkede, hvor langt væk han sad. Det føltes underligt. Og... Forkert.

"Også for at vække dig," tilføjede hun, da hun blev bevidst om det. "Jeg kan godt... Tage susenetværket hjem nu. Du behøvede ikke give mig din seng..."

[Brody Blance]

Brody fnøs let over undskyldning og forsikring og kastede et blik ned over hende.

"Maggie, du er stadig massivt bagstiv. Du tager bare sengen resten af natten. Jeg sover okay i sofaen. Mangler du en t-shirt at sove i?" Han pausede et øjeblik og sank. "Du kan låne Ollies, hvis det er bedre..."

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne ærligt ikke rigtigt overskue at tage nogle steder, men hun ville have gjort det. Hun kæmpede dog ikke for det, men sænkede bare skuldrene. Ved hans spørgsmål så hun over på ham og vidste, at den lille knugen i maven ikke havde noget med tømmermænd at gøre.

"Nej, det er... Fint," svarede hun dæmpet. De var jo voksne mennesker og det var bare en t-shirt. Sagde hun til sig selv. "Jeg vil gerne låne en. Tak."

[Brody Blance]

Brody nikkede let. Bandlyste tanken om præcist hvor frækt han altid havde synes at Maggie var i hans t-shirts og rejste sig op. Hun var et fuldt lille vrag, for fanden. Og hans eks. Eks.

Han gik ind på værelset og rodede lidt, før han fandt en ren tee, som han kom ud med og overgav til hende. "Du kan bare skifte derinde. Jeg bliver her," lovede han.

[Magdalene Abbey]

Maggie tog imod tshirten og kom op at stå, glasset endnu i hånden. Hun var ved at sige tak, men tøvede så, overvejede i et sekund eller to og skar så en lille grimasse.

"Jeg ved godt, det er helt urimeligt at spørge om," sagde hun, stadig lidt hæs. "Men jeg kan overhovedet ikke nå knapperne i den her kjole selv."

Nakken blev lidt varm. Jøsses, det var et skråplan, selvom det virkelig var så uskyldigt som noget. "Vil du...? Det føles strengt også at vække Ollie..."

[Brody Blance]

Urimeligt. Brody spærrede øjnene op et øjeblik, før han fattede sig. Merlin, det var jo bare en kjole og de var to voksne mennesker. Men Maggie var inde i den kjole og hendes hud var blød og...

Han rømmede sig og nikkede. "Vend ryggen til," bad han brysk og nærmede sig, men stod med vilje så langt væk som muligt, imens han fik knapperne på kjolen op. Så drejede han sig hurtigt væk.

[Magdalene Abbey]

Det var bare en kjole, men Maggie trak alligevel næsten ikke vejret. Hendes hoved var ikke længere så plumret, som det havde været, da hun vågnede og hun kunne have undværet alt det, der fulgte med den ellers rent praktiske lille opgave.

"Tak," lød det i et lille, lidt for lyst, lidt for afslørende, pip og hun vendte sig heller ikke mod ham, men holdt kjolen godt fast ind til kroppen og stak så mere eller mindre af ind på hans soveværelse.

Naturligvis var hun lysvågen nu og måtte også lige sunde sig lidt, før hun overhovedet kunne tage kjolen af og tshirten på - en helt særlig form for tortur i sig selv. Hun satte sig på sengen, men stirrede lidt på døren i mørket, hvor Brody var lige på den anden side.

[Brody Blance]

Brody slukkede ikke lyset, men satte sig ned i sofaen og lænede sig bagud med et lydløst suk.

Selv når hun var en skravlet, fuld lille allike var hun Maggie og han kunne lige så godt indrømme overfor sig selv, at han stadig var dybt forelsket i hende. Eller igen. Uanset hvad - følelserne var klare og tydelige. Begæret var det samme.

Han stirrede ud i luften og forsøgte at finde ud af hvad der var rigtigt og forkert. Ikke at gå ind til hende. Det var han sikker på var forkert. Det ændrede ikke på lysten til det.

[Magdalene Abbey]

Maggie grublede. Hun fandt sin tryllestav i sin taske og fyldte glasset igen, drak. Grublede noget mere, mens hun tyggede på et par mintpastiller, også fra tasken. Hun var stadig fuld og det var svært at huske alle grundene til, at det var bedst, at de ikke var sammen og meget nemmere at huske grundene til det modsatte.

Og hun var, nok engang, stadig fuld, så til sidst rejste hun sig. Døren knirkede let, da hun åbnede den og så på Brody fra døråbningen.