Fejring

[Agnes Tweedy]

Agnes tog sin egen kop og måtte igen se lidt overrasket på Terrance, før et smil brød frem over hendes læber. "Det må siges, at være en god ting. Jeg er bange for, at jeg ikke ville kunne ændre det, selv hvis jeg ville." Hun så sigende på ham over tekoppens kant, før hun selv pustede forsigtigt til den varme væske.

"Jeg må have samlet det op fra min mor," konstaterede hun muntert og lænede sig lidt afslappet tilbage, og strakte mageligt benene hen over Terrances lår. "Min far har aldrig forstået en diskret hentydning, så hun har altid sagt, at det ikke nytter noget at forsøge at pakke tingene ind."

[Terrance Tweedy]

Terrance fnøs dæmpet og hævede begge øjenbryn lidt, imens han betragtede Agnes. Han var tavs et øjeblik og drak en lille tår af den varme te, før han tog en dyb indånding. "Jeg vil vove at påstå, at jeg forstår de fleste hentydninger, men jeg kan stadig godt lide, at du er direkte. Det er meget... Tiltalende."

Han smilede antydningsvist. "Men jeg har stadig ikke hørt om dine svage sider. Fortæl mig noget om dig selv, som jeg ikke allerede ved?"

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede varmt og tilfreds over Terrances ord, før hans spørgsmål fik hende til at rynke brynene. Hun faldt hen i tavs eftertænksomhed og pustede åndsfraværende videre på teen, før hun tog en forsigtig tår. "Noget du ikke ved," musede hun og kløede sig på halsen.

"Da jeg stadig gik på Hogwarts, var min drøm at arbejde for ministeriet," begyndte hun og vidste ikke helt, hvorfor det var det der meldte sig. Hun havde dog en mistanke. "Jeg ansøgte dog aldrig om en stilling. Jeg var bange for, at jeg følte for meget og for stærkt. Det er kun blevet bekræftet siden."

Antydningen af et smil hvilede på hendes læber, men der var noget gravalvorligt i hendes blik. "Jeg er ikke kun direkte. Jeg følger altid mit hjerte," konstaterede hun endelig og så ned i tekoppen. Agnes mistede sjældent besindelsen eller sin fatning, men det betød ikke, at hun ikke var følelsesstyret. Hun så op på Terrance uden at løfte hovedet. "Måske er det en af mine svagheder."

[Terrance Tweedy]

Terrances smil forsvandt langsomt og han betragtede Agnes alvorligt, imens hun talte. Han rettede sig en anelse op og nikkede langsomt, imens en rynke krøb frem på hans pande. "Måske," medgav han langsomt og overvejende. "Det kan være farligt." Han smilede ganske svagt og kunne ikke nægte, at han var urolig. "Men jeg ville ikke ønske, at det var anderledes."

Han tog en tår af teen. "Jeg er vanvittig forelsket i dig, Agnes. Det er en smule skræmmende til tider. Har du tænkt over, at vi en dag kunne komme til at stå på modsatte sider i en kamp på ord - eller det, der er værre?"

[Agnes Tweedy]

Agnes' smil forsvandt helt og hun slog påfaldende hurtigt blikket ned. Det var for at skjule øjnene, der uundgåeligt flakkede. Den knugende, vridende følelse i mellemgulvet kunne hun dog ikke gøre noget ved. Hun rakte ud og satte tekoppen fra sig på bordet og tvang sig selv til at se op på Terrance igen.

Et eller andet sted i de mørke øjne, hvilede der en snert af det, som hun ikke kunne fortælle ham. At det ikke bare var et potentielt fremtidsscenarie, men allerede skete. "Jeg ved det bedre end nogen," svarede hun endelig og spændte lidt i kæben, som hun slog blikket væk igen. Der var langt tilbage til det glade fødselsdagshumør og i stedet udstrålede hendes ansigt uro, selvom hun tvang et smil frem. "Jeg tror måske, at jeg glemte at slukke for blusset," undskyldte hun sig og kom hurtigt på benene.

Hun vidste, at det var en dårlig undskyldning, men hun var nødt til at skjule udtrykket af dårlig samvittighed og mild kvalme. I hvert fald tog hun sig til mellemgulvet og hvilede en hånd mod køkkenbordet, da først hun nåede ud i køkkenet. Hun vidste at hun ville komme til at såre Terrance, måske så meget, at det ikke kunne repareres, men samtidig vidste hun også, at hun gjorde det rigtige.

[Terrance Tweedy]

Terrance rynkede panden og så efter Agnes, uden at købe undskyldningen. Han blev ikke siddende, men stillede koppen fra sig og kom på benene, før han fulgte efter hende ud i køkkenet. Han standsede døråbningen og betragtede hende dybt alvorligt, men roligt.

"Hvad er der i vejen, Agnes?" Hans ene hånd hvilede i bukselommen, som han lagde hovedet på skrå. "Er der noget, du gerne vil fortælle mig? Jeg ved, at varulven, Hector, var din ven."

[Agnes Tweedy]

Agnes var ikke overrasket over, at Terrance fulgte efter. Det gav hende dog netop nok tid til at samle sig igen og da hun vendte sig mod ham, var hendes ansigtsudtryk roligt, men stadig alvorligt. "Jeg er bekymret," indrømmede hun og det var ikke usandt. Hun kunne måske ikke fortælle ham hele sandheden, men hun nægtede at gøre det modsatte. Hun var bedre end løgne.

Hun åndede dybt ud, kortvarigt rettende blikket mod mørket bag køkkenruden. Den ene hånd hvilede stadig mod mellemgulvet og hun krummede fingrene lidt sammen. "Jeg har mange venner på begge sider," sagde hun lavmælt og så på Terrance med en svag rynke mellem øjenbrynene. Et svagt smil trak over hendes læber, men nåede ikke helt hendes øjne. Hun sukkede tungt over sig selv. "Jeg sagde jo, at jeg føler for stærkt. Intet er sket endnu. Men tanken... Terrance, jeg tør dårligt tænke på, hvad der kunne ske."

[Terrance Tweedy]

Terrance nikkede og troede på hende. Han trådte frem og lagde den ene arm omkring hende, imens den andens hånd blev løftet og strøg hende over kinden. "Så lad være," opfordrede han dæmpet. "Lad være med at tænke på, hvordan det kan udfolde sig, hvis det gør dig så urolig. Tag det når det kommer."

Han søgte hendes blik og smilede temmelig svagt, men forsøgsvis beroligende. "Vær til stede her og nu. Jeg skal nok tage mig af fremtidsplanlægningen. Jeg har nemlig ikke tænkt mig at miste dig." Han strøg et par hårstrå om bag hendes øre. "Hører du?"

[Agnes Tweedy]

Agnes så ind i Terrances lyse øjne og det var i et øjeblik nemt at lade som om, at hun kunne gøre som han sagde. Hun fugtede læberne en enkelt gang og så længe på ham, før hun nikkede og impulsivt trådte frem, for at trække ham ind i en omfavnelse.

"Hvad hvis, vi ikke selv får lov til at vælge?" mumlede hun stille, men hjertefølt. Hun ville heller ikke miste Terrance. Ikke for noget i verden, men hvordan skulle de klare at stå på hver deres side? Agnes strammede grebet lidt og lukkede øjnene i et øjeblik. "Hvad hvis, vi ikke kan være sammen?"

[Terrance Tweedy]

Terrance lukkede begge arme omkring Agnes og så alvorligt ned på hende. Han tog en dyb indånding og kyssede hendes pande, før han trak hende tættere ind til sig og stirrede ud i luften bag hende.

"Det lover jeg, at vi kan. Alt du skal gøre, er at tro på mig. Kan du det?" Han trak sig lidt tilbage igen og søgte efter hendes blik.

[Agnes Tweedy]

Agnes mødte Terrances blik og denne gang flakkede hendes eget ikke. Til gengæld så hun på ham længe, indtrængende, før hun endelig nikkede. "Jeg tror på dig," gentog hun. Tvivlen var der stadig. Der var ting Terrance ikke vidste, men der var intet Agnes hellere ville end at tro på, at det ikke ville ændre dem. Så det var hvad hun gjorde.

Ingen af dem vidste, hvad fremtiden bragte, men der var nødt til at være håb. Agnes sukkede lavmælt og lukkede øjnene i et øjeblik, samlende sig selv. Da hun åbnede dem igen virkede hun væsentlig mere som sit sædvanlige, rolige selv. "Jeg elsker dig, Terrance. Det må du vide."

[Terrance Tweedy]

Terrance svarede ikke med ord, men lænede sig frem og kyssede Agnes. Det var blidt, men dvælende og hans blik, da han trak sig væk, sagde mere end han kunne med selv en hel aften til blot at tale. "Øjeblik," mumlede han, før han slap hende, for at gå ud i gangen. Hans hjerte rasede afsted, imens han rodede i lommerne på den frakke, som han havde haft med sig over armen. Han stod stille og tog en dyb indånding, før han vendte tilbage til køkkenet med en lille, mørk trææske i den ene hånd, halvt skjult bag ryggen.

"Agnes," sagde han afdæmpet og med en slet skjult nervøsitet. "Der er noget jeg har gået og tænkt over en tid. Ikke så længe. Jeg ville vente, men..." Måske får jeg aldrig chancen. "... Det er der ingen grund til." Han rakte den lukkede æske frem imod hende.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede lidt, da Terrance forsvandt, men kunne heller ikke lade være med at rynke lidt på brynene for sig selv. Livet var kompliceret og det var alt for nemt at falde hen i alvor. De tanker optog hende, da han vendte tilbage igen. Naturligt så hun på ham og hun var øjeblikke fra at spørge ham om ikke de skulle vende tilbage til teen, før den blev kold.

Ordene nåede aldrig ud. I stedet så hun spørgende på ham, lige indtil det øjeblik, hvor han holdt æsken frem mod hende. Agnes ville senere have svoret på, at hele rummet snurrede en omgang i det øjeblik. Hun var ikke selv klar over, hvor lidt hendes ansigt afslørede, da hun forsigtigt rakte frem og tog imod det lille træskrin. Hjertet hamrede i brystet på hende og hun så spørgende op på Terrance i et ganske kort øjeblik, før hun åbnede den og tog en hastig, hørlig indånding, da hendes blik faldt på indholdet.

[Terrance Tweedy]

Terrances indre var i oprør, da han rakte Agnes æsken, uden nogen anelse om hvad hun mente om situationen. Hans eget ansigt var udtryksløst, selvom han følte mange ting i det øjeblik. Håb, kærlighed, ængstelse. Alt kunne ske, men nu havde han vist sin hånd. Mere eller mindre. Han sparkede sig selv mentalt.

"Vil du gifte dig med mig?" Ordene var lavmælte, men hans stemme rystede ikke, på trods af præcis hvor nervøs han følte sig.

[Agnes Tweedy]

Agnes rev blikket fra ringen og stirrede lettere lamslået. Hvis Terrance vidste, hvad hun planlagde, ville han aldrig have stillet spørgsmålet. Fandt han ud af det, ville det ikke komme igen. Agnes vidste, at hun ikke kunne byde ham det. Hun vidste, at hun umuligt kunne sige ja. Hun vidste, at det var egoistisk, men på en eller anden måde gled det alt sammen i baggrunden.

I stedet blev hun klar over, at hun havde holdt vejret. Som hun slap det ud, brød et smil frem over hendes læber og svaret gav pludselig sig selv. Det strålede ud af de mørke øjne og var tydeligt aftegnet på hendes ansigt. "Ja. Ja, selvfølgelig vil jeg det."