Fejring

[Agnes Tweedy]

Agnes tillod sig at slappe lidt af i sofaen og tog uden tøven imod Terrances hånd. Impulsivt løftede hun den og plantede et enkelt, flygtigt kys mod håndryggen, før hun lod fingrene glide ind mellem hans. Et varmt, veltilpas smil hvilede på hendes læber.

"Adskillige ting," svarede hun drillende og lod hovedet falde lidt til siden. "Men jeg ser ingen grund til at afsløre, hvad det er." Tænderne var kortvarigt synlige.

[Terrance Tweedy]

Terrance fnøs dæmpet og flettede fingrene ind imellem Agnes' med en varm fornemmelse i mellemgulvet. Han var ikke længere det fjerneste i tvivl om, at han var forelsket i kvinden ved siden af sig og at det var gengældt.

"Jeg glæder mig ellers til at lære mere om dine svagheder," svarede han reelt, imens han strøg sin tommel over hendes. "De hører med til den fulde pakke."

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede tilfreds. Det var den generelle følelse hun havde i kroppen og hun kunne dårligt bede om mere. Det havde hun i hvert fald ikke tænkt sig.

"Det er betryggende," svarede hun muntert, men oprigtigt. Agnes var en af de kvinder, der udstrålede at have alting på plads. Sådan var det også ofte, men der var alligevel tider, hvor det ikke var tilfældet. Hun så drillende på ham. "Pas på, at jeg ikke bliver for afslappet. Ellers mister jeg bare min feminine mystik." Det var ikke sandsynligt. Agnes var lidt en traditionalist på nogle områder.

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede en anelse skævt og gav hendes hånd et klem. "Der er ingen fare for, at du mister den," konstaterede han tørt, før han løftede hendes hånd og besvarede hendes kys tidligere, som han trykkede læberne imod hendes håndryg.

"Du emmer af feminin mystik. Jeg er meget imponeret." Hans blik spillede en anelse, men svaret var nu reelt nok. "Men jeg mener bare, at du kan dele alt med mig."

[Agnes Tweedy]

Hvis ikke man var uendeligt opmærksom, ville man nok ikke have set, at Agnes' smil i et ganske flygtigt øjeblik falmede. Det var tilbage ved det varme, afslappede smil øjeblikket efter, selvom hun så lettere undersøgende på ham i nogle sekunder inden hun svarede.

"Det ved jeg." Hendes stemme var en anelse dæmpet, men svaret alvorligt. Hun vidste dog også, at det umuligt kunne lade sig gøre. De holdt hemmeligheder for hinanden og uanset hvor lidt Agnes brød sig om det, så var det nødvendigt. Hun havde en enkelt gang fået et kig ind i Terrances, men hun havde en fornemmelse af, at hun stadig ikke vidste alt, hvad der foregik på Hogwarts. På samme måde måtte han intet vide om, hvad hun havde brugt eftermiddagen på.

Hun klemte hans hånd og smilede mildt. "Hvorfor siger du det nu?" bad hun, uden helt at vide hvorfor. Han kunne intet vide, men konstateringen virkede alligevel så pludselig.

[Terrance Tweedy]

Terrance tog en dyb indånding og hvilede hovedet helt tilbage imod sofaens ryg, før han stirrede op i loftet. Han kunne sige, at han havde en underlig fornemmelse af, at der var noget hun ikke sagde, men det ville være hyklerisk og selvom han mente, at hun kunne sige alt, vidste han, at han ikke selv kunne gøre det samme.

"Om dig," rettede han forsigtigt, skævende let imod hende. "Jeg siger det, fordi jeg gerne vil kende dig. Dine små kroge. Skønhedspletter, stædige væsen..." Han trak prøvende på smilebåndet.

[Agnes Tweedy]

Agnes så lettere uudgrundeligt på Terrance i nogle lange øjeblikke. Alle bekymringer hun havde nået at gøre sig, gled tilpas langt i baggrunden igen og et helt oprigtigt, kærligt smil spredte sig over hendes læber.

Hun havde set Terrance i adskillige måneder nu, men han formåede stadig at få hendes mellemgulv til at slå velbehagelige kolbøtter og sommerfugle til at virre rundt. Hun havde ikke mistet interessen, som det var sket så mange gange før, og et eller andet sagde hende, at det nok ikke kom til at ske. Alligevel var hun afslappet og hun rakte ud med den frie hånd og strøg en tommelfinger over hans ene kind. Smilet spillede, men hendes blik var præget af nysgerrig alvor. "Spørg mig om hvad som helst."

[Terrance Tweedy]

Terrance ville have trukket Agnes op på sit skød for at have hende tæt, hvis ikke han var så uendelig mæt. I stedet smilede han blot varmt og gengældte hendes kærtegn. Han sukkede dæmpet og betragtede hende tænksomt et øjeblik, før han gjorde som hun opfordrede til.

"Du har aldrig været i et alvorligt forhold med en mand før. Hvorfor tror du det er sådan?"

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede, da Terrance stillede hende et spørgsmål. Der var ingen tegn på fortrydelse at spore hos hende. Tværtimod gled hun lidt mere komfortabelt ned i sofaen og så i et øjeblik frem for sig. Overvejende.

Det var ikke første gang de talte om det, men ikke i detaljer. Nu var et godt tidspunkt. "Jeg har aldrig været interesseret i det," svarede hun ærligt og så Terrance i øjnene. Han havde sagt, at han gerne ville kende hende, så hun fortalte ham sandheden. "Jeg har foretrukket spændingen ved at det hele tiden er nyt og at der ikke har været forpligtelser. Jeg har aldrig mødt nogen, jeg har haft lyst til at binde mig til." Hun så ham i øjnene og hendes blik tilføjede tydeligt: før nu.

[Terrance Tweedy]

Terrances mellemgulv trak sig en anelse sammen over det han fandt i de mørke øjne og han var et øjeblik lettere overvældet. Han rømmede sig og løftede hovedet fra ryglænet. "Har du tænkt over det før? Hvad der kunne få dig til at stoppe op? Jeg mener... Har du ikke haft ønsket om at finde noget mere langvarigt før?"

Han betragtede hende undersøgende. Emnet var ikke nyt, men han havde gode grunde til at interessere sig for Agnes' følelsesliv. Han spillede trods alt en rolle i det.

[Agnes Tweedy]

Det eftertænksomme udtryk var tilbage og Agnes vægtede spørgsmålene lidt, stirrende ud i rummet, uden egentlig at se på noget bestemt. Til sidst nikkede hun let og så Terrance i øjnene.

"Jo. Det har jeg," indrømmede hun, måske også lidt overfor sig selv. "Jeg har altid gerne villet have, hvad mine forældre har." Hun var bevidst om alvoren i spørgsmålene og svarene, men det fik ikke hendes blik til at flakke. Tværtimod følte hun sig overraskende sikker. "Et lykkeligt ægteskab. En jeg holder af, selv når jeg er gammel og grå." Hendes blik var drevet, men vendte tilbage til Terrance. Et skyldigt smil gled frem over hendes læber. "Jeg har også altid, som du måske har gættet, været en håbløs romantiker."

[Terrance Tweedy]

Terrance betragtede Agnes uudgrundeligt i et langt øjeblik. Han trak lidt på smilebåndet, men hans blik forblev alvorligt, som han strøg sin tommel over hendes igen og tog en dyb indånding. "Jeg synes ikke der er noget håbløst ved det ønske," svarede han eftertænksomt. "Og jeg ved, at det er for tidligt at sige, men jeg håber, at jeg er med i løbet om at blive en, du kunne holde af på den måde."

Han rynkede panden en anelse. "Du er ikke mit første forhold, men det ved du jo."

[Agnes Tweedy]

Agnes var overrasket over svaret. Måske havde hun halvt forventet, at han ville sige, at hun var ung og naiv. "Det er ikke for tidligt at sige," konstaterede hun impulsivt, men uden fortrydelse. "Jeg elsker dig," mindede hun ham om, uden at behøve at gentage, at han også var den første mand, hun nogensinde havde ytret de ord til. "Og jeg har aldrig ment, at der var nogen skade i at tænke på fremtiden."

Som hun sagde ordene, vidste hun at der var undtagelser. Hun tænkte på fremtiden, men vidste også, at den kunne ændre sig brat. Særligt som tingene så ud. Hvem vidste, hvor de stod om et år? Om fem? De var ikke de eneste i eksistens og verden havde ikke for vane at stå stille. Agnes satte det til side og så undersøgende på Terrance, som hun langsomt indså, netop hvor lidt hun vidste om ham. Om hans fortid. "Vil du fortælle mig om dem?" spurgte hun lavmælt, men alvorligt. Hun følte sig ikke truet. Hun ville oprigtigt gerne vide.

[Terrance Tweedy]

Terrance så en anelse overrasket på Agnes, før et mildt smil spirede frem på hans læber. Han trykkede hendes hånd let og tog en dyb indånding. Fremtiden. Han havde set verden forandre sig omkring sig de sidste seksogtredive år, men den stod stadig. Der var muligheder alle steder.

Blikket, der hvilede på hende, var alvorligt, men han nikkede som svar på spørgsmålet. "Hvad vil du vide?"

[Agnes Tweedy]

Agnes overvejede i et øjeblik, mens hendes tommelfinger gled kærtegnende hen over Terrances. Man kunne ikke sige, at det var en samtale hun havde haft med nogen før og det tog hende et øjeblik, før hun fandt ud af, hvor hun ville starte. Hovedet faldt lidt til siden. "Hvor mange kvinder har du elsket?"

Hun havde indrømmet, at hun var en romantiker, men sandheden var også, at hun gerne ville vide det. Ikke af jalousi, men af interesse for manden overfor sig.