Købt, solgt eller blot til låns

[Owain Ellis]

Owain var blevet slæbt med til Godricdalen med sin egen gode vilje, bevares, men også lidt med en nervøs følelse i maven. Han var bare Ericas bofælle, men han ville gerne imponere hendes store, spraglede familie, som holdt til på kroen. Hendes mor kendte han til fra Profettidende, men han var ret sikker på at hun ikke anede hvem han var. Hendes far var en velkendt skikkelse i det magiske samfund. En af familien Owens, bryggerne, kroejerne og vist nok lidt af en slagsbror, sagde rygtet.

Selv hendes søstre var der, fordi det var sommerferie, og det hele lagt sammen var nok til at få Owain til at tøve et øjeblik, før han fulgte Erica Owens indenfor.

[Erica Owens]

Når man først involverede sig med én Owens, fulgte resten med. Det var et uundgåeligt faktum, også hvis man blot var en bofælle. At Erica var kommet til at se Owain som mere end det, var irrelevant for, at hun havde slæbt ham med - eller det fortalte hun sig selv.

Uanset tøvede hun ikke det mindste, men strøg ind gennem døren, som om hun ejede stedet, iøjenfaldende med sit farverige tøj og - i dag - neongrønne hår.

"Er der nogen hjemme, eller hvad?" sagde hun højt og smilede flabet, da flere med samme efternavn som hende, drejede hovedet.

[Owain Ellis]

Owain var vandt til at træde i baggrunden og gjorde det let i kølvandet på Erica. Udbrud af hendes navn og diverse kælenavne fulgte hendes dramatiske entré og det var perfekt, for så lagde de næppe det store mærke til ham.

Han lagde til gengæld mærke til det mest velkendte af ansigterne på kroen, som var en lyshåret kvinde, der var mindre højlydt end de mandlige dele af familien, men til gengæld fik dem til at gå til siden med velrettede små puf med hånden, så hun kunne tage sin ældste datter i øjesyn og snart også i sine arme.

"Uger," konstaterede hun. "I flere uger har du haft for travlt til at komme hjem. Jeg håber det er fordi du har forelsket dig i en smuk, ung mand og ikke har kunne løsrive dig fra hans arme, for ellers kan jeg ikke forestille mig en holdbar undskyldning."

[Erica Owens]

Erica var ikke lige så meget føleføle-menneske som sin øvrige familie og hun himlede med øjnene af sin mor, selvom hun i virkeligheden koncentrerede sig for at håret ikke blev afslørende lyserødt.

"Jeg ved godt, at det er chokerende, mor, men der er faktisk en verden udenfor kroen, som nogen af os godt kan lide at leve i," svarede hun tørt og behændigt undvigende. Hun smilede dog også skævt.

"Men jeg er her nu, ikke? Og jeg har taget selskab med." Hun så på Owain og hævede et bryn, smilet en smule drillende.

[Owain Ellis]

Cecilia Owens strøg fingrene over sin datters kind - var den lyserød? Så strøg hendes blik dog samme vej som Ericas og hun hævede selv begge bryn.

"Åh? Er det den unge mand du har været fanget af?" Hun smilede lumsk, selv da Owains blik blev fyldt af panik og han gav sig til at forsikre, at han og Erica bare var venner.

[Erica Owens]

Erica viftede sin mors hånd væk og himlede med øjnene for anden gang, ignorerede den lille knugende fornemmelse i maven over Owains hurtige afvisning. Den kunne hun i høj grad godt have undværet.

"Mor, helt ærligt," svarede hun. "Det her er grunden til, at vi aldrig tager venner med hjem. Hvis du var i tvivl."

[Owain Ellis]

Cecilia gispede lettere teatralsk og prikkede Erica på kravebenet. Hendes blik spillede dog underholdt.

"Må jeg være fri. Grunden til at du aldrig tager drengevenner med hjem er fordi de altid ender i en eller anden armlægningskonkurrence med din far eller Dan eller din onkel Aeron. Eller værre endnu - en sing-off."

Hun hævede begge bryn. "Men nok om det. Velkommen til, unge mand. Du behøver ikke være bange - for mig."

[Erica Owens]

Erica fnøs, men undlod dog at afbryde sin mors præsentation. Owain var dog kun halvt om halvt i gang med sin egen, da Ericas far valsede over med et nærmest drenget smil.

"Hørte jeg nogen sige noget om mig?"

[Owain Ellis]

Owain var midt i en sætning om profettidende, da en mørkhøjet mand med visse åbenlyse træk til fælles med Erica, valsede over til dem. Cecilias blik var mildt, men spillede, som hun lagde en hånd mod hans arm.

"Ja, du kunne utvivlsomt mærke dine ører gløde," konstaterede hun og så sigende på Owain. "Det her er Ericas nye ven," konstaterede hun med en sitren i mundvigene.

[Erica Owens]

Hvis Celia var slem, så var Tim lige så meget. Han så nysgerrig ud og lagde ikke skjul på det, ligesom der heller ikke var noget diskret over de hævede bryn.

"Ven?" spurgte han ledende og ved siden af kastede Erica opgivende med armene.

[Owain Ellis]

Owain rømmede sig let og var tydeligt ukomfortabel i situationen, hvilket så ud til mest at more i hvert fald Ericas mor, selvom hun ikke var ondskabsfuldt anlagt.

"Ven," erklærede han bestemt. "Mr. og Mrs. Owens, jeg er bare Ericas ven og bofælle."

Dét fik et bryn til at rykke op og i hvert fald et sæt øjne vendte sig mod Erica igen.

[Erica Owens]

Erica havde vel til dels vidst, at det ville ske. Måske havde forhåbningen været, at det ville få Owain til at se hende i et lidt andet lys, men lige nu virkede det mest af alt som en utroligt dårlig idé. Og en smule ydmygende.

"Seriøst, vil I gerne have, at vi går igen? For jeg behøver ikke blive," svarede hun til blikkene fra sine forældre.

[Owain Ellis]

Cecilia smilede varmt og rystede på hovedet af sin datters forlegenhed. "Du har ikke fortalt, at du flyttede sammen med nogen," pointerede hun mildt.

"Og vi driller kun, min skat. Men jeg har sådan savnet dig. Dine søstre er hjemme og de driver hinanden til vanvid uden dig..."

[Erica Owens]

Erica var absolut ikke forlegen og skulede lidt. Det var dog Tim, der svarede på sin hustrus ord med et sigende: "Og os andre," før han viftede dem lidt nærmere.

"Kom I nu bare ordentligt ind. Jeg har en ny øl på hanen."

[Owain Ellis]

"De berømte ord før skæbnen besegles," mumlede Cecilia ud af mundvigen med et skælmsk blik på sin datter.

Hun lagde en hånd på Owains arm. "Profettidende, sagde du? Hvilken afdeling...?"