Handlekraft (R)

[Agnes Tweedy]

Terrance Tweedy

Agnes havde ikke ligefrem set sin ledsager meget i løbet af aftenen. Det var også ganske forståeligt og hun holdt det ikke op imod ham, men da hun havde talt med de fleste af sine venner og flere af sine kunder, var hun alligevel ved at blive bare en anelse utålmodig. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på det, at hun havde fået mere end et enkelt glas af den sukkersøde, velsmagende punch og hun var ikke just helt appelsinfri.

Ikke upassende, men alligevel beslutsom nok til endelig at forlade storsalen og bevæge sig ud i resten af slottet, som hun ikke havde besøgt siden sidste julebal. Hun havde absolut ingen anelse om, hvor hun ville finde Terrance og hun var i virkeligheden heller ikke det mindste interesseret i at afbryde ham i hans arbejde, men til gengæld huskede hun hans tidligere ord og hvad hun kunne gøre, var at finde vejen op til hans kontor.

Hun vidste hvor professoren i Mugglerstudier holdt til fra sin egen skoletid og det var ikke svært at finde, så snart hun lige havde genopfrisket hukommelsen. Efter at have banket let på, åbnede hun døren og så sig rundt i en sølle forhåbning om, at Terrance tilfældigvis skulle være der og ikke være rundt på slottet - som ellers var langt mere sandsynligt. Hun havde dog efterladt besked med Kenna om, hvor hun var gået hen. Det var aldrig nogen fantastisk idé bare at forsvinde. Slet ikke med den trykkede stemning.

[Terrance Tweedy]

Terrance kom tilbage fra endnu en runde, fast opsat på at finde Agnes og allermindst udveksle tre flirtende bemærkninger med hende. Da først han var i storsalen, var det dog umuligt at finde hende og han var ved at give op i tanken om at hun måtte være gået eller travlt optaget andetsteds, da en mørkhåret kvinde dukkede op, prikkede ham på skulderen og underligt munter fortalte ham, at Aggie åbenbart meget gerne ville låne en af hans bøger og var gået i forvejen.

Lettere forbløffet over beskeden forlod han storsalen igen og gik op af trapperne. Han nåede sit kontor og undrede sig lidt over at hun ikke stod udenfor indtil han kom i tanke om, at han havde givet hende kodeordet.

Han hviskede det også selv og døren gik op, før han selv stak hovedet ind. Kroppen fulgte efter og han stod overfor Agnes.

[Agnes Tweedy]

Terrances kontor var tomt og Agnes var ikke ligefrem typen, der gav sig til at snage rundt. Tværtimod blev hendes opmærksomhed hurtigt fanget af en bogreol og den var hun stadig i færd med at undersøge, da døren ind til kontoret blev åbnet igen. Så opslugt som hun havde været, så hurtigt havde hun glemt det igen, da kontorets ejermand trådte ind og de mørkmalede læber trak op i et lille, diskret smil.

Hun drejede sig helt imod den ældre troldmand til lyden af svagt knitrende perler. "Storsalen føltes efterhånden lidt for trang," kommenterede hun roligt som den indledende hilsen, mens hun skubbede en svag nervøsitet i baggrunden, der bundede i at hun egentlig ikke var klar over, hvordan Terrance ville reagere på, at hun var vadet ind på hans kontor. Han var så svær at forudse.

[Terrance Tweedy]

Terrance havde svært ved at glemme det drillende blik og fingrene, der formede tydelige gåsetegn, da Agnes' veninde fortalte hvorfor hun var gået. Hans blik gled da også ufrivilligt, men uundgåeligt, ned over brunettens figur i festkjolen og han sank, inden han tvang det op til hendes mørke øjne.

"Din veninde sagde, at du var her," bemærkede han, en anelse åndeløs. Det havde lidt at gøre med trapperne, men mest nervøsitet. "Vil du... Have noget at drikke?"

[Agnes Tweedy]

Agnes viste ikke sin svage nervøsitet udadtil. Der virkede hun rolig og afklaret, som hun smilede afslappet. Af en eller anden grund føltes det helt anderledes end at være i storsalen eller i Agnes' eget hjem. Det var ukendt og det gjorde hende en anelse anspændt. Alligevel rettede hun sig lidt op.

"Om lidt," svarede hun simpelt, kastede et enkelt underfundigt blik på Terrance, før hun tog sagen i egen hånd - uden yderligere udsættelser - og krydsede den minimale afstand hen til ham. Der stod hun i et øjeblik og så undersøgende op på ham, uden at sige mere, før hun ganske forsigtigt strakte sig lidt og kyssede ham.

[Terrance Tweedy]

Terrance opdagede, at han prøvede at købe sig tid, uden at kunne sætte fingeren på hvorfor. Da Agnes krydsede det korte stykke mellem dem, gik det op for ham. Han var alt for nervøs. Produktet af at vente, men også af at hun var den hun var og drev ham en smule til vanvid. Han havde ikke lyst til at skuffe.

Muligheden for dét, var ganske klar i hans bevidsthed som hun kyssede ham og han overgav sig en anelse, for også at kysse hende. Hans øjne gled i og der var ingen tvivl om, at det var sommerfugle, der rørte på sig i hans mave.

[Agnes Tweedy]

Der var så uendeligt meget, der havde lagt op til det øjeblik, at det føltes forfærdeligt sprængfarligt, nu Agnes havde besluttet at det ikke kunne udsættes længere. De havde indtil nu udelukkende udvekslet to, ganske flygtige kys. Det her var noget helt andet og Agnes understregede det ved at presse læberne en anelse mere insisterende ind mod hans.

Hele hendes krop sitrede behageligt og hendes mellemgulv summede i takt med pulsen, der rasede afsted. Det krævede alt hvad hun havde ikke at slynge armene om nakken på ham, men i stedet langsomt at bryde væk. Det lykkedes dog og hun slog øjnene op og så underfundigt på ham med et hjerte der hamrede forstyrrende højt.

[Terrance Tweedy]

Terrance var helt rundtosset, da deres læber skiltes og det føltes som om han fik fast grund under fødderne igen. Han slog øjnene op og så ned på Agnes med et dybt uudgrundeligt blik, imens det gik op for ham, at hans ene hånd var på vej ind i hendes hår i nakken. Han løsrev sig en anelse, hun for at kærtegne de små nakkehår med fingerspidserne, imens et svagt smil trak op i hans mundvige.

"Se hvad jeg sagde," mumlede han," stadig nervøst, men alligevel drillende. "Tid øger spændingen."

[Agnes Tweedy]

Det var temmelig tydeligt for Agnes, at Terrance ikke bare var hvilken som helst fyr. Hun vidste ikke, lige nøjagtig, hvad det var der gjorde det, men det var ikke desto mindre sandt. Hun smilede over hans konstatering, stadig med et lettere underfundigt blik og for en gangs skyld havde hun ikke noget svar klar lige på tungespidsen.

Så nikkede hun svagt. "Til en grænse," mumlede hun og så undersøgende på ham. Spænding skulle nødig blive til frustration. Agnes rankede sig en anelse og trådte et lille skridt tilbage, ikke fordi hun ville, men på grund af Terrances evindelige snak om tid. Hun var aldrig sikker på, hvad han ville have og hvad hun kunne tillade sig at gøre. Det måtte han selv vise hende.

[Terrance Tweedy]

Terrances fingre gled ud af Agnes' hår, som hun trådte bagud. Han løftede hånden og kløede sig lidt på sin nybarberede kind, uden at slippe hende med blikket. Tværtimod betragtede han hende med et intenst blik. Han tog en dyb indånding og nikkede langsomt, før han rømmede sig.

"Til en hvis grænse," gentog han lavmælt, imens han tyggede på ordene. "Problemet er, at den grænse er nået." Han sænkede hånden igen og rynkede panden en anelse, imens han holdt sig selv tilbage. Det krævede en del. "Er den ikke?"

[Agnes Tweedy]

Agnes så på Terrance med et svagt afventende blik. Hun havde længe skubbet sin egen tålmodighed tilbage og ventet respektfuldt, som hun ville ønske at han havde gjort, hvis det var hende der havde taget beslutningen om at vente. Det stod og faldt med ham og hun var svagt bevidst om, at hun følte sig anspændt, mens hun ventede på hans reaktion.

Da den kom faldt hendes skuldre en anelse og det sitrede svagt i hendes ene mundvig, omend hun stadig betragtede ham med alvor i de brune øjne. Det trak i hende for at træde frem igen, men afholdt sig fra det. "Jo," svarede hun simpelt, uden at det føltes særligt simpelt og hun betragtede ham med en lettere nervøs knude i mellemgulvet. Det ville ikke blive hende, der tog det næste skridt.

[Terrance Tweedy]

Terrance tog en dyb indånding og fugtede læberne, før han nikkede igen. "Det er bare..." Han knyttede hænderne lidt og løsnede dem igen, før han strøg fingrene igennem håret med et svagt frustreret udbrud. "Det virker lidt sølle. Jeg har lyst..." Han tog en dyb indånding med et alt for sigende blik. "Virkelig. Men det virker ikke som det rigtige sted."

En munter lyd forlod ham og han kløede sig lidt i nakken. "Du er... Jeg bliver vanvittig. Men jeg har kun et ynkeligt kammer."

[Agnes Tweedy]

Pludselig løsnede den nervøse knude i Agnes' mellemgulv sig og hun kom til at smile. For en gangs skyld var det ikke til at være i tvivl om Terrances mening og det fik hende til at trække vejret en anelse mere roligt og rette sig op.

"Terrance," afbrød hun hans frustrerede talestrøm. Hun følte sig en anelse mere ovenpå nu end for et øjeblik siden. Hun tog et lille skridt frem mod ham igen, uden dog at gøre nogen fysisk kontakt. "Jeg forventer ikke, at du rydder skrivebordet lige her og nu," hun smilede drillende, men med en hvis alvor i blikket. "Men du kan starte med at kysse mig. Ordentligt."

[Terrance Tweedy]

Terrance hævede øjenbrynene en anelse, før han trak lidt på smilebåndet og lod hånden falde igen. Han rømmede sig selvbevidst. "Jo, men jeg har jo sagt, at du får mig til at føle mig som en teenagedreng," bemærkede han tørt, før han forsigtigt rakte ud og strøg en løs hårtot om bag hendes øre, med fingrene dvælende ved hendes kind. Han kastede et lige dele opgivende og selvironisk blik lidt op i loftet, før han sukkede dæmpet og nikkede igen.

Lige så forsigtigt og endnu med fingrene hvilende let imod hendes hals, lænede han sig frem og kyssede hende blidt. Han var meget opmærksom på hvordan hans hjerte bankede hårdt og hans hoved oversvømmedes af sanseindtryk, men han lod sig ikke rive mere med end til at kunne trække sig langsomt tilbage og forsigtigt fugte sine læber, imens hans blik gled over Agnes' træk.

[Agnes Tweedy]

Terrances forståelige forsigtighed var lige dele behageligt og frustrerende. Udadtil var det ikke just fyrigt, men det var alligevel den dominerende følelse Agnes havde i hele kroppen og det krævede store dele selvkontrol at holde fast i den forsikring hun lige havde givet ham.

Det var temmelig svært, når enhver lille del af hende var nysgerrig efter mere, men hun holdt sig i skindet og trak sig en anelse åndeløs tilbage. Denne gang trådte hun ikke tilbage. Til gengæld havde hendes hænder fundet hvile mod professorens hofter og hun fugtede læberne en enkelt gang, taknemmelig for den magiske læbestift, der ikke lod sig tvære ud af andet end den creme, der var fortryllet til at gøre netop det.

Hendes pupiller var udvidede, som hun betragtede den ældre troldmand. Hun havde definitivt sommerfugle i maven og det fik hende til at smile lidt, som hun svajede den mindste smule i ryggen ind mod ham og løftede den ene hånd for at glatte hans krave en anelse. Hun så op på ham, halvt gennem sine øjenvipper. "Hvornår skal du gå din næste runde?"