Mellem to verdner

[Agnes Tweedy]

Agnes skævede kun flygtigt tilbage på Terrance da han begyndte, før hendes blik var tilbage på gryden. Opmærksomheden var dog et helt andet sted og da han afsluttede gik grydeskeen også helt i stå. Hun kunne ikke reelt huske, hvornår hun sidst havde rødmet, men i det øjeblik var hun taknemmelig for at hun stod med ryggen til.

Da hun slap skeen og vendte sig var der lidt mere kontrol over det tenderende fjalede smil der kortvarigt var brudt frem, men kinderne føltes stadig varme. Hun tyggede let sammen om indersiden af sin underlæbe og betragtede ham underfundigt i nogle øjeblikke. "Det behøver du ikke, at bekymre dig om," svarede hun endelig lavmælt og lod blikket glide undersøgende ned over ham, før det var tilbage ved hans ansigt. "Jeg håber at du på et tidspunkt føler dig heldig nok til at kysse mig."

[Terrance Tweedy]

Terrance så op og et nærmest drenget smil brød frem på hans læber over udtrykket i hendes ansigt. Han nikkede langsomt, før han hævede et enkelt øjenbryn. "Alt godt kommer til den, der venter, plejer man vist at sige," svarede han mere roligt end han følte sig.

"Denne her," han viftede lidt med bogen. "... Er ikke den bedste måde at bruge sin tid på. Jeg har væsentligt bedre bøger om mugglernes krige, hvis det er et emne, der interesserer dig."

[Agnes Tweedy]

Agnes pressede læberne lidt sammen om et smil og nøjedes med at nikke diskret til Terrances konstatering, temmelig bevidst om den behagelige, kriblende følelse af forventningsglæde.

Som hun forsøgte at skubbe det til side, gled hendes blik mod bogen og hun fnøs muntert over Terrances tilbud. "Professor i Mugglerstudier," musede hun for sig selv og blottede tænderne i et lille smil. "Det er ikke mange magikere der ikke er mugglerfødte, der ville være kommet med det tilbud." Hun spidsede læberne i et øjeblik og nikkede så. "Jo. Selvfølgelig. Det ville være rart."

Hun drejede sig halvt mod gryden igen og kom tilsyneladende i tanke om noget, som hun burde have husket for længst. "Jeg fik slet ikke spurgt dig, om du kunne tænke dig noget at drikke. Te? Vand? Vin?"

[Terrance Tweedy]

Terrance lod bogen glide på plads på reolen igen og glattede sin vest lidt. Han skulle til at svare, da Agnes afbrød ham med sit tilbud og et varmt smil trak i hans mundvige. "Jeg drikker hvad end du drikker," svarede han mildt.

Han så sig lidt rundt og fandt flere kendte titler. "Det hører forresten med til arbejdsbeskrivelsen som både samfundskritiker og professor, at kende til den anden verden. Det ville være temmelig prætentiøst at udtale sig om begge uden at kende til begge."

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede bekræftende og fiskede sin tryllestav frem fra forklædet hun tidligere havde smidt fra sig og gav grydeskeen endnu et lille prik. Staven blev efterladt på bordet og hun samlede sine skørter en anelse, som hun gled på hug for at finde en flaske vin frem fra et af de nederste køkkenskabe.

Der var ikke meget at vælge i mellem, men hun overvejede alligevel de muligheder der var, før hun så på ham over lågen. "Det har ikke hindret andre igennem tiden," pointerede hun og besluttede sig for en flaske. Hun puffede lågen i med hoften og gik tilbage til køkkenbordet med et lille smil i Terrys retning. "Men det er altid rart at blive bekræftet i, at der findes nogen, som ikke er ligeglade."

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede underfundigt og kløede sig lidt på halsen. "Nej, det har du helt ret i," svarede han simpelt - og gav dermed også udtryk for hvad han mente om præcis de, der gjorde sig i den praksis.

"Jeg er alt andet end ligeglad, Agnes. Selv om vi tydeligvis ikke ser helt ens på tingene." Hans fingre gled over en bekendt titel og hans mundvige sitrede lidt. "Diskussion har aldrig været en dårlig ting," tilføjede han.

[Agnes Tweedy]

Agnes greb ud efter tryllestaven igen, der bar præg af at være eget af en heks, der tydeligvis gik op i detaljen. Grebet var udsmykket med en poleret ravklump og den hvilede sikkert i hendes hånd, som hun trak proppen ud af flasken uden større besvær.

Med et blik på Terrance over skulderen, gav hun sig til at finde glas. "Bestemt ikke," svarede hun indledende og strakte sig helt op på tæerne for at kunne nå op på den øverste hylde. "Diskussion er vigtigt. Især med et åbent sind. Hvad nytte gør det, hvis man ikke er villig til virkelig at lytte til andres synspunkter?" spurgte hun retorisk og gled ned på hælene igen.

[Terrance Tweedy]

Terrance smilede lidt over hendes ungdommelige retfærdighedssans. Han strøg sig over nakken og forsøgte at lade være med at lade blikket dvæle ved hende i alt for lang tid af gangen, selvom det var udfordrende. "Men diskussion kan ikke altid foregå. Diskussion kan kun for alvor trives i et trygt miljø med ligeværd. Det må ikke forveksles med debat, som foregår på politisk plan blandt folk med forudfattede meninger."

Han fugtede læberne. "Og det magiske samfund er ikke kendt for åbne diskussioner. Her ændres ting enten langsomt eller i revolutioner, der koster hundredevis af menneskeliv, hvis ikke tusind."

[Agnes Tweedy]

Det var tydeligt, at der var forskel på en magiker der havde dedikeret sit liv til at undersøge samfundet ned i detaljen og en der ikke havde læst op på hver eneste lille drejning, men til gengæld selv havde stået direkte i de splittede vande. Efter Agnes' mening var det en interessant kombination og hun vendte sig igen mod Terrance og så på ham med et undersøgende blik.

"Hvad kan man regne med i et samfund, hvor det er de samme mennesker der tager de afgørende beslutninger uden at give folket en stemme?" Hendes blik flakkede i et øjeblik og det underfundige, svagt muntre udtryk der ellers oftest sås hos hende, veg for dyb alvor. "Som for eksempel at kidnappe børn fra deres forældre."

[Terrance Tweedy]

Terrance sænkede blikket kortvarigt med rynket pande, før han så op og mødte den unge kvindes blik med et beklagende udtryk i ansigtet. "Jeg er ikke enig i den beslutning, Agnes," svarede han dæmpet. "Tro endelig ikke, at jeg bifalder den slags løsninger - hvis man kan kalde det det. Ministeriet er ved at være desperate."

Han talte dæmpet og kastede et blik rundt, som om der var en mulighed for, at nogen overhørte dem. "Men hvad ville være din løsning på, at flere og flere mugglerfødte ikke kommer på Hogwarts? De er en fare for sig selv, for mugglerne og i sidste ende for os."

[Agnes Tweedy]

Agnes skuldre faldt en anelse sammen med den snert af forsvarsberedthed, der kortvarigt havde sænket sig over hende. Til gengæld så hun væsentlig ældre ud end treogtyve, da hun foldede armene ind over hinanden og vendte blikket bort med en hovedrysten.

Hun havde svært ved at sætte ord på, hvordan hun havde det med det nye lovforslag. Det ramte hende på så personligt et plan, at alene tanken om forældre der intet kunne gøre, som magikere rev børnene fra deres arme og slettede ethvert minde om dem, fik hendes øjne til at brænde.

Hun trak vejret hørligt ind og vendte sig brat mod gryden igen og gned en hånd over panden. "Undskyld," lød det lavmælt, fjernt fra hende og hun var kun svagt bevidst om at hun ikke havde svaret ham. I stedet kneb hun blot øjnene hårdt sammen og knyttede hænderne en anelse mod bordpladen.

[Terrance Tweedy]

Terrances alvor blev til fortrydelse og bekymring, som Agnes vendte sig bort. Han havde været indenfor i mindre end ti minutter og allerede havde han utvivlsomt fået hende til at fortryde, at hun havde inviteret ham indenfor. Han tabte sine argumenter på gulvet og gik de få skridt over det, for forsigtigt at lægge en hånd på hendes ene skulder.

"Nej, det er mig, der undskylder," svarede han dæmpet, som han gav hendes skulder et klem. "Jeg tænkte ikke over hvor personligt emnet er for dig. Undskyld, Agnes. Skal jeg... Skal jeg gå?"

[Agnes Tweedy]

Agnes åbnede øjnene igen, da vægten fra Terrances hånd blev tydelig mod hendes skulder. Et lavmælt suk undslap hende og hun gjorde intet i et øjeblik, før hun endelig rystede svagt på hovedet. En bevægelse der fik selv de løst opsatte krøller til at danse.

Hun tog en lydløs indånding og rettede sig op, for forsigtigt at dreje sig om mod Terrance. Det trak svagt i hendes ene mundvig. "Nej," svarede hun og ikke kun af høflighed. "Du har ret, det er bare..." Hun kunne ikke finde ordene og endte med bare at ryste på hovedet igen, som hun lod nakken falde en anelse tilbage og så op på ham.

[Terrance Tweedy]

Terrance fandt pludselig sig selv indfanget af de lettere blanke, meget mørkebrune øjne. Han løftede hånden forsigtigt og strøg tommelfingeren blidt over hendes kind med et ganske svagt træk i mundvigene. "Jeg forstår," svarede han dæmpet.

Usandsynlig fristet til at kysse hende, holdt han dog sig selv i nakken og nøjedes med at kærtegne hendes bløde hud, før han lod hånden falde. "Det kan ikke undgå at blive personligt. Jeg holder bare af at diskutere med dig. Du er væsentligt mere intelligent end langt de fleste på din alder."

[Agnes Tweedy]

Uden helt selv at være klar over at hun gjorde det, lænede Agnes kinden den mindste smule ind mod Terrances kærtegn. Hendes blik flakkede let over hans ansigt og hun så på ham med reel taknemmelighed. Nok til at han også formåede at få hende til at smile og le lavmælt.

Med en dyb indånding rankede hun sig en anelse. "Det er noget af et kompliment," svarede hun resignerende og lod håbløsheden jages bort af hans tilstedeværelse. Agnes smilede mildt. "Med det sagt, så gælder det begge veje. Du er en interessant mand, Terrance." Han var ikke aggressiv, ikke benægtende... Det var to store plusser.