JULEBALLET

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jake lod blot blikket hvile i Pearls, han brød ikke tavsheden imellem dem, men betragtede hende tavst. Han vidste ikke hvor den kære Pearls tanker havde forvildet sig hen, men hun var i hvert fald for en kort stund længere væk i en tankestrøm. Han betragtede hende roligt og ville ikke forstyrre hende, lod hans blik glide ned over hendes ansigt og betragtede dets struktur og former.
Hendes ord fik et smil frem på Jakes læber og han så kort op imod loftet imens han svagt rystede på hovedet. Det var vel kun positivt at hun mente at kende ham nok til ikke at skulle gøre brug af en ønskeseddel. De klare øjne hvilede i hendes da han fortalte hende at han ønskede hendes selskab, men ved hendes ord dukkede et skævt smil op på hans læber. ” Jeg ønsker mig ikke hvem som helst selskab. ” De klare øjne hvilede i hendes og han sendte hende et skævt smil inden han endnu engang tog en drink af drinken som han havde stående på bordet foran sig.
Det var sjældent Jake bad om ønskesedler fra folk, faktisk bad han kun om disse fra hans familie da han ikke var der så tit i årets løb og kunne forhøre sig om hvad de forskellige manglede eller ønskede sig. Det var noget andet med eleverne på Hogwarts, dem kunne man observere i godt og vel et år og finde ud af hvad de manglede eller muligvis havde desperat brug for uden selv at vide det. Det var de færreste han købte gaver til på skolen, faktisk var det kun nogle få som fik noget fra ham, og en af disse var Pearl. Hvad Pearl dog ikke vidste, var at han allerede havde sendt gaven hjem til hende, den lå pænt og ventede på at hun kom hjem. Hendes forældre havde taget sig af den og ville sørge for at hun fik den når tiden var og Jake havde taknemmeligt sendt en ugle med et brev hvori der stod tak.
Jake lod kort blikket glide ud imod dansegulvet hvor musikken spillede og han så hvordan parrene ændrede position og straks blev dansen en smule mere intim. Dette var på grænsen til at være kinddans og han kunne ikke lade være med at more sig en smule over dem som endnu ikke helt turde stå helt så tæt på hinanden som så mange af de andre par gjorde. Dette morede ham dog kun i et øjeblik inden han igen så ind i Pearls velkendte, varme øjne med et skævt smil på læberne. Han kastede et hurtigt blik imod hendes drink for at se hvor langt hun var og sammenlignede efterfølgende med sin egen.

449 WORDS
for who? Juleballets deltagende
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[palindrome]

attention students !

Rundt omkring på slottet, gik juleballet som smurt og som planlagt, - hvad eleverne ikke ved, er at der udenfor er sket en kæmpestor forbrydelse. Lærere patruljerede overalt på skolen, for at forhindre elever i at komme i konflikter og generelt for at sikre festens succes!
Netop som læreren i Forsvar mod Mørkets Kræfter havde sin patrulje i den ret øde slotshave, var han nær faldet over et par livløse fødder ved busken. Da han skubbede busken til side, genkendte han det med det samme som læreren i mugglerstudier. Han kunne ikke tro sine egne øjne, og som han febrilsk famlede efter en puls, rasede en million spørgsmål igennem hovedet på ham. Et af dem, var selvfølgelig: Hvem kunne have gjort dette? Et andet: hvorfor? Og sidst, men ikke mindst: kunne det være fordi, denne var mugglerfødt? Gruen voksede i ham, og da den kære gamle værdsatte lærer viste sig at være uden puls, løb han hastigt afsted for at give administrationen besked.

Festen blev afbrudt af professor Mavericks myndige og dybe stemme som fyldte hele slottet og alle dets rum med en meget vigtig meddelelse.
"Alle elever bedes straks vende tilbage til Storsalen. Der er blevet begået en forfærdelig forbrydelse; læreren i mugglerstudier er fundet død. Ingen grund til panik! Lærerne vil gennemsøge skolen for ubudne gæster og beviser! Alle der ved noget om sagen, bør omgående kontakte en lærer så vidnet kan bliver eskorteret til kontoret! Alle som ikke møder op i Storsalen vil møde alvorlige konsekvenser, og vi vil ikke tøve med at bortvise på stedet!"

Med en stemme der udstrålede autoritet, spredte han armene ud, som han havde gjort ved ballets start. Denne gang, var det det ikke som en varm velkomst. Han slog et slag med tryllestaven i sin ene hånd, og i samme øjeblik forsvandt den magiske stemning der havde hvilet over salen, og blev til den gammelkendte storsal. Planerne om et vellykket bal, lod sig ikke opfylde, og med et stramt ansigtsudtryk, slog han med staven igen, mens hundrede af soveposer dannede sig i salen.
"Alle elever må under ingen omstændigheder forlade storsalen. Hvis så meget som en eneste er ude på nattefærd, ville konsekvenserne ramme hårdt. Der vil blive sørget for jer, tvivl ikke på det." han foldede hænderne på brystet og bøjede hovedet let fremover, som tegn på han var færdig.

Mens han trådte ned fra podiet, lød hans høje stemme for sidste gang.
"Præfekterne slutter sig til lærerne på stedet. Jeres kollegieoverhoveder, vil være her til jeres assitance. Yderligere informationer vil komme." og med det forsvandt han ud af de store dobbeltdøre, for travl til at bemærke de mange skræmte elever, som væltede ind fra udendørsområderne. Nogle eskorteret af lærere, andre alene. Men der var ingen tvivl om, at alle elever havde hørt meddelelsen. Han kunne mærke panikken lægge sig, som en ulmende drage, over slottets mange beboere. Panikken spredte sig.

[Pandora Jean Evans]

let's dance ,
kjole foran · kjole bagpå · håret · tilbehøret

Nu hvor Pandora havde fået rodet sig ud i noget med dans, blev hun noget forfjamsket. Hun håbede inderligt at kjolen ville arbejde sammen med hende når de skulle danse. Vejen ud til dansegulvet var både uhyre kort og enormt bebakket, og da de stod der, - alt for hurtigt, - begyndte en ny sang nærmest med det samme, som virkede hurtig, men hun lod Charles om førearbejdet, og sukkede af lettelse, da han holdt det til et lavt tempo.
"Det gør absolut ingenting. Sådan foretrækker jeg det," svarede hun varmt, efterfuldt af et smil. Hendes liv føltes meget tungt ved Charles' berøring, og generelt følte hun at hendes ben svigtede hende lidt, og hun følte sig noget geléagtig i sine bevægelser. Men det forhindrede hende ikke i at fortsætte dansen.

Men det gjorde rektors dybe stemme til gengæld. Musikken stoppede øjeblikkeligt, og med store chokerede øjne, slap Pandora Charles, og vendte sig om for at kigge på rektor der stod med udbredte arme, næsten som i desperation. Pandora søgte febrilsk efter Charles' hånd, og kneb fat i den, da hun fandt den med sin. Hun blev noget panikslagen. Hun vidste godt hvem læreren i mugglerstudier var. Hvem ville dog ønske den gamle værdsatte lærer ihjel? Hun håndterede dårlige nyheder enormt skidt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun stirrede bare på Charles, fordi synet af hendes rektor bare gjorde hende endnu mere utilpas. Hun følte sig en smule svimmel. Måske burde hun sidde ned?

[Pearl Dragomirov]

Det eneste svar Pearl kom med, var et lille smil til den anden. Jo, hun huskede tydeligt, hvordan det var hendes selskab. Bare tanken om at han nød hendes selskab, varmede noget dybt i hende, som en lille ild i de kolde, lange vinter nætter. Hun gengældte hans blik, fortsat med det lille smil på læberne, inden hun sænkede blikket, for at hæve sin drink på ny, og indtage endnu en mundfuld af indholdet. Da hun så op igen, havde Jake fjernet blikket og i stedet vendt sin opmærksomhed mod dansegulvet, i hvert fald for et øjeblik. Kort efter, blev hendes blik mødt af de velkendte, lyse øjne, og et smil nærmest sneg sig op på Pearl’s ansigt igen. Om hun så ville det eller ej.

Som om Pearl havde holdt vejret, tømte hun sine lunger og åndede dybt ud, i det de nærmede sig deres bord på ny. Jake opførte sig endnu engang eksemplarisk, og slap kun hendes arm, for at skubbe hendes stol tættere mod bordet, idet hun langsomt sank sammen på stolen. ”Tak” Hun hævede blikket mod Jake, netop som han var ved at sidde sig ved det samme bord. ”Og tak for dansen” tilføjede hun så, inden hun kastede et kort blik mod dansegulvet, hvor flere par stadig opholdte sig. Pearl måtte indrømme, at selv om hun først havde været nervøs for at træde nogen over tæerne eller træde forkert, havde hun uden tvivl nydt dansen, og dette var Jake’s fortjeneste. Han havde sikkert ført hende gennem dansen, og hans selvsikkerhed havde givet Pearl en mere rolig tilgang til dansen. For et øjeblik kunne hun stadig mærke stoffet fra hans tøj, og måden hans muskler spændtes under hendes hænder. Nærmest for at affeje følelsen, rettede hun kort på kjolen, og lod som en sidste bevægelse, hænderne glide hen over hendes lår, for at fjerne det opfundne støv, som måtte have samlet sig om hende, idet de begge havde ført sig rundt på dansegulvet. En let rosa farve havde samlet sig i hendes kinder, som både kunne stamme fra den anelse smuglede alkohol i hendes drink, dansens bevægelser og måske endda den stædige følelse i hendes hænder.

Der var dog noget, som afbrød Pearl’s ivrige forsøg på at gøre hænderne hendes egne igen. Rektors stemme brød igennem rummet, som en tidevandsbølge, der ramte alle på sin vej, og krævede den opmærksomhed, som beskeden fortjente. Pearl havde fået store øjne, der var vendt mod Rektor, og hun fulgte opmærksomt hans ord. Først da han slog ud med tryllestaven, og storsalen blev sit vante jeg, var det for alvor som om, at vintereventyret havde fået en brat ende. Pearl havde sænket blikket mod bordpladen, efter at en fortvivlet, betynget rynke havde fundet sig vej over hendes næse. Hun huskede så tilbage på den lærer, som ikke længere var i blandt dem. Pearl havde altid næret stor tillid, respekt og loyalitet overfor deres lærer i mugglerstudier, og hun vidste, at hun ikke var den eneste, som havde det på samme måde. Hvem ville dog slå den vellidte lærer ihjel? Og mens hun et øjeblik huskede tilbage på nogle af de oplevelser og lærdomme hun havde opnået med læreren, bemærkede hun slet ikke, lyden som opstod omkring i storsalen. Muligvis var musikken forstummet, men de nervøse stemmer fra alvor, sivede rundt omkring i mængden, som en sygdom, hvis lange arme snart fik grebet om de fleste svagere elever.

yours dearly
Pearl Dragomirov

what she looked like, on this special night

[/right]

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jake havde ventet med at invitere Pearl med op at danse til de begge have drukket ud. De havde danset den første dans og det var gået godt, han havde ladet Pearl få lidt alene tid så han ikke ville blive for irriterende for hende i længden, det kunne jo trods alt være hun havde nogle hun gerne ville snakke med? – Han kunne ikke forestille sig andet. Han var senere på aftenen kommet tilbage for at høre hende om hun kunne tænke sig at danse med ham endnu engang og de havde taget endnu en dans og snakket lidt sammen endnu engang. Han havde taget hende med sig og efterladt hende i godt selskab, veninden fra tidligere havde blandt andet været i den mindre gruppe af Slytherin elever som han havde forladt hende ved. Han selv havde opsøgt blandt andet Ishbel og han havde haft hende med sig ude at danse et par danse inden han havde sagt pænt farvel for at finde sin date endnu engang.
Da Jake havde mødt Pearl havde han bedt hende om at tage endnu en dans med hende og på trods af at de allerede havde danset to gange og hun stod og snakkede med en mindre gruppe havde hun alligevel sagt ja. Han havde med et skævt smil ført hende ud på dansegulvet endnu engang og ført hende roligt over dansegulvet og da de var færdige trak han hende forsigtigt med sig over imod bordet de havde siddet ved flere gange på aftenen. ” Mig en glæde. ” Sagde han med et skævt smil spillende over hans læber imens han satte sig ned på stolen ved siden af hende. Han betragtede hende roligt imens hun så imod dansegulvet, hans hoved var svagt på skrå og et skævt smil var at finde på hans læber. Da de igen fik øjenkontakt lænede han sig meget let ind imod hende og åbnede munden ” Pearl.. Der er nog… “ Mere nåede Jake ikke at sige før han blev afbrudt af den dybe stemme der fyldte storsalen. Jake løftede hurtigt hovedet og trak sig i samme bevægelse også en smule væk fra Pearl. Han så sig omkring og det var tydeligt hvordan stemning skiftede. Storsalen blev sit gamle jeg og den magiske vinter-stemning forsvandt hurtigt.
Panikken spredte sig og man kunne høre hvordan der blev hvisket iblandt eleverne. Jakes beskyttelsesinstinkt tog hurtigt over ved disse nyheder og han rejste sig op for at få et bedre overblik over storsalen. Han lagde dog i samme skønning sin varme hånd imod Pearls bare skulder. Han så sig omkring på de mange elever der var indenfor hans syns rækkevidde inden han lod blikket glide over imod de store døre som blev slynget op og der marcherede unge ind. Soveposerne på gulvet fortalte at eleverne højst sandsynligt ville få sig en lang nat da den skulle tilbringes i storsalen. Jake ville selvfølgelig tilbyde sin hjælp hvis denne blev nødvendig, han nærede stor respekt for deres rektor som delte samme holdning som Jake selv, i modsætning til professoren i mugglerstudier. Jake havde faktisk ikke særlig meget respekt for denne mand og derfor generede det ham ikke at han var død, det der generede ham var at der muligvis var en morder der vandrede rundt indenfor Hogwarts trygge mure. Han klemte blidt Pearls skulder og lod hende, i stedet for at snakke, samle tankerne og tænke. Hun havde vendt blikket imod bordet de havde siddet ved og han valgte derfor ikke at afbryde hende men selvfølgelig ville han være klar til at trøste hende hvis det var det hun endte med at have brug for.

602 WORDS
for who? Juleballets deltagende
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[Pearl Dragomirov]

Aftenen var endt med at overgå Pearl’s forventninger. Jake havde på intet tidspunkt skuffet hende, tvært imod. Hun havde på alle tider nydt hans selskab, og selv når han ikke lige var til stede, havde han sørget for, at hun ikke manglede noget. Samtidig havde hun også selv fået plejet diverse bekendtskaber, både de nære og lidt mindre nære. Veninden fra tidligere var blevet utrolig skuffet over sin dates opførsel, som hun havde beklaget sig voldsomt over, imens hun havde flere gange havde ytret, hvordan alle andres kavalerer tilsyneladende var både mere høflig og romantiske. Pearl havde forsøgt at opmuntre veninden, og havde så ganske forsigtigt herefter talt med venindes date. En forsigtig, genert ung fyr, der intet ondt havde ment i sin tilbageholdne facon. Pearl havde blidt skubbet ham lidt i den rigtige vej, og bagefter kunne man endelig se veninden i sin første dans den aften, med et stort smil om læberne.

Selv om Pearl stadig gned sig i hænderne, hævede hun blikket for at se imod den anden. Nærmest i det samme, lænede Jake sig forover, og for anden gang den aften, troede Pearl næsten, at han ville til at fortælle hende en hemmelighed. Så forsigtigt kopierede hun hans bevægelser, og lænede sig en smule forover, for at imødekomme ham hen over bordet. Hun brød ikke blikket, netop i tilfælde af, at det var en intens hemmelighed, som var ved at slippe hans læber. Men lige fra, at hendes navn lød fra hans hals, satte der sig en ukendt følelse i maven på hende, der dog hurtigt blev afløst af en i hvert fald velkendt, ubehagelig fornemmelse.

Modsat Jake, nærede Pearl nemlig ikke den store respekt for deres rektor. I hvert fald ikke den samme respekt. Lige fra første øjekast, havde rektoren sat en ærefrygt i Pearl, som om at hun vidste, at det kun ville tage den ældre herre en enkel bid, om at fortære hende totalt. Hånden mod hendes skulder, gav hende alligevel styrke, men ikke nok til at kvæle den frygt som kravlede op af hendes ryg. Hun lod langsomt sin ene hånd glide op om Jake’s, som hun tog et fast tag i. Hun skulle i hvert fald sikre sig, at han ikke gik nogen steder. For et øjeblik, ville Pearl nærmest sværge, at hvis han veg fra hendes side, ville hun rende ham lige i hælene, som en forvirret, herreløs hvalp, mens at hun bad til, at hun alligevel ville finde fornuften til at opfører sig rationelt i sidste ende.

Til sidst blev alting for rodet i Pearl’s hoved, så hun så op på Jake, hvor hun forsøgte at fange hans blik. Hun ventede dog ikke mere end et enkelt sekund, før end at hun udbrød; ”Hvem ville dog gøre sådan noget?” med en stemme, der var skinger og oprørt. Tanken om, at nogen kunne finde på sådan noget, kunne slet ikke have sin plads i hendes hoved, så i stedet så hun afventende op på Jake, som om at han måtte have svaret, på netop den gåde.

yours dearly
Pearl Dragomirov

what she looked like, on this special night

[/right]

[Charles Jonathan McDonal]

I can’t,

get her off my mind

Tøjet

Med et lettere taknemmeligt smil, snurrede Charles rundt bare en enkelt omgang dog stadig dansende med Pandora. Det at hun foretrak dansen i dette tempo, var bare et mindre plus for ham. Drengen smilte svagt til Pandora, i det hans kinder fik en svagere lyserød farve. Interesse var ikke noget han manglede for hende, nej han blev helt forfjamsket i hendes selskab (Hvis en dreng kunne blive det) Og det sidste han ville kunne var at koncentrere sig, hvilket han altid ihærdigt prøvede på. Dansen fortsatte, til held for Charles, bortset fra hans dårlige danse evne. Det kunne ikke ses på ham at han følte sig yderst klodset midt på dansegulvet.

Dog varede dansen ikke særlig længe, da Rektors stemme gav genklang gennem hele Storsalen. Musikken var stoppet brat, hvilket først fik Charles til at undre sig lidt men da han hørte rektorens ord blev han straks chokeret. Blikket gled fra Pandora op til rektoren der stod med spredte arme. Han måtte ligne en tegnefilms figur sådan som blikket skiftede fra hende til ham. I det Pandoras lille hånd, lå i Charles lettere store hånd kunne han ikke lade være med at sænke blikket ned på dem. Men med det samme rettede han blikket alvorligt mod rektoren igen. Hvordan kunne han tænke i sådanne baner, når noget så alvorligt lige var sket?! Hurtigt gav han, hendes hånd et blidt klem for at berolige hende lidt. Han kunne tydeligt se på hende at hun ikke var mindre, end panikslagen. Og ligeledes følte han sig selv sådan.

”Har du brug for at sidde ned?” spurgte Charles, lettere bekymret i det hans blik endnu engang faldt på Pandora. Hun så ikke for godt ud, og hvis han ikke tog fejl så hendes hud ud til at miste en smule farve, som var hun svimmel. Med et havde Charles lagt sin hånd for hendes pande, bare for at være sikker på hun ikke var syg eller noget. Det var da også utroligt hvad den dreng kunne tænkte! Det var helt sikkert at han var bekymret for Pandora, og selvom han godt vidste hvad der lige var sket, kunne han ikke lade være med at sætte den unge pige foran sig før alt andet. Så blåøjet, han var.

Tag;; Fokz

[Julie Aderyn Young]

eve of the year
everyone

En smule forfjamsket men mest af alt skræmt havde Julie efterladt Jacob meget pludseligt ved den ene punchfontæne. Hun følte sig aldeles ædru, og det intime øjeblik, de havde delt, var som vasket væk fra hendes hukommelse, og i stedet gav rektors dybe, rungende stemme genlyd i hendes hoved. Død? En lærer? Men det var jo dem, der skulle passe på dem! tænkte hun febrilsk og prøvede at trække vejret roligt.
Det gik op for Julie, at hun stod stille, og med et ryk begyndte hun at gå igen. Ligesom hende selv syntes hele folkemængden at have frosset på stedet, og hun det krævede en del at skubbe sig forbi folk. Endelig fik hun øje på Pandora et sted foran hende - hun kunne genkende hendes kjole, og synet af sin gode veninde var som lyset for enden af en lang, lang tunnel. Imogen var ingen steder at se, så Julie låste sig fast på Pandora og fyren ved hendes side, som nok var Charles. Med ét forsvandt hele salens udsmykning og en række soveposer formaliserede sig for øjnene af dem. Det fik folk til at rykke lidt rundt på sig, og Julie vaklede usikkert på sine ben. Da hun endelig nåede sit mål lagde hun en kold, bleg hånd på Pandoras bare skulder, inden hun nåede helt op siden af hende. Hendes blik var bekymret, og det var tydeligt at se, at hun var i vildrede. Hun ville gerne have et kram men følte sig handlingslammet nu, hvor hun ikke havde noget at tage sig til.
"Pandora!" udbrød hun men hørte kun sin stemme som en hvisken.

---

Julie er iklædt en gulvlang mørkeblå kjole med et smukt, draperet fald. Den har en strop og følger hendes overkrop tæt i modsætning til selv kjolens underdel, der er meget vid. Under kjolen gemmer sig et par kobberfarvede stiletter, der matcher hendes clutch og øreringe. Hendes hår er sat op i en elegant frisure, man sjældent ser hende i.

kjole · hår · øreringe

[Pandora Jean Evans]

let's dance ,
kjole foran · kjole bagpå · håret · tilbehøret

Pandora kunne ikke lade være med at tænke at Charles var alt for sød ved hende; han virkede så bekymret for hende, frem for alle andre. Hun var nok ikke den eneste som panikkede; sagen var bare den, at Pandora havde en tendens til at benægte den slags, hvilket ofte gav bagslag, og gjorde hende noget... handlingslammet. Hun slap ikke sit blik fra Charles på noget tidspunkt, og blinkede knapt nok med øjnene; hun kunne ikke engang finde sit livsglade smil frem. Hun lod ham bare røre sin pande, og nikkede svagt da han spurgte om hun havde brug for at sidde ned.

Hun løsrev dog blikket fra ham, da hun mærkede en hånd, der var omtrent ligeså kold som hende selv på skulderen. Hendes øjne faldt på den ene af hendes bedste veninder, og uden at tænke videre over det, slap hun diskret Charles' hånd og kastede sine arme omkring Julies hals, hvor hun trak vejret en anelse ujævnt ned i venindens skulder. Hun syntes dog hurtigt at komme sig over den første skræk, og slap forsigtigt veninden igen. Hendes øjne søgte lidt i retning af Imogen og Stuart som Charles og hende havde efterladt, og hun vendte sig lidt om imod Charles igen. Hun følte sig enormt tør i halsen, og punchen kaldte nærmest efter hende. Hun tog sig til panden i refleks, og kiggede udover de mange soveposer. Hun burde komme ud af kjolen, men hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre, når de var indespærrede i storsalen? Hun følte sig helt mundlam, og anede slet ikke hvad hun skulle sige, men tog sig dog sammen, og kiggede på Julie; Charles havde ret i sin antagelse om at Pandora havde mistet en del farve; hun var helt og aldeles bleg.
"Er du okay?" spurgte hun en smule hæst, og rømmede sig diskret, før hun fortsatte, "Du var ikke til stede, vel?" spurgte hun nærmest, fordi Julie lignede en der havde set et spøgelse; men så havde hun vidst heller ikke set sig selv.

[Charles Jonathan McDonal]

I can’t,

get her off my mind

Tøjet

Charles lod sin hånd falde slapt ned af siden igen, da Pandora slap den for at lægge hendes arme omkring Julie. Han vidste godt de to var bedsteveninder, så derfor lod han blikket glide rundt på de forskellige par. Flere af dem var faldet om halsen på hinanden, mens andre bare stod og kiggede chokeret på rektoren. Selv kunne han ikke finde ud af om han skulle gøre ligesom alle de andre, det var for meget for hans (ellers så intelligente) hjerne lige i dette øjeblik. Soveposerne havde ikke helt fanget hans opmærksomhed, men da de gjorde kunne han ikke lade være med at himle lidt med øjnene. Hvad skulle folk nu sove i? Pigerne i deres kjoler? Selv havde han ikke noget imod at tage sin skjorte af, men det ville nok ikke lige være det bedste tidspunkt.

”Skal jeg hente jer noget at drikke?” spurgte Charles, i det han opfattede Pandoras blik der var på punchen. Hans egen hals, var tør som sandpapir så det ville også give ham en lille undskyldning for at selv få noget af den søde væske. Det var ikke ligeså tydeligt at se Charles’ følelser som de to piger foran ham. Faktisk var hans blik bare tomt og hans hud, blegere end før. Stille kørte han sin hånd beroligende over Pandoras skulder og sendte Julie et halvt smil. Hvordan han kunne smile i denne situation vidste han ikke, men han vidste at han ikke ville lade dem stå helt alene. Charles havde ikke meget at sige, og lod bare sin hånd ae Pandoras bare skulder blidt.

Tag;; Fokz

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Dette havde ikke været med i Jakes planer for aftenen, han havde planlagt det lidt mere romantisk oppe i sit hoved, han ville følge Pearl til hendes sovesal og sige godnat. Han havde ikke planlagt at han skulle ligge hende til at sove i en sovepose på gulvet i storsalen, faktisk generede det ham en del at det ikke gik efter hans hoved. De klare øjne gled rundt i storsalen uden rigtigt at vide hvad de kiggede efter, troede han at han ville kunne udpege den skyldige?
Jakes tankestrøm blev brudt da han mærkede Pearls hånd om sin. Han lod langsomt de klare øjne glide ned imod hende og han bukkede let i nakken for at se på hende. Han lod sine øjne glide ned over hendes fine hånd og videre ned ad hendes arm hvor den sarte blomst fortsat prydede hendes håndled. Han blinkede kort med øjnene inden han fangede hendes blik. Hendes spørgsmål fik ham til at skære en grimasse, han kneb øjnene let sammen og skød øjenbrynene sammen, han skubbede sine mundvige nedad og lod hans blik glide ned over hendes ansigt. Han havde forskellige svar på dette og han vidste ærligt talt ikke hvilket et han skulle svare hende. Det kunne både være en der, ligesom ham selv, ikke havde nogen respekt for mugglerfødte og halvblods og havde set det som en mulighed for at komme af med dem på, det kunne ligeså være en der havde noget personligt imod professoren i mugglerstudier. Jake vidste det ikke, han vidste ikke engang om disse to var en af grundene. Han vidste at de var muligheder, men ikke hvad der passede, så i stedet valgte han at svare hende med et ganske simpelt: ” Jeg ved det ikke. ” De klare øjne hvilede i hendes og han strøg let sin tommelfinger hen over hendes håndryg. Hendes stemme havde tydeligt fortalt ham hvilke følelser hun sad inde med og ligeså fortalte hendes øjne. Hun var oprørt og højst sandsynligt også bange og Jake forstod hende. De klare øjne udtrykte tydeligt den medlidenhed han havde for hende og for alle andre til juleballet, han synes ærligt talt det var ærgerligt at deres bal skulle ødelægges på denne måde, men shit happens.
Uden at tage blikket fra hendes ansigt satte Jake sig ned på stolen hvorpå han før havde siddet. Han havde trukket Pearls hånd med sig og byttet rollerne om så han nu sad med hendes hånd i sin. Han vidste ikke hvad han skulle sige for at hun ville få det bedre, han kunne intet gøre for at hun ville få det bedre. Han hverken vidste hvem morderen var, hvorfor professoren var blevet dræbt eller hvor morderen nu var, han følte sig hjælpeløs, på trods af at han ønskede at hjælpe. Han ønskede at hjælpe til så han kunne sørge for at Pearl muligvis ville få en bedre nat end den hun ville skulle igennem nu. Han ønskede hende det bedste og han kunne på ingen måde give hende det.

501 WORDS
for who? Juleballets deltagende
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[Pearl Dragomirov]

Skuespil var ikke en egenskab, som Pearl mestrede vel, og derfor stod hendes ubehag hende højt op i øjnene. Det var trods alt ikke kun en lære, som hun havde gået op og ned af de sidste fire-fem år, som havde mistet livet den aften. Det var ikke kun læren for mugglerstudier, men alle lærerne som Pearl igennem de sidste år, havde lært at kende og udviklet loyalitet overfor – Nogle mere nære end andre. Men den afgåede lærer, havde altid sat pris på Pearl’s oprigtige interesse og engagement for faget, så hun så naturligt yderligere frem til netop hans fag. Men netop som Pearl kastede et kort blik rundt om sig, mod de andre elever i storsalen, vidste hun, at det ikke kun var den nu manglende lærer, som satte den tunge følelse i maven på hende. Nogen på skolens område stod bag forbrydelsen, og selv om hun forsøgte at afholde sig fra det, begyndte hun overveje mulighederne for, at den skyldige var blandt dem i storsalen.

Da Jake mødte hendes blik, kunne Pearl ikke undlade, at studere hans øjne nøje efter tegn på en hver følelse han måtte indeholde efter rektors besked. Da han indrømmede, at han ikke kunne svare hende på, hvem der kunne stå bag, sænkede Pearl for et øjeblik blikket på ny, som om at hun igen ville synke hen i tankerne. Det var dog ikke langt hun nåede, da den andens bevægelse, formåede at stjæle hendes opmærksomhed, og hun gengældte hans blik i det han satte sig på ny. Hvis muligt, satte hun nu yderligere pris på, at Jake var endt som hendes kavaler til ballet. Selv om han på visse punkter kunne plante en usikkerhed i hende, regnede hun mere med ham end mange andre i en situation som dette.

Ud af øjenkrogen fik Pearl et kort overblik over soveposerne, som nu lå hvor folk før havde danset rundt mellem drømme og søde tanker. Selv om hun ikke tvivlede på, at soveposerne var af fornuftig kvalitet, så var det bestemt ikke med stor forventning, at hun så frem til en nat på gulvet, stødt op af alle de andre elever. Og med den nagende mistro, som hun prøvede at fornægte sig selv. Hun prøvede virkelig, at opretholde sin tillid til sine skolekammerater. Da hun bemærkede de andres reaktion, var det også panikken som havde lagt sig som et tæppe over dem alle. Men hvem vidste, om en enkel stod tilbage?

Langsomt hævede Pearl den frie hånd, og holdte i stedet om en modsatte overarm, mens hun roligt lod den anden hvile i Jake’s. Hun satte pris på, at han ikke havde sluppet taget, for hun ville nok straks havde søgt det samme igen. Efter for et par sekunder, at have betragtet deres hænder, soveposerne på gulvet og eleverne omkring dem, så hun til sidst mod hans ansigt på ny. Hun skulle netop til at åbne munden, da hun for et øjeblik tøvede. Hun prøvede kort at tyde hans blik, inden hun til sidst åbnede munden. ”Er du okay?” Selv om hun syntes, at Jake virkede en del mere fattet end hende selv, og samtidig også den, der var i bedst stand til at tage sig af dem begge, så så hun helst, at Jake ville forsikre hende med hans egne ord.

yours dearly
Pearl Dragomirov

what she looked like, on this special night

[/right]

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jake havde et rimelig udtryksløst ansigtsudtryk. Han betragtede hendes mørke øjne i tavshed men lyttede opmærksomt på hvad der skete omkring dem. Det var tydeligt at høre panikken der havde spredt sig til hver enkel elev, man kunne høre hvordan der nærmest blev hvisket imellem de mange elever som nu var samlet i storsalen. Eftersom de havde slukket for musikken var elevernes lave stemmer endnu tydeligere.
Jake kærtegnede let hendes håndryg med hans tommelfinger, han strøg den blidt over hendes hånd i blide, beroligende strøg. Han betragtede hendes ansigt som hun så sig omkring i storsalen og valgte ikke at bryde hendes tankestrøm. Han betragtede hende i tavshed uden på noget tidspunkt at tage blikket fra hende. Da Pearls blik mødte hans og hun skulle til at spørge mig om noget koncentrerede han sig udelukkende om hende, men eftersom der ingen ord kom ud ad munden på hende lagde han hovedet afventende på skrå med et spørgende glimt i øjnene, ventede på at hun ville sige hvad hun havde på hjerte. Hendes spørgsmål fik ham til at smile svagt og han fugtede kort sine læber med spidsen af hans tunge. ” Jeg føler mig lille. ” svarede han blot med et kort skuldertræk. Dette var sandheden for Jake følte sig lille, lille og ubetydelig og ude af stand til at gøre noget ved det faktum at der var en som var blevet slået på skolens område, skolen som i teorien kunne betegnes som hjem for mange unge mennesker. Motiverne for mordet kendte han ikke til, så det kunne måske have været ham selv der var blevet fundet slået ihjel et eller andet sted, måske professoren i mugglerstudier havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Jake var muligvis den mest fattede af Pearl og undertegnede, men dette betød på ingen måde at det ikke havde påvirket ham, for at sige andet ville være en løgn. Han kunne ikke lade være med at overveje hvem det kunne være og ikke mindst hvad motiverne til dette kunne være. Det var hele tiden at finde i hans tanker og han tog sig selv i at tænke på det, på trods af at han prøvede at skubbe det ud ad hans tanker.

370 WORDS
for who? Juleballets deltagende
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[Pearl Dragomirov]

Det var som om, at storsalen var blevet druknet i en kulde, siden at rektor havde svunget stavet, og fjernet alle de magiske juledekorationer, men om det var en fysisk kulde – Eller en psykisk, kunne Pearl ikke sætte finger på. Hun bemærkede kort, hvor varm hendes egen håndflade var imod overfladen af hendes overarm, og Jake’s hænder omkring hendes. Hun følte sig sær kold, eller øm over hele kroppen. Nærmest for at komme nærmere følelsen, klemte hun let sig selv i armen, og opdagede, at ømheden var ved at forvandle sig til noget nærmere følesløshed. Måske var hun bare ved at være træt?

Det taktfaste strøg mod hendes håndryg, spredte en beroligende følelse i Pearl. I stedet for at koncentrere sig om sit uden tvivl hurtigere hjerteslag, kunne hun hengive sig til følelsen af kærtegn. Ved den andens indrømmelse, så Pearl ham i øjnene, og for et split sekund, spillede et smil på hendes læber. Det var ikke det varme, åbne smil som oftest var på hendes ansigt, men et mere forsigtigt smil, som nok mest vidnede om hendes ønske om at opmuntre den anden. Jake var bestemt ikke lille i hendes verden, men det valgte hun ikke at udtrykke yderligere med ord. Men som sagt var Pearl ingen formidabel skuespiller, og taknemmeligheden lå som en glød bagerst i hendes øjne.

Efter et øjeblik at have ladet sig selv sidde i stilhed, slap Pearl taget i sin egen overarm. Det var som om at kulden i hendes krop efterhånden havde overmandet varmen fra hendes hånd. Så i stedet lod hun langsomt hånden følge armens bane ned mod de samlede hænder af Jake og Pearl’s, hvorpå hun let lod den hvile øverst, inden hun lod øjnene glide på ny mod gulvet og de mange soveposer. For at mase tankerne ud, alle tankerne om den nu afdøde professor og hvem den skyldige kunne være, gav Pearl sig til at gruble over, hvordan hun skulle komme ud af kjolen, og ned posen uden for meget.. Bøvl. Hun måtte også til at fjerne alle nålene fra hendes hår, og hun måtte ud af de høje sko. Det sidste, måtte hun nu indrømme, at hun så frem til det sidste. Hælene havde, efter en lang aften med dans og cirkulering mellem sociale bekendtskaber, gjort hendes lægmuskler spændte og fødder ømme. Bare tanken om at slippe af med de høje hæle, og krybe ned i den lun pose, fik Pearl til at sukke. Måske var det ikke bare de høje sko, dansen og de søde drinks, men også den vilde storm af følelser og tanker som havde sat igennem hendes hoved. Det var som om, at hendes hjerte og lunger havde galoperet af sted i et væddeløb, og nu begge stod forpustede tilbage.

yours dearly
Pearl Dragomirov

what she looked like, on this special night

[/right]

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jake lagde skam mærke til det opmuntrende blik. Han løftede kort den anden, den som ikke holdte Pearls, hånd og lod pege- og langefingeren glide hen over hendes pande langs hendes hårgrænse. Han kørte i en rolig og vant bevægelse hans to fingre igennem hendes hår lige over hendes øre som strøg han hendes hår bag hendes øre inden han igen trak hånden til sig. Han var da selvfølgelig taknemmelig for at hun prøvede at opmuntre ham, men han følte sig ikke decideret nede. Han følte sig blot lille og det var sådan han havde det lige nu, selvom han alt i alt var okay. Han betragtede sig selv som rimelig fattet og han kunne sagtens forstå hvad der var sket, selvom det selvfølgelig var en forfærdelig forbrydelse som var blevet begået. Selvfølgelig havde han ikke ment at han var lille som i at han ikke var særlig høj, for han var ganske udmærket klar over at han var høj når man snakkede høj, men han følte sig et eller andet sted som en brik, en brik i et større puslespil velvidende om at det ikke var alting man kunne styre selv, f.eks. kunne man ikke bestemme hvornår døden indtraf, det var noget der pludseligt skete og det eneste der ville være tilbage ville være minderne om den afdøde. Nogle gange indtraf døden før den skulle, f.eks. hvis et barn døde ad en uhelbredelig sygdom eller som nu hvor der var en der blev slået ihjel, koldblodigt myrdet.
Jo Jake havde overvejet når alle de stakkels piger skulle til at gå til køjs og skulle have deres store kjoler af. En ting var hvis de havde stået i deres sovesale omgivet af personer af deres eget køn som de havde fulgtes med hele deres skolegang og skulle klæde om, en anden situation var det nu hvor hele skolen ville være omkring dem og de skulle afklæde sig. Selvfølgelig ville Jake som den gentleman han var tilbyde både hans jakke og hans skjorte hvis hun ville få brug for denne. Måske hun ville have hans skjorte at rende rundt i efter hun havde klædt om og ud over dette ville han da også tilbyde den hjælp han nu havde at tilbyde, han kunne både holde sin jakke dækkende op for hende hvis hun ønskede dette, selvom han kunne forestille sig at de mange piger helst så at deres nærmeste veninder holdte dækkende for veninden som skulle klæde om.
Hendes suk fik Jake til kort at hæve øjenbrynene og han så nærmest afventende på hende som ventede han på en forklaring på hvorfor hun havde sukket, selvom han tydeligt med sit blik indikerede at hun selv måtte om hun ville fortælle ham det eller ej, eftersom at han ikke gjorde krav på at høre det.

463 WORDS
for who? Juleballets deltagende
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES