JULEBALLET

[taut]

yule ball ,

Status er, at et var uvorne elever har hældt alkohol i punchen. Alle drinks er nu derfor spiffet med alkohol, om ens char ved det eller ej. Det er selvfølgelig tilladt ikke at drikke sin karakter fuld. Det fungerer sådan, at selvom der kun er blevet hældt vodka i en enkelt fontæne, er punchen fortryllet på den måde, at alle portioner immiterer hinanden, så intet skiller sig ud.

Jeg vil gerne understrege, at ingen udover de involverede chars ved, hvem der har hældt alkohollen i.

May the ball proceed!

[Julie Aderyn Young]

EVE OF THE YEAR
everyone

Julie udførte sin opgave mere en fyldestgørende, hvilket af en eller anden grund morede hende meget. Lily nærmede sig, og Julie ikke så meget skænkede det tidligere næsten-uheld en tanke, fordi hun ærligt havde glemt alt om det. Hun smilede flabet til sin veninde og lavede en mmh-lyd, der endte i et tøset grin. Det slog hende først, da Lily var gået forbi, at hun ville opdage, hvad de havde gang i, men nu var Lily jo Lily, og hun ville ikke sladre. Rachel vrissede noget bittert i Julies øre, som hun ignorerede blankt - hun fandt det ærligt talt lidt mærkeligt, at Rachel brokkede sig over, t hendes bedste veninde opdagede, hvad der skete, men nu var det jo heller ikke Julies problem, at Lilys bedste veninde var lidt for stram efter hendes egen mening engang i mellem.
Adam hviskede i hendes øre, og uset blev flasken listet tilbage i hendes taske. Hun vendte sig om mod de andre og smilede til dem, hvorefter de snart var spredt for alle vinde igen. Efter at have nikket og blinket til Adam, der så helt underlig ud i hovedet, vendte hun sig om mod det sted, hvor hun havde set Pedias før. Lige nu var hun for bedugget til at tænke nærmere over det, men hun havde gennemskuet Adam og hans dybe følelser for Lily.

[Pedias Cromwill]

Have fun dear Mr. Christmas

- Outfit

[/blockquote]

Det lykkedes Pedias at få øjenkontakt med Julie og hun begyndte at bevæge sig igennem menneskeene for at komme hen til hende. På vejen kunne hun ikke undgå at se Maxwell synke dybere end hun havde troet muligt. Da hans læber rørte Rachels kiggede hun væk fra dem, men på trods af det var blikket allerede røget tilbage på dem, da Rachel skubbede ham væk. Det var lige før, at hun følte en form for taknemmelighed for Rachel det øjeblik.
Hun skubbede tankerne om Maxwell og Rachel fra sig igen, da hun nåede Julie og lagde en blid hånd på denne enes under arm. - " Fantastisk kjole " komplimenterede Pedias den mørkeblå sag Julie var iklædt, imens hun kort skævede i Adams retning. Ham behøvede hun altså ikke snakke for meget med. - " Hvordan går det? " spurgte hun nysgerrigt og det måtte være tydeligt for Julie, at spørgsmålet primært handlede om hendes date og selvfølgelig Lily. Pedias var ret fortrøstningsfuld, det her skulle nok gå galt på et eller andet tidspunkt, også selvom Frk. Abott gik og legede sød og høflig. Ved salens indgang lignede det meget Psyche, der lige var kommet ind med Damian ved armen. Hvad det havde taget så lang tid at blive færdig med, forstod Pedias ikke lige. Psyche havde da kun manglet at sætte sit hår, da hun selv havde forladt sovesalen, men måske det netop var problemet. Hende måtte hun snakke med senere, nu koncentrerede hun sig lige om Julie, hvis arm hun havde sluppet igen. Smilet lå malet på de rosa læber og så virkelig helt ægte ud på det tidspunkt.

[nicklas]

Nicklas hævede hovedet da han fornemmede en bevægelse og fik med det samme øje på Ishbel. Han vinkede kort igen og satte så hænderne under hagen, uden rigtigt at kunne finde ud af at more sig. Det var sikkert meningen, men han var kun kommet fordi han følte sig tvunget til det. Han rejste sig op og begyndte at gå over mod dørene. Han vidste ikke helt hvor han ville gå hen, men han fandt nok på det på et eller andet tidspunkt. Han havde virkelig ikke lyst til at være her lige nu.

((undskyld de korte indlæg .. min fantasi er død lige pt))

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

outfit


Imogen kunne ikke lade være med at gengælde smilet, Charles sendte hende. Og hun nejede overdrevent over hans kommentar, og strålede nærmest imod ham. Det var med vilje, at hun satte tempoet lidt op, da hun vidste hvordan Charles havde det med at bevæge sig ufatteligt langsomt. Hun gad ikke engang belejlige sig med at tvinge ham til at danse – hun kunne ikke forestille sig Charles bevæge sig rundt, med rytme og det hele. Imogen smilede for sig selv ved tanken, men lod være med at nævne det.
Ved hans spørgsmål så hun over på fontænerne og vurderede hvem der stod hvor. Hun ville have sat kursen imod den nærmeste, men fik så øje på Aiden og Rachel stå ved den samme, og valgte at gå udenom. Adam, som hun egentlig gerne ville snakke med, stod der også, men ham kunne hun ikke lige sådan komme til.

”Meget gerne.” svarede hun og gik med Charles over for at finde et glas punch. Da de hældte den klare lyserøde væske i glassene, og tog de første par slurke, tænkte Imogen ikke videre over bismagen af vodkaen. Nu var det sådan at fontænerne med punch, var fortryllet. Så hvad der skete med væsken i en, skete i alle. Rimelig uklogt af lærerstaben, elevernes opførsel taget i betragtning.

Hun skar en grimasse over hans kommentar, men smilede charmerende bagefter, uden at kommentere det. Hendes blik gled ud over salen, mens hun søgte efter Julie. Da denne var opdaget af Pedias, faldt de straks på Pandora.

tag; folkz

[Jasper Wayland]

Christmas is not a time or a season

[/color]
but a state of mind.[/left][/font]

Han lagde blidt sine hænder på Lilys læn da sangen begyndte og forsigtigt begyndte han at danse rundt på dansegulvet med hende. ”Mit naturlige instinkt fortæller mig at jeg skal komme væk fra dansegulvet” svarede han, fortsat med et smil på læberne. Alt Lily sagde svarede han mumlede på, og selv spurgte han hende mumlende om nogle ting.

Da sangen slukkede åndede Jasper lettet op og tog hænderne til sig igen. Dansen var heldigvis forløbet uden de helt store skader, og hans fødder havde ikke svigtet ham. Til Jaspers store lettelse fjernede Lily også sine hænder, hvilket bekendtgjorde hun ikke ville danse endnu en dans: og hvis hun senere på aften ville danse igen så ja.. kunne Jasper godt finde på at sende hende ind i armene på en anden, der alligevel kedede sig. En dans var en dans for meget.

”Jeg går med..” svarede Jasper, da Lily bekendtgjorde hun ville hente noget at drikke, og først der gik det op for ham hvor længe siden han sidst havde fået noget at drikke. Hele tiden gik Jazz et par skridt bag hende, og slap hende ikke af syne et sekund. Mennesker var der ikke mange af, men der var stadig nok til at Jazz ville kunne fare vild hvis han slap Lily af syne.

Henne ved bordet med punch, forsvandt Jaspers smil da han fik øje på Adam. Han kunne sagtens med de andre: Rachel, Aiden og Julie. Men Adam? Ja.. de to fyre kunne ikke sammen, og det bundede alt sammen i at Adam var vred på Jasper over at denne hang ud med enten Lily eller Elenora. Jazz var lidt i tvivl om hvilken, og havde ikke i sinde at finde ud af det. I hvert fald ikke i aften. Han nikkede en enkel gang til Rachel, Aiden og Julie for ligesom at sige hej, og så til sidst hen på Adam, der hev en flaske frem og hældte noget i punchen der bestemt ikke burde komme i. Jazz rynkede svagt på sine bryn, men valgte ikke at kommentere det.

Words: 342
Quote: Calvin Coodlidge
Tagged: ppz.
Time: -
Place: Storsalen.
Notes: OUTFIT

[/font]

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

dress
shoes
hair

Egentlig burde Lily nok føle sig en anelse skyldig over, at hun sådan glemte Jasper lid tog I stedet stod og snakkede med Rachel. Men bare fordi man var partnere, behøvede man vel ikke klæbe op af hinanden hele tiden. Og havde Jasper ikke også nævnt en eller anden han var vild med? Lily var ikke sikker, men i så fald ville det da være en oplagt mulighed.

Hun tog imod glasset fra Rachel, og bundede det i en enkelt mundfuld, før hun straks fyldte det op igen, for dog kun at nippe til det. Der var noget Lily havde overvejet at gøre, og dette kunne meget vel være hendes eneste mulighed. Men modet var der ikke rigtigt endnu, så hun fortsatte med at mumle fredeligt med Rachel, mens hun blev mere og mere nervøs.

Et par glas eller fire senere, følte Lily sig en smule mere omtumlet, men dog stadig ret klar i hovedet. Modet havde vokset indeni hende, og næret sig af alkoholen der blev ved med at ryge ned.

Med et bestemt blik, så hun på Rachel og Jazz, og undskyldte sig, før hun målrettet tog de par skridt der var over til det sted hvor Adam stod halvt sammen med dem. Han havde muligvis trukket sig lidt væk på grund af Jasper, der ikke ligefrem var hans bedste ven, efter hvad Lily kunne forstå. Forsigtigt fangede hun Adams blik, og følte sig pludselig meget lille. Med en dyb indånding åbnede hun munden.

”Vil du danse?” ordene kom så brat, at det nærmest kom bag på Lily selv. Det var ikke meningen, at det skulle have været sagt på den måde, men sådan var det nu engang. Uvilkårligt trådte hun en lille bitte smule tilbage, allerede halvt på vej væk, da hun var bange for at hendes spørgsmål ville blive skudt ned. Hvilket hun godt forstod. Det var jo endelig gået op for hende hvordan sandheden var, og hvis hun havde været et svin overfor ham uden grund, ville hun sagtens kunne se hvorfor han skulle afvise hende.

tag; folkz

[Deleted]

let's do this shit !
may i have this dance?
jakkesættet
slipset

Det var først da de stod og skålede, at det gik op for Adam at Jasper stod lige bag ved Lily. Havde han også set det? Det var vidst ikke ligefrem nogen stor hemmelighed længere. Hvis bare én af de der vidste om det svigtede, ville Adam stå lort til halsen, mildt sagt. Han så en smule frustreret væk fra Jasper, og kiggede op da Pedias nåede forsamlingen; eller hovedsageligt Julie. Adam følte sig pludselig trængt lidt op. Hvorfor var han omringet af personer han ikke kom godt ud af det med? Han drak dog samvittighedsfuldt og ignorerede det dårlige selskab, og da han nåede sin tredje drink (det gik lidt langsomt, fordi hans mave i forvejen føltes lidt overfyldt), skulle han netop til at undskylde sig og stikke af, da Lily uventet nok kom hen til ham. Et øjeblik stod han bare og betragtede hende, indtil hun åbnede munden.

Adam var målløs... drømte ham? Og så kom den næste reaktion; han fik en ustyrlig trang til at råbe og skælde ud over at hun kunne finde på at byde ham op til dans som var han en eller anden tøs, efter flere år hvor hun havde afvist ham gang på gang og udvist direkte fjendtlighed. Men alle disse tanker strøg hurtigt igennem hans hoved, og det var kun få sekunder efter at hans ansigt mildnedes; var det her trods alt ikke hvad han havde ønsker hele tiden? Havde han ikke netop opretholdt sin dans for netop sådan et øjeblik? Han smilede ganske svagt, uden at overdrive, fordi han ikke ville skræmme hende væk, og tog meget blidt hendes hånd og tog hende med ud på dansegulvet uden et ord.

Da de nåede ud på noget der svarede nogenlunde til midten, begyndte der meget belejligt en ny sang, som til Adams fortrydelse var meget rolig i rytmen, hvilket gjorde ham nervøs; men det var kun lige indtil alkoholen slog igennem. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes lænd, og begyndte at føre hende i en rolig dans.
"Hvad fik dig til at skifte mening?" spurgte han. Det var egentlig ikke fordi han mente at hun decideret havde skiftet mening med hensyn til partner, men... hun vidste vel hvad han mente, når hun tyggede lidt på den. For en gangs skyld smilede han ikke overvældende; måske fordi det ikke var gået helt op for ham endnu, eller også fordi det bare virkede for godt til at være sandt. Måske var det også bare fordi han ikke vidste om han kunne regne med hende den her gang. Blidt slap han hende med den ene hånd for at snurre hende rundt i en langsom piruet. Da de mødtes igen, for at han skulle lægge hånden på lænden igen, smilede han forsigtigt til hende. Modsat for 7 års tid siden, følte han sig ikke usikker; han var ikke bange for at træde hende over tæerne eller glemme nogen trin. Nej, han havde øvet sig og forberedt sig på lidt af hvert.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

dress
shoes
hair

Lily kunne sagtens mærke at hun havde drukket meget på kort tid, hvilket gjorde hende en anelse tung i hovedet, mens hendes krop og bevægelser føltes lette som fjer.
Under normale omstændigheder ville Lily aldrig have fået sig selv til at byde op til dans, men følelsen var fantastisk, som om en byrde var blevet lettet fra hendes hjerte. For syv år siden – helt tilbage til festen, var alt hvad hun havde ønsket at Adam havde budt hende op, men øjeblikket kom aldrig. Og hvad Lily troede havde været afsky og ignoration havde vist sig ligeledes at være svigt og knuste intentioner. Selvom det havde været lidt omvendt i forhold til hvad Lily engang havde drømt op, vældede alle de gamle følelser op i hende, da hun mærkede Adams fingre om sin spinkle hånd. I et øjeblik troede hun at hun skulle dø af overfloden af indestængte følelser, og hun kunne lige så godt være eksploderet.
Velvilligt fulgte hun med ham, og sørgede for ikke at sige noget overhovedet. Hun kunne ikke andet end forestille sig at det hele hvilede på en knivsæg, og lige så let kunne falde til jorden. Lily sørgede for ikke at stirre op på Adam, men holdt blikket ret frem foran sig.
Hendes hånd hvilede fjerlet på hans skulder, og hun smilede meget forsigtigt og tilbageholdende. Hans ord fik hende til at slå blikket ned i et øjeblik, mens hun let åbnede munden, forført af danses rolige rytme.

”Aiden,” hendes stemme var blid, og hun betragtede ham lidt, før han sendte hende ud i en piruet, og dermed gav hende tid til at tænke over uddybelsen af sit svar.

”Og brevet.” hun hentydede til den ugle han havde sendt hende. Hun havde ikke set Adam siden hun havde fået det, hvilket nok var meget godt. Hun havde til gengæld ingen anelse om at Julie havde konfronteret Adam med det. Hendes blik blev sørgmodigt, og mest af alt lignede hun en der kunne finde på at, på trods af at hun ingenlunde havde det i tankerne. Så låste hendes blik sig fast i Adams smukke, blå øjne.

”Undskyld. Adam, jeg er så ked af… alle disse år, og jeg vidste ikke…” for en gangs skyld var Lily ikke tæt på tårer, på trods af at hun var meget emotionel. Men denne situation var så meget mere seriøs end noget andet, og smerten og fortrydelsen lyste ud af hende.

tag; folkz

[Deleted]

let's do this shit !
may i have this dance?
jakkesættet
slipset

Adam skar en grimasse; han var vel egentlig Aiden taknemmelig for at have reddet trådene ud for ham. Dertil kom piruetten ret godt timet, så Lily ikke behøvede at se ham skære ansigt. Han bemærkede hendes gengældte forsigtighed; måske fordi de føltes fremmede for hinanden efter alle de år. Nu hvor han følte at han kunne tilgive og give slip på alle sine tidligere frustrationer, kunne han tage sig tid til at kigge rigtigt på hende. Han var dog diskret, da han betragtede kjolen som hun bar med stor ynde; ansigtet tog han lidt mere tid til at betragte, selvom det hovedsageligt var over perioder, så det ikke virkede som en stirren.
"Ja altså..." begyndte han en smule forfjamsket i et forsøg på at forklare sig med hensyn til brevet, "jeg ville have givet dig jakken, men såe..." han afbrød mere sig selv end han lod sig afbryde af andre. "Jeg fortrød virkelig det jeg sagde. Mine venner er også dine venner, og det burde jeg acceptere uanset hvad," hans plaprende ord flød lidt sammen i musikken, så han var ikke rigtig sikker på at Lily hørte det. Da Lily derimod fyrede sin smøre af, tyssede han smilende på hende; nu kunne han ikke lade være med at smile. "Det er okay, Lils," forsikrede han hende. Var det her enden så? Betød det at de kunne være venner som hun var venner med resten af hans familie? Hvilken dejlig nyhed dét var. En smule opstemt af stemningen, førte han blidt Lily halvvejs ned på gulvet, men kontrolleret nok til at holde hende forsigtigt i sine arme... han tøvede dog ikke længe med at svinge hende op igen, for at fortsætte den rolige dans, som han stadig førte hende i, og bare for at udfylde tomrummet, drejede han hende kontrolleret rundt igen, men kom til gengæld til at tage hende til sig lidt for tæt på. Han slap grebet lidt om hende, så hun ikke var tvunget til at stå så tæt på, og skævede næsten undskyldende til hende. Han gengældte det blik hun sendte ham, og holdt øjenkontakten, næsten gravede sig ned i hendes øjne. Havde de nogen ende?

"Du ser virkelig smuk ud i aften," påpegede han, og rømmede sig let, da han halvvejs frygtede at kommentaren var temmelig kliché, og dermed ikke havde den virkning han måske ønskede. Det virkede måske også bare lidt forkert at overøse hende med komplimenter nu... på den anden side kunne han ikke dy sig. Han stod med sin drømmepige i armene, og det hele virkede meget mere drømmeagtigt end nogensinde. Han havde vidst fået rigeligt at drikke, selvom han måske skjulte det ret godt.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

dress
shoes
hair

Lily så ikke grimassen Adam skar, og hvis hun havde gjort det, ville hun sikkert ikke have forstået den alligevel. Selv var hun glad for at Aiden havde fortalt hende tingene. Nogle havde hun dog skudt til side igen, da de var for urealistiske, men hun havde forstået mere end hun nogensinde havde siden hun var barn. Hun følte sig sørgmodig over den spildte tid, den tid hvor hun stadig havde kunnet haft sin bedste ven, al den tid hun havde brugt på at hade Adam. For ingenting.

Hun slog blikket ned ved hans ord, men kunne ikke lade være med at smile vagt og underfundigt. Lily havde været glad for måde han havde givet hende jakken på – faktisk kunne hun ikke beskrive hvor glad hun var for det. Det havde givet hende tid til at tænke tingene igennem, i stedet for at komme med en forhastet reaktion, som den hun havde fået da hun modtog det.

”Jeg forstår udmærket hvorfor du sagde det. Jeg var urimelig. Og, du skal vide…” hun tøvede kort stadig med blikket sænket. Forsigtigt slog hun det op igen og mødte hans rolige blik. Hendes tænder bed ned i underlæbens bløde tekstur, før hun fortsatte.

”De ting jeg sagde var forfærdelige. Og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde sagt dem. Jeg hader dig ikke, Adam. Jeg har aldrig hadet dig. Og jeg håber du kan tilgive mig” hun var inderligt oprigtig da hun sagde det. Hun havde måske nok haft alle andre følelser for ham. Kærlighed, fortvivlelse, vrede, afsky, ligegyldighed… Der var ikke den der manglede. Bortset fra had. Uanset hvor meget hun havde prøvet på at overbevise sig selv om det, var det usandt. Lily kunne ikke lade være med at smile, da han nænsomt vippede hende ned, og hun lod ham føre dansen. Egentlig havde hun ikke vidst at Adam kunne danse overhovedet, men hun havde til gengæld aldrig haft muligheden for at danse før nu. Det var dansen, der gjorde at Lily var så åben som hun var. De vuggende bevægelser beroligede hendes oprørte sind og hun fulgte mønstret som en leg. I et stykke tid var der ikke brug for flere ord imellem dem, mens hun lod sig føre af Adam, fortryllet af stemningen i salen.

Hendes lyse lokker dansede omkring hende, da han snurrede hende rundt på ny, og var lige ved at gispe, da hun pludselig var tættere på Adam end hun lige havde kalkuleret. Engang havde de ikke haft problemer med dette – de havde pjattet, krammet og kildet hinanden som venner nu engang gjorde. Men nu var de ældre, og tingene betød så uendeligt meget mere – og de havde knap ytret et ord til hinanden de sidste seks år, og skulle det ske havde det ikke været behageligt. Hun rykkede lidt væk fra ham igen, men alligevel ikke så langt som hun havde været før, hvor der havde været en usynlig barriere imellem dem. Nu kunne hun i stedet mærke, at han var tættere på, og fornemme når hendes krop flygtigt strøg op af hans i dansens rolige rytmer.

Om det var fordi Aiden havde fortalt Lily nogle ting hun ikke havde vidst (og stadig ikke helt troede på) eller bare fordi Lily var påvirket både af alkohol og situationen, at det Adam sagde, ikke gik hen over hovedet på hende, men i stedet gjorde et indtryk. De sidste år havde hun ikke kunne udstå tanken om, at hans blik skulle hvile på hende – og nu stod hun alligevel her og strålede over hans charme og komplimenter. Derfor burde hun også have tænkt på alle pigerne. Det var jo også derfor hun ikke kunne lide ham. Men så meget kom slet ikke til hende i øjeblikket, hun nød fuldt ud. Hun kunne slet ikke styre alt det der rasede rundt inden i hende. Instinktet der prøvede på at tvinge hende til at skubbe ham væk, påvirket af den vrede hun havde været styret af førhen samt den længsel efter ham hun havde undertrykt.

Diskret indåndede hun hans duft, og var lige ved at begynde at græde. Lily havde altid kendt den duft, men havde glemt hvorfra. Glimt af deres barndom strøg for hendes blik, og hun indså hvor meget hun savnede de gamle stunder.

Hun prøvede så godt hun kunne, at skjule den pludselige følsomme nostalgi, og sendte ham et strålende smil. Som hun ikke ville have gjort, hvis hun ikke havde haft travlt med at dække over stemningen der sneg sig ind over hende. For smil havde alligevel været sparsomme i deres nu korte, venlige samtale. Musikken begyndte at blive roligere, og Lily ønskede ikke at den endte nu.

tag; folkz

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jake havde få dage før ballet spurgt Pearl om han måtte have æren at være hendes kavaler til det kommende julebal. Det var ganske vidst ikke påkrævet at ankomme som par, men Jake havde nu alligevel valgt at han ville sørge for at Pearl fik sig en uforglemmelig aften. Jake havde ledt længe efter det hele rigtige sæt tøj, men til sidst var han smuttet ind til en skrædder og fået syet hvad der skulle syes. Han havde valgt et klassisk jakkesæt bestående af en hvid skjorte med et mørkeblåt slips som var bundet stramt om hans hals. Den sorte jakke sad tæt ind til hans overkrop og var lukket på maven med to simple, små knapper med ca. en knytnæves afstand imellem sig. Han havde tilhørende sorte bukser på og sorte, nypudsede sko. Hans hår sad som det plejede, hvilket vil sige en smule pjusket dog alligevel velovervejet og omhyggeligt.
Jake havde gået rundt nede i Slytherins sovesal for drengene på hans årgang og han matte indrømme at han havde været i så god tid at han havde været nødt til at trippe rundt på sovesalen og lave ingenting andet end tidsfordriv. Da tiden havde været inde, og Jake vidste at han endnu ville være i god tid, begyndte han at bevæge sig ud af drengenes sovesal og over til pigernes sovesal som ikke lå så langt derfra. Han havde fortalt Pearl at han ville vente foran storsalen på hende, selvom dette ikke helt var sandheden. Han ville hente hende foran indgangen til pigernes sovesal og følges med hende op til storsalen. Han havde medbragt en mindre gave som han syntes hørte sig til nu hvor det var et bal han havde inviteret hende med til så han havde en mellemstor æske i inderlommen på hans jakkesæt, samme lomme som hans tryllestav også var i.
Han havde forhørt sig lidt omkring hos de forskellige piger som delte sovesal med Pearl om de vidste hvilken farve Pearls kjole havde, mest af alt så han kunne finde en gave som matchede bare en lille smule, men eftersom at Pearls kjole var rimelig neutral i farven kunne Jake jo vælge hvilken som helst farve han ville til hans gave. Han havde i lang tid vidst hvad han ville give hende, han skulle bare finde den helt rigtige. Han havde endelige fundet den perfekte gave. Et slags armbånd med en blomst på oversiden som han ville give Pearl på her til ballet, han følte at det hørte sig til og så kunne hun jo også fortælle hvilken gentleman hun havde som kavaler, hvis hun nu engang blev fristet til det.
Jake var ikke et sekund i tvivl om at Pearl så fantastisk ud, dog glædede han sig alligevel til at se hende træde ud ad døren. Han havde haft utrolig svært ved at forestille sig hvordan hun ville se ud, eftersom han kun kendte farven på hendes kjole og ikke mere. Hverken form, længde eller noget andet i den stil. Desuden havde han jo sagt at han ville vente på hende ude foran storsalen og ikke lige ude foran indgangen til pigernes sovesal, så han glædede sig ligeså til at se hendes reaktion på at han ventede på hende her… Og sidst men ikke mindst, så glædede han sig til at se om hun kunne lide gaven.

554 WORDS
for who? Juleballets deltagende
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[Dawn Phoenix]

””

Hun fulgte hans nik over mod Pandora og fulgte efter ham over til Pan. Der hvilede et stort smil på hendes læber og glæden lyste op i hendes øjne. Hun kunne ikke rigtig huske hvornår hun sidst havde følt denne følelse, men det var en fantastisk følelse som hun ikke kunne beskrive.

”Hej Pan.” Hun slap Jakes hånd efter at have klemt den kærligt, og lagde i stedet armene rundt om sin veninde i et knus. ”Nyder du ballet? Jeg syntes der er absolut fantastisk.” Da hun kommenterede omgivelser vente hun ganske kort blikket op mod loftet for at understrege at hun mente storsalen. Bag efter så hun med et stort smil på Pandora og trådte så et skridt tilbage så hendes hånd kunne glide sammen med Jakes hånd på ny.

outfit , shoes

[/i][/color]

[Jake Dunham]

Jake sendte Pandora et kort smil da Dawn gav slip på hans hånd og gik over og krammede Pandora. Og da han ikke selv lige vidste hvad han skulle gøre af sine hænder stak han begge hænder ned i lommen mens Dawn Snakkede lidt med Pandora. Han greb dog Dawns hånd igen og gav den et kort og kærligt klem, som han dog samtidig håbede at Pandora ikke lagde mærke til. Han havde jo været en enspænder så længe, og at havde den slags forhold var noget helt ny for ham og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre eller sige. Han kunne ikke helt tage øjnene fra Dawn og han havde et varmt skær i dem. Det lykkedes dog til sidst for ham at fjerne øjnenen fra hende og kigge på Pandora "Så hvem er du her med Pandora?" spurgte han ud i det blå mest for at holde samtalen igang for at den ikke skulle gå hen og blive pinlig.

[Deleted]

let's do this shit !
may i have this dance?
jakkesættet
slipset

Adam følte sig for alvor noget overrumplet. Hvad havde Aiden dog sagt til hende? Han bed sig i læben, og forsøgte ihærdigt at koncentrere sig, selvom det var svært når han førte hende ud i pludselige positioner, som gav et stød af hendes søde duft tilbage i bagslaget. Han sukkede diskret, da de stod forholdsvist tæt igen, og ubevidst duftede han til hende igen. Selvom hans sanser var svækkede grundet alkoholen, syntes hendes duft og de lyse lokker alligevel at være uvirkeligt velkendt. Hans svajen blev i et øjeblik en smule uregelmæssig, lige indtil han tog sig sammen og fokuserede på Lily igen. De mange ord kom bag på ham, og derfor ventede han med at svare til hun var færdig med at udtale sig.
"Jeg hader heller ikke dig," forsikrede han hende, og smilede varmt til hende, "og jeg har allerede tilgivet dig, selvom jeg nu vidst er den der bør bede om tilgivelse," halvvejs mumlede ham, og snurrede blidt Lily ud fra kroppen af, og derefter ind igen. Hvis hun bare havde den fjerneste idé om hvad der foregik i Adams hoved lige nu, ville han sikkert skræmme hende væk med det samme; han havde sådan lyst til at kramme hende, kysse hende og generelt bare absorbere hende. Men det var måske også netop fordi situationen var så drømmeagtig... alligevel afholdt han sig fra det, med det citat "don't push your luck".

De vuggende bevægelser syntes også at få Adam til at slappe af. Han glemte alt om fortidige erfaringer og situationer... faktisk... så glemte han lidt af alt! Det eneste han kunne fokusere på lige nu var Lily. Det lød dog som om musikken ligeså stille rundede af, og han kom pludselig i tvivl om hvad de nu kunne gøre. Var det bare det? Han bukkede høfligt for hende, da sangen sluttede, og blev erstattet med en ny lidt mere livlig sang.
"Tak for dansen, Lils." smilede han, og tog forsigtigt fat i hendes hånd igen, uden at slippe blikket fra hendes ansigt, hvorefter han begyndte at gå hen imod baren igen med hende. "Har du lyst til en drink mere?" spurgte han så høfligt som han kunne mønstrere, stadig mens hans øjne var på hende. Han kunne ikke løsrive sine øjne fra hendes lyse lokker og blå øjne.