JULEBALLET

[Jake Dunham]

Da Jake og Dawn var kommet ind i Storsalen lod Jake blikket glide rundt på den forandrede storsal, den var ikke længere julepyntet og det var tydeligt at ballet var blevet stoppet på grund af nyheden om den døde lærer, og det var ikke kun udsmykningen som fortalte noget om det, det var også stemningen som herskede i salen da alle var enten skræmte, ked af det eller på vagt i tilfælde af at et eller andet skulle ske. Jake kiggede på Dawn med et smil og gav slip på hendes hånd blot for at lægge en beskyttende arm rundt om hende "Kom lad os finde et sted at sidde, der er jo ingen grund til at vi står her og spærrer døren, og du ligner også en som kunne trænge til at sidde lidt ned" han sendte hende et varmt smil og prøvede så blidt at trække hende væk fra døren.

[Dawn Phoenix]

Hendes blik havde været forankret på eleverne i salen. Hun ledte efter nogen hun kendte. Ledte efter sine veninder og venner, hendes klassekammerater, efter dem hun havde set på gangene og dem som hun vidste ikke mange lagde mærke til. Generelt prøvede hun bare at finde ud af om nogen manglede. Men hendes blik fangede ikke nogen, det fløj bare hen over ansigterne på paniske førsteårs elever, fattede elever fra 7. år og alle dem i midten. Jo hun genkendte folk, men hun bed ikke mærke i dem og det tog derfor ikke lang tid for hende at flytte sit fokus fra menneskemængden til Jake, da han begyndte at tale. Hun nikkede forsigtigt, jo de måtte hellere komme væk fra indgangen så de andre elever ikke skulle uden om dem for at komme ind. Og et sted at side lød også godt.

Hun lagde en arm rundt om livet på ham og lod den anden hånd glide op til hans hånd som tilhørte armen han havde lagt omkring hende. Hun holdt kun let fast i den, bare for at hun kunne mærke den, hun vidste ikke hvor ellers hun skulle gøre af sin hånd.

Hun fulgte roligt med ham da han begyndte at gå, holdt hans takt så det ikke blev for akavet at gå mens de holdt om hinanden. Da de begyndte at gå rettede hun blikket væk fra ham og ud mod salen i stedet. Efter at vandre hvileløst fra ansigt til ansigt faldt det omsider på noget, soveposerne. Dem havde hun ikke lagt mærke til før nu, hun vidste godt at de ville være der, nu hvor hun tænkte sig om, men hun havde ikke set dem på trods af at der var ret mange af dem. Et spøgelse kom svævende ind gennem muren hvor hendes blik hvilede og tog hendes blik med sig på tværs af salen i al hast indtil den forsvandt gennem en mur i den anden ende af salen. Så vandrede hendes tomme blik tilbage gennem salen hvor det landede på først Pandora og bag efter Julie. To af hendes rigtig gode veninder. Heldigvis så det ud til at de var okay og havde nogen til at tage sig af sig. Hun smilte forsigtigt og svagt betryggende, bare i tilfælde af at en af dem skulle se i hendes retning, de skulle ikke bekymre sig om hende. Ikke i dag.

Da hun smilte i venindernes retning strammede hun ganske let grebet om Jakes liv uden rigtig at tænke over det. Hendes tanker var tomme, der forgik absolut intet i hovedet på hende, næsten som om der var blevet slukket for hendes hjerne det sekund de trådte gennem døren til storsalen. Nu hvor hendes hjerte havde indtaget et regelmæssigt hjerteslag kunne hun mærke hvor uregelmæssigt det faktisk havde været. Det havde ikke været særlig meget hurtigere end normalt, men hendes hjerterytme havde været alt andet end normalt. Hendes muskler havde også være spændt på en uvant måde siden de bevægede sig ud på gangen igen, men nu begyndte hele hendes krop at slappe af igen, og det gjorde hendes ben svage. Hun kunne mærke at de gerne ville opgive og bare falde sammen under hende, men de gjorde det ikke. Hvis hun stod for længe det samme sted rystede de under hende, næsten som om de advarede hende om at de meget snart skulle have ro. Så derfor holdt hun dem i gang, så mærkede hun det ikke så meget som hvis hun stod stille.

outfit , shoes

[/i][/color]

[Jake Dunham]

Jake stoppede da han fandt et sted de kunne sidde, det var en af langbordenes bænke, men han var egentligt lidt ligeglad med hvor de sad, da det jo var alt andet end en normal dag. Han sendte et varmt smil til Dawn for at berolige hende, Selvom hun måske ikke lagde ord på sin frygt så var den alligevel til at se sådan som hendes blik konstant gled rundt på de forskellige elever. Han satte sig ned på bænken og hev hende blidt ned ved siden af sig på bænken. Han lod forsigtigt sin hånd glide op og ned af hendes arm ligesom man gjorde når man trøstede nogen, selvom det nu mere var for at berolige hende end at trøste hende da hun jo ikke virkede ked af det. "Nu er du i sikkerhed Dawn, du må godt slappe af nu" Han vidste ikke om hun allerede vidste det men han ville hellere lige sige det til hende da han så ville være sikker på at hun var rolig. Han trykkede kort sine læber mod hendes pande hvor efter han smilte varmt til hende.

[Dawn Phoenix]

Hun fulgte roligt med hen til bænken, stadig med blikket fæstnet alle andre steder. Derfor stilte hun sig også bare foran bænken inden hun så langsomt roterede for at hun kunne sætte sig ned. Det føltes underligt, som om altid var i slowmotionen, men stadig var i normal hastighed, samtidigt med at chokket om at en lære var død fik hende til at stå på gyngende grund. Hun satte sig faktisk først da Jake blidt trak i hende. For hende føltes det som om hun faldt bagover, men i virkeligheden satte hun sig næsten fattet ned på bænken, ved siden ag hvor Jake havde sat sig. Hun havde altid reageret lidt underligt på forskellige situationer, hvilket nok skyldes hendes bror. Hvis der var en direkte trussel, en fysisk ting der gik imod hende, så gik hun over på overlevelse og blev forholdsvis klar i hovedet, men hvis der ikke var en direkte fare, hvis modstanderen ikke var til at se eller helt ukendt, så gik hun i panik og kunne slet ikke få samlet sine tanker.

Ved siden af Jake tillod hun sig selv at falde sammen i ryggen, men lænte sig ikke tilbage og slappede bestemt heller ikke af. Hun havde givet slip på Jake da han satte sig, og nu sad hun med hænderne i skødet og så tomt frem for sig. Hendes ben var faldet til ro. Da han betryggende nussede hendes arm vendte hun hovedet og så på ham. Hun smilte forsigtigt til ham da hun så hans smil, men det var så også det eneste der sagde noget, alt andet var bare.. Intetsigende. Hun svarede ham ikke da han sagde at hun var i sikkerhed, for i det eneste svar hendes hjerne kunne tænke på var et pessimistisk et af slagsen, noget i retning af 'man er aldrig i sikkerhed', og det ville hendes læber ikke udtale. Det var simpelthen for trist. Da han kyssede hende på panden lukkede hun øjnene og ved at gøre det kunne hun slappe af. Hun lænte sig ind mod ham og lagde sit hoved på hans skulder, stadig med sine øjne lukkede. "Det ved jeg. Du er her jo." Hendes stemme var rolig og hun talte lavmælt, men tydeligt. Hun tog en dyb indånding og faldt rigtigt ned i sin egen krop, stadig med hænderne i skødet.

outfit , shoes

[/i][/color]

[Jake Dunham]

Jake tog blidt fadt i hendes hænder med sin frie hånd "Ja jeg er her, og det er lærerne også, ingen kommer til at skade dig det lover jeg dig" han sendte hende et betryggende smil. Selvom han selv langt fra var rolig invendig så var han det udadtil for ikke at skabe mere panik hos Dawn og muligvis andre der var i nærheden af dem. Panik var ligesom en rigtig slem sygdom, hvis den først havde fået fadt i nogen så spredte den sig nemt til andre, medmindre der var nogen som var fattede. Han strøg blidt håndryggen på hendes ene hånd med sin tommel "Dawn bare tænkt på hvor god aftenen har været, og glem alt det dårlige. bare husk på at du har været sammen med mig hele aftenen" han vidste godt at han lød ret selvglad men hvis det kunne få hende til at undgå at panikke så var det jo det være. Han kyssede hende endnu engang blidt på panden.

[Dawn Phoenix]

Bare det at høre hans stemme var beroligende. Han kunne have snakket om en film, om hans yndlingsslik, hvad som helst og det havde haft samme virkning som det han sagde nu. Hun gled roligt, men sikkert længere ind i sig selv. Huske alle de gode ting hun havde oplevet. Huskede stunderne med hendes storebror, de alt for korte eftermiddage hvor hendes farfar havde lært hende om den magiske verden. Hun huskede tilbage til da hun så Hogwarts for første gang, skøret fra slottets vinduer og den magiske storsal fyldt med elever fra alle kollegierne der ventede på at den gæve fordelingshat skulle fordele de nye elever rundt på kollegierne. Og maden, hun havde aldrig set så meget mad før. Hun huskede første gang hun så Jake i en af korridorene, men endnu tydeligere huskede hun denne aften. Da hun så ham i storsalen, da de dansede.. Pandoras blik da de gik over og hilste på hende. Hun åbnede øjnene mens et smil voksede frem på hendes læber.

"Jeg kunne aldrig glemme denne aften. Specielt fordi jeg har delt den sammen med dig." Hun rettede hovedet op og så roligt på ham med et kærligt blik inden hun lænte sig frem mod ham og kyssede ham blidt på munden. Så lagde hun hovedet tilbage på hans skulder, men lukkede denne gang ikke sine øjne, denne gang så hun roligt ud på en flok elever, der stod og snakkede. Alle i munden på hinanden, så hun kunne ikke rigtig fortælle hvad de talte om, sikkert om den ny afdøde lære i mugglerstudier. "Hvem tror du gjorde det? Tror du de havde en større mening med det, eller var det bare et budskab?" Hun flyttede ikke på sig, blev bare siddende med hovedet på hans skulder mens hun betragtede gruppen. De virkede oprørte men rolige. Det sidste skyldes nok en ældre elev, der stod i midten af gruppen og talte med en rolig og myndig stemme. I et øjeblik gik en af pigerne i panik, men den ældre elev stoppede hurtigt panikken inden den kunne nå at bredde sig, ved at forsikre dem om at de var i absolut sikkerhed så længe de var i storsalen. Lærerne vidste hvad de lavede og de skulle nok sørge for at der ikke skete dem noget.

outfit , shoes

[/i][/color]

[Pearl Dragomirov]

Den andens kærtegn, nærmest kommanderede Pearl til at lukke øjnene, og i stedet hengive sig til følelsen. Den andens rolige bevægelse, smittede tydeligvis af, og da først Jake trak hånden til sig, dukkede endnu et ganske kort smil op på hendes læber. Lige så godt som sidst, men ikke desto mindre, så var det der, for at vidne om, at til trods for ulykken og den følelse af ømhed den havde efterladt, så var der stadig en glødende varme et sted inde i Pearl. Og måske var det netop den andens kærtegn, som fik gløden og varmen til at blusse op.

Ved den andens afventende blik, kom der et nærmest undskyldende blik frem i hendes øjne, inden hun forsigtigt indrømmede; ”Jeg er træt” En svagt barnlig indrømmelse. Det havde, foruden aftens sidste episode været en eventyrlig aften, omgivet af lysende øjne og åndedrag af glæde og opfyldte drømme. Det var som om, at dette nu bare, lå som en tung dyne over hendes skuldrer, og hviskede i hendes øre, med løfter om søde drømme som spæde børn efter aftenens øjeblikke.

Forsigtigt, og ganske langsomt, slap hun den andens hænder, for i stedet at læne sig en anelse forover, hvor hun lod hånden glide ned langs underbenet, for at finde sølvspænden, som holdte skoene omkring hendes fødder. Først løsnede hun den ene, og dernæst den anden, inden hun i let bevægelse fik begge sko gledet af fødderne. De klirrede let mod gulvet, idet de glimtende diamanter forrest på skoen og spænden ramte jorden, men de lå snart stille og ikke en lyd kom så fra under bordet. Pearl rettede sig op på ny, hvor hun nu kunne mærke, at enkle lokker af hendes hår rebelsk havde revet sig fri fra den ellers veldresserede frisure. Hun besværede sig dog ikke med at rette på håret. Tanken om, at alle nålene snart skulle fjernes og håret løsnes, var budt velkommen i hendes sind. I stedet så hun mod Jake på ny.

yours dearly
Pearl Dragomirov

what she looked like, on this special night

[/right]

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Smilet på Pearls læber gav Jake lyst til at smile. Han betragtede hendes ansigt med rolige øjne og nærstuderede det som ville han skulle ligge mærke til hver enkel detalje så han senere ville kunne beskrive hende ned til mindste detalje. Hun var smuk på trods af den triste nyhed der havde ramt hende som et slag i maven.

Jake var ved at bryde ud i latter da hun forklarede hendes sukken. Det var på grænsen til at være decideret sødt, ja sågar barnligt og uskyldigt. I stedet for at le, smilede han blot skævt og lukkede kort sine øjne for at nikke forstående. Han forstod skam godt at hun var træt, dette skyldtes højst sandsynligt at de nu havde sat sig ned og ikke mindst hans kærtegn af hendes hånd, hvilket gjorde de fleste mennesker saglige. Endorfiner. ” Jamen måske skulle vi så gå i seng? ” sagde han i et lettere spørgende tonefald. For hans skyld kunne de sagtens gå til ro nu, men det ville nok være lettest hvis folkene i storsalen var sådan nogenlunde enige om hvornår de ville gå til ro så der var bare lidt stille i storsalen og dermed også mulighed for at få noget søvn ovenpå aftenens alvorlige hændelse.

Jake trak sig en smule tilbage da hun slap hans hånd. Han lænede sig en smule tilbage på stolen og betragtede hende kort da hun begyndte at tage sine sko af, dog valgte Jake at se rundt i storsalen. Han var dog alligevel opmærksom på hende ud ad øjenkrogen, på trods af at han ikke så direkte på hende. Da Jake hørte hendes sko falde imod gulvet rettede han langsomt blikket imod hende som hun rettede sig op. Et svagt smil fandt vej til hans læber og han spurgte lavt: ” Bedre? ” Jake kunne ikke forestille sig andet. Han var ret sikker på at han ville have ondt i fødderne efter at have gået rundt i et par højhælede i bare fem minutter, men selvfølgelig kunne han ikke vide det, Pearl havde sikkert prøvet det nogle flere gange end han selv havde og desuden var hun nok mere hærdet.

357 WORDS
for who? Juleballets deltagende
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[Pearl Dragomirov]

Ganske langsomt åbnede Pearl øjnene igen, hvorpå hun straks mødte den andens, som hun i samme, studerende blik betragtede den anden. For et øjeblik syntes nærmest, at ane et skær i den andens øjne, der mindede hende om solens stråler. De første stråler som netop skærer sig igennem den tårevædede sky og genspejler sig i de klare dråber. Det var nok bare, den nærmest oplysende grå farve, som fik hende på disse tanker, overbeviste Pearl dog sig selv.

Da et smil brød ud på den andens læber, sank Pearl indvendigt. Hun havde frygtet, at den anden måske ville føle sig tynget af hendes indrømmelse. Men da den anden trak på smilebåndet, gik hun ud fra, at dette ikke var tilfældet. Ved Jake’s forslag, om at de kunne gå til ro, åbnede Pearl dog munden; ”Er du sikker?” spurgte hun. Hun ville ikke risikere, at Jake kun fulgte med af ren høflighed – For den slags gjorde han jo. Hun lod kort øjnene glide hen over hans ansigt med et undersøgende udtryk i ansigtet. Den anden så ikke træt ud. Men hun tvivlede jo også, på hendes evner til at aflæse den anden. ”Jeg kan godt selv” og endnu engang, kom det ud, en anelse mere barnligt, end det lød i Pearl’s hoved. Den eneste måde hun afholdte sig for, at komme med en rodet redning, var at bide sig let i underlæben, og i stedet afvente den andens svar.

I en enkel bevægelse brugte Pearl den ene, nu nøgne fod til at trække begge sko tættere på sig en af gulvet. Hun hævede hurtigt blikket da den anden talte, og Pearl nikkede stille, med et lille, forsigtigt smil i den ene mundvig. ”Bedre” gentog hun, i takt med at hun stille sænkede fødderne ned på det kølige gulv i storsalen, der nærmest virkede behageligt mod hendes ømme fødder.

yours dearly
Pearl Dragomirov

what she looked like, on this special night

[/right]

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Selvfølgelig kunne Jake have valgt at blive fornærmet, men hvad pokker ville det gavne? Først og fremmest kunne han jo på ingen måde vide om han var skyld i at hun var træt, måske han havde kørt hende for hårdt? Desuden kunne han ikke tillade sig at blive fornærmet over hendes krops måde at reagere på. Han smilede svagt ved hendes ord om hvorvidt han var sikker eller ej. ” Hvis ikke, havde jeg ikke foreslået det. – Men lad os starte med at få dig ud ad det monstrum. ” Det sidste var selvfølgelig hendes kjole han snakkede om. De klare øjne hvilede i Pearls og han sendte hende et skævt smil. Dette var sådan set sandt nok, for hvis han ikke havde været sikker ville han ikke have åbnet munden og foreslået det. Men jo han kunne godt finde på at foreslå det på trods af at han hellere ville noget andet. Han mente dog hvad han sagde og det var sjældent at han lavede om på hvad han lige havde sagt, hvilket helt sikkert heller ikke ville blive tilfældet til aften. Måske han så ville gå på lidt ’natterand’ når Pearl var faldet i søvn var en helt anden side ad historien. Men nej, Jake var ikke træt, men den nyligt opståede, trykkede stemning tyngede ham alligevel lidt.

Jake smilede svagt og nikkede stille, han forstod hende skam godt. Langsomt rejste han sig fra stolen og rakte hånden frem imod hende så hun enten kunne støtte sig til ham og komme på benene eller vælge at lade være og muligvis forstå hentydningen om at han var villig til at hjælpe hende med at få skiftet tøj. Hvis hun var træt var det vel en ganske udmærket idé at få hende i seng.. Eller i sovepose som det endte med at blive til aften.

305 WORDS
for who? Juleballets deltagende
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[Pearl Dragomirov]

Monstrum?, var Pearl lige ved at gentage, men i stedet nikkede hun bare, stadig med et svage smil hvilende i den ene mundvige. „Det lyder som en plan” gav hun ham i stedet ret. Idet han kom på benene, fulgte hun ham nøje med blikket, indtil hun så den udstrakte hånd. Hun skyndte sig at hæve hånden, inden hun mere forsigtigt tog imod den, hvor i den nærmest faldt på plads i hans. Efter at have betragtet ham et øjeblik, lænede hun sig kort ned og greb hendes sko med den modsatte, ledige hånd, inden hun kom på benene, hvorpå hun fik et bedre syn ud over de andre elever og soveposer, der lå som et mindre hav hen over storsalens gulv. Det havde virket mindre, da hun var siddende, tænkte Pearl, og tøvede et øjeblik med at fortsætte ud i dybet.

De fleste elever havde samlet sig omkring bordene. Pearl kunne stadig høre nogle hviske om, hvem der havde gjort det, og hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at der var utallige teorier imellem de mange elever. Den ene højst sandsynligt mere usandsynlig end den anden. Dog var de hviskende stemmer døende, og stilheden i salen blev mere og mere at føle på. Som hun lod blikket glide rundt, endte det til sidst ved manden ved hendes side. Pludselig var Jake blevet nogle centimeter højere – Eller det var nok nærmere Pearl, som var blevet mindre efter at have smidt hælene, som nu hvilede trofast i hendes hånd. Ganske langsomt lod hun blikket glide fra deres samlede hænder, og op mod hans ansigt, hvor hun forventede at møde de velkendte, lysende øjne. Til sidst tog Pearl alligevel skridtet frem, eftersom det lod til, at Jake kun ventede på hende. Som før lod hun dog Jake, være den som førte an, så hun i sit sind, kunne overveje hvordan hun skulle komme diskret ud af sin kjole.

yours dearly
Pearl Dragomirov

what she looked like, on this special night

[/right]

[Jake Wade Loretz]

you heard that i was trouble ,
BUT YOU COULDN'T RESIST
J U S T T A K E A B I T E L E T M E S H A K E U P Y O U R W O R L D
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Jake nikkede svagt da hun gav ham ret, jo han synes selv at det lød som en god plan. Jake ventede tålmodigt på at hun tog imod hans hånd og kom på benene og rykkede sig ikke før han var sikker på at hun havde husket sine sko, hvilket hun dog rimelig hurtigt gjorde. Han flettede kort efter sine fingre ind imellem hendes så han havde et bedre tag i hende så hun ikke pludseligt forsvandt fra ham. Jakes klare øjne hvilede fast på hende inden de begyndte at gå og han betragtede hende i tavshed.

Jake begyndte langsomt at gå da Pearl havde taget det første skridt og han førte dem med rolige skridt imellem de mange mennesker som var samlet i storsalen. ” Sååå.. Hvordan har du tænkt dig at gøre det? ” Han kastede et kort blik over skulderen og så hende for en kort stund i øjnene imens de gik. Selvfølgelig havde Jake nogle idéer, forslag og ikke mindst nogle billeder i hovedet. Først og fremmest kunne han ikke forestille sig at Pearl havde lyst til at have 7 drenge stående omkring sig for at dække, for det kunne meget hurtigt forandre sig og bliver til noget andet. Da de var kommet ud ad den tætte menneskemængde som havde samlet sig om bordene hvor de tidligere havde siddet kunne han trække hende op på siden ad ham så de nu gik side om side. Han ville ikke gå så langt før Pearl vidste hvordan hun kunne tænke sig at få det gjort.. For måske de skulle finde nogle af hendes veninder som kunne hjælpe hende? Altså selvfølgelig var muligheden at der måtte stå 4-5 drenge med deres blazere og jakker og hvad de nu ellers havde på og dække og så måtte de kære piger jo enten få jakken eller skjorten eller hvad de forskellige fyre nu havde at tilbyde som de kunne tage på. Pearl måtte skam gerne få hans skjorte at rende rundt i så hun ikke skulle rende rundt i undertøj, det ville han alligevel ikke byde hende. Desuden havde han en tanktop på indenunder som han også ville kunne tilbyde en pige hvis der pludselig blev mangel på tøj til pigerne. Jake havde aldrig været særlig blufærdig og dette ville komme ham til gode til aften hvis han blev nødt til at aflevere sit tøj til de stakkels piger der intet andet end deres kæmpe kjoler havde at tage på.

408 WORDS
for who? Juleballets deltagende
click here OUTFIT
PANIC! ITS LAUZ @ CAUTION TEMPLATE
- NOTES

[Pearl Dragomirov]

Følelsen af hvordan de varme fingre let fandt sin plads mellem hendes, fik hurtigt Pearl til at se væk, og i stedet se frem for sig. Hun frygtede at varmen i hendes kinder, ville tage en rosa farve, som hun ikke længere kunne sige skyldes dansen. For ikke at dvæle for længe ved følelsen, forsøgte hun i stedet, at holde sin hånd så stille som muligt i hans. En enkel gang kom hun til at strække pegefingeren let, og det kildede nærmest i hendes hånd, ved følelsen af hans hud så tæt imod hendes.

Den andens ord gav dog hurtigt noget at tænke på. „Uhm” tøvede hun, da hun endnu ikke selv var kommet på en brugbar løsning. I stedet for at fortsætte, koncentrerede hun sig om, at vikle sig uden om folk hen over det kolde gulv med sine bare tæer. Da de nåede ud fra mængden, tøvede hun let med at fortsætte. Idéen om at lade en veninde dække for Pearl havde krydset hende. Hun så sig over skulderen og lod øjnene søge igennem flokken af mennesker efter et mere velkendt ansigt. Uden held. Så i stedet vendte hun sig om mod Jake på ny. Først så hun ham ganske kort i øjnene, inden hun så ned af hans overkrop i et svagt bedømmende blik og så tilbage imod mængden.

Pearl kunne selvfølgelig bane sig vej mellem folk og lede efter sin veninde. Det var nok det bedste – Så kunne hun samtidig hjælpe veninden, hvis dette var et ønske. Noget i Pearl afskrækkede hende fra at afklæde sig nær Jake, til trods for stolede på, at han ville opføre sig ligeså eksemplarisk om resten af aftenen. Og det var ikke bare, en almindelig blufærdighed overfor det andet køn. Så i takt med at hun vendte sig mod Jake på ny, lod hun ganske langsomt sin hånd glide fra hans. „Jeg tror, at min veninde vil hjælpe” sagde hun, og nåede netop at vende ryggen til ham for at gennemsøge mængden, inden hun stoppede op og hurtigt vendte sig mod ham på ny. „Jeg kunne vel ikke..?” kom det forsigtigt, idet hun forsigtigt pegede imod hans blazer.

yours dearly
Pearl Dragomirov

what she looked like, on this special night

[/right]