Into the wilderness...

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah vidste ikke hvad hun havde tænkt sig, men måtte bare væk. Væk fra musikken, fra Aerons forgabte blik og fra hans hånd på hendes lænd, uanset at det overhovedet ikke havde været ubehageligt. Det var alt sammen hende selv, vidste hun, og hun kunne ikke stille noget andet op end at forlade det brat og med lange skridt. Hun havde ikke overvejet hvordan det ville virke hvad hun gjorde eller at han måske ikke bare ville lade hende flygte.

Da hans stemme lød bag hende, trykkede hun læberne sammen, men hun standsede ikke. Ikke før hans hånd lukkede sig omkring hendes arm bremsede hun op, uden dog at vende sig om. Hun var svagt forpustet, men de røde kinder kom sig af andet end hendes hastige skridt og hun var ubehageligt bevidst om det. Som han trådte ind foran hende bed hun hårdt ned i sin egen underlæbe og så ham modviligt i øjnene. Der gik dog ikke lang tid før hendes mine ændrede sig fra at udstråle at hun helst ville langt væk meget hurtigt til dyb forvirring. ”Hvad?” Hendes bryn mødte næsten hinanden på midten under adskillige rynker i panden, allerede inden hun rystede på hovedet og åbnede munden igen, uden at tage sig af eventuelle forsøgsvise svar på hendes undrende spørgsmål. ”Nej, nej, nej. Du har ikke gjort noget galt, det er mig der er forkert skruet sammen. Undskyld. Jeg kan ikke styre det. Det var ikke med vilje, men det er ikke sjovt mere. Jeg vil gerne hjem nu.” Hun tyggede på sin egen underlæbe og trak sin egen jakke på uden rigtig at se på ham.

Tag: Aeron Owens ~ Outfit:

[/color] [/size]Click
[/center][/blockquote]

[Aeron Owens]

Like music and art, love of nature
is a common language
that can trancend social boundaries


Tagged: Sarah Bones -- Dressed like: This

Aeron overvejede ikke overhovedet at lade Sarah gå, selvom der gik nogle overrumplede sekunder før han fik sparket sig selv i gang og fulgte efter hende. Han slap grebet omkring hendes arm næsten med det samme igen og havde ingen planer om at holde hende tilbage hvis hun virkelig var opsat på at komme væk, men han ville heller ikke lade hende komme det, uden i det mindste at have undskyldt.

Hendes reaktion på netop hans undskyldning, fik det forvirrede udtryk på hans ansigt til at vokse i styrke og han rystede selv på hovedet mens hun tog sin jakke på "Skruet forkert sammen?" gentog han hende undrende og fortsatte med endnu en hovedrysten "Styre hvad, Sarah? Jeg aner ikke hvad du snakker om?" han følte sig stigende frustreret over hvad det så end var hun ikke havde fortalt, men samtidigt endnu mere opsat på ikke bare at ende aftenen der.

Han så på hende et langt øjeblik med rynkede bryn og var sikker på han aldrig havde set hende se så ubeslutsom og usikker ud, som hun gjorde lige nu. Det gav ham egentligt mest lyst til at give hende et kram, men han lod det blive ved tanken og sukkede i stedet dybt "Ja, okay.." fik han frem uden på nogen måde at kunne skjule skuffelsen i sin stemme "Men der er altså ingen pejs lige her, så du er nødt til at tage med tilbage til mig med mindre du har en kost eller en transitnøgle i den jakke der." det trak svagt i hans mundvige, men var hurtigt væk igen, da han vendte sig halvt for at gå det sidste stykke op til stien med en dominerende følelse af at dagen var endt som en fejltagelse.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah slog en smule frustreret ud med den ene arm, da først hun havde fået sin jakke på. Hun rystede lidt på hovedet igen, halede ditto rygsækken på plads og tog en dyb indånding, uden at det hjalp synderligt på hendes følelse af hjælpeløshed. Aerons pointe var helt korrekt og det var netop det, at hun havde brug for ham til at komme hjem, som hun selv havde indset. Samtidig var det også gået op for hende hvordan det måtte føles at være ham og hun brød sig overhovedet ikke om at tænke på det.

Modsat klassekammeraten rykkede hun sig ikke ud af stedet – eller i hvert fald ikke tættere på stien, men lynede sin jakke op og kastede et blik tilbage hvor de kom fra. ”Du mangler din jakke,” pointerede hun spagt, før hun stak hænderne dybt ned i sine lommer og tyggede videre på sin underlæbe. Hendes sædvanlige kække humør var rimelig meget forsvundet og hun overvejede kraftigt om det overhovedet havde været en god idé at tage med ham, eller om ikke det havde været bedre for dem begge to hvis hun holdt sin afstand, når nu han rent faktisk... Kunne lide hende. Eller sagde at han kunne i det mindste.

Tag: Aeron Owens ~ Outfit:

[/color] [/size]Click
[/center][/blockquote]

[Aeron Owens]

Like music and art, love of nature
is a common language
that can trancend social boundaries


Tagged: Sarah Bones -- Dressed like: This

Aeron stod adskillige sekunder blot og så tydeligt skuffet og tydeligt frustreret på Sarah, uden helt at være overbevist om, at det ikke var ham der havde gjort et eller andet, der havde overskredet hendes grænser. Det ville ikke være første gang en pige forsøgte at trække i land, ikke at han selv havde oplevet det så tit, men på en sovesal med ene drenge, var historierne mange, og sikker også kun med et moderat hold i realiteterne.

I stedet for at dvæle mere ved det der føltes mere og mere som en fiasko, og i stedet for at forsøge at tage diskussionen op lige nu, håbede han måske at kunne komme lidt nærmere problemets kerne på turen til Witney eller over en kold sodavand i gårdhaven derhjemme. Derfor begyndte han også at gå op mod stien og nåede et par skridt, før Sarahs stemme stoppede ham og han så ned over sig selv, kun for at konstatere, at hun havde ret.

Han så rådvildt tilbage mod træerne og dernæst på hende, mens han ikke kunne sige sig fri for, at mistænke hun måske ville være smuttet når han kom tilbage med jakken. Han sukkede dybt og så indtrængende på hende "Vent på mig.." bad han lavmælt og satte så i løb tilbage til lunden, greb sin jakke og var tilbage hos hende på nogle minutter. Han stoppede, glad for at han havde taget fejl idet hun ikke var gået, men uden at ane hvad han skulle sige eller gøre "Skal vi komme afsted?" spurgte han med et lettere neutralt ansigtsudtryk, selvom et såret glimt lurede i hans blik.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Det var alt for åbenlyst på Aerons ansigtsudtryk, at han ikke rigtig troede på hende – eller i hvert fald ikke hjalp noget at hun tog hele skylden på sig. Det drev hendes frustrationsniveau op, uden at hun dog kunne finde ud af hvad søren hun skulle sige for at gøre situatione bedre. I stedet for at prøve nøjes hun med at konkludere noget så simpelt, som at han manglede sin jakke. Reaktionen fik hende til at tygge hårdt sammen og nikke stumt. Hun havde mere lyst til at geninformere ham om at det var umuligt at komme hjem uden ham, men valgte at holde sin kæft og vente i halvvejs stivnet tilstand.

De få minutter, der gik før Aeron kom tilbage, tilbragte Sarah med at genoverveje sin teknik med at lukke i som en østers. Det var tydeligt at han ikke fattede et suk af hvad der foregik og hun kunne ikke rigtig bebrejde ham. Der var bare det, at hun ikke brød sig om at se ham – eller nogen anden for den sags skyld – med hængende ører over et eller andet klovneri af hendes. Da han kom tilbage stod hun og stirrede ud i luften med sin underlæbe fanget imellem fortænderne. Hun drejede sig imod ham og rynkede øjenbrynene lidt, før hun klarede halsen lidt. ”Aeron,” lagde hun tøvende ud, uden helt at se ham i øjnene. Hun var ikke komplet stilsikker, men tvang med magt tvivlen på flugt, imens hun rakte ind i sig selv og forsøgte at frigøre det, der var røget lige tilbage som en elastik i det øjeblik hun uvandrede fra lunden. Øjeblikket efter fandt hun hans brune øjne og så ind i dem med en noget svag antydning af et smil. ”Kan du... Mærke det?” Hun fugtede sine læber, trak vejret langsomt og lukkede derpå øjnene bestemt i og mærkede netop elastikken ryge hastigt tilbage og hendes delvise magt forsvinde igen. Øjeblikket efter, med åbne øjne, så hun søgende på ham med tydelig nervøsitet, uden at ane hvad han ville sammensætte og hvordan han ville reagere på det. ”Undskyld,” mumlede hun tøvende.

Tag: Aeron Owens ~ Outfit:

[/color] [/size]Click
[/center][/blockquote]

[Aeron Owens]

Like music and art, love of nature
is a common language
that can trancend social boundaries


Tagged: Sarah Bones -- Dressed like: This

Aeron ventede kun et sekund eller to efter at have hentet sin jakke, før han vendte sig igen og fortsatte nogle skridt op mod stien. Igen blev det Sarahs stemme der stoppede ham og han drejede sig halvt mod hende igen med et spørgende blik, uden at vende sig helt "Ja, hvad?" spurgte han afventende og blev stående mens han forventede der kom mere.

Da det ikke skete lige med det samme, vendte han sig helt og fik igen fornemmelsen af at være draget ubehjælpeligt mod hende da hun mødte hans blik. Han endte ståendem ed let adskilte læber og et fjernt blik, indtil hun talte igen. Så virrede han med hovedet og blinkede hurtigt flere gange efter hinanden mens han så lige dele undrende og lidt tilbageholdende på hende. Følelsen holdt fast indtil hun lukkede øjnene, forskellen denne gang var blot, at han var bevidst om at der var et eller andet og han nikkede svagt.

Han rynkede brynene dybt mens han fortsat betragtede hende, stadig mere forvirret end oplyst og rystede på hovedet da hun undskyldte "Hvad er det der?" han var helt sikker på hun lige havde brugt en form for magi mod ham, men hendes kropssprog og brødebetygede ansigtudtryk gjorde, at han ikke engang overvejede at blive vred. I stedet gik han de få skridt tilbage til hende. Der stoppede han igen mens hans hjerne kørte på højtryk over hvad det kunne være hun mente hun ikke kunne styre, men som havde en klar effekt på i hvert fald ham selv. Netop som han tænkte det, huskede han perifært at de fleste mænd der havde været omkring dem mens de dansede, havde set ligeså forgabt efter Sarah som han selv inden han satte efter dem og hans bryn trak sig endnu længere ned "Du er.. eller har.." han stoppede uden at gøre sætningen færdig og strøg en hånd gennem sit hår uden at slippe hende med blikket og anede ikke hvad han skulle gøre næst.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah så anspændt på Aeron, velvidende at hun lige havde blottet sig selv – og sin familie. Hun svarede ikke på hans spørgsmål, men bed endnu engang ned i sin underlæbe og mødte hans blik med rynkede bryn og en ubehagelig, spændt følelse i maven.

Han kunne vende sig om og gå sin vej, efterlade hende midt i en fremmed park uden nogen anelse om hvor hun skulle gå hen, men hun tillagde ham lidt for meget medmenneskelighed til at tro at han ville gøre det, også selvom hun lige havde afsløret et stykke detalje om sig selv, som mange ikke vidste hvordan de skulle håndtere.

Da han endelig lagde brikkerne sammen, kunne hun dog ikke lade være med at frygte en lille smule at det var nøjagtig hvad han ville gøre. Hun klarede halsen og så kort til siden, før hendes blik var tilbage på ham. ”Willie,” bekræftede hun lavt, stadig lige anspændt. ”Kvart. Min... Bedstemor...” Uden at gøre nogen sætning rigtig færdigt, gav hun sig til at flytte lidt nervøst på fødderne. ”Vil du ikke nok lade være med at gå?”

Tag: Aeron Owens ~ Outfit:

[/color] [/size]Click
[/center][/blockquote]

[Aeron Owens]

Like music and art, love of nature
is a common language
that can trancend social boundaries


Tagged: Sarah Bones -- Dressed like: This

Aeron stod i adskillige øjeblikke lettere stivnet på stedet, da han først kom så meget til en konklusion med de mange små hint han havde fået serveret, at han mente at have ramt noget brugtbart. Rynkerne i hans pande forsvandt ikke helt, men glattedes en smule ud, da han bekræftet sin formodning.

Han tog en dyb indånding og så undersøgende på hende, uden dog at gøre mine til at fortsætte op til stien som planen egentligt havde været. Da hun føjede en lille bøn til sin bekræftelse rystede han hurtigt på hovedet og tog endnu et lille skridt frem mod hende "Nej, jeg går ingen steder, men.." han skar en lille grimasse der kunne minde om et halvt smil og kløede sig i nakken "Hvordan fungerer det så lige?"

Han så stadig undersøgende på hende, lidt som om han så hende for første gang. Hun var stadig lige køn i hans optik og han kunne stadig ikke benægte at hun fik en svag kildren til at slå rod i hans mave, også med den nye information i puljen "Skal vi ikke finde et sted at snakke der ikke er lige midt i det hele?" foreslog han og så sig omkring efter et egnet sted uden for mange nysgerrige ører.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Et temmelig vagt smil trak kortvarigt Sarahs mundvige op og hun følte sig bare en smule lettet, uden dog at slappe af. I stedet skar hun selv en lille grimasse og trak halvhjertet på skuldrene uden at svare. Hun betragtede hans ansigt med alle de samme rynker i panden som før, men uden frygten for at han ville udvandre. Han havde nærmest smilet og han så ikke ud som om hun frastødte ham. Det måtte tælle positivt på en eller anden måde.

Det næste spørgsmål fik hende til at hæve begge øjenbryn. Hun tøvede i et øjeblik eller to, så ned af stien og endte med at nikke og pege prøvende på et indhak og en nærmest usynlig sti, der så ud til at føre ned til floden. Tavs ledte hun vejen med blikket nede i græsset og et hoved, der summede af tanker. Der gik ikke længe før stien standsede – uden at have nået floden – ved foden af et bøgetræ, der var omgivet af en temmelig sparsom dyne af mos. Det var i midlertidig godt nok til Sarah for øjeblikket og hun standsede der, uden helt at vide hvordan de kom videre derfra.

Sandheden var dog, at et af hans spørgsmål stadig lød for hendes ører og hun greb fat i det, samtidig med at hun rent fysisk rakte ud efter en af de slanke grene for at have noget at tage sig til. ”Det fungerer lidt forskelligt,” sagde hun tøvende, før hun kastede et enkelt blik på Aeron, som hun hurtigt trak til sig. ”For der meste sker der ikke rigtig noget, men når jeg danser...” Hun betragtede træets kurver og knopper, sukkede dæmpet og fortsatte med et noget vagt smil. ”Jeg ved ikke hvad der sker. Det sker bare. Og det er rigtig sjovt... Men... Ikke når du kommer til at gøre noget du ikke ville have gjort ellers. Ikke når det kunne betyde noget ´Så er det ikke sjovt. Du skal kunne lide mig for mig eller overhovedet ikke... Kan du nu forstå hvorfor det er vigtigt, at det ikke bare var den åndssvage sommerfest? Jeg gider ikke prøve at være noget andet end venner, hvis det bare er fordi jeg er to ottendedele fysisk uimodståelig for halvdelen af verdens befolkning. Det er skide åndssvagt...” Hun lod to fingre følge grenen et stykke, før hun lod hele hånden falde og så på Aeron med en lettere utilfreds mine, der ikke formåede at sløre hendes stadige nervøsitet.

Tag: Aeron Owens ~ Outfit:

[/color] [/size]Click
[/center][/blockquote]

[Aeron Owens]

Like music and art, love of nature
is a common language
that can trancend social boundaries


Tagged: Sarah Bones -- Dressed like: This

Aeron blev tavst stående og så afventende på Sarah, med en lille nervøs tanke om, at hun stadig hellere ville hjem, end at blive bare lidt længere i hans selskab. Han fulgte hende blik og nik, før han smilede kort, men oprigtigt og fulgte efter hende, stadig med sin jakke over den ene arm.

Da hun stoppede lod han den falde ned i græsset og ville selv have sat sig, hvis ikke det var fordi hun blev stående. Ergo gjorde han det samme og lænede sig ind mod træet med den ene skulder, mens han lyttede opmærksomt til hende "Men fordi du kun er kvart, så er det ikke så udtalt som hvis du nu var helt..." han så sigende på hende og slog ud med den ene hånd, før han igen tav og lod hende tale. Det trak afslørende i hans mundvige et øjeblik og kunne ikke helt lade være at føle sig smigret over hendes fortsatte ord og på samme tid med en voksende følelse af sommerfugle i maven, alene fordi hun rent faktisk havde overvejet muligheden for at være mere end bare klassekammerater.

Hans blik flyttede sig til hendes hånd på grenen et øjeblik, mens antydningen af et smil stadig sad på hans læber. Så mødte han hendes blik igen med hovedet lidt på skrå og nikkede langsomt "Så vi skal holde dans på et minimum lige for nu." konstaterede han lavmælt og rynkede brynene lidt igen for så at skubbe sig fri fra træet igen og tage et skridt nærmere. Han ignorerede at hans puls steg en smule ved den tanke der spøgte i hans hovede og sparkede sig selv mentalt for ikke at få kolde fødder. Han så alvorligt på hende og løftede langsomt den ene hånd, for at stryge en krøllet hårlok om bag hendes øre mens han talte igen "Men lige nu bruger du den ikke, vel?" han så søgende på hende indtil han fik et svar, smilede svagt og nikkede, før han tøvende lagde hånden halvt mod hendes hals, halvt mod hendes kind og lige så tøvende lænede sig nok frem, til at kunne presse læberne forsigtigt mod hendes.

Han gjorde ikke mere end det, selvom det var nok til at få alle sommerfuglene i hans mave til at lette på én gang. Han holdt kontakten nogle sekunder, før han modvilligt trak ansigtet lidt væk fra hendes og åbnede øjnene for at se på hende med et både alvorligt og flakkende blik, der klar afslørede, at hun ikke var den eneste der var nervøs "Det var mig.. der kan lide dig, for dig.." han smilede prøvende igen uden at have flyttet sin hånd. Så snart han blev bevidst om netop det, lod han den dog falde og trak sig lidt mere tilbage, stadig lettere anspændt over hendes reaktion "Men uimodståelig vil jeg ikke argumentere imod. Magi eller ej." hans mundvige sitrede igen og han rømmede sig let.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah rystede på hovedet, før hun fortsatte, lige dele usikker og beslutsom, nu hvor hun først var kommet i gang. Hendes mave gjorde ondt og det føltes temmelig uromantisk, selvom det var det man kaldte sommerfugle med et nutteputtet udtryk.

Hendes øjne blev en anelse større, som Aeron trådte tættere på hende og hun følte sig tør i munden. Tavst nikkede hun til hans første konklusion, inden han løftede sin hånd og det gik op for hende hvad han var på vej til. Hun fugtede sine læber, smilede svagt og rystede på hovedet igen. ”Nej,” svarede hun lavmælt, imens hun forsøgte at fortælle sig selv, at der ikke var noget at være nervøs for uden held. Kort efter var det da også helt håbløst at fortælle sig selv noget som helst for det sug i maven hun fik, da han trykkede sine læber evigt blidt imod hendes. Hun lukkede øjnene, havde halvt løftet sin egen hånd imod ham, men lod den falde igen, da han trak sig væk fra hende og hun stod tilbage med et lettere fåret ansigtsudtryk.

En lille munter lyd undslap hende, da han brød tavsheden, og hun klarede hastigt halsen igen med et skyldbevidst smil. ”Godt nok,” kommenterede hun tamt. ”Du var nu alligevel sjovere til Bakers fest.” Hun indså hvad hun selv lige havde sagt og stod i et sekund eller to med halvt åben mund, før hun rystede på hovedet. ”Nej, altså. Jeg mente bare at du var mindre... Forsigtig. Ikke som om jeg var en lille glasfigur... Ehm.” Hun kom til at smile igen, skar ansigt af sig selv og droppede forklaringerne, for blot at bryde afstanden imellem dem temmelig bestemt og finde hans læber, imens hendes ene hånd lagde sig imod hans nakke.

Tag: Aeron Owens ~ Outfit:

[/color] [/size]Click
[/center][/blockquote]

[Aeron Owens]

Like music and art, love of nature
is a common language
that can trancend social boundaries


Tagged: Sarah Bones -- Dressed like: This

Aeron var adskillige gange ved at fortryde da han gik helt hen til Sarah og gjorde sin intention klar, allerede før hans ansigt var i nærheden af hendes. Det var et sats og den lille stemme i hans baghovede forberedte ham kynisk på at blive afvist, skubbet væk eller måske endda få det hele slået hen som en spøg. Det faktum at pigen foran ham blev stående og ikke trak sig væk, var dog rigelig opfordring lige i første omgang og hans hjerne belønnede ham gavmildt med et skud adrenalin, der fik hans hjerte til at slå lidt hurtigere.

Det krævede en smule viljestyrke at trække sig væk igen og give hende lejlighed til at reagere, og ham selv mulighed for at aflæse samme reaktion. Han følte sig komplet usikker på hvordan den ville blive, men da hun stadig ikke trak sig væk og tilmed smilede, slappede han en smule af igen. Hendes efterfølgende ord fik hans øjenbryn til at ryge i vejret og fik endnu en gang hans blik til at flakke uden at han helt vidste hvad han skulle mene om konstateringen "Okay?" fik han frem med et spontant skævt smil før hun fortsatte.

Som hun uddybede blottede han tænderne i et bredt smil og slap en lille munter lyd mens han rystede lidt på hovedet "Jamen.. det er også lidt noget andet lige nu, okay." han så på hende igen med et blik der spillede let og åbnede munden for at sige mere, blot for at lukkede hurtigt igen da hun trådte nærmere og alle sommerfuglene lettede igen sekundet efter. Hans øjne gled i og han stivnede et splitsekund, for så at slappe af og læne sig ind mod hende, kun for at øge presset mod hendes varme læber, mens hans hænder helt på egen akkord lagde sig mod hendes sider udenpå jakken.

Både hans kinder og ører var en smule mørkere da der igen blev en smule afstand mellem dem og det var hans tur til at smile fjoget. Han slap hende ikke, men betragtede fascineret hendes ansigt, uden at det kom i nærheden af den tankeløse forgabelse fra tidligere og rømmede sig "Vil du stadig hjem?" var det første han fik frem, en smule hæst og skar en lille grimasse over sig selv, uden at være i tvivl om, hvad han selv mente om emnet.

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

En både nervøs og munter lyd forlod Sarah, før hun besluttede sig for at krydse afstanden imellem dem igen og trykkede læberne imod Aerons en del mindre forsigtigt end han havde været, uden dog ligefrem at angribe ham. Hendes fingre gled ind i hans hår nogenlunde samtidig med at hans hænder lagde sig imod hendes sider og hun kunne ikke sig fri for at også hendes kinder havde fået farve, da hun trak sig lettere modvilligt tilbage og fugtede sine læber igen.

Det blik han betragtede hende med, at se sig selv genspejlet på den måde i en andens ansigt, var fascinerende. Udover at hun rent faktisk ikke havde vanvittig meget erfaring ud over fuldemandskys til fester, så følte hun sig overbevist om at hun aldrig kunne blive træt af netop den form for spejling. Hans brud på stilheden fik hende til at smile skævt og hun rømmede sig igen, imens hun kortvarigt sænkede blikket. ”Ehm. Nej,” svarede hun skyldbevidst, før hun så op igen og indså at hendes fingre stadig var omgivet af mørkt, strittende hår. ”Skal vi måske...” Hun filtrede dem løs og trak sin hånd til sig igen. ”... Finde tilbage til festivallen?”

Tag: Aeron Owens ~ Outfit:

[/color] [/size]Click
[/center][/blockquote]

[Aeron Owens]

Like music and art, love of nature
is a common language
that can trancend social boundaries


Tagged: Sarah Bones -- Dressed like: This

Aeron krummede fingrene instinktivt ind mod Sarahs sider da hendes fingre gled ind i hans hår og sendte en mindre strøm af illinger ned langs hans rygsøjle. Han havde forestillet sig lige den situation han stod i så mange gange over det sidste halve år, at han ikke havde tal på nøjagtigt hvor mange og nu han stod der, var det et uomtvisteligt faktum, at virkeligheden var ti gange bedre end fantasien og et øjeblik ville han ønske han kunne have stoppet tiden.

Øjeblikket sluttede dog, som det skulle og han kunne alligevel ikke finde nogen fortrydelse som han stod med hendes ansigt tæt på sit eget, smagen af hende på læberne da han fugtede dem, blikket fæstnet i hendes blågrå øjne og den ret dominerende følelse af hendes fingre i sit hår. Han gav sig selv et mentalt nakkedrag da han som den første sagde noget igen, men glemte alt om det, da hun smilede og han uvilkårligt selv smilede bredt "Godt." drillede han tørt og gøs svagt da hun trak hånden til sig.

Han blev selv stående et øjeblik endnu med hænderne mod hendes sider, før han slap og lod armene falde ned langs siderne med et nik "Mhm.. det lyder som en glimrende plan i mine ører." han tog et halvt skridt baglæns og bøjede sig efter sin jakke, som han denne gang tog på uden dog at lukke den. Han betragtede hende med et underfundigt smil og tog så endnu en chance, da han rakte en hånd indbydende frem mod hende og gjorde et kast med hovedet op mod stien i halvmørket "Kom.. der var var nogle ildgøglere fra Wales der skulle lave et show oppe på den store plads. Det lød spændende."

[Sarah Bones]

...Tell me, what is it you plan to do
with your one wild and precious life?

Sarah smilede stadig med en vag antydning af rødme i kinderne og en underlig, tumult følelse i maven. Hun vidste at han måske nok havde anderledes følelser end hende, men lige nu var det nok at han fik hende til at blive en smule kulret – og kyssede godt. Da han slap hende, kun for at række sin hånd frem, sænkede hun kortvarigt blikket til den og tøvede et sekund eller to. Hun endte dog med at løfte sin egen og tage imod tilbuddet med en enkelt saltormortale fra en sommerfugl til følge. Hvorfor var det lige, at det var så meget anderledes nu, end det havde været for et par timer siden?

Med en varm hånd i sin fulgte hun hans gestikulering imod stien og nikkede. ”Meget apropos,” kommenterede hun drillende, før hun hev af med ham uden ligefrem at forvente modstand. Hun havde det bedst, når hun var på vej til noget og uanset at hun godt kunne være blevet stående for at kysse videre på Aeron, så havde hun en fornemmelse af at det var bedst ikke at give alt for meget af sig selv på én gang. Desuden var de et spændende sted med masser af ting, som hun sikkert nødig ville gå glip af og ville have fortrudt det, hvis hun nøjedes med at gøre sig mere bekendt med hans læber og den kildrende fornemmelse i hendes maveregion.

Hun tog en dyb indånding i aftenluften, men trak ikke hånden til sig da de nåede hovedstien igen. I stedet vendte hun blot hovedet imod Aeron med et oplagt smil, der kun bar små tegn på forandring fra før de rodede sig ud i hele danseeventyret. ”Hvilken vej...?”

Tag: Aeron Owens ~ Outfit:

[/color] [/size]Click
[/center][/blockquote]