Hvad så nu?

[Magdalene Abbey]

Maggie syntes, at der var en del galt med det og hendes mave gjorde lidt knuder. Hun forsøgte dog at presse følelsen ned, som hun så ofte havde gjort.

"Fint," sagde hun stille, selvom hun havde det underligt med det. Hvem flyttede overhovedet sammen med sin kæreste på prøvebasis?

"Og om en måned, hvis det ikke fungerer? Hvad så?"

[Brody Blance]

Brody forstod slet ikke Maggies reaktion. Han hævede begge bryn let og trak langsomt hånden til sig.

"Så prøver jeg at overbevise dig om at flytte med mig til et sted, der er tættere på civilisationen...?"

[Magdalene Abbey]

Maggie vidste ikke helt, hvad hun skulle tænke. Brody fik det til at lyde som om, at han kun ville beholde værelset her, fordi hun kunne ombestemme sig og ikke omvendt. Hun indså dog, at det hele var ved at gå skævt, da han trak hånden til sig.

"Okay,.. " svarede hun tøvende og gjorde dagens andet, store tillidshop, selvom hun var dødensangst for at ende med at blive knust igen. Hun smilede forsigtigt, uden helt at vide, hvordan hun skulle have det. Hun ville helst bare kun være glad og ikke nervøs. Sådan burde det jo være. Hun forsøgte at ryste det sidste af sig.

"Jamen, så lad os prøve det i en måned."

[Brody Blance]

Brody var hverken blind eller døv og rynken forlod ikke hans pande.

"Hvorfor synes du ikke det er en god idé? Du sagde jo selv, at det er meget langt væk at flytte for mig. Tal med mig..."

[Magdalene Abbey]

Dét var den omvendte verden, hvor Brody måtte få hende til at tale, men det havde en formildende effekt og lidt af anspændtheden gled ud af hende.

"Handler det virkelig kun om, at det er i Wales?" spurgte hun, men det var en søgen efter bekræftelse og ikke en anklage. "Det er ikke en udvej, fordi det går for hurtigt nu?"

[Brody Blance]

Begge de lyse bryn skød op i panden på Brody, før hans ansigt slappedes lidt igen. To fingre strejfede Maggies kind.

"Kun Wales," forsikrede han. "Ville jeg ellers have foreslået at jeg kunne flytte med det samme? Maggie..." Han smilede svagt og strejfede hendes næsetip med sin egen. "Jeg er all in."

[Magdalene Abbey]

Det gav et lille sug i maven og mundvigene trak uundgåeligt op. Hun tog en indånding og løftede selv en hånd til hans hals.

"Yeah?" spurgte hun og fulgte hans kæbe med tommelfingeren. "Okay, så." Tænderne kom til syne i et glimt. "Så er jeg også."

[Brody Blance]

Brody smilede skævt og blinkede let til Maggie. "Godt," svarede han.

"For nu skal vi spise." Han kyssede hendes næsetip, før han trillede ud af sengen og gav sig til at klæde sig på. I processen fandt han også hendes undertøj og rakte det over med et glimt i øjnene.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede lidt dumt og tillod en spirende spænding at vokse i kroppen. Hun fulgte ham med blikket og nød synet, indtil han rakte hendes undertøj over og hun måtte gøre noget andet end bare at ligge der.

"Jeg er også ret sulten nu," svarede hun og smilede smørret, før hun kom på benene - og i tøjet.

[Brody Blance]

Brody smilede smørret og klappede Maggie bagi på vej hen for at samle sin hoodie i Ballycastles farver op.

Han ville hjertens gerne have givet hende den på i stedet, men så ville han bare sidde og grine dumt hele middagen og irritere Ollie mere end hvad der var helt rimeligt.

"Kom ud når du er klar," opfordrede han med et glimt i øjet, imens han trak den sidste sok på. Så forlod han soveværelset for at tage sig af maden.

[Magdalene Abbey]

Maggies smil voksede og blev siddende, som hun selv kom i tøjet. Håret opgav hun at få helt kontrol over, men samlede det blot med en elastik, før hun sneg sig ud og ind på badeværelset for en kort bemærkning.

Da hun kom ud igen, duftede der himmelsk af mad og hendes mave rumlede. Bordet var allerede dækket, så hun slog sig ned ved siden af Oliver, som også netop havde sat sig. Han gav Maggie et vidende elevatorblik og hun tjattede ud efter ham, selvom hun selv smilede smørret imens.

[Brody Blance]

Brody havde hældt et glas rød saftevand op til Maggie, imens han selv bare drak vand. Han sparkede let ud efter Oliver under bordet ved det blik han sendte Maggie, men alligevel var smilet ikke mere end en trækning væk.

"Stop dig selv," skændte han muntert. "Ellers får du ingen aftensmad."

[Magdalene Abbey]

Oliver slap en forurettet lyd, som ikke havde så meget effekt, fordi han grinede lige efter.

"Jeg sagde ikke noget," forsvarede han sig, men var heller ikke en til at gå på listetæer. Han så uskyldig (og dermed alt andet) ud. "Jeg er bare glad for at se, at mor og far er blevet gode venner igen."

[Brody Blance]

Brody grinede ubehjælpsomt og rystede lidt på hovedet. "Ja ja," svarede han. "Jeg er glad, hvis det er sidste gang du kalder mig far, papand."

Han skar lasagnen ud og nikkede mod Maggies tallerken med et skævt smil til hende.

[Magdalene Abbey]

Oliver lo og Maggie trak også på smilebåndet, før hun rakte Brody sin tallerken og tog imod den igen, da den var fuld af dampende, velduftende lasagne.

"Det er også mere jer to, der lyder som et gammelt ægtepar," kommenterede hun, da hun havde sikret sig sin aftensmad.