Hvad så nu?

[Magdalene Abbey]

Der var gået et par dage siden valentinsfesten og alt det, der var fulgt i kølvandet på den og Maggie vidste godt, at hun ikke rimeligt kunne blive ved med at holde Brody Blance hen. I stedet for at opsøge ham i hjemmet i Hogsmeade, hvor der var alt for meget historie, havde hun sendt ham en ugle og spurgt om han kunne møde hende i den lille park i Godricdalen efter træning.

Der sad hun nu, godt pakket ind mod vejret og så ud over den lille sø. Hun havde stadig et par dage hjemme, før hun skulle tilbage i felten i Wales i nogle uger og hun vidste, at den forestående samtale måtte klares inden da. Hun tog en dyb indånding og slap den, så en lille sky af fugt dannede sig i luften.

[Brody Blance]

Brody frygtede den samtale. Han havde ondt i maven, men selvfølgelig kom han, kun fuld af bange anelser.

Hænderne var dybt begravet i et par store lommer og skuldrene hævet, da han nærmede sig hende.

Han rømmede sig let, før han sank ned på bænken ved siden af hende.

[Magdalene Abbey]

Maggie drejede hovedet, da hun hørte ham og gjorde plads på bænken. "Hej," hilste hun og havde også selv ondt i maven. Hun fugtede læberne, før hun rakte til siden og tog en blød pakke.

"Tak for lån," sagde hun og holdt den over mod ham og fordi det var bedre at fylde luften med ligegyldig snak end alvor, tilføjede hun: "Jeg har vasket det."

[Brody Blance]

Brody brummede en hilsen. Han tog imod pakken og skannede hendes ansigt uden at kunne læse om han var købt eller solgt. Så han tog bladet fra munden.

"Hvor står vi nu?"

[Magdalene Abbey]

Maggies blik flakkede op til ham og hun fugtede sine læber. Udtrykket i de mørke øjne var rådvildt og ikke just fuld af afklarethed.

"Jeg ved det ikke, Brody," svarede hun stille og det lød nærmest undskyldende. "Jeg har prøvet at finde ud af det, men jeg ved det simpelthen ikke."

[Brody Blance]

Brody havde regnet med en simpel afvisning. I stedet... Uvished? Han rynkede panden dybt og tog så en endnu dybere indånding.

"Du må vide, om du vil give mig en chance for at bevise, at jeg mener det," svarede han bestemt.

[Magdalene Abbey]

Maggie så ud over vandet, ikke chokeret over Brodys bestemte tonefald. Det gjorde ikke hendes egen usikkerhed mindre. Hun slap en udånding.

"Jeg er ikke sikker på, hvordan det ville se ud," svarede hun lavmælt. Hun så på ham igen. "Vil du fortsætte, som om der aldrig er sket noget? Hvordan ser en chance mere ud for dig?" Tonefaldet var reelt spørgende.

[Brody Blance]

Brody havde ikke tænkt så langt, men han kunne godt høre, at det i hvert fald ikke var det Maggie tænkte, så han rystede på hovedet.

"Nej. Nej, det... Det kan se ud som du ønsker dig det. Jeg har sagt til dig, at vi kan blive gift i morgen, hvis det er det du vil. Jeg ønsker mig kun dig, hvordan det end ser ud."

[Magdalene Abbey]

Maggies bryn forblev sammentrukne, men hun var ikke vred. "Det vil jeg ikke," svarede hun dog simpelt på det, der vel var en form for (ret dårligt) frieri.

"Jeg vil ikke have en eller anden stor gestus, fordi du lavede en fejl og prøver at gøre det godt igen." Hun ville slet og ret aldrig forbinde sådan et bryllup med andet end at Brody havde været utro.

En dyb indånding fulgte. "Jeg vil ikke kræve noget, jeg vil ikke sætte regler. Jeg vil ikke have noget, der ikke er virkeligt. Jeg vil bare være i stand til at stole på dig igen."

[Brody Blance]

Brody sank. Så nikkede han. Han knugede pakken lidt mellem hænderne, i stedet for at knuge Maggie.

"Hvad kræver det? At jeg ikke går ud mere? At jeg... Flytter med dig til Wales?"

Det føltes vanvittigt at sige, men han havde tænkt det grundigt igennem.

"Ikke som en gestus. For at leve sammen."

[Magdalene Abbey]

Maggie havde ordret sagt, at hun ikke ville være nødt til at kræve noget for at føle, at hun kunne have tillid til ham, men beskeden sank vist ikke helt ind.

"Nej," svarede hun, uden at ane, at han havde tænkt nærmere over det sidste. "Jeg vil ikke leve på en måde, hvor der er ting, du ikke må gøre eller steder du skal være for at jeg ikke skal være bekymret, for det burde slet ikke være noget, jeg skulle bekymre mig om."

Ordene kom nu og hun fortsatte, mens hun havde dem. "Jeg er nødt til at lære at stole på dig igen og du er nødt til at vise mig, at jeg kan og det, det kræver, er tid."

[Brody Blance]

Brody sank. Han prøvede virkelig på ikke at blive bister over afvisningen. Det var ikke en let lille ting at foreslå at flytte til Wales. Samtidig tvang han dog også sig selv til at lytte.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre," indrømmede han, imens han stirrede på pakken. "Hvordan jeg skal vise dig det..."

[Magdalene Abbey]

Maggie troede ikke, at Brody rent faktisk tilbød, regnede ikke med, at han reelt var interesseret i at flytte til Wales med hende og slog det derfor hen.

Hun var mere optaget af den beslutning, som hun jo nok var godt i gang med at tale sig hen mod. "Det er det, jeg prøver at sige," svarede hun lavmælt.

"Jeg tror ikke, at der er nogen hurtig løsning. Det kommer til at tage tid, for det kan ikke bare fikses af et løfte om, at det ikke sker igen. Men..." Det sidste ord var vigtigt og hun tøvede kun kort. "Jeg vil gerne tro på det. På os. Jeg er ikke klar til at give slip."

[Brody Blance]

Brody var lige ved at tabe tålmodigheden. Ingen løsning, men hvad var så pointen? Hans tænder nåede at skære mod hinanden, før hun talte videre og gav en virkelig åbning. Han blinkede og så op.

"Nej?" Han var hæs og måtte rømme sig. "Maggie, jeg... Jeg elsker dig så højt. Da vi sagde farvel i søndags havde jeg mest lyst til bare at bede dig om at blive hele dagen..."

[Magdalene Abbey]

Det var en enorm tillidserklæring at tage ham tilbage og nogen ville kalde hende et fjols, men alternativet, et liv uden Brody, var umuligt at forestille sig. Hænderne vred sig lidt i skødet og ikke kun for varme.

"Jeg elsker også dig," svarede hun, for det var jo sandt. Hun sank en klump, kunne ikke helt styre det eller øjnene, der blev fugtige i krogene. "Jeg savner dig så meget."