Hvad så nu?

[Brody Blance]

Brody smilede. Hun græd næsten, men han kunne ikke styre det. Han dumpede pakken på bænken ved siden af sig og løftede Maggie op på skødet, hvor han kunne omfavne hende ordentligt, selv hvis hun var pakket ind i flere lag end en sæl.

"Elsker dig," forsikrede han. "Vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre uden... Et vrag. Undskyld, Maggie. Tusind gange. En milliard gange."

[Magdalene Abbey]

Måske var det overgivelsen, der gjorde følelserne mere intense end hun kunne overskue, men så flyttede Brody på hende og før hun helt vidste af det, var hendes arme om hans nakke og hendes ansigt begravet tæt ind mod ham.

Hun snøftede, men holdt også godt fast, selv hvis det var lige rigeligt offentlig affektion. For en gangs skyld tog hun sig ikke af det. "Bare lad være med at få mig til at fortryde det," bad hun ind mod ham, men det var vel mere tilgivelse end bebrejdelse.

[Brody Blance]

Brody nikkede og knugede Maggie tæt, til helvede med hvad nogen så.

"Aldrig," lovede han dæmpet. "Jeg sværger..."

[Magdalene Abbey]

Maggie nikkede ind mod ham og valgte at tro på det. Var nødt til at tro på det. Hun troede uanset på, at han mente det og det var al den sikkerhed, hun kunne få for nu.

"Okay," mumlede hun ind mod ham, stemmen stadig lidt tyk. "Okay."

[Brody Blance]

Brody trak sig lidt bagud og strøg Maggie over kinden.

"Kom med mig hjem? Jeg kan lave dig en meget romantisk portion lasagne og kysse dig alle de steder man ikke kan mærke i det her polarsæt..."

[Magdalene Abbey]

Maggie følte sig pludselig helt slap, måske fordi hun endelig havde overgivet sig til beslutningen og øjnene var en my røde, da hun så på Brody.

Hun tog en dyb indånding, nikkede og måtte så alligevel give plads til et enkelt, lille smil. "Okay," gentog hun sig selv, som om det var det eneste ord, hun kunne huske.

[Brody Blance]

Brody fnøs dæmpet og klemte lidt om Maggie. "Ved du hvad jeg havde lyst til i lørdags, da du først nægtede at skulle hjem?"

Han strøg lidt hår om bag hendes øre og hævede et bryn. "At løfte dig over min skulder og bære dig ud..."

[Magdalene Abbey]

Det rev Maggie lidt ud af sine følelsers vold og hun kom til at le, uanset om det var den tiltænkte reaktion eller ej.

"Jeg tror, at det var godt, at du beherskede dig," svarede hun. "Jeg er ikke sikker på, at det var endt på samme måde, hvis du havde gjort det..."

[Brody Blance]

Brody smilede skævt og med et gavtyveagtigt glimt i de lyse øjne.

"Det tror jeg nok. Du har altid været svag for at blive løftet på," konstaterede han dæmpet. "Noget helt primalt, ikke, Magpie?" Han kyssede hendes kolde næsetip.

[Magdalene Abbey]

Han havde naturligvis ret og vidste det også. Hun blev lidt varm i nakken, selv på trods af det lidt fjollede kys. Hans blik vejede op for det. Hendes mundvige sitrede.

"Jeg kender det udtryk," advarede hun, som om det ikke fik hendes hjerte til at slå lidt hurtigere. "Brody..."

[Brody Blance]

Brody grinede af advarslen. "Bare rolig," svarede han. "Ikke her. Ikke pakket ind til en ekspedition på Antarktis..." Han blinkede til hende.

"Men snart... Når du mindst venter det. Og med lidt held, når du har kjole på..." Han smilede så tænderne blev synlige.

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne ikke lade være med at le igen og det var ret befriende. Hun himlede med øjnene over hans holdning til hendes vinterbeklædning, men afbrød ham ikke.

Til gengæld hævede hun et bryn. "Så skulle du nok have grebet muligheden i lørdags alligevel," svarede hun og det føltes godt at kunne tale sådan igen. "Hvem ved, hvor lang tid der går, før jeg frivilligt tager en kjole på igen."

[Brody Blance]

Brody hævede et bryn let og strøg to fingerspidser over Maggies kind.

"Mm... Når jeg inviterer dig til forårs-gallamiddagen i næste uge igen?"

[Magdalene Abbey]

Maggies bryn røg op i overraskelse. "Oh," svarede hun indledende og skulle lige synke det. De var kun lige nået til at give deres forhold en ny chance og det var lidt meget, lidt hurtigt og hun var i et øjeblik tøvende. Smilet forsvandt dog ikke helt.

"Når du gør...?"

[Brody Blance]

Brody rømmede sig let og hans smil falmede en smule. "Selvfølgelig... Behøver du ikke," skyndte han sig at forsikre. "Næste gang, så..."

Han sank. "Pointen var bare, at jeg godt kan lide dig i kjoler..."