Nyheder

[Magdalene Abbey]

Maggie hørte afvisningerne. Dem alle sammen. Hun var uvillig til at tage imod dem og den knugende følelse i hendes mave var langsomt ved at udvikle sig til noget eksplosivt. "Måske går vi fra hinanden, hvis jeg bliver," røg det ud af hende og hun havde følelsen af lige at have fået hovedet over vand og nu igen kunne høre hele verden.

"Måske gør vi ikke. Jeg ved det ikke, Brody! Det er sådan, det fungerer!" Hun slog ud med armene, men blikket var bedende. Hun tog et skridt tættere på og de næste ord der røg ud, var lige så meget en overraskelse for hende. "Jeg stoler på dig."

[Brody Blance]

Brodys øjenbryn røg lidt op. Han trådte et halvt skridt bagud over hendes pludselig følelsesudbrud og lignede lidt en idiot, som han betragtede hende med halvt åben mund. Fingrene endte igen i hans nakke og han kløede sig i håret, før han sænkede blikket lidt og trak på skuldrene.

"Du burde ikke stole på mig," gentog han sig selv mumlende og lettere usikkert. "Jeg var på hendes soveværelse." Han skottede op på Maggie, halvt forventende at hun ombestemte sig.

[Magdalene Abbey]

Maggie var ikke så meget ovenpå, at hun kunne skjule sin kvalme eller ubehag ved tanken om Brody i Aileens soveværelse. Det var tydeligt på hendes ansigt og hun måtte tage en dyb indånding, mens en muskel i kæben sitrede. "Jeg vil ikke vide det," svarede hun endelig rystende, denne gang uden det havde noget at gøre med det faktum, at hun nærmest klaprede tænder.

Hun bøjede nakken lidt og fangede Brodys blik. "Hvis du siger, at der ikke skete noget... Så tror jeg på det." Det krævede overvindelse at sige. Maggie tilgav ikke nemt. Når det var sagt, så var hun heller ikke færdig. Hun behøvede blot endnu en dyb indånding, før hun med et flakkende blik spurgte: "Vil du ikke have mig længere?"

[Brody Blance]

Brodys hjerte slog hårdt i brystkassen på ham og hendes ord fik en halvkvalt, glædesløs og vantro latter tvunget over hans læber. Den døde hurtigt. "Have dig?" han blinkede. "Maggie..." Hans punkterede lyd blev fulgt af en hovedrysten.

"Jeg elsker dig. Jeg ved ikke hvordan man gør det her..." Han slog ud med den ene hånd. "Kæresteri. Og jeg ved ikke om jeg kan finde ud af det, hvis du tager til Rumænien."

[Magdalene Abbey]

Ubehaget lettede den mindste lille smule, selvom det absolut ikke forsvandt. Tværtimod hvilede hendes blik stadig intenst på Brodys ansigt og hun var splittet mellem at træde frem og tage ham i sine arme eller at træde tilbage og smække døren i hovedet på ham. Af samme grund endte hun med at blive stående hvor hun var. I midten.

"Du bor i Hogsmeade, jeg bor i Godricdalen. Hvem siger, at det behøver at være så forskelligt?" bad hun og slog lidt ud med armene. Egentlig var intet jo besluttet, men det virkede som om alting var. "Jeg har ikke nogen opskrift, Brody! Jeg ved bare, at jeg ikke vil undvære dig." Hun punkterede lidt og armene faldt tungt. "Måske skal jeg ikke tage afsted..." Det var tydeligt på hendes stemme, at det ikke var hvad hun ville.

[Brody Blance]

Brody trådte frem uden nogen advarsel og lagde armene om Maggie, knugende hende ind til sig. Hans fingre forsvandt i hendes hår og han gemte ansigtet ved hendes hals, uden at give slip. Et klemt "undskyld," røg over hans læber, før han - modvilligt - trak sig nok væk til at se hende i øjnene.

"Jeg vil heller ikke undvære dig..."

[Magdalene Abbey]

Maggie trak vejret hurtigt ind og sank mærkbart sammen, da Brodys arme lukkede sig fast omkring hende. Fingrene krummede sig hårdt sammen om stoffet der dækkede hans ryg. Da han trak sig tilbage, sagde hun intet. I stedet frigjorde hun sin ene arm, lagde hånden bag hans nakke og kyssede ham med en intensitet, hun aldrig havde kysset ham med før.

Hun havde brug for at mærke, at han ikke gled ud mellem fingrene på hende. I hvert fald ikke lige i det øjeblik og da Maggie endelig brød væk, var det stakåndet og rødkindet. Hånden forblev viklet ind i de lyse nakkehår og hun gjorde intet for at træde væk fra den forsikrende omfavnelse. Til gengæld røg et lettere himmelfaldent "jeg fryser," over hendes læber, der nok ikke var det mest intelligente eller fangende hun kunne have sagt i det øjeblik. Til gengæld var det sandt. Hun skælvede.

[Brody Blance]

Brody slap en munter, ufrivillig lyd over Maggie. Hans hoved snurrede stadig lidt over kysset. "Så gå dog ind, kvinde," svarede han lavmælt og ikke nær så brysk, som det var meningen, at det skulle lyde. Hans fingre gled ned langs hendes arm og han fangede hendes hånd.

Panden var rynket og han var stadig ikke sikker på noget som helst, men han vidste dog, at Maggie fik karkludsfornemmelsen til at forsvinde. Lige nu var det nok.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede halvhjertet over Brodys ord, selvom hendes øjenbryn stadig var trukket let sammen på midten. Hun havde alt andet end glemt Brodys indrømmelse omkring Aileen, men lige nu overtrumfede den let besidderiske trang den sårede.

Tanken om at takke nej til arbejdet, gjorde hende dog ligeledes ulykkelig og de store, brune øjne var en anelse sørgmodige, da hun trak sig tilbage. Hånden forblev dog i Brodys og hun mønstrede noget, der ikke helt var et smil. "Kom med ind?"

[Brody Blance]

Brody klemte lidt om Maggies hånd og rynkede selv panden uden at smile. Han nikkede og fulgte med hende indenfor med en skurrende og ubehagelig følelse i mellemgulvet.

I stedet for at løse en udfordring, havde han ubevidst skabt flere nye og han havde det ikke godt, som han satte sig ved bordet igen og tavs som graven gav sig til at spise, uden at se på Maggie.

[Magdalene Abbey]

Tilbage ved bordet var stemningen om muligt endnu mere trykket end den havde været til at starte med. Maggies mave gjorde ikke mindre ondt, men hun endte med at skænke sig selv en lille smule grøntsager, som hun bare stak formålsløst til med gaflen. Blikket løftede sig af og til mod Brody, men hver gang knugede hendes mellemgulv sig sammen igen og hun måtte se væk.

Til sidst gav hun op og smed gaflen fra sig med en let klirren og rakte ud efter vinglasset. Hun rejste sig med det i hånden og vandrede hvileløst på tværs af stuen, ligeglad med at hun havde efterladt en spisende Brody ved bordet. Hendes hoved snurrede og hun tog en tår af vinen i et håbløst forsøg på at stoppe det. Med anspændte skuldre stirrede hun ud gennem stuevinduet og gjorde ikke anstalter til at sige noget eller overhovedet at vende sig mod Brody igen. Hun kunne ikke blive ved med at sige, at det nok skulle gå. Det var ikke kun ham, der skulle overbevises.

[Brody Blance]

Brody var ikke i godt humør. Han vidste dog ikke hvad han skulle gøre ved det og endte med blot at spise, imens Maggie stak til maden. Da hun rejste sig op, sad han dog blot og stirrede ud i luften. Han tømte ølflasken helt og satte den fra sig.

"Maggie," sukkede han, imens han så over på hende. "Hej. Kommer du ikke herover igen?"

[Magdalene Abbey]

Maggie lavede ikke en eneste lyd med det første, men blev bare stående hvor hun var og så ud af vinduet med rynket pande. "Jeg har ingen appetit," svarede hun endelig og drejede sig halvt mod Brody, øjenbrynene trukket sammen. Hun så ned i vinglasset og afholdt sig fra at tage en tår mere. Hun var klar over, at det ville være en dårlig løsning.

I stedet satte hun det fra sig på sofabordet og foldede armene løst over hinanden. Blikket var ikke direkte rettet mod Brody igen, men forblev mod glasset. "Hvis du nogensinde er sammen med en anden, så... Det kan jeg ikke tilgive. Det vil jeg bare være sikker på at du ved."

[Brody Blance]

Brody havde lyst til at rejse sig og gå efter Maggie, men blev bare siddende og så lidt meningsløst på den tomme ølflaske. Da hun talte, løftede han dog blikket og betragtede hende med en klump i halsen og en skurrende, ubehagelig følelse i mellemgulvet. Han nikkede, selvom hun ikke så på ham.

"Det ved jeg," svarede han lavmælt, uden at tilføje det, der var i hans tanker. Det er jo det, der er problemet. Han tog sin tallerken, viftede de resterende fade op i luften med et svirp af sin tryllestav og forsvandt ud i køkkenet. Han havde brug for luft. Maggie havde brug for tid. Stilhed. Måske var det han allermest havde brug for, at snakke med sin bedste ven og få at vide hvad fanden han skulle forestille at stille op i denne her situation. Han havde ikke selv svaret.

[Magdalene Abbey]

Maggie havde det ikke rigtigt bedre da ordene var ude, men det var en vægt af hendes skuldre alligevel. Hun nikkede langsomt til Brodys bekræftelse med en nagende følelse i mellemgulvet, der måske delvist var sult, men endnu mere var behov. Hun så efter ham og blev kun stående et øjeblik, før hun fulgte efter.

Hun betragtede Brodys ryg i nogle øjeblikke, før hun lydløst trådte over til ham og hvilede den ene hånd mod hans arm, i et forsøg på at få ham til at se på hende. De brune øjne var store og hun var frygteligt bange for en afvisning, da hun strakte sig og kyssede ham. Hun havde brug for at mærke nærheden, men hun var klar over at Brody måske ikke var enig. Så hun tvang sig selv til at holde igen.