Maskefald

[Wyat Whowood]

Shirley Felbrigg
Midnat

Wyat havde haft en god aften, selvom det meste af den var blevet brugt på at forsøge at spotte Shirley. Han vidste hun højst sandsynlig aldrig ville kunne genkende ham, hans ansigt var trods alt helt dækket til, det eneste der afslørede ham var hans højde og kropsbygning. Han var som altid klædt i sort, men det var dog de fineste klæder han havde på i aften.
Stemningen på Tarantallegra var ret høj nu midnat nærmede sig og samtidig blev situationen en smule kaotisk, han forsøgte uden held at se sig omkring efter Shirley men hun var pist væk. Frustrationen havde et så stærkt greb i ham at han nærmest ikke opdagede da hans egen maske forsvandt fra hans ansigt, samtidig med at det skete for alle de andre gæster. Han begyndte dog at gå, da nogle folk ved siden af ham sendte ham nysgerrige blikke og  egentlig havde han ikke behov for at blive gloet på af en masse andre lige nu. Han ville bare gerne finde Shirley.

[Shirley Felbrigg]

Man måtte sige, at illusionen var komplet. Det havde været ganske umuligt at genkende folk, på trods af at det magiske samfund ellers var relativt småt. Shirley var personligt vild med det. Det gav ligesom muligheden for at omgås folk uden at skulle tænke for meget over, hvem de var eller i øvrigt hvem man selv var.

Hun havde dog alligevel fundet, at blikket flere gange var gledet undersøgende rundt og havde søgt et mere specifikt mål. Kysset fra aftenen forinden stod meget klart i hendes tanker og selvom hun vidste at det var mere eller mindre håbløst at genkende ham, så forsøgte hun alligevel. Da midnat nærmere sig var resten af hendes opmærksomhed dog drevet bort og da maskerne endelig faldt, spejdede hun gennem kombinationen af latter, overraskelse eller forfærdelse, som folk indså, hvem de havde stået overfor.

Shirley så sig omkring og først da hun var ved at indse, at der var for mange mennesker, fik hun øje på en mørk skikkelse, der var på vej i hendes retning, men som ikke så på hende. Shirley snog sig udenom et par i en pludselig hed omfavnelse og lod hovedet falde lidt på skrå i et forsøg på at fange Wyats blik, selvom han stadig var for langt væk til at hun kunne råbe ham op.

[Wyat Whowood]

Wyat scannede rummet med blikket uden held og mens han gik blev han efterhånden mere og mere frustreret. Det var altafgørende for ham at finde hende og det kunne han tilsyneladende slet ikke. Han var på nippet til at udtænke en anden metode, inden han tilfældigvis fik øje på hende i mængden og stoppede brat op, selvom han havde bevæget sig i retning mod hende. Han var blevet overrasket over hvor smuk hun så ud og det tog et øjeblik for ham at samle sig, inden han begyndte at gå hen mod hende uden at slippe hende med blikket.

Det viste sig at være lidt af en opgave, folk tog ikke rigtig hensyn til ham og var mere optaget af deres egne møder. Derfor var det som om der gik virkelig lang tid inden han fandt helt hen til hende og så vidste han alligevel ikke hvad han skulle sige. "Shirley" Hilste han og blottede tænderne i et smil.

[Shirley Felbrigg]

Et smil trak frem over Shirleys læber og blottede hendes tænder, da Wyat fik øje på hende. Hendes mellemgulv summede lidt og hun vidste ærligt talt ikke, hvad hun skulle føle eller gøre, kun at hun var en anelse spændt.

"Wyat," hilste hun, følende sig svagt åndeløs. Det følte som om at opbygningen til øjeblikket havde været meget intens og nu hvor det pludselig var kommet... Ja, så vidste hun pludselig ikke hvad hun skulle sige eller gøre.

[Wyat Whowood]

Wyat vidste ikke hvad han skulle gøre, for en gangs skyld var hans indstilling til en situation ikke fyldt med ligegyldighed og det var uvant for ham rent faktisk at føle sig personlig involveret med et andet menneske. Følelsen var en anelse skræmmende, men også en underlig glædebringende.
"Har du haft en god aften? Jeg er glad for jeg fandt dig.. Et øjeblik troede jeg det ikke ville ske" Bemærkede han og smilede med et varmt blik i sine øjne. "Du er ser desuden virkelig smuk ud" Tilføjede han klodset og blottede tænderne i et drenget smil.

[Shirley Felbrigg]

Shirley smilede klædeligt og slog kortvarigt blikket ned over Wyats kompliment. "Tak," svarede hun, med læber der krøllede sig lidt sammen i et smil og hun så op på ham uden at løfte hovedet helt.

"Og ja, jeg har haft en god aften. Selvom jeg har kigget efter dig," indrømmede hun med et halvgenert, men ikke videre fortrydende eller tilbageholdende smil. "Det var ikke nogen nem opgave."

[Wyat Whowood]

Wyat slap hende ikke med blikket mens han blottede tænderne i et skævt smil. "Jeg plejer ellers at være nem at finde" Bemærkede han og hentydede til sin højde, men det var selvfølgelig underordnet når alt andet var skjult. Derefter vidste han ikke helt hvad han skulle sige og undrede sig over hvorfor han opførte sig så klodset, han plejede at være mere galant hvad angik kvinder. Han havde det som om han var 15 igen. Normalt ville han måske have tilbudt hende en dans, men han følte sig underlig anspændt og han havde heller ikke lyst til at drikke mere, hvilket var ligeså usædvanligt. Hvad foregik der egentlig?
"Kom du godt hjem igår?" Spurgte han og strøg rastløs fingrene gennem håret.

[Shirley Felbrigg]

Hele situationen var lidt underlig. Shirley var altid påpasselig og anstændig når hun var ude, men hun var ikke ligefrem nogen bly viol heller. Lige nu stod hun dog med en overvældende trang til at glatte skørtet, som hun insisterende måtte skubbe tilbage.

"Det gjorde jeg," svarede hun og blottede tænderne i et smil og så på ham med et blik, der tydeligvis var lettere undersøgende. Det flakkede dog ikke, men hvilede til gengæld temmelig intenst på ham. Smilet var dog stadig afslappet. "Men jeg fik aldrig sagt tak for en god aften."

[Wyat Whowood]

Wyats blik hvilede i hendes øjne mens hun talte, som om han var bange for han ville misse et ord af det hun sagde. Det fik ham til at smile en anelse, han var glad for hun havde haft en god aften, men de små høflighedfraser var blevet en smule kedsommelige, så han besluttede sig for ikke at svare. I stedet løftede han sin hånd og aede hendes kind, inden han lænede sig frem mod hende og placerede et prøvende kys på hendes læber, mens han strøg fingrene ind i hendes hår.

[Shirley Felbrigg]

Shirleys smil falmede lidt, uden at det var på en decideret dårlig måde. Hun blinkede tungt en enkelt gang med hjertet siddende oppe i halsen, som det blev klart hvad Wyat havde i tankerne og før hun vidste af det, havde hun løftet hovedet let og mødt hans læber i et kys. Det var måske ikke nogen god beslutning, kendt som han var og nu uden maske, men Shirley tænkte ærligt ikke over det.

Til gengæld trådte hun tættere ind til ham og lod forsigtigt armene glide omkring ham. Hun anede ikke helt, hvad der var mellem hende og Wyat og om der i det hele taget var noget. De havde dårligt talt med hinanden i årevis, men til gengæld var det nu anden gang de kyssede hinanden og Shirleys hoved snurrede, da hun trak sig let tilbage og så op på ham. Hun sank tydeligt med et lettere flakkende blik.

[Wyat Whowood]

Wyat havde glemt alt om mængden af journalister der måtte være dukket op til festen, han havde ingen andre end Shirley i sine tanker mens han kyssede hende. Han tænkte på dengang de havde mødt hinanden på trappen, da hans far var død og hvordan han havde haft lyst til at gøre det allerede dengang. Først da hun trak sig væk formåede en smule fornuft at trænge igennem til ham og han tog fat i hendes hånd, inden han så spørgende på hende og begyndte at gå. Formålet var at finde et sted hvor de kunne tale mere privat, langt væk fra de øjne der allerede var begyndt at kigge.

[Shirley Felbrigg]

Shirleys hjerte slog lidt hurtigere, men hun protesterede ikke da Wyats fingre lukkede sig om hendes. Hun følte sig temmelig åndeløs hele vejen gennem menneskemængden og da de endelig stoppede op, var det på et overraskende tomt sted. Dem havde der ellers ikke været mange af.

Heksens mellemgulv summede lidt, som hun slap Wyats hånd og så op på ham. Hun gjorde dog ikke afstanden mellem dem stor og det var ikke kun fordi, han skulle kunne høre hendes lavmælte toneleje. "Hvad er det her, Wyat?"

[Wyat Whowood]

Wyat havde haft andet i tankerne end en samtale da han trak hende væk fra menneskemængden og spørgsmålet kom en smule bag på ham, selvom han egentlig var ligeså forvirret, mest fordi han selv opførte sig så underligt. Han vidste ikke hvad han skulle sige, han var ikke specielt god til at tale om sit følelsesliv. Derfor gik der et øjeblik mens han så hende i øjnene, han var ude på dybt vand nu.
Til sidst blottede han tænderne i et smil og løftede sine øjenbryn. "Jeg kan virkelig godt lide dig" Sagde han og strøg fingrene gennem hendes hår.

[Shirley Felbrigg]

Shriley var ikke komplet impulsstyret. Hun lod ikke sine følelser sådan løbe af med sig, særligt ikke, når hun ikke vidste, hvad hun stod i. Hun var rationel af natur og ærligt talt ganske fornuftig. Hun kendte sine egne grænser ret godt. Heldigvis havde hun dog ikke mødt den med Wyat endnu.

Hun smilede lidt over fingrene i sit hår, bevidst om kuldegysningen det sendte ned over hendes rygrad. "Jeg kan også godt lide dig," svarede hun, ganske ærligt. Hun ville aldrig lyve om sådan noget. Hun var dog også klar over, at Wyat var mere kompleks end det måske lige lod til. Hun lod dog være med at grave i det nu. Det var jo valentinsdag, så i stedet for at stille flere spørgsmål, strakte hun sig op på tæerne og kyssede ham igen.

[Wyat Whowood]

Wyat var lidt forbløffet over at der ikke skulle mere til, et øjeblik havde han troet at hun ville have mere at vide, men han havde ingen problemer med at hun kyssede ham igen. Han smilede skævt mens han gengældte det og placerede den ene hånd på hendes ryg og trak hende en anelse tættere på. Han holdt sig dog stadig en anelse tilbage, nervøs for at hun ville syntes det gik for hurtigt, alligevel trak han sig en smule tilbage og blottede tænderne i et flabet smil. "Har du lyst til at komme med hjem?" Spurgte han og flettede sine fingre ind mellem hendes.