En katte-date

[Azalea Holmwood]

Azalea satte sig på plads ved bordet og håbede ikke, at der var noget der hed faste pladser. Hun hørte ham skramle ude i køkkenet, og kunne ikke lade være med at smile. Det var næsten for kært, at det var manden der stod og lavede mad.

"Jeg er ikke særlig kræsen." Sagde hun og betragtede ham, mens han hældte mad op til hende. Hun håbede ikke, at det var sidste gang hun fik en chance for at komme hjem til ham. Og hun håbede, at han ville komme hjem til hende. Da han havde hældt op, tog hun imod tallerkenen og stillede den ned foran sig, mens hun ventede på, at han fik noget op på sin tallerken. Det gjorde næsten ondt, ikke at kunne have den intense øjenkontakt, som de synes at have, hver gang de kiggede ind i hinandens øjne.

[Kevin Maddox]

"Godt," bemærkede Kevin med et smil og rakte hende tallerkenen. Da han havde lagt op til sig selv, fangede han endnu en gang Azaleas blik. "Velbekomme." Det var svært at se væk, men det var nødvendigt, hvis han ikke ville gøre sig selv til grin og ramme forkert med bestikket. Tanken fik ham dog til at le indvendigt - hun havde jo selv sagt, at hun var god til rengøringsbesværgelser.

Der lagde sig en behagelig stilhed over de to magikere. Kevin kunne ikke lade være med at sende heksen stjålne blikke, mens et smil konstant hvilede i hans mundvige. På et tidspunkt fangede han et bevægelse i øjenkrogen og drejede hovedet for at få øje på Dax, der siddende på gulvet kiggede på dem, og Gråmus, der dovent lå på sofaen. Kevin så på Azalea og nikkede i kattenes retning.

[Azalea Holmwood]

"Tak." Sagde hun og fandt bestikket, mens hendes blik hvilede på Kevin. Hun følte det som om, at gnisterne fløj imellem dem. Og det gjorde, at stilheden virkede beroligende. Hun blev dog nød til at se ned på maden nogle gange. Ellers ville hun nok bare komme til at stikke gaflen ned i bordet. Og det ville være synd for bordet. Og virkelig pinligt.

Da Kevin nikkede i retningen af kattene kom hun i tanke om noget. "Dax' aftensmad!" Udbrød hun, og i det samme reagerede den tykke kat og jamrede, som om han ikke havde fået mad i flere dage. "Åh, søde lille skat. Havde mor helt glemt dig?" Mumlede hun og rejste sig op fra stolen. "Et øjeblik." Sagde hun undskyldende og gik ud til sin taske, som hun havde efterladt ved hoveddøren. Her skramlede hun med en dåse tun og en madskål. "Så lille skat, nu skal du ikke sulte mere." Hun efterlod katten ude i gangen, og gik ind i stuen, hvor hun satte sig ned overfor Kevin igen.

[Kevin Maddox]

Kevin så overrasket op, da Azalea kom med et udbrud. Diskret betragtede han hende svagt smilende, indtil hun undskyldte sig, og han løftede sit vinglas nikkende mod hende, da hun undskyldte sig. Da hun begyndte at skramle ude i entréen, fik han næsten væsken galt i halsen af et pludseligt grin, og han styrede sig selv, så den anden ikke hørte ham. Han var i højt humør, og det kunne mærkes på ham.

"Jeg misunder Dax," sagde han, da Azalea igen var i rummet, og fulgte hende med blikket. "Og det tror jeg også, hende derovre gør," tilføjede han og nikkede sigende hen på Gråmus, hvis ører strittede nysgerrigt op. Med et skævt smil tog han en til bid mad og tyggede med blikket hvilende på heksen.

[Azalea Holmwood]

Azalea kiggede fra Gråmus til Kevin og lagde hovedet let på skrå. Okay, vinen var måske begyndt at stige hende lidt til hovedet. Og den gjorde hende måske også en smule modig. "Gad vide, hvem der er mest misundelig?" Hun kiggede op fra sin tallerken og sendte Kevin et drillende blik, mens en svag rødmen bredte sig over hendes kinder. Hun slog blikket ned, genert, og tog en mundfuld mad.

[Kevin Maddox]

Kevin gengældte øjenkontakten med et spillende blik. Det var kommet som ud af det blå, at hun gjorde ham helt vild i varmen - smilet var nærmest permanent, og sommerfuglene flagrede stadig lige så livligt. Og hans tanker var en anelse upassende.

"Det behøver jeg vist ikke at svare på," sagde han roligt, og hans mundvige sitrede let. Forsigtigt løftede han sin venstre hånd og lod sine fingerspidser strejfe hendes fingre. Hans blik faldt i bordet, og han tog endnu i bid mad, men ventede med at trække hånden til sig igen for at se Azaleas reaktion.

[Azalea Holmwood]

Troldmandens svar fik Azaleas hjerte til at springe et slag over, og det var som om, at hendes krop begyndte at få et hedeslag. Hun følte det i hvert fald som om, at hendes indre brændte. Og hun vidste godt, hvordan smerten kunne blive lindret.

Følelsen af hans hud mod hendes, fik hende til at samle benene og hendes hoved til at spinde. Hun havde ikke ventet, at aftenen ville udvikle sig til dette. Men, hun kunne meget bedre lide denne udvikling, end den hun havde forudset. Som reaktion på Kevins berøring, kom der et veltilfreds suk fra hendes læber. "Kevin..." Hendes stemme var lav, men intens og hendes blik var lige så intenst.

[Kevin Maddox]

Kevin så op, da Azalea sagde hans navn. Tøvende betragtede han hendes ansigt uden at kunne vurdere, om det var en god eller en dårlig ting, at hun sagde sådan. En anelse nervøst lagde han gaflen fra sig og brød kontakten med hendes hånd. Dog uden at trække den til sig.

"Ja?" Hans stemme var dyb og næsten mumlende og fik stearinlysene til at flakke. Hendes øjne glimtede fortryllende, men så så intenst på ham, at han ikke turde se væk. Ikke fordi han havde særlig meget lyst til det heller.

[Azalea Holmwood]

Azalea holdt vejret, og vidste ikke helt, hvordan hun skulle fortsætte sine ord. Hans tøvende blik, fik hende til at tøve på sig selv. Men kun et øjeblik. "Du giver mig en ubeskrivelig god følelse indeni, som jeg ikke kan sætte ord på." Sagde hun, og kunne mærke, hvordan det kriblede i hele kroppen på hende. Hun opret holdt det intense blik, men kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan hans læber ville føles imod hendes.

[Kevin Maddox]

Azaleas ord gjorde ikke Kevin mindre nervøs. Men lettende var de - han havde ikke gjort noget galt. Alt skred frem så hurtigt, at han selv ikke kunne følge med, men han havde ikke overskredet nogle grænser. Og så længe det ikke var sket, lod han sig hengive til det forvirrende, men uendeligt spændende foran sig.

"Du siger virkelig alt, jeg ikke gør," tænkte han højt, rødmede og blikket faldt ned på hendes hånd. Blidt fandt hans fingerspidser hende igen, og han smilede. Uden at sige mere lod han to fingre vandre op mod håndryggen, hvor han forsigtigt aede hendes lyse hud. Han forestillede sig hendes duft og sukkede tungt.

[Azalea Holmwood]

Azalea smilede varmt af det, som Kevin sagde. Da hans fingerspidser igen berørte hendes hus, bed hun sig i underlæben. Det gav hende ikke mindre lyst til de tanker, der farede igennem hovedet på hende. Og som var meget upassende.

Vinen havde gjort hende modig. Ingen tvivl om det. Hun sagde ganske vist altid hvad hun mente, også uden at tænke over det nogle gange, men nu turde hun også handle, i stedet for bare at tænke. Hun forsøgte at samle sig, og tage en bid mad. Men det var som om, at maden for hende var ligegyldig. Hendes krop ville ikke have føde. Den ville have nærvær. "Hvis jeg gør det, så tror jeg godt jeg ved, hvad du føler." Sagde hun og kiggede på ham med et måske lidt spørgende udtryk i ansigtet.

[Kevin Maddox]

Kevin så op. "Det gør du," indrømmede han og løftede vinglasset med sin frie hånd og tog en ordentlig tår. Hun gjorde ham nervøs, men på en god måde. En spændende måde. Han øjne spillede, og ligeså gjorde smilet på hans læber.

"Kan du lide maden?" spurgte han efter en kortvarig pause. Det var ikke for at være høflig, men fordi han rent faktisk gerne ville høre, hvad hun syntes. Som han havde sagt, var det en fritidsinteresse, og hvis hun kunne lide det, betød det måske flere besøg - altså flere situationer hvor de sad sådan her. Og det kunne Kevin godt tænke sig.

[Azalea Holmwood]

Azalea rødmede, da Kevin gav hende ret i, at hun vidste hvad han følte. Hvis hun havde stået op, så var hun nok blevet nød til at sidde ned på nuværende tidspunkt.

Hans emneskift gjorde hende ikke noget, det kunne være lidt for bevægende at snakke om følelser hele tiden. "Jeg kan ikke kun lide maden. Jeg elsker den!" Udbrød hun og sendte ham et bredt smil, der afslørede en række af hvide tænder. "Og det gør den kun bedre, at det er dig, der har lavet den."

[Kevin Maddox]

Kevin smilede bredt. "Godt," sagde han med et nik og fortsatte med at spise. Han så på Azalea så ofte, han kunne, som om hun kunne forsvinde hvert sekund, nu hvor det hele var forløbet så perfekt. Blidt aede han jævnligt hendes håndryg og måtte flytte hånden en enkel gang for at gribe den anden halvdel af bestikket, men fandt hende hurtigt igen efter det.

Da de havde spist, ryddede han effektivt af bordet. Han bad udtrykkeligt Azalea om ikke at hjælpe og tage plads i sofaen i stedet for. Ude i køkkenet satte han opvasken til at tage sig selv og sørgede også for at lægge en afdæmper på rummet, så det ikke larmede (til forskel fra heksen var han ikke god til rengøringsbesværgelser, og han fik nærmest opvaskebørsten til at spille trommer mod tallerknerne). Da han igen stod i stuen, knipsede han pladeafspilleren igang - han havde udvalgt den rette musik, inden hun kom - før han med langsomme skridt nærmede sig den anden i sofaen.

"Vil du?" spurgte han kortfattet og tilbød sin hånd. De havde fået mere vin i sig under maden, men troldmanden havde spurgt heksen op til dans, selv hvis de ikke havde indtaget en eneste dråbe. Den varme fornemmelse i kroppen fra vinet afholdt ham blot fra at rødme kraftigt.

[Azalea Holmwood]

Azalea kunne ikke lade være med at være fuldkommen tilfreds med sig selv. Og den måde aftenen var forløbet på. Kattene havde faktisk slet ikke givet lyd fra sig, siden hun havde givet Dax mad. Som om de vidste, hvad der foregik og gav dem fred og ro til det.

Det føltes underligt at blive siddende, mens Kevin tog ud af bordet og kom det hele ud i køkkenet. Han virkede så huslig, så hjemlig. Det gav hende en følelse af at høre til hjemme hos ham. Og det gav hende ro. Hun satte sig i mellemtiden over i sofaen med sit vinglas, som hun indimellem hævede op til læberne og tog en tår af i ny og næ.

Hun så op, da Kevin kom tilbage fra sin opvasketjans. Han bød hende op til dans. Det fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Hun tog hans hånd med et svagt nik og rejste sig op. "Jeg har to venstrefødder." Sagde hun med et svagt smil på læberne.