Fremmede omgivelser og flammende drikke

[Magdalene Abbey]

Wyat Whowood
d. 22. januar, 2110

Maggie kom ikke på Tarantallegra. Nogensinde. Det var første gang hun var der og beslutningen havde været ganske impulsiv, da hun stod foran sit ildsted og snart efter havde suset afsted mod natklubben. Hun havde ingen lyst til at danse, men hun havde hørt at stedet var velbesøgt og det betød forhåbentlig anonymt. Hun havde ikke lyst til at sidde på en kro, hvor hun kunne møde nogen hun kendte og som ville have en længere snak.

Havde det været ethvert andet tidspunkt ville hun nok have været intimideret, men nysgerrig omkring det fremmede sted. Nu havde hun i stedet bare købt sig et glas vin og et lidt mindre glas af noget stærkere, før hun havde fortrukket sig til det mest afsides hjørne hun kunne finde. Hun drak så godt som aldrig, men lige nu virkede det nødvendigt.

[Wyat Whowood]

Wyat havde vovet sig ud fra sit velkendte territorium, Kimæren og taget på Tarantallegra, for at forsøge at få en sjov aften. Forhåbentlig ville alkohol hjælpe på hans lettere negative humør og selv hvis det ikke gjorde ville aftenen ikke være helt spildt hvis han bare brugte den på noget andet end at være alene i sit hus. Det var alt for stort til ham, specielt om natten.

Han havde selv fået en dobbelt whiskey i et glas og slentrede nu dovent hen over dansegulvet, uden at gøre noget forsøg på at danse med de piger der ellers virkede villige nok. I stedet faldt hans blik på en ensom skikkelse i et hjørne og han fik umiddelbart lidt ondt af hende og selvom hun nok ville afvise hans tilbud om selskab, gik han derover.
"Vil du have selskab eller er du helst fri?" Spurgte han og betragtede hende nysgerrigt.

[Magdalene Abbey]

Maggie fandt at den eneste ulempe ved at være alene, var at det var alt for nemt at komme til at tænke for meget. Det var netop det hun konstaterede, da en mand talte til hende og hun så svagt overrasket op. Hun var rent instinktivt ved at svare nej, generelt ikke særligt god til nye og mange mennesker (hvilket understregede det tvivlsomme ved hendes valg af opholdssted), men genovervejede i sidste øjeblik.

Så af samme grund slog hun bydende ud mod bordet. Hun havde fået nok at drikke til at den sædvanlige generthed og tilbageholdenhed var gledet i baggrunden - i hvert fald nok til at det trak svagt i hendes mundvig og hun konstaterede tørt: "Jeg tror der er mere spændende selskab her." Det var dog ikke en afvisning og hun rakte ud for at tage en tår af den brændende væske i det mindste glas.

[Wyat Whowood]

Wyat slog sig ned og lavede en mentalt note om at hun ikke så ud til at genkende ham. Det i sig selv var befriende, selvom der stadig kunne være andre omkring dem der vidste hvem han var. Dem kunne han dog være ligeglade med i aften, det var ikke hans sted, han kunne opføre sig som han ville. Derfor tog han en stor tår af whiskeyen i det lave glas og sendte hende et skævt smil.

"Du virker som om du passer til min sindsstemning i aften" Bemærkede han og løftede sine øjenbryn, hun havde tydeligvist været igang længere tid end han, derfor tog han endnu en tår og lavede et flygtig tegn til bartenderen om at sende mere ned. Lige præcist bartenderen kendte ham godt nok til at vide at han brugte mange penge. "Altid rart at have selskab når man vil drikke sorgerne væk" Tilføjede han og betragtede hende undersøgende.

[Magdalene Abbey]

Maggie hævede øjenbrynene over den andens kommentar og et lille fnys undslap hende. "Måske," svarede hun tøvende. Hun havde ikke en overvældende lyst til at forklare, hvorfor hun var der. "Jeg skal ikke kunne sige det. Det er min første gang," bemærkede hun i stedet, gjort lettere brysk af den betragtelige mængde alkohol.

Det trak da alligevel svagt i hendes mundvige og hun rakte ud efter vinglasset, for at skylle den brændende fornemmelse væk. Hun så lidt undersøgende på ham, findende noget svagt bekendt, men anede ikke hvorfor. Hun tænkte ikke mere over det. "Gør du det ofte?"

[Wyat Whowood]

Wyat vendte blikket ud mod dansegulvet mens han tog en tår af sin whiskey, han havde ikke i sinde at bore i hendes grund til at være der, i virkeligheden var han ikke specielt interesseret. Han vendte dog ansigtet mod hende igen da hun stillede ham et spørgsmål og løftede sine øjenbryn, mens han trak på skuldrene.
"Det er ikke så tit jeg kan tillade mig det" Bemærkede han, men blottede tænderne i et flabet smil og så på hende med et glimt i øjet. "Men jeg plejer dog at gøre det alligevel.. " Svarede han en anelse kryptisk og lænede nonchalant sig tilbage mod ryglænet, mens han lagde sine lange ben over kors.

[Magdalene Abbey]

Kommentaren fik Maggie til at fnyse. Hans ord kombineret med hans fremtoning, afslørede at han næppe var hvem som helst. Maggie havde dog tilbragt det sidste stykke tid sammen med en Quidditchstjerne og blev ikke rigtigt overvældet eller starstruck over magikersamfundets højklasse længere. I virkeligheden var hun temmelig ligeglad med om han så var troldmandsprinsen af Monaco.

"Skål på det," svarede hun blot og løftede sit glas med flammelagret ildwhiskey. Det trak ganske svagt i hendes ene mundvig og den svage summen fra alkoholen og samtalen med den fremmede mand, var effektivt begyndt at aflede tankerne.

[Wyat Whowood]

Wyat betragtede hende nøje og en uvant snert af bekymring dukkede op, hendes ivrige indtag af alkohol sammenlagt med informationen om at hun ikke plejede at gøre det, gjorde ham en anelse urolig. Alligevel løftede han glasset og blottede tænderne i et stort smil. "Skål" Sagde han og lænede sig frem over bordet igen. "For det bedste hjørnebord man kan finde" Bemærkede han og drak derefter af whiskeyen, hvorefter han hældte mere op til sig selv af den rimelig dyre flaske der lige var blevet sat på deres bord.

[Magdalene Abbey]

Maggie så på glasset i et øjeblik og nikkede til Wyats skål, før hun tog en minimal tår. Hun tog sig ikke så meget af, hvad der var fornuftigt, men kunne kun forholde sig til øjebliksbehov. Hun havde mere end nogensinde før brug for at blive distraheret og lige nu gik det bedre end for ti minutter siden.

"Jeg troede at alle her, ville være optagede af at danse," bemærkede hun og kastede et sideblik mod ham. Et næsten fuldbyrdet smil trak op på hendes læber. "Men det er en god trøst ikke at være alene."

[Wyat Whowood]

Wyat så forbløffet ud et øjeblik, men blødte så op i et smil over hendes ærlige ord. Han kastede et blik mod dansegulvet, men så derefter på hende igen mens et venligt blik dukkede op i hans øjne.
"Føler du dig da alene ellers?" Spurgte han med oprigtig interesse og blev siddende, lænet ind over bordet, med armene hvilende på bordpladen. Det var sjældent han fandt nogen han rent faktisk gad snakke med, men selv han kunne ikke afvise nogen der havde så tydeligt brug for lidt støtte og de fjantede tøser han plejede at finde sammen med, var pludselig ikke så interessante.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede halvt og i et øjeblik var der næsten noget spøgende i hendes blik. Hendes humør blev støt bedre. "Gør alle ikke det af og til?" svarede hun retorisk og lød slet ikke bitter. Hun var det ellers lidt, baseret på flere, modstridende følelser, som hun ikke havde lyst til at tænke på nu.

"Men hvis jeg skal være ærlig, så har jeg altid haft det fint med mit eget selskab." Det var en underligt ærlig indrømmelse og ikke noget hun ville have diskuteret med en fremmed, hvis ikke hun havde været på kanten af beruset. Nu havde hun ikke så mange hæmninger som ellers.

[Wyat Whowood]

Wyat drak en tår af sin whiskey mens hun svarede på hans spørgsmål, hvorefter en sitren i hans mundvige dukkede op. "Joeh det gør vi vel.." Svarede han på alles vegne og drejede glasset rundt på bordet med sine fingre. Derefter mødte han hendes blik og blottede sine tænder i et smil.

"Jeg er glad for du ikke har noget imod lidt selskab også en gang i mellem" Svarede han og tog endnu en tår af whiskeyen, der brændte hans egen ensomhed væk. "Selvom jeg også for det meste foretrækker at være alene" Svarede han uden at vide at det ikke var sandt, han havde for længst overbevist sig selv om at han fungerede bedst alene og selvom dette langt fra var rigtig, var det det han levede efter.

[Magdalene Abbey]

Maggie fnøs muntert og lettere beruset. "Vi kan være alene sammen," konstaterede hun og tog en tår af sin vin. Hun lænede sig på albuerne ind over bordet, oprigtigt taknemmelig for en pause fra sin tanker. I virkeligheden foretrak Maggie også selskab, men hun havde vænnet sig til at være på egen hånd efter at have boet seks år i et fremmed land.

"Jeg har aldrig været her før," bemærkede hun lidt tilfældigt og lod blikket glide rundt i rummet, uden at læne sig tilbage igen. "Men det er anonymt. På en god måde." Hendes blik var lettere fraværende, mest på grund af whiskeyen, vinen og manglen på mad.

[Wyat Whowood]

Wyat så rundt i lokalet og tømte sit glas i en tår, han smagte lidt på alkoholen inden han sank det og nikkede derefter over hendes ord. "Det kan vi ja" Sagde han og da hun skiftede emne, overvejede han flygtig om han skulle nævne sit eget sted, men lod den information blive i baggrunden for nu.

Derefter vendte han blikket tilbage mod hende og rynkede sine øjenbryn ubemærkeligt. Hendes fraværende blik havde han set før og det plejede ikke at være et godt tegn. Derfor hældte han kun whiskey op til sig selv og undlod diskret at tilbyde hende mere. "Jeg har været her ofte, lige netop derfor" Bemærkede han og smilede antydningsvist til hende. "Jeg plejer dog ikke at have så interessante samtaler som vi har haft"

[Magdalene Abbey]

Maggie lo lettere tørt, uden at have intentioner om at bede om mere at drikke. Flasken var hans og hun havde ganske enkelt ikke overvejet andet. Hun havde da stadig tilbage også og manglede ikke. "Jeg vill tro, at der var mere interessante samtaler at have end med mig," kommenterede hun og rynkede lidt på næsen.

Alligevel smilede hun dog og lænede sig tungt tilbage. "Men hvis jeg skal være ærlig, så er aftenen også lidt bedre nu end den var for et øjeblik siden." Hun strøg fingrene gennem håret og gned sig lidt over halsen. Det var temmelig atypisk at hun både snakkede lystigt og smilede muntert til en fremmed. Hun var temmelig introvert af natur. På grænsen til social angst. Alkohol var en magisk ting.