|
|
Post by Wyat Whowood on Jan 29, 2015 19:35:37 GMT 1
Wyat betragtede hende nysgerrigt, han misundte hende hendes simplere livsstil. Selv ville han nogle gange gerne forsvinde langt væk fra dette hus, men samtidig var det sjældent han slap ud af det, hvis ikke han tog på kimæren, hvor han følte sig lige så fanget. Derefter gik han ud i gangen og fandt hendes sko og overtøj, som han rakte hende med et antydningsvist smil.
"Du skal være velkommen til at komme igen på et andet tidspunkt.. hvis du har lyst.. " Bemærkede han og satte hænderne i lommerne, da han pludselig følte sig en anelse nervøs.
|
|
|
|
Post by Magdalene Abbey on Jan 29, 2015 21:24:38 GMT 1
Maggie var glad for gensynet med sit overtøj og bukkede sig for at tage sko på, da Wyat talte igen. Hendes hoved dunkede let over den fremadbøjede stilling, men hun tvang alligevel sig selv til at se op på ham, mens hun snørede sine støvler. "Oh," svarede hun lettere overrasket og så kortvarigt ned mod sine snørebånd, som hun band en sløjfe.
Hun ventede med den anden sko, men rettede sig op igen. "Det er pænt af dig," svarede hun oprigtigt og smilede svagt. Hun tøvede lidt, men tilføjede så: "Måske kan vi drikke en kop kaffe engang." Hun vidste ikke om hun ærligt troede på, at det nogensinde ville ske. Hvis det gjorde, ville hun foreslå De Tre Koste eller Den Tørstige Hat. Hun ville dog ikke have foreslået det, hvis hun ikke mente det. Så meget skyldte hun ham trods alt, konkluderede hun og bukkede sig for at trække den anden støvle på.
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Jan 29, 2015 21:38:48 GMT 1
Wyat smilede venligt og nikkede til hendes forslag, hun virkede ikke super ivrig og han undrede sig over at han ligefrem følte sig skuffet. Garanteret ikke så skuffet som husholdersken ville blive, når det gik op for hende at det heller ikke denne gang ville blive til et bryllup. Han følte sig allerede en smule træt ved tanken.
"Det kan vi vel" Svarede han og betragtede hende mens hun tog sko på. "Det ville i hvert fald være en fornøjelse" Tilføjede han og smilede venligt, det var sjældent han var så åben overfor nogen og det gjorde ham lettere nervøs.
|
|
|
|
Post by Magdalene Abbey on Jan 29, 2015 22:15:31 GMT 1
Maggie rettede sig op igen efter at have snøret den anden støvle og smilede lidt mere oprigtigt. "Det kunne det helt sikkert," svarede hun ærligt. "Men måske på De Tre Koste?" Hun kunne godt lide den andens selskab, men det var lidt for intimt at komme i hans hjem. De kendte jo ikke ligefrem hinanden.
Hun trak kappen på og samlede det rodede hår i en tyk knold. Det fik hende til at se lidt mere menneskelig ud, nu hvor det krøllede tøj blev dækket og hendes morgenhår kontrolleret. I hvert fald i stand til at gå udenfor, selvom hun egentlig havde planer om at tage direkte hjem via kaminen. Hun kunne risikere at rende ind i Brody, der boede lige i området, og det var mere end hun lige kunne overskue.
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Feb 1, 2015 1:08:39 GMT 1
Wyat blottede tænderne i et oprigtig smil og nikkede en enkelt gang. Han kom næsten aldrig på De Tre Koste, mest fordi han gerne ville skjule sig for irriterende sladder journalister.
"Ja, bestemt" Sagde han alligevel og betragtede hende undersøgende mens hun satte sit hår, inden han smilede skævt. "Du ser næsten hel frisk ud nu" Bemærkede han og strøg hænderne igennem håret, mens hans blik gled hen over hendes ansigt.
|
|
|
|
Post by Magdalene Abbey on Feb 1, 2015 2:15:48 GMT 1
Maggie lo lavmælt og skulede halvhjertet (og en anelse forsigtigt, stadig lidt usikker ved at spøge med en person, som hun ikke kendte videre godt). "Det er mere end jeg føler mig," kommenterede hun og stak hænderne i lommerne, før hun lod ham vise tilbage til pejsestuen.
Da hun var klar til at tage afsted, vendte hun sig mod Wyat og smilede overraskende varmt. "Jeg ved godt, at jeg gentager mig selv. Men tak for det hele. Virkelig."
|
|
|
|
Post by Wyat Whowood on Feb 1, 2015 16:38:01 GMT 1
Det var sjældent Wyat oplevede så meget taknemmelighed på en morgen og hver gang hun gentog sig selv, blev han en smule skubbet ud af sin ellers så kølige skal. Han blottede sine tænder i et forbløffet smil og trak nonchalant på skuldrene, mens han strøg fingrene igennem håret.
"Ingen årsag.. " Sagde han med en snert af varme i blikket, inden han stak hænderne i lommerne og afventede hendes afgang. Han håbede på at han kunne få lov til at se hende igen, hun fik ham til at føle sig utrolig godt tilpas og det skete nærmest aldrig.
|
|
|
|
Post by Magdalene Abbey on Feb 1, 2015 16:54:39 GMT 1
Maggie blev stående et øjeblik endnu, før hun nikkede, smilede lidt og tog en håndfuld susepulver. Hun overvejede om hun burde sige mere, men fandt aldrig rigtigt ud af det. Til gengæld smilede hun blot endnu engang, før hun smed en smule af det fine pulver ind i ilden og trådte ind i de smaragdgrønne flammer. Den kildrende fornemmelse var velkendt og hun bøjede nakken lidt for at se ud på ham. "Jeg håber at vi ses igen." Det var det sidste hun sagde, før hun rettede sig op, sagde sin adresse og smed resten af susepulveret. Øjeblikket efter var hun væk. Tråd afsluttet |
|
