Fremmede omgivelser og flammende drikke

[Wyat Whowood]

Wyat smilede oprigtig over hendes ord og løftede sit glas i en skålende gestus. "Det er jeg glad for at høre, det ville såre min stolthed hvis ikke jeg havde fået dig til at smile i hvert fald en gang i aften" Sagde han og blinkede venskabeligt til hende, inden han tog en tår af sin whiskey og smilede til hende

Senere på aftenen var Wyat efterhånden blevet en smule snaldret og da humøret var højt, havde han tilmed rejst sig op for at se insisterende på hende. "Nu har vi talt nok, jeg foreslår at vi tager en dans" Sagde han mens han blottede tænderne i et smil og mærkede alkoholen stige til hovedet nu han stod op, han havde åbenbart fået lidt mere at drikke end han troede.

[Magdalene Abbey]

Et godt stykke tid senere, var der ikke meget tvivl om at Maggie var fuld. Hun var støt blevet meget snakkesaglig og i en del bedre humør end hun havde været til at starte med. Alligevel fløj hendes øjenbryn op, da Wyat kom på benene og hun så lettere overrasket på ham, som hun brugte nogle øjeblikke på at finde mening i, hvad han havde sagt. Så lo hun, som om han lige havde lavet en joke.

"Jeg er ikke god til at danse," konstaterede hun afvisende, men fandt på en eller anden måde alligevel sig selv stående på benene. Verden snurrede svagt, men hun følte sig behageligt bedøvet, som om hun kun svagt var bevidst om at hun bevægede sig.

[Wyat Whowood]

Wyat tog fat om hendes hånd og rystede på hovedet, inden han blottede tænderne i et smil. "Så er vi to, kom med." Sagde han og så opmuntrende på hende, inden han trak hende med ud på dansegulvet, kun svagt bevidst om hun rent faktisk kunne følge med. Da de nåede ud i mængden af de mange dansende folk, tog hans hendes hænder og startede meget sikkert ud med at svinge dem fra siden til siden. "Jeg synes du er utrolig dygtig" Råbte han højt og smilede flabet til hende. Så slap han hendes ene hånd og forsøgte at snurre hende rundt.

[Magdalene Abbey]

Maggie lod sig mere eller mindre trække med, uden selv at være helt tilstedeværende nok til at kunne tænke over situationen. Hun vidste ærligt talt ikke helt hvad der skete, før hun var på dansegulvet og han havde fat i hende. Hans forsøg på at snurre hende rundt var uelegant og hun snublede mere eller mindre. Det var heldigt, at han tilsyneladende ikke var helt uerfaren og reddede hende fra at gå på næsen.

Hun lo. "Du må være fuld end jeg er," konstaterede hun bramfrit, ind over musikken og støttede sig lidt til hans hånd og skulder. Man kunne vel ikke helt kalde det at danse, men det fik til gengæld Maggie til at fnise og smile dumt.

[Wyat Whowood]

Wyat nåede lige at gribe fat i hende inden hun væltede hele vejen ned på gulvet og han grinede afdæmpet over hendes kommentar. "Stangstiv" Bemærkede han og løftede sine øjenbryn med et flabet smil. Han blev stående stille indtil han var sikker på hun havde fundet sin balance og overvejede om dans måske havde været lidt for overilet. Hendes glæde smittede af på ham og et øjeblik blev han betaget af hende, men på grund af alt det hun havde drukket, holdt han sig tilbage.
"Måske det er bedst vi sætter os inden folk kommer til skade" Bemærkede han og lagde en arm om hende for at støtte hende en smule.

[Magdalene Abbey]

Maggie lo hjerteligt og nikkede med eftertryk. Havde hun været bare en smule mere ædru, ville hun have trukket sig væk fra armen, men i øjeblikket var hun ganske enkelt for fuld til at tænke over det. Det var ikke tilnærmelsesvis godt og de overvejelser hun burde have gjort sig, kunne ikke være fjernere fra hendes tanker.

"Hvis jeg kan komme op af trappen," lo hun og greb fat om gelænderet, støttende sig let til den manden, som hun svagt havde glemt, at hun ikke rigtigt kendte. Fuldskab gjorde fremmede til venner, åbenbart. Hendes verden snurrede og hun følte sig lettere svimmel og ærligt talt også en anelse kvalm ovenpå dansen. Hun stoppede halvvejs oppe ad trappen og tog sig lidt til hovedet. "Jeg skal vist sidde ned meget snart."

[Wyat Whowood]

Wyat støttede hende på ad trappen og tog lidt bedre fat om hende, for at sikre sig hun ikke pludselig væltede. Han besluttede sig for ikke at lade hende slippe af syne før hun var kommet sikkert hjem, situationen var ikke uvant for ham, men han plejede at sende en tjener med de medlemmer der fik for meget på Kimæren.
"Kom her." Sagde han greb fat om hende og løftede hende resten af vejen op af trappen, indtil de nåede toppen og han overvejede om han egentlig bare skulle få hende hjem.
"Måske det er bedst vi går.. Kan du stå selv her? Jeg finder dine ting" Sagde han og kiggede opmærksomt på hende for at sikre sig at hun forstod hvad han havde sagt.

[Magdalene Abbey]

Maggie protesterede lettere utydeligt, da Wyat løftede hende op, men kunne ikke overskue at gøre så meget mere end det. Til gengæld brændte hendes kinder lidt gennem fuldskaben og hun så sig lettere desorienteret rundt, da først han havde sat hende ned.

Til sidst endte hun dog med at nikke med et lettere fjernt og satte sig tungt på en stol. Hendes hoved svømmede og det var først nu, at hun blev bevidst om, at hun nok havde drukket for meget. Mere sammenhængende var hendes tanker ikke og hun blinkede tungt, som hun ventede på ham. Kendte hun overhovedet hans navn?

[Wyat Whowood]

Wyat kom tilbage med hendes ting og så alvorligt på hende da han fik øje på hende i stolen. Han sukkede en smule opgivende, men satte sig så på hug foran hende. Hun så ud som om hun var ved at falde i søvn og han reagerede hurtigt og lagde hendes kappe om hende og forsøgte at hjælpe hende op at stå. Han tænkte ikke over at hun måske var forvirret over hvad der var ved at ske, han var alt for fokuseret på at få hende ud i den friske luft og hjem i seng. Det ville uden tvivl blive nogle onde tømmermænd i morgen, men han kunne bede sin husholderske om at lave en morgenmad der passede dertil.

[Magdalene Abbey]

Maggie var ikke helt klar over, hvad der skete. Hele verden snurrede og hun var ikke helt til stede. Hun så bare dumt til, som Wyat lagde kappen om hendes skuldre og hun bemærkede næsten ikke, at hun var kommet på benene. Hun var svimmel og var ikke klar over hvad der skete, kun at hun inden længe var udenfor.

Hun gik bare, uden at vide, hvor benene bar hende hen. Faktisk havde hun halvt glemt, at hun ikke var alene - men til gengæld var det også godt, at hun ikke var. Hun var bestemt ikke i nogen stand til at klare sig selv.

[Wyat Whowood]

Wyat havde stadig fat om hende mens de gik hjem og han forsøgte at støtte hende hver gang hun mistede balancen. Han plejede ikke at være typen der tog sig af folk, men han kunne samtidig ikke få sig selv til at efterlade hende til skæbnen. Det var ikke alle der var så anstændige som ham, det vidste han fra de mange år på Kimæren hvor de på trods af de sikre rammer alligevel havde haft ubehagelige situationer. Da de var fremme ved hans hus, hjalp han hende op af trappen til døren og låste den forsigtig op. Han hjalp hende af med kappen tog selv sin egen af, uden at efterlade hende uden støtte for længe. Derefter gik han igang med at følge hende op af den lange trappe til første etage, hvor hans værelse befandt sig, han ville selv tage gæsteværelset der ikke var redt op endnu.

[Magdalene Abbey]

Maggie var forsvundet fra omverden. Hun var ikke længere klar over, hvad der skete og først, da hun begyndte at røre på sig morgenen efter, var hun ved at vende tilbage til virkeligheden. Det første hun registrerede, var den dundrende hovedpine, der var ved at flække hendes kranie på midten og den klamme, dunede følelse, der var hendes tunge.

Hun glippede med øjnene, trykkende sig længere ned under dynen, før hun registrerede at noget var galt. Panikfølelsen meldte sig få øjeblikke efter og hun satte sig alt for brat op, så hovedet skreg af smerte og Maggie slap en lidende lyd. Det var dog overdøvet af den ubehagelige følelse af, at hun overhovedet ikke anede hvor hun var eller hvad der var sket.

Det der dominerede hendes tanker var, at hun befandt sig i en fremmed seng. Det fik al farve til at forlade hendes ansigt, før hun registrerede at hun stadig havde det samme tøj på, som hun havde haft på aftenen før. Svimmel og med en hals der føltes som en ørken, skubbede hun sig ud af sengen og måtte støtte sig til enden af den, da hele hendes mellemgulv vendte sig. Hun havde dog virkelig brug for at komme væk og hun famlede sig frem til, at hun stadig havde sin tryllestav på sig.

Både sko og kappe var dog fraværende og hun var ikke i stand til at transferere sig nogen steder. Så i stedet famlede hun sig hen til døren og bevægede sig ud i det fremmede, ganske overvældende hus.

[Wyat Whowood]

Wyat havde sovet nogenlunde i den uredte seng på gæsteværelset, han ville helt sikkert skulle høre for det når han mødte sin husholderske og ganske rigtig, da de stødte på hinanden på gangen brokkede hun sig henkastet. Han reagerede som han plejede, ved at trække på skuldrene og bede hende om at lave morgenmad. Han fortalte at de havde en gæst og at han håbede de kunne vise hende lidt gæstfrihed. Det fik hende til at lyse lidt op, den ældre kone havde altid ment at han havde brug for en kvinde i sit liv og dette var åbenbart endnu en mulighed. Da hun var gået kiggede Wyat ind på sit værelse og smilede lidt ved synet af den sovende unge kvinde, lukkede den så forsigtig han kunne og gik derefter ind på sit kontor.

På et tidspunkt var der lidt tumult der nåede hans øre fra værelset ved siden af og han rejste sig derfor og gik ud på gangen for at se om hun var vågen. Han blottede tænderne i et smil da han fik øje på hende og havde ikke selv mange tegn på tømmermænd.
"Hvordan har du det?" Spurgte han og holdt sig på afstand, da han gættede på hun måtte være lidt rundt på gulvet. "Du fik en del at drikke igår" Tilføjede han og betragtede hende opmærksomt, i tilfælde af hun stadig ikke kunne holde balancen.

[Magdalene Abbey]

Maggie var ikke ligefrem noget drømmesyn, som hun åbnede døren, desorienteret og med massive tømmermænd. Det i forvejen tykke og krusede, lange hår var ikke ulig en trolds og hun havde rander under øjnene, men det var vel mere eller mindre, hvad man kunne forvente. Maggie vidste derimod ikke, hvad hun skulle forvente og af samme grund stivnede hun brat, da en mand åbnede en dør og talte til hende.

Alskens tanker rasede gennem hendes hoved og det var først efter et øjeblik, at hun huskede at have tilbragt en god del af aftenen med ham. Hvordan var det endt...? Maggie tog sig til hovedet og rømmede sig. "Jeg..." begyndte hun hæst. "Hvor er jeg? Jeg kan ikke huske..."

[Wyat Whowood]

Wyat var glad for at se at hun i det mindste kunne stå på sine ben, men nu hun ikke havde livsnødvendigt brug for ham, gled han tilbage i sin gamle skal. "Mit hjem" Svarede han og smilede venligt. "Fønixengen, hvis du har brug for en mere geografisk beskrivelse" Tilføjede han og så sig omkring inden han vendte blikket mod hende.
"Du kunne næsten ikke gå på dine egne ben, så jeg kunne ikke se anden vej ud end at sørge for du kom hjem i seng og da jeg ikke vidste hvor du boede.. så blev det her.. men bare rolig.. jeg har sovet i gæsteværelset" Forklarede han og lænede sig op af gelænderet til trappen, mens han så smilede en anelse.