Fremmede omgivelser og flammende drikke

[Magdalene Abbey]

Knuden i Maggies mellemgulv løsnede sig let og hun stod kun tilbage med en temmelig forlegen og ydmygende følelse. Langt mere i sin egen natur rødmede hun kraftigt og skar en lille grimasse. "Det er jeg virkelig ked af," sagde hun spagt og lignede en der var parat til at synke i jorden.

Glimt fra aftenen vendte langsomt tilbage til hende og hun sank en sur smag, som hun tvang sig til at se op på... Hvad hed han? "Men tak. Jeg er bange for, at jeg ikke drikker meget normalt," undskyldte hun sig halvhjertet og gnubbede sin tinding. Det trak lettere apatisk i hendes ene mundvig, uden at det blev til noget fuldbyrdet. Det havde hun det for dårligt til. Både moralsk og fysisk. Hun foldede armene om sin underkrop. "Selvom jeg kunne dø af skam, er jeg taknemmelig for hjælpen..."

[Wyat Whowood]

Wyat trak på skuldrene og lavede en doven gestus med hånden over hendes undskyldning og han skubbede sig selv væk fra gelænderet, mens han strøg fingrene gennem håret. "Tænk ikke på det." Bemærkede han og smilede derefter lidt. "Nej, det var ret tydeligt" Tilføjede han inden han gik hen mod hende.
"Jeg har set værre" Kommenterede han og så undersøgende på hende, inden han blottede tænderne i et skævt smil. "Der er morgenmad nedenunder hvis du kan få noget ned, det ville dog gøre mig glad hvis du forsøgte, min husholderske hader at smide mad ud" Sagde han og slentrede derefter forbi hende hen til trappen, men stoppede op og kiggede nysgerrigt på hende. "Jeg fik aldrig dit navn?"

[Magdalene Abbey]

Maggie rødmede lidt mere over hans konstatering, men måtte smile halvhjertet. Hun var allerde på vej med et beklagende afslag, men hun gik i stå da han fortsatte. Så nikkede hun tøvende og strøg håret om bag øret. "Det er vel det mindste jeg kan gøre," svarede hun lettere usikkert. Hun kunne ikke lade være med at føle sig en anelse skyldig, selvom der ikke var noget fordækt i situationen.

Det sidste gentog hun for sig selv, før hendes øjenbryn gled lidt overrasket op. Et næsten oprigtigt smil trak i hendes mundvige. "Maggie," informerede hun ham og så spørgende tilbage. Hun huskede heller ikke hans, men hun havde en følelse af at hun ville genkende det når hun gjorde. Huset var ikke ligefrem diskret og det var ofte bemærkelsesværdige personer der boede sådan.

[Wyat Whowood]

Wyat smilede antydningsvist over hendes accept af morgenmadsinvitationen, det kunne selvfølgelig have været rart hvis hun ikke havde gjort det af pligtfølelse, men han kunne vel ikke forvente for meget. Han blottede tænderne i et lidt større smil over hendes navn og så på hende med et venligt blik, inden han til sidst besluttede sig for at præsentere sig selv, på trods af at han havde udskudt det så længe.
"Wyat.." Svarede han med et flakkende blik "Whowood" Tilføjede han og begyndte derefter at gå ned af trappen, han kunne ikke se hende i øjnene når hun fandt ud af hvem han var. Det gav ham svagt kvalme.

[Magdalene Abbey]

Et lys gik op for Maggie, da hun hørte navnet, men udover det reagerede hun ikke synderligt på det. I stedet fulgte hun tøvende efter ham og strøg fingrene lidt over håret i et forsøg på at glatte det.

Hun så forlegent og lettere undskyldende op på ham, men smilede svagt. "Jeg vil ikke udnytte din gæstfrihed, men er der tilfældigvis eliksir mod hovedpine til morgenmaden?" Hun havde det lidt dårligt med at spørge, men hun kunne knapt nok tænkte. Mindst af alt på, om hun burde opføre sig anderledes overfor ham nu. Det havde hun ikke tænkt sig uanset.

[Wyat Whowood]

Wyat kastede et blik bagud mod hende og smilede skævt. "Selvfølgelig, du må endelig sige til hvis der er andet jeg kan hjælpe med" Sagde han og vendte blikket ligeud igen, for at forsætte ned af trappen og videre ind i køkkenet hvor han udvekslede et par ord til husholdersken, inden han vendte tilbage med en lille flaske til Maggie.
"Værsgo" Han rakte den til hende med et venligt smil og rettede sig en smule op. "Vi plejer at spise herinde.." Bemærkede han og nikkede en enkelt gang mod døren ved siden af køkkenet, hvorefter han begyndte at gå derhen og regnede med hun ville følge efter. "Drikker du te eller kaffe?" Spurgte han med et venligt smil.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede med oprigtig taknemmelighed, om end stadig en anelse forlegen over at være nødt til at bede om noget. Hun drak dog eliksiren og mærkede med det samme virkningen. "Kaffe," bad hun og begyndte at føle sig støt mere menneskelig, skønt hendes mave stadig rumsterede ubehageligt.

Hun smilede svagt og så, stadig ikke med samme bramfrihed som aftenen før, op på Wyat. "Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal takke dig for alt det her," sagde hun forlegent, men så oprigtig ud. Hun skar en lille grimasse. "Jeg er bange for at det kunne være endt galt, hvis ikke du havde været der."

[Wyat Whowood]

Wyat forsatte ind i spisestuen, hvor der allerede var dækket op til to ved det lange bord. Han stoppede flygtigt op inden han satte sig og løftede sine øjenbryn spørgende over hendes ord. Derefter trak han på skuldrene, han kunne ikke se hvorfor hun skulle takke ham, men han manglede heller ikke ligefrem noget, ikke noget hun kunne give ham i hvert fald.
"Ja det kunne det" Konstaterede han uden at bore i det og tilføjede derefter: "Du behøver ikke takke mig, jeg havde en god aften, at du så fik lidt for meget til sidst er bare sådan det endte.. Du skylder mig intet Maggie" Sagde han og løftede afværgende en hånd og smilede venligt til hende, inden han gik hen til spisebordet for at rykke stolen ud der hvor der var dækket op til hende. Selv satte han sig ved bordenden, hvorefter husholdersken kom gående ind med et rullebord og begyndte at sætte maden på bordet.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede og så lidt ned i bordet, efter hun havde sat sig. Hun følte ikke helt at hun hørte til der og egentlig ville hun gerne hjem, men hun kunne ikke lade være med at føle at det var uhøfligt. Hun var dog stadig taknemmelig, men hun undlod at understrege det igen.

Hun var en anelse overvældet over rummets størrelse og det faktum at maden blev serveret. Det var ikke ligefrem hendes stil og hun foretrak til hver en tid at gøre det selv. Hun havde intet behov for et ekstravagant liv, men det var tydeligt at Wyat havde det anderledes. "Det ser godt ud," komplimenterede hun forsigtigt, tøvende.

[Wyat Whowood]

Wyat havde aldrig oplevet andet end dette esktravagante liv og han tænkte derfor ikke over det mens de spiste. I stedet var han blot som altid tilfreds med sin husholderskes arbejde og var glad for at han i sin tid havde ansat hende. På trods af hendes små beklagelser engang imellem, var hun det hele værd.

"Har du det bedre?" Spurgte han og så undersøgende på hende, mens han lænede sig tilbage mod ryglænet og lagde bestikket fra sig på tallerkenen. Et antydningsvist smil hvilede på hans læber. Det var nu rart at have selskab engang imellem, måske hans husholderske havde ret, måske han rent faktisk havde for få venner.

[Magdalene Abbey]

Maggies hoved dundrede måske ikke helt lige så slemt, som da hun lige var vågnet, men hendes mave var stadig skeptisk overfor maden og hun spiste kun enkelte stykke røræg ganske langsomt. Ned kom det dog og til gengæld drak hun gavmildt af glasset med appelsinjuice, komplet dehydreret.

Hun satte glasset fra sig efter at have taget endnu en tår og smilede det sædvanlige, halvgenerte smil, som oftest blev tildelt folk hun ikke kendte så godt. "Det begynder at hjælpe på det," svarede hun og tøvede så et øjeblik, før hun tøvende tilføjede: "Jeg skal vist bare ikke lave for mange pludselige bevægelser i dag."

[Wyat Whowood]

"Nej det er nok en dårlig ide" Svarede han og smilede antydningsvist, inden han rettede sig lidt op for at drikke en tår af den rest kaffe han havde i sin kop. "Du kan bare bruge pejsen derovre når du vil hjem, den er forbundet til susenetværket" Forklarede han og nikkede hen mod den store kamin i midten af spisestuen. Der var pejse i næsten alle værelserne i dette hus, men det var sjældent de alle sammen var i brug.

[Magdalene Abbey]

Maggie nikkede, som hun tvang endnu en bid æg ned. I virkeligheden var det lettende, at han ikke forventede at hun blev hængende. Hun var efterhånden også ved at føle, at hun for længst havde overskredet den tid, hvor hun var velkommen. Det fik hende til at smile halvt beklagende, før hun rømmede sig lod gaflen hvile på tallerknen.

"Jeg må nok også hellere snart komme afsted," konstaterede hun, mere eller mindre henkastet og så op på Wyat. Hun smilede svagt. "Men jeg er bange for, at jeg ikke ved hvor mit overtøj og mine sko er endt."

[Wyat Whowood]

Wyat blottede tænderne i et smil over hendes ord og nikkede, inden han grinede afdæmpet. "Det er rigtig, jeg tog mig den frihed at tage dem af dig. De står ude i gangen og dit overtøj hænger på knagerne" Svarede han og rejste sig derefter op, mest fordi det var høfligt ikke at blive siddende hvis folk skulle til at gå.
"Jeg håber ikke du er alt for skræmt over stedet her.. Jeg ved det ikke er alle der bor i store huse som dette." Bemærkede han og satte sin stol på plads, inden han smilede en anelse. "Jeg har dog aldrig kendt andet."

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede lidt mere oprigtigt, da Wyat lo. Det gjorde meget ved hans udstråling, der før havde været nærmest ulæselig. Hun var midt i at nikke, da han knyttede endnu en kommentar. Tænderne kom svagt til syne og hun så sig lidt underfundigt rundt.

"Det er ret overvældende," indrømmede hun og trak på skuldrene. "Og hvis jeg skal være ærlig, måske lidt for stort for min smag." Det var måske ikke en populær holdning, men Maggie havde aldrig haft et behov for ekstravagance. Hun var ikke ligefrem typen. Hun var trods alt heller ikke sammen med Brody, bare fordi han var en stjerne. Faktisk kunne hun måske godt undvære den del.

Hun rejste sig selv og sørgede for også at skubbe sin egen stol ind på plads, før hun fulgte efter Wyat.