|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 26, 2014 20:05:20 GMT 1
Det glædede Alana, at han havde grebet bolden, hun havde kastet op. Lyden af hans stemme, der udtalte hendes navn, ville normalt have fået hende til at smile, hvis det ikke var fordi tænderne stadig tyggede sammen om hendes kind indefra. Hun nikkede tøvende og åbnede munden. I samme sekund satte trappen i bevægelse, og hun greb hastigt fat om gelænderet for ikke at vælte ved bevægelsen.
"Jeg dansede med Miles Heeney tidligere, og.." hun tøvede og fik det så endelig presset over læberne. "Han sagde nogle.. Ting, der fik mig til at.." Alana sukkede og vendte igen blikket mod trappetrinnet. Selvom trappen igen stod stille, havde hun ikke rørt sig ud af flækken. "Det er ikke som sådan noget, du har gjort, men.." Hun sukkede. Det var svært at få det ud - få lagt ord på den tvivl, Miles havde spredt som gift i hendes indre.
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Dec 26, 2014 20:14:23 GMT 1
"Heeney?" Sagde Alastair kløede sig i nakken. Han brød sig ikke specielt om den ældre slange, men vidste ikke helt hvad han havde med sagen at gøre. "Ej men Heeney er en stor kanofuld af dragelort.." Udbrød han straks da det gik op for ham at det tilsyneladende var idiotens skyld at Alana nu var i dårligt humør. Alastair klappede dog munden lydigt i for at lade hende tale færdig og selvom at han ikke helt havde alle brikkerne, følte han stadig at han havde et bedre idé om hvad der foregik. Det var dog lidt svært at føre en alvorlig samtale når han ikke engang kunne holde hendes blik fordi trappen rystede under dem så Alastair satte sig på et af stentrinnene. "Og jeg gjorde noget der.. mindede dig om det eller hvad?" Spurgte han. Det var meget let at skyde hele skylden på Heeney lige nu og Alastair var nødt til at være opmærksom på at han stadig forblev rationel.
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 26, 2014 20:27:04 GMT 1
Alana rystede lidt på hovedet og slog sig ned ved siden af Alastair. Det irriterede hende, at hun aldrig bare kunne få sagt tingene som de var og få stillet det ubehagelige spørgsmål, selvom svaret kunne ødelægge hendes aften. Hun lagde forsigtigt hovedet på hans skulder, som hun altid havde gjort det med Keiran, når hun var ked af det.
"Han antydede, jeg kun fik folks opmærksomhed og venskab nu, fordi jeg... Er blevet ældre og.. Har udviklet mig fysisk." Hun tav igen, og prøvede ikke at fokusere for meget på sine brændende kinder. Alana kunne svagt mærke hans kind mod sit hår, og overvejede kort, om hun havde overtrådt en grænse ved at søge den kropskontakt. Hun trak sig forsigtigt tilbage igen og tvang blikket til at finde hans øjne.
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Dec 26, 2014 21:39:46 GMT 1
"Ej. Hm." Var det eneste svar Alana umiddelbart fik fra Alastair. Han havde netop samlet mod til at lægge armen om hende da hun flyttede sig og nu blev han kastet ud i at tage en stilling til en hel masse ting først og fremmest, hvordan kunne nogen bare sige sådan. "Okay.." sagde han men der var ikke nok ord der var klar til at blive formet på en måde der gav mening så han tænkte bare lidt mere. Han havde pludselig en smule dårlig samvittighed over at han faktisk havde gået og ville fortælle hende at hun var pæn hele aftenen, men alt det var for stort og uhåndgribeligt til at vende i hovedet sådan lige, så han greb fat i det tætteste. "Okay.." Gentog han, "en kano er ikke nok. Der skal mindst en færge til.." Han vædede sine ikke specielt tørre læber og ledte efter ord, "Men Alana.. Vi har da været venner i årevis. Har vi ikke? Det har jeg eller tænkt vi var."
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 26, 2014 23:03:09 GMT 1
Det øjeblik Alana havde trukket sig fra ham, fortrød hun, og lagde igen hovedet mod Alastairs skulder. Det var så meget nemmere for ende at tale med ham, når ikke, hun behøvede at se ham i øjnene. Det var hun for selvbevidst til. Hans ord om Miles fik et bittert smil frem på hendes læber. Det var så sandt, men alligevel havde den ældre slange en evne til at krybe under huden på hende og sprede tvivl ved at udnytte hendes svage punkter.
Smilet blev langsomt mere oprigtigt. "Virkelig?" Alana gav hans overarm et blidt klem. Miles skulle ikke have lov at komme mellem dem - selvom det måske var lidt for sent til det. Hun rykkede lidt på sig, så hendes pande rørte hans kind. Den var blød, som kinder nu engang er på knægte i deres alder. Forsigtigt rykkede hun en halv balde tættere på Alastair og lod hans krop opvarme hendes i en kamp for at genvinde den varme, hun havde tabt ude på tagterassen.
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Dec 27, 2014 0:05:06 GMT 1
Alana genindtog hans skulder og denne gang tøvede Alastair ikke med at lægge armen om hende. Den passede perfekt, det var helt utroligt. Enten var det endorfinerne der talte eller også havde der været en intelligent designer havde sikret at skulder, arm, skulder og kind var dele der gav perfekt mening. "Mhm.." brummede han sammentykkende; det her var rart. Så det sagde han: "Det her er rart." På trods af hele den - ærlig talt, vidunderlige - situation, blev hans tanker dog lidt ved med at at kredse om hendes bekymringer. "Alana.." sagde han endelig med så meget alvor han kunne mønstre når hele hans ansigt lod til at have travlt med at grine dumt, "..Jeg kan ikke love dig at alt.. det her, har absolut intet at gøre med at du er sm-.." Han sank. "..Pæn." Det ville være løgn og Alastair brød sig ikke om at lyve hvis han kunne slippe. "Men jeg kan love dig at det ikke er den eneste grund.. Langt fra. Jeg håber at det er okay.."
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 27, 2014 0:28:58 GMT 1
Alastairs arm var varm og blid mod hendes krop, og Alana slappede straks af igen. Han ville da vel heller ikke gå igennem al det kaos, hvis det bare var for hendes udseende? Et saligt smil havde indtaget hendes læber, og hun strålede af begejstring. "Virkelig," mumlede hun oprigtigt og kunne ikke helt lade være med at vurdere afstanden og mængden af indsats, der skulle til for at bringe hendes læber i nærheden af hans kind.
Alvoren i Alastairs stemme fik dog alarmklokken til at ringe, og Alana skulle til at vende blikket mod ham, men havde samtidig heller ikke lyst til at rykke ud af sin stilling og nøjedes i stedet med et "Mmmh?"
Opmærksomt lyttede hun, mens han kom frem til sin pointe. Det krævede en del viljestyrke ikke bare at springe op i optakten og afbryde ham for at udvandre, men Alana følte alligevel hun skyldte Alastair at lytte til forklaringen. En anelse tilbageholdent nikkede hun, lettere besværet eftersom hendes ansigt var klemt op af hans skulder. "Så er det vel.." hun tøvede kort "Okay, at du synes jeg er pæn?" Hun trak lidt kejtet på skuldrene.
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Dec 27, 2014 0:44:17 GMT 1
Det ville også være løgn at sige at Alastair ikke var smule lettet over noget så fjollet som at få lov til at finde Alana pæn. Men sagen var at han rent faktisk bekymrede sig om det var et eller andet sted sigende nok. Med et smil lænede han sin kind mod hendes hoved, bare en stund længere. "Nå!" Så han så langt om længe og gjorde sig lidt modvilligt fri af den jævnaldrende løve og rejste sig, "Skal vi gå tilbage?" Det var efterhånden ret sent på aftenen og Alastair var så småt begyndt at få en mystisk fornemmelse af at trappen også var træt af at slæbe dem frem og tilbage. Denne her gang følte han dog ikke den samme gru for at skulle gå og han var da heller ikke sky for at tilbyde Alana sin hånd med vrikkende fingre og et drenget smil.
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 27, 2014 1:01:03 GMT 1
Det lykkedes Alana i de få sekunder at falde hen i en lille afskærmet bobbel, hvor der kun var de to - hans kind mod hendes pande og hans arm om hendes skuldre. Derfor gav det et sæt i hende, da Alastair pludselig brød stilheden. Langsomt kom hun op at stå og fortrød straks.
Fødderne, der var blevet straffet med den ene dans efter den anden, havde endelig fundet sig til rette med at sidde stille, og jamrede sig i de tætte højhælede, da Alana kom op at stå. Alligevel fortrak hun ikke så meget som en mine, som hun havde lært derhjemme. En anelse modvilligt nikkede hun. "Lad os." Alana skulle til at sætte i bevægelse, men stoppede op ved synet af Alastairs fremstrakte hånd og de vrikkende fingre. Hendes ansigt lyste straks op, som hun lagde sin hånd i hans. Det var uden tvivl den bedste drejning, det bal havde taget.
"Hvor holder du jul henne?" Spørgsmålet væltede over hendes læber, før hun kunne nå at stoppe det og det vred sig en smule i hende ved tanken om, at denne aften var sidste gang, hun skulle se ham indtil efter ferien. Hvad hvis han glemte hende i mellemtiden?
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Dec 27, 2014 1:07:10 GMT 1
Alastair smilede triumferende da hun tog hans hånd og begyndte nynnende at gå, først afbrudt da Alana stillede ham et spørgsmål. "Nårh, du ved.." Sagde han og kløede sig i nakken, "Jeg tænker at det bliver en lille hyggelig affære.." Igen havde han ikke rigtig lyst til at det skulle slutte og derfor drejede han med vilje ned af en gang der ikke var den mest direkte til salen, men stadig godt kunne undskyldes. "Bare mig.. Og møllene." Han gav hendes hånd et drillende klem. "Ej, jeg skal bare hjem.. Lidt kedeligt.. Hvad med dig?"
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 27, 2014 1:20:28 GMT 1
Alana kunne ikke, selv hvis hun ville, have tilbageholdt den lavmælte latter, der boblede ud af hende ved hans ord. De møl, altså. Det virkede helt surrealistisk, at det kun var et par dage siden, hun havde stået og råbt ad ham nede i krypten over hans barnagtige adfærd. Nu gik hun sammen med ham og rødmede over det, når han klemte hendes hånd.
"Jeg skal også hjem." Der var vist ikke anden mulighed med den familie, hun havde. Burde hun invitere ham hjem? Var det for hurtigt? Alana bed sig let i inderkinden og strøg prøvende tommelfingeren over hans håndryg. Det var alt sammen gået meget hurtigt, og løvinden vidste ikke helt, hvor hun stod i forhold til Alastair.
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Dec 27, 2014 1:39:11 GMT 1
Alastair havde ikke så meget mere at bidrage til diskussionen, men det var egentlig ikke en ganske komfortabel stilhed der overtog. Alana blide kærtegn gjorde det svært ikke at grine som en idiot. Det hele var bare rart. "Jeg skal måske besøge mine bedsteforældre.." informerede han hende efter en tid, bare for lidt at holde samtalen kørende. Det hele forekom ham stadig rimelig pludselig og han vidste ikke helt om han var klar på at sætte ord på det der foregik imellem dem. Han gik og smilede for sig selv og tog efter en lille indånding for mod, sig sammen til rigtig at flette sine fingre ind i hendes.
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 27, 2014 1:50:04 GMT 1
Alana nikkede uden rigtig at have mere at bidrage med til samtalen. Ord virkede overflødige i øjeblikket, men alligevel tvang hun sig selv til at holde det gående. De var virkelig gode til at få sagt alt andet end hvad der virkelig lå i luften, men det irriterede hende egentlig ikke. Det var meget rart at få god tid til at finde ud af, hvad der egentlig foregik, og hvorfor hun følte den underlige vægtløshed og glæde i Alastairs selskab, og hvordan det lige var, at han var i stand til at tage den fra hende sekundet senere.
"Vi skal også forbi min faster og onkel, men heldigvis er Callie og Carran der." Alana gik ud fra, at Alastair vidste, hvem tvillingeparret var, men skulle til at uddybe for en sikkerheds skyld, da hans fingre flettedes ind mellem hendes. Øjeblikkeligt glemte hun samtaleemnet og vendte de blå øjne ned mod deres hænder. Alene synet var nok til at få smilet til at vokse.
|
|
|
Post by Alastair Ó Catháin on Dec 27, 2014 2:02:34 GMT 1
Det virkede! Nå ja og samtalen havde fortsat, men det virkede mindre vigtigt i øjeblikket. "Nårh du er kusine til Reynard-tvillingerne..?" sagde han mund lidt halvautomatisk, størstedelen af hans opmærksomhed befandt sig i den elektriske kontakt mellem deres hænder, "Jeg har også en fætter og kusine på skolen.." Alastair blinkede et par gange da hans hjerne endelig indhentede hans smalltalk. Han lo. "Men det er måske lidt mere åbenlyst.." indrømmede han fåret og kørte en hånd igennem sit sigende, krøllede hår.
|
|
|
Post by Alana Maverick-Bones on Dec 27, 2014 2:17:48 GMT 1
Alana nikkede distræt til spørgsmålet. Svaret var temmelig åbenlyst, og lige nu var hun ærligt mere optaget af følelsen af hans fingre mellem hendes. "Bare en smule." Hun nikkede mod de viltre krøller, han delte med sin familie. Selv kendte hun ikke grævlingene overvældende godt, og havde vidt kun haft en samtale med pigen.
Så gik det op for hende, hvor de var. Der var ikke langt igen til storsalen, og selvom det efterhånden var sent og Keiran sikkert var bekymret, havde hun ikke lyst til at skilles med Alastair. Det havde været en dejlig udflugt, og inderst inde vidste hun jo også, at den ikke kunne fortsætte i en uendelighed. "Såe.. Skriver du til mig?" Spørgsmålet var stillet tilpas drillende, så hun hurtigt kunne redde sig ned humor, hvis han nu skulle afvisende. "Skriver du så til mig over julen?"
|
|