Før eller efter

[Alastair Ó Catháin]

Alastair nikkede ivrigt, fuldkommen klar på at distancere sig selv fra den akavede situation. Heldigvis var der ikke så langt endnu og som de bevægede sig ned af gangen kunne han ikke lade være med at skæve til Alana indtil deres blikkes mødtes og han skyndte sig at se lige frem.
"Det er ikke ligefrem en hemmelighed.." indrømmede han i det han åbnede døren ud til tagterassen, "Men udsigten er det værd."
Over dem var himlen spættet af stjerne, under dem lå skolen oplyst. Alastair vendte sig mod Alana og smilede afventende.

[Alana Maverick-Bones]

Alana fulgte efter ham i tavshed. Den akavede situation et par sekunder forinden sad stadig for dybt i kroppen på hende, selvom tætheden med Alastair havde været mere end bare lidt behagelig. Et smil lyste dig hurtigt hendes ansigt op, da hun regnede ud, hvor slangen var på vej hun, og hun lod ømme fødder være ømme og ilede efter ham ud på tagterassen.

"Du er virkelig..." Fantastisk. Ordet sad i halsen på hendd, klar til at komme ud, men noget holdt det inde. "Det er en virkelig smuk aften." Alana smilede mildt til ham, før hun bevægede sig længere ud. Kulden greb straks fat i hendes slanke krop, og sendte en kuldegysning gennem hende, mens hårene rejste sig på hendes arme. Alligevel var det intet sted, hun hellere ville være lige nu - og ingen, hun hellere ville dele det med. Grebet om flaskens hals strammede sig en anelse, da hun hev staven fra fra kjolens folder og med lidt magisk hjælp fik trukket proppen op. "Skal vi sætte os?" spurgte hun forsigtigt uden at tænke over, at det nok hurtigt ville blive køligt i bagenden.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair havde lænet sig mod gelænderet for bedre at kunne se - der lod til at foregå noget nede på græsplænen - og bemærkede derfor ikke at Alana frøs. Han vendte sig først da han hørte en prop blive trukket op og satte sig som opfordret på bænken.. Kulden bed ham heldigvis ikke så meget, fordi hans festrobe var både solid og lidt for stor. Han skævede til flasken..
"Glas.." sagde han leende. Det var der ikke nogen af dem der havde tænkt på. 
Heldigvis var Alastair typen der nød at løse den slags problemer og efter at have kastet et hurtigt blik rundt endte hans øjne med at lande på kæmpeefeuen der voksede på muren.
"Nu skal du se her." sagde han med et grin og gik over og plukkede to store blade, rullede dem sammen til kræmmerhus og med et slag af hans tryllestav blev de af glas
"Så er der vinglas." Sagde han, "De har endda en stilk.. Bogstaveligt."  Han lo og rakte Alana det ene.

[Alana Maverick-Bones]

Alana satte sig forsigtigt på den anden ende af bænken end Alastair - med godt solide ti centimeter mellem deres kroppe. Hun blev smittet af hans latter og trak igen på smilebåndet. Akavetheden var så småt ved at forlade hendes krop igen, og gjorde hende i stand til rigtig at værdsætte øjeblikket - og mærke kulden, der skyllede mod hendes nøgne arme. Well, hvis ikke han var værd en lille forkølelse, hvem var så?

Opmærksomt fulgte hun Alastair, da han gik hen og plukkede to store blade - så dem forvandles til glas. Et begejstret smil blev tryllet frem sammen med. Han var en dygtig magiker, og det imponerede hende. Selv var hun også begavet inden for magien, men var normalt omringet af folk, der ikke havde samme engagement i undervisningen. Heldigvis var Alastair ikke i den gruppe, kunne hun glædeligt konstatere. "Imponerende." Det var nok det tætteste på et kompliment, Alana var kommet i aften, som hun tog imod glasset.

Med let rystende hænder fik hun hældt op i begge glas og stillede flasken fra sig på tagterassens fliser. "Skål." Der var noget uplacérbart, varmt i hendes stemme, da hun hævede glasset i en skål. Blikket hvilede indtrængende på Alastair.

[Alastair Ó Catháin]

"Skål" svarede Alastair og klinkede forsigtigt sit glas mod hendes. Han havde aldrig lagt mærke til hvor blå hendes øjne var, men fandt det nu svært at se væk. Smilede han? Han havde en fornemmelse af at han smilede. Et stort dumt grin.
Han havde også en fornemmelse af at hans han blev våd. Alastair blinkede og skævede til sit blad-glas og da han flyttede fingrene stod der en lille, nydelig, rød stråle ud af et hul.
"Erh.." sagde han uintelligent og skyndte sig at dække det med en finger. Ikke en perfekt løsning altså. Han skævede flovt til Alana.

[Alana Maverick-Bones]

En fin ringen kom, da glassene mødtes. Han havde smilefolder omkring sine øjne, bemærkede Alana, som hun sad og betragtede ham. Selvom deres øjenkontakt havde skabt et noget så skrøbeligt bånd mellem dem, fandt hun det svært at bryde den. Der var noget forbudt og fristende over det, præcis som den vin, de havde nappet fra køkkenet.

Forsigtigt sippede hun til vinen. Den var rund med en frugtig kant og en perfekt harmoni af frugt og garvesyre. Den røde stråle, der sev ud fra Alastairs glas fik hende dog på andre tanker end den lækre vin, og hun kunne ikke tilbageholde et tøset fnis. Hurtigt fandt hun staven frem. "Reparo." Hullet lukkedes og det stoppede hurtigt med at sive gennem Alastairs fingre.

Der var noget kært over det flove smil, der fik hendes smil til at vokse. Det var meget ulig den harme og pinlighed, hun selv havde følt tidligere i dansen med Miles. Følelsen af ubehag vendte kort tilbage til hendes krop. Hvis bare, hun ikke havde udviklet sig, ville den klamme snog aldrig have kontaktet hende. Brynene samledes kort og en eftertænksom mine, som hun studerede Alastair. De to havde som sådan heller ikke haft voldsom kontakt før sjette årgang. Før hendes hudproblemer forsvandt, og hun begyndte at udvikle normale kropsdele. Pludselig følte hun sig utilpas i slangens selskab.

[Alastair Ó Catháin]

"Tak." Alastair tog sig en slurk af vinen. Det var ikke noget han var vant til at drikke, men det var alligevel ganske rart deroppe på det halvkølige tag. Endnu engang priste han sig lykkelig for sit tykke tøj, men Alana..
Han skævede over til.. veninden og bemærkede da også at hendes smil var forsvundet. Og at hun havde gåsehud. Mentalt slog Alastair sig for panden; selvfølgelig frøs hun heroppe, hvorfor havde han ikke tænkt over det? Og hvorfor havde hun ikke sagt noget.
"Er du kold?" spurgte han bekymret og gav sig til at fiske tryllestaven frem. Endnu et problem han kunne løse. Sjovt nok havde den første idé ikke engang være den åbenlyse varmebesværgelse, nej han havde overvejet at lægge armen om hende. Måske endda fløjte.
Sødt men ikke ligefrem praktisk.

[Alana Maverick-Bones]

Alana havde blot nikket som svar, da han havde valgt at takke for hendes hjælp. Reparo var ikke just en indviklet besværgelse, og havde virket som det mest åbenlyse at gøre i situationen, frem for bare at sidde og lade stå til, mens vinen sev ud mellem hans fingre.

Til spørgsmålet forblev hun igen tavs og rystede forsigtigt på hovedet. Hun følte virkelig ikke for at få Alastairs hjælp, hvis den kun var blevet givet fordi hun var blevet en svane, som Miles Heeney havde sagt det. Uden at kunne skjule sit ubehag ved hele situationen rykkede hun en smule længere fra ham, og gøs, da hun kom til et stykke bænk, der ikke var blevet opvarmet af hendes krop. "Ellers tak, Alastair, du behøves virkelig ikke gøre mere for mig." Stemmen lagde klar distance til ham, og blev kun understreget af hendes flakkende blik, der nægtede at møde hans, men nu var naglet til hendes tæer, der stak en anelse frem under den røde kjole.

[Alastair Ó Catháin]

Man kunne se konflikten på Alastairs ansigt. Fordi han kunne jo tydeligt mærke at der var noget galt, og det kløede i ham efter at spørge hvad men samtidig havde hun direkte sagt at hun ikke ville have hans hjælp. Hun havde ikke brug for at han.. fixede situationen.
Han rettede ukomfortabelt på sit slips og matchede hendes blik i gulvet. Var han gået for vidt? Det havde jo egentlig bare været hans mening at han ville undskylde og at de så var endt på tagterassen med improviserede glas fulde af rødvin var kun fordi den ene ting lidt havde ført til den næste. Og nu var han tilbage hvor han startede.. Hans tomme hånd knyttedes på hans knæ.
"..Skal vi gå tilbage til festen?" spurgte han stille.

[Alana Maverick-Bones]

Alana sukkede dybt til spørgsmålet. Hun havde jo på ingen måde lyst til at gå tilbage til festen, især ikke med den stemning. Hjertet sank ned i maven på hende sammen med al optimisme, hun havde haft for aftenen. Måske havde Carran ret - måske havde ballet bare være noget opreklameret stads. Tøvende rystede hun lidt på hovedet. Han var trods alt ikke Miles, prøvede hun at minde sig selv om. Selvom de to ikke havde været venner som sådan tidligere, havde han heller aldrig været ond ved hende.

"Hvis du vil?" Forsigtigt vendte Alana blikket tilbage mod Alastair. Hendes indre skreg efter at han sagde nej - sagde, at han bare ville være deroppe med hende. Sagde et eller andet, der ikke var om gigantiske møl eller hendes kjole.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair rynkede brynene, det var ikke det klare svar han havde håbet på, men han havde efterhånden luret hvordan Alana fungerede og det skulle ikke undre ham om hun var alt for høflig til at sige hvad hun gerne ville.
"Det er nok bedst.." sagde han endelig og kom hurtigt på benene. Det sidste vin blev diskret vippet ned i en plantekasse sammen med bladet der hvis tid som glas var ovre. Alastair vidste ikke helt hvor den akavede stemning var kommet fra, der havde da været pinlige øjeblikke tidligere men denne her gang føltes det næsten ubehageligt. Og han havde mest af alt lyst til at komme væk fra det.

[Alana Maverick-Bones]

Alana betragtede slangens ansigt i et par lange sekunder, før hun trak blikket til sig igen og kom på benene. Ubehaget sad dybt i hendes krop og det vendte sig i hendes mave. Hvor var hun også dum at gå med en sekstenårig dreng op på tagterrassen og forvente bare en smule andet end at det var fordi hendes udseende pludselig havde forandret sig. En pludselig kvalme og træthen indtog hende, og hun havde mest af alt lyst til bare at gå direkte op til Gryffindortårnet, men vidste også, at Keiran ville blive nervøs, hvis hun pludselig forsvandt.

Hurtigt blinkede hun et par tårer væk, mens tænderne tog et hårdt tag i underlæben, så en metallisk smag fyldte hendes mund og erstattede vinen. "Fint" mumlede hun uden at turde at møde Alastairs blik.

[Alastair Ó Catháin]

Der var noget der var gået helt galt, og selvom at Alastair havde en gruende fornemmelse af at han blot gjorde det hele værre, turde han alligevel ikke helt forsøge at forbedre situationen før han havde en smule overblik.. En smule distance.
Han vidste bedre end at foreslå at de tog elevatoren så i stedet var der akavet tavshed alle seks etager ned med trapperne. Alastair havde virkelig lyst til at sige noget men hver gang han åbnede munden kom han til at skæve til Alana der lignede en der bare helst ville væk derfra, og så kan i nok tro at han fik klappet i igen.

[Alana Maverick-Bones]

Alana fulgte efter Alastair ned ad trapperne. Tavsheden var dybt ubehagelig og bekræftede hende kun i sin teori om, at han udelukkende havde søgt hendes selskab for de ydre faktorer. Hun ville sådan ønske, han sagde noget, men hun forblev skuffet, som han forblev tavs. De var næsten nået ned fra første sal og til stuen med lyden af hendes klikkene hæle, før hun endelig stoppede.

"Alastair." Alanas stemme var spinkel i den store trappegang. Igen følte hun sig meget lille og ubetydelig og tav igen, stod ubevægelig et par skridt bag ham. Hun vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde brudt stilheden, for hvad var der egentlig at sige? Hvordan skulle hun kunne forklare sine tanker og følelser? Forsigtigt trådte hun et skridt tættere på ham.

[Alastair Ó Catháin]

Det var håbløst. Selvom at han ikke kunne vente med at slippe bort fra situationen, havde Alastair alligevel ikke lyst til at skulle sige farvel. Selvom at det ikke havde planlagt og at det havde været lidt mystisk havde han altså haft en hyggelig aften med Alana og derfor, da hun sagde hans navn, var han hurtig til at vende sig og så op på hende med et håbefuldt udtryk.
"Alana?" Spurgte han tøvende. Han var stadig ikke fuldkommen sikker på præcis hvad der var gået galt, så han holdt bare godt fast på gelænderet mens hele trappen skælvede under dem og drejede fra et sted til et andet. Han sank. "Jeg vil rigtig gerne.. gøre det godt igen. Hvis du bare vil fortælle mig hvad der er i vejen."