Før eller efter

[Alana Maverick-Bones]

Alana stirrede overrasket på ham. Alastair havde ikke engang spøgt. Realisationen sendte hendes øjenbryn langt op i hendes pande og lagde den i fine folder. Synet af, hvordan han lyste op, satte straks alarmklokkerne i gang i hendes indre, men hun nåede ikke at komme med indvendinger, før han pludselig greb fat i hendes hånd.

Berøringen fjernede omgående alt, der havde noget at gøre med taleevne, og hun fulgte tavs efter ham ud af storsalen. Keiran var ikke umiddelbart at se nogle steder, selvom han sagtens kunne have talt hende ud af den åndssvage ide. Mens dørene til storsalen blev lagt bag dem, kom talens gave pludselig tilbage til hende. "Alastair." Hendes stemme var forsigtigt, spinkel og formåede ikke rigtigt at have den form for autoritet, hun havde ønsket.

[Alastair Ó Catháin]

"Hm?" Spurgte Alastair men nåede ikke at høre hvad hun havde tænkt sig at sige da de var ankommet til trappen ned.
"Hernede bor 'pufferne." Informerede han nonchalant om som de gik ned af trinene. Det lod generelt til at folk ikke helt vidste hvor de andre kollegier var, og siden Alastair havde en ganske god idé kunne han ikke lade være med at blære sig lidt. Det var omkring dette punkt at han indså at han stadig havde fat i hendes hånd og det var også ganske tydeligt fra hans lidt overraskede udtryk og måden han skyndte sig at give slip for at klø sig i nakken. Lidt sent dog, fordi de stod allerede foran destinationen. Maleriet fuldt af frugt. Alastair smilede, som en tryllekunstner før et nummer, og gav sig til at kilde pæren på billede indtil den forvandlede sig til et håndtag. Han åbnede døren og køkkenets liflige duft kom dem i møde.

[Alana Maverick-Bones]

Alana betragtede ham overrasket, da Alastair pludselig informerede hende om, at de nu var tæt på Hufflepuffs opholdsstue. "Hvordan ved du det?" Det ville være løgn at sige, at hun ikke følte sig svagt imponeret over hans viden om slottet. Selv havde hun suget viden til sig over alt fra, men han havde fundet helt ny viden, og havde valgt hende at dele det med.

At han pludselig slap hendes hånd, lagde igen fokus på, at de havde holdt i hånd hele vejen derned. En anelse pink i kinderne vendte hun blikket mod den lille pære i maleriet, som han gav sig til at kilde, og hun skulle til at åbne munden for at formulere sin undren til Alastair. Så kom et håndtag til synes, og han åbnede døren. Køkkenets duft ramte hende nærmest omgående og underlæben gled ned i en let måben, før hun fik taget sig selv i skindet.

"Hvordan i Merlins navn..?" Alana vendte de blå øjne mod Alastair. De stor pludselig meget tæt foran køkkendøren, da hun var rykket tættere på for at få det hele med. "Du er fuld af overraskelser, Ó Catháin."

[Alastair Ó Catháin]

Alastair kunne ikke lade være med at grine stolt over hvor imponeret hun var og hans hår fik lige endnu en tur med den naturlige kam der var hans fingre.
"Jeg spurgte en hufflepuff." forklarede han som var det det mest naturlige i verden, "Jeg tror ikke der regler om at holde det hemmeligt, og selv hvis der var.. Er de sjældent gode til at lyve."
De stod pludselig ganske tæt og Alastair knugede tæerne som for at stjæle sig sig en centimeter mere. Det var svært ikke at blive distraheret men han turde ikke holde op med at snakke, "..Og jeg fandt køkkenet ved at følge efter en lærer der skulle fortælle alferne om en multiallergiker et par år siden."
Han havde efterhånden talt sig varm og hans smil havde svært ved at blive bredere fordi netop det her var hans drøm, "men jeg arbejde f-.."
Men han blev afbrudt af en spinkel stemme der spurgte "Hvad kan jeg gøre for herren og frøkenen?" Alastair klappede munden i, skævede ned til husalfen, skævede op til Alana og hævede sigende et øjenbryn.

[Alana Maverick-Bones]

Alanas varme smil blev kun bredere ved synet af hans åbenlyse stolthed. Hun strålede helt i Alastairs selskab, og lyttede opmærksomt som han fik talt sig varm. Det gik selvfølgelig ikke hendes opmærksomhed forbi, at han listede sig til at rykke en lille centimeters stykke tættere på hende, og hendes kinder tog igen et svagt pink skær, der heldigvis ikke var så tydeligt i det begrænsede lys.

Hun smilede forsigtigt til alfen, der pludselig pebende fik stillet et spørgsmål. Hun var vant til husalfer fra sit eget hjem, og vidste at de nød at servicere. Forsigtigt fangede hun Alastairs blik. "En flaske rødvin?" Alana betragtede ham spørgende for at se hans reaktion - det kunne jo være, han ikke var fan af alkohol, nu han ikke lod til at have et problem med at bryde skolens regelsæt.

[Alastair Ó Catháin]

"Rødvin..?" Gentog Alastair og hævede et udfordrende øjenbryn. Han så ikke sig selv som en kriminel type, men kunne alligevel ikke lade være med at få en lille smule dårlig samvittighed over at tilsyneladende korrupterede den uskyldsrene klassekammerat. Alligevel var de nået så vidt, så hvis det var det frøkenen ville have.
"Rødvin." Sagde han sammentykkende og nikkede til husalfen der straks halsede afsted. Nu stod han atter tilbage alene med Alana og i sin hast for at fylde tavsheden kastede han sig ud i et kompliment han egentlig ikke var helt forberedt på at give.
"Du er.. Jeg mener.." Men det var allerede ved at gå galt, "..Det er en rigtig smuk kjole."
Endte han med at trække tamt i land. Hele det med at oprigtige komplimenter var ikke en færdighed han havde øvet sig på og han skrev sig bare øret at det kunne være at han skulle komme igang.

[Alana Maverick-Bones]

Det udfordrende øjenbryn, der blev hævet fra Alastairs side smed straks Alana i tvivl. Hun havde godt nok haft taget en vin fra køkkenet før, men det havde været i selskab med fætter og kusine, og havde været fra hendes tantes køkken. Det var af en helt anden kaliber end nu at stå med en klassekammerat og være i gang med at stjæle fra sin uddannelsinstitution. Hun havde været en millimeter fra at trække i land, da han så nikkede til husalfen og satte denne på Projekt Rødvin.

De var alene igen og tætheden mellem dem virkede pludselig forpligtende. Som lå der et usagt løfte i luften, hun ikke havde været klar på at afgive. Så talte han og Alana lod tæthed være tæthed. Komplimentet fik kortvarigt hendes blik til at flakke mod gulvet, før hun igen tvang det op for at møde hans. "Tak, jeg.." Hun tav. Det havde jo som sådan ikke været et kompliment til hende, men hendes mors udsøgte smag, som Alana selv aldrig havde været i tvivl om. Hun kløede sig en anelse kejtet på den bare arm og bemærkede pludselig, at hun frøs en anelse. "Min mors valg."

Alana vendte blikket ud mod køkkenet, hvor husalfen kort forinden var forsvundet blandt et hav af andre husalfer, der hver havde deres at se til - der var jo stadig et julebal at se til ovenpå. Nu måtte den som sådan gerne komme tilbage, så ikke hun skulle kæmpe for at fylde tavsheden ud med et lige så kejtet kompliment som Alastairs.

[Alastair Ó Catháin]

"Åh." svarede Alastair, nu lidt ærgerlig over han ikke bare kunne have sagt det han mente. At hun var rigtig pæn og at det ikke ville gøre ham det store hvis deres munde etableret et tættere, diplomatisk samarbejde indenfor den nærmeste fremtid.
Og wow.. Det var først nu at det for alvor gik op for ham at det egentlig var det han gik og tænkte på, men nu hvor han havde en pinlig tavshed til at tage et mentalt skridt tilbage og studere sin egen opførsel kunne han da godt se at det gav mening. Det gjorde dog ingenting nemmere på nogen måde, han stod stadig og så lidt dum ud mens han ledte efter det rigtig at sige.
Fordi kjolen var vel pæn, men det var især pæn fordi den var på hende men netop som han åbnede munden for at sige noget i den dur, blev han atter afbrudt af husalfen der nu stod der med en flaske og et tilfredst udtryk. Alastair skulede lidt.

[Alana Maverick-Bones]

Alana pressede et smil frem til hans svar og begyndte at vippe lidt frem og tilbage fra fodballerne til de lidt høje hæle, hun i dagens anledning havde presset sine små fødder ned i. Det var ikke fordi, hun ville have, at det var akavet, men hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Der lå så meget i luften, som ingen af dem havde fået ud endnu, og Alana var ikke typen, der sprang ud i det og bare tog første skridt. Håndfladerne gled uroligt over kjolen, selvom den stadig sad præcis som den skulle, og håret fik også et tjek med på vejen, selvom der ikke var så meget som et enkelt hårstrå, der havde rykket sig ud af plads.

Det krævede al hendes viljestyrke ikke at udbryde et lettet suk, da husalfen vendte tilbage med vinen og hun greb tilfredst ud efter flaskens hals. "Så hvad nu, Hr. Jeg-kender-alle-steder-denne-skole-har-at-tilbyde?" Alana hævede et udfordrende bryn som hun for første gang, siden husalfen var forsvundet efter flasken, vendte blikket tilbage mod Alastair. "Hvor vil du tage mig hen nu?" Ærligt kunne hun ikke se, at han skulle kunne overgå sig selv. Han var blæretypen, der straks lagde kortene på bordet.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair kunne godt se hvad det var der foregik, men han havde alligevel tænkt sig at vise hende. De var i kælderen så han overvejede kort det omvendte tårn, men det var lidt for støvet til at hun ville synes om det.
"Det kommer an på hvad du tør, frøken vi-skal-have-udtalt-lov-til-det." svarede han flabet tilbage, men han måtte indrømme at den ikke holdt så godt som hun stod der med flasken i hånden.
"Denne her vej." Svarede han guidede hende i modsatte retning af trappen til en gang med store søjlelignende udhug. Her bankede han en kæk lille rytme på tredje søjle der glæd åben og afslørede et læderpolstret interiør der grangiveligt lignede en tidlig elevator. Alastair trådte ind og så opfordrende på Alana, velvidende om søjlen egentlig var designet til en person og det ville blive en anelse trangt.

[Alana Maverick-Bones]

Alastairs ord fik hende til at ryste på hovedet. Nu stod hun der med en en flaske vin taget fra skolens køkken i hånden, og prøvede ganske vidst ikke at tænke for meget på det, men havde immervæk gjort det. Alana fulgte efter ham uden indvendinger og bed sig afventende i læben, havde svært ved at skjule sin åbenlyse spænding, der emmede fra hende.

En anelse skeptisk betragtede løvinden det meget lille elevatorlignende rum, der åbnede sig for hende, men hun havde besluttet sig for at lade ham blære sig, og trådte tøvende ind. Så betragtede hun Alastair, ventede på han sluttede sig til hende i elevatoren, der allerede nu gav hende udfordringer med bevægelsesfriheden.

[Alastair Ó Catháin]

Alastair kunne ikke lade være med at grine i det han trådte ind i søjlen og den lukkede sag bag ham og efterlod dem i halvmørke. Af ren og skær høflighed holdt han den maksimale mulige afstand til hende, men den centimeter det gav gjorde ikke luften imellem dem mindre elektrisk.
Gulvet rumlede ikke det mindste men Alastair vidste at de var på vej op igennem slottet. Han syntes normalt ikke at den tur var særlig lang, øjeblikket syntes at trække sig længere og længere ud. Han flyttede lidt på sig og i processen strejfede hans hænder.. Noget.

[Alana Maverick-Bones]

Lyden af hans latter smittede alligevel af på Alana, der løsnede lidt op. Det varede dog ikke mange sekunder, før hun stod og spændte i det meste af kroppen igen. Luften mellem dem glødede af spændinger, og på et punkt havde Alana lyst til bare at trykke sin krop mod hans og få tilbagelagt den sidste afstand mellem deres læber, men hun undlod.

Både varmen, der hurtigt opstod i et så lille rum, og hele situationens form havde ført til at rødmen var vendt tilbage til hendes kinder. Dette blev kun værre, da hans hånd strejfede hendes maveskind. Hurtigt forsøgte løvinden at træde længere tilbage, men fandt sig allerede i at stå klistret til den anden ende af elevatoren. Med nu brændende kinder så hun på Alastair. "Hvor langt skal vi op?" Hun nåede kun at sige det, før elevatoren stoppede med et lille hop, der sendte hende direkte fremover mod slangen.

[Alastair Ó Catháin]

Alastairs øjne spærrede pludseligt da elevatoren opnåede hvad bandets sjæler tidligere på aftenen ikke havde kunne og bragt dem tæt sammen. Det havde overrumplet ham da han pludselig stod fanget mellem den hårde sten og den bløde Alana. Hans hænder havde naturligt taget fra og hvilede nu på hendes midje.
Han sank.
Ding.. Og søjlen åbnede sig bag Alastair. Det var lige før han skvattede omkuld lige der, men han genvandt balancen med et par klodsede skridt baglæns og stod nu der og betragtede løven med et fåret udtryk.
"Skal vi komme videre?" Spurgte han med et dumt grin og drejede hovedet væk fordi de var tilbage i lyset og han havde lidt fornemmelsen at han var lige så rød i hovedet som Alana.

[Alana Maverick-Bones]

Det var sjældent, Alana virkelig var klodset, men det var selvfølgelig altid i de mest upassende situationer, at skæbnen valgte at sætte hendes momenter. Alastairs hænder brændte mod hendes talje, og lige meget, hvor gerne hun havde hævet blikket og leet lidt af hele situationen, var hendes blik som frosset fast på en fix-punkt på hans brystkasse. Så åbnede søjlen, og Alana hælvvæltede med ham ud af den trange elevator, genvandt førligheden igen, før hun kunne hæve blikket.

Ivrigt nikkede hun og prøvede at ignorere følelsen af sine glødende kinder. I det mindste lod det til, at han også var lige så kogende i ansigtet som hun. Alana sank besværet og slog lidt ud med armene. "Efter dig" peb hun og rømmede sig for at få sin stemme tilbage til normalen igen.