Hvis man var lavet af penge

[Oliver Morecambe Young]

Beatrice Sinclair Ivory

Oliver stak hænderne lidt dybere i lommerne, som han lod blikket glide ned over udvalget af armbeskyttere. Det var alt sammen dyrt og selvom han tjente en rimelig del mere efter at have fået reservepladsen hos Appleby Arrows, så var det stadig ikke overvældende. Til gengæld var ordentligt udstyr virkelig nødvendigt og han sukkede, som han rakte ud for at nærstudere et eksemplar nærmere.

Overvejende kløede han sig i det tykke, rodede hår og rynkede en anelse på brynene. Det var glimrende kvalitet, men de var til gengæld også dyrere end resten. Han var dog klar over, at det var en investering han blev nødt til at gøre. Modsat de primære spillere, var der ikke mange sponsorater til dem, der sad på bænken.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Det var sjældent at se den ellers altid muntre og kæphøje Bea forvandlet til en sky af arrighed eller irritation, men dette var tilfældet, da hun arrigt trak døren til Kvalitetsudstyr Til Quidditch op. Den lille klokke dansede voldsomt under den hårde bevægelse, men hun skænkede den ikke så meget som en tanke. Fire dage i træk havde hun nu trasket ned til butikken fordi udstyret havde svigtet hende. Spillerdragterne holdt jo fantastisk, og hendes kampudstyr blev jo heller ikke brugt så tit igen at det gjorde noget, men træningsudstyret derimod var et helvede. Irriteret fnøs hun og traskede hen mod hylden med briller. Briller også – hvad var sandsynligheden for at de lige skulle gå i smadder? Og så endda ved at hun var kommet til at vaske dem med resten af klunset. Det var ikke engang to timer siden, hun sidst havde været der.

Irriteret tog hun et skarpt sving ved hylden med armbeskyttere, der alligevel gemte på en lille overraskelse til at nedbringe irritationsniveauet i Beas liv. ”Young!” udbrød hun forbavset. Noget i hende havde stadig ikke vænnet sig til, at han jo også prøvede at gøre sig en karriere indenfor sporten (og ikke professionelle havde åbenbart ikke behov for at købe udstyr, i hendes hoved).

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var så opslugt af sine egne tanker, at han ikke registrerede tordenskyen, før den udbrød hans navn. Det gav et tydeligt sæt i ham og armbeskytteren smuttede uelegant ud mellem fingrene på ham og landede på gulvet, selvom han forsøgte at gribe ud efter den. Og han kaldte sig søger.

Med lettere røde ører drejede han hovedet, men skuldrene faldt tydeligt, da han indså hvem det var. Et enkelt øjenbryn skød i vejret. "Hvem har tisset på din sukkermad?" spurgte han en anelse tørt med et antydningsvist smil, før han bukkede sig efter armbeskytteren.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Et slankt øjenbryn hævedes, da armbeskytteren strøg direkte ud gennem barndomsvennens fingre og fandt gulvet. ”Noget siger mig, du burde lægge nogle flere timer på træningsbanen.” kommenterede hun tørt og kløede sig irriteret i håret, der tydeligvis ikke brød sig om at blive sat i hestehale, når det var vådt. Denne bevægelse fik selvfølgelig førnævnte hestehale til at vippe vildt. ”Jeg slider bare Quidditchudstyr op som var det mugglerstrømper” brokkede hun sig tvært, men kunne ikke lade være at bløde lidt op i et svagt smil, når nu han sendte et hendes vej.

Bea trådte forbi ham og hen til hylden med briller, hvor hun trak et par magen til de andre, der lige havde tabt kampen til livet, op. ”Hvad så, bigspender, skal du også have nyt udstyr?” spurgte hun med antydningen af et drilsk smil, da hendes blok havde fundet prisskiltet til armbeskytteren.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var en habil søger. Egentlig mere end habil. Han var dygtig. Det var bare ikke skide nemt, når ens bedste veninde og storebror allerede spillede på førstehold. I det mindste burde hans gamle anfører kunne huske, at det ikke havde stået helt skidt til. Han nøjedes derfor med at skule tvært, men halvhjertet mod hende over kommentaren, da han havde samlet armbeskytteren op.

Et resignerende suk undslap ham og på trods af at han ellers var god til at skule, endte han med at blotte tænderne i et smil. Ollie kløede sig i nakken. "Kommer du nogensinde til at stoppe med at understrege, at jeg ikke kom på førstehold lige så hurtigt som dig?" spurgte han tørt, men gav veninden et muntert puf. Han så overvejende ned på armbeskytteren. "Den sidste måtte lade livet for en smasher for leden."

[Beatrice Sinclair Ivory]

Det havde aldrig været nogen hemmelighed for Bea, at Ollie virkelig havde talent, men det havde ikke ligget så naturligt at tale om siden hun ikke var hans anfører længere. Før i tiden havde det virket og været oprigtigt og den rigtige anfører- og venneånd. Nu var hun bange for, det ville virke overfladisk og arrogant. Med brillerne i hånden lænede hun sig op ad hylderne og betragtede ham med et afslappet smil om læberne.

”Undskyld, Ollie. Du ved jo godt, jeg synes, du fortjener det mindst lige så meget.” forsvarede hun sig halvhjertet og spredte armene ud i en opfring. ”Og plejer jeg ikke at være privilegeret nok til at modtage kram?” Fosøget på at se fornærmet ud stoppede allerede, før det begyndte og Bea endte med helt bare at droppe det.

Blikket blev dog straks vendt mod hans Ollies arm ved beretningen. ”Shit mand, er du ok?” Der skete konstant ulykker indenfor Quidditch, og Bea var da også ofte blevet sendt direkte til healer for at måtte lappes sammen. Det var nu engang spillets præmisser.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie himlede med øjnene, men smilede derefter helt oprigtigt. "Det ved jeg, det ved jeg," affærdigede han hendes undskyldning, men havde dog taget imod den. Han trak på skuldrene. "Det var fikset på et øjeblik. Armen sidder stadig på," konstaterede han og understregede det ved at strække den ud og indfange Beatrice med den.

Han hev hende ind til sig i et solidt kram og plantede et flygtigt kys mod hendes kind, før han gav slip igen. "Det er godt at se dig, Bea. Skulle vi ikke snart drikke en ingefærøl?" Han hævede øjenbrynene svagt og så på hende med spøgende næsvished. "Medmindre du har for travlt med livet som stjerne." Han vippede med øjenbrynene.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea nikkede tilfredst ved svaret. Det var godt at høre, at han i det mindste ikke var kommet værre til skade. Nogle af skaderne var trods alt værre end andre. Et overrasket gisp forlod hende, da Ollie pludselig greb fat i hende og trak hende ind. Ikke desto mindre gjorde hun dog ingen modsigelser, men greb blot fast om sin bedste ven og holdt ham tæt, før hun også selv strøg læberne flygtigt over hans kind.

”Det er virkelig også godt at se dig igen.” Oprigtigheden var at tage og føle på. Allerede nu havde hun fuldstændig svedt ud, at hun blot få øjeblikke forinden havde været en sprængfarlig samling af aggressioner. Drillende langede hun ud efter ham med en hovedrysten. ”Det ved jeg nu ikke. Mit skema har ikke så meget plads til flabetheder.” gav hun igen og trak på skuldrene, mens det bedste hard to get-look blev fundet frem fra gemmerne.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver lo og trak let på skuldrene. "Touché, touché," skyndte han sig at sige og holdt hænderne afværgende op med et fjollet smil på læberne. "Jeg skal prøve at styre mig." Det var måske ikke så sandsynligt at det ville lykkedes, men heldigvis kendte Beatrice ham godt nok til også at vide det.

Han så undersøgende på hende, før han fnøs muntert. "Du ved i øvrigt godt, at jeg ikke har tænkt mig at godtage et nej," pointerede han og lod ubevidst armbeskytteren sejle et kort stykke op i luften før han greb den igen. "Alle har tid til en enkelt øl. Nu? Så snart jeg har betalt, selvfølgelig," han skar en grimasse.

[Beatrice Sinclair Ivory]

Som altid i voksede Beas smil for hvert sekund, hun tilbragte i Ollies selskab. Med karikeret skepsis nikkede hun til udmeldningen. Som om han nogensinde ville kunne kontrollere sin flabethed, selv hvis han ihærdigt prøvede. Det var dog heller ikke et scenarie, Bea ønskede sig. Hun elskede hans flabethed, den var nu engang en del af hans charme. Undersøgende kiggede hun på ham. Jo, charme kunne man godt sige. Han var jo alligevel temmelig charmerende. Hurtigt rystede hun på hovedet og tankerne, der havde bevæget sig ud på et solidt sidespor.

”Det får vi vist aldrig testet, for du får ikke et nej herfra.” fastslog hun og slog ud i luften for at hugge armbeskytteren fra ham. Søgeren var dog nu engang stadig hurtigere end angriberen, som det jo skulle være, og Bea puffede blidt til ham med hoften. Hurtigt sejlede hun forbi ham med brillerne i hånden og satte mod kassen. ”Jamen så lad os da få det overstået, så lad os da få det overstået, så vi kan få os den øl der.” Et kort øjeblik overvejede hun at tilbyde ham et tilskud til det urimeligt dyre Quidditchudstyr, men vidste på forhånd at han aldrig ville acceptere det, og hun lod tanken fare.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie vippede hovedet lidt i et resignerende nik og smilede muntert, før han satte kursen mod disken. Det var desværre ikke Ajax der stod der, men så havde det nok også taget væsentlig længere tid at komme igennem. Heksen kendte Oliver ikke rigtigt, så han nøjedes med at betale, mens ekspedienten pakkede udstyret ind i brunt papir.

Ikke længe efter bar han pakken under armen og ventede på at Beatrice havde afsluttet sit eget emne. Det var køligt udenfor og han skuttede sig lidt under den knælange kappe. Da veninden dukkede op gjorde Olivers smil det samme. "Jeg var lige ved at tro, at du var stukket af ud af bagindgangen."

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea trak kappen lidt tættere om sig, da hun trådte ud i novemberkulden igen. Bare få minutter i den varme butik havde fjernet al hendes modstandskraft for kulden. Et bredt smil havde fundet vejen tilbage til hendes læber ved synet af Ollie og kommentaren fremkaldte en kort latter. "Tro mig, tanken strejfede mig også, men så kom jeg i tanke om den drink dér." Hun smilede drilsk til ham og satte mod De Tre Koste.

Med lidt hjælp fra sin kropsvægt fik hun skubbet den tunge dør til kroen op. Bea åndede lettet op, da de trådte ind i varmen igen, og hun gned lykkeligt sine iskolde fingre, før hun vendte de blå øjne mod Ollie. Humøret var skyhøjt af stemningen i kroen, samt udsigten til en aften med den gode barndomsven. Hun trak elastikken ud af hestehalen og de mørke lokker faldt som en vifte omkring hendes skuldre. Fingrene strøg igennem det. "Øl?" spurgte hun, nærmest overflødigt, før hun satte mod baren.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo og rystede på hovedet. Han nøjedes med at svare ved at lange en arm ud, lægge den om Beas skuldre og halvt kramme hende, før han stak hånden tilbage i lommen og hankede lidt op i pakken under den anden arm.

Der var ikke ligefrem langt til De Tre Koste og Oliver skuttede sig en enkelt gang over endnu et temperaturskift. "Jep," svarede han simpelt til Bea og lokaliserede hurtigt et bord. Det var ikke den bedste placering, men det var udmærket. Nok til at det ikke trak fra døren.

Da veninden kom tilbage, tøvede han ikke med at hjælpe hende af med glassene mens hun satte sig. Han havde i mellemtiden løsnet sin egen kappe og rettede lidt på den rødbrune striktrøje indenunder, der havde et yndigt, gyldent lyn strikket på maven. Kudos til hans bedstemor. "Er du efterhånden faldet på plads hos Ballycastle?"

[Beatrice Sinclair Ivory]

Bea betragtede håbløst menneskemængden, der havde samlet sig foran baren. Da hun ikke så anden mulighed, jagede hun en skarp albue ind i siden på en alt for høj skikkelse, der havde spærret hendes vej. Hurtigt kom der et sukkersødt smil frem på hendes læber. "Ej, undskyld, det beklager jeg virkelig!" løj hun overbevisende, "Jeg elsker dine sko." En underskrift og bestilling senere driblede hun ned mod Ollie igen.

Storsmilende slog hun sig ned ved hans side. "Undskyld, baby, der var en kødrand af mennesker." Beklagende slog hun ud med armene. Synet af hans trøje fik dog fremkaldt et tøset fnis, som hun lod være den eneste kommentar på den. Sløvt trak hun kappen af og hang den over stoleryggen, tog sin øl. "Tjoeh, jeg synes det er en stor omvæltning pludselig at være tilbage, men jeg er nu ret glad for det. De har taget super godt imod mig, og efter jeg lavede en scoring på min D'Orazio mod Magpies, tyder alt på at selv sladderen i krogene er faldet til jords. Selvfølgelig skal man vænne sig til at spille sammen med resten af angriber-teamet, men jeg har jo spillet med Brody før, så det er allerede én, hvis spillestil, jeg kender nogenlunde." Bea trak på skuldrene. Der var ikke så meget mere at fortælle om det hos Ballycats. Hun elskede den måde, dragterne faldt om hendes figur på. Glasset blev hævet til en skål.

"Men hvad med dig hos Appleby Arrows?" skiftede hun nysgerrigt emnet. Hvis han ville vide noget om hendes tid hos Ballycastle, kunne han bare åbne enhver avis. Det var langt mere interessant for hende at diskutere Ollies tilværelse. "Hvor lang tid skal de have rent talent liggende foran snuden endnu, før det går op for dem, at du er en nødvendighed på førsteholdet?"

[Oliver Morecambe Young]

Ollie nøjedes med at trække afslappet på skuldrene og stillede i stedet Bea et spørgsmål. Svaret på det fik ham til at smile og han trak fingrene en enkelt gang gennem det tykke hår, før han trak på skuldrene for anden gang indenfor meget kort tid. "Den var også formidabel," slog han fast. Ollie var med til alle kampe med Ballycastle Bats. Han havde jo ikke rigtigt noget valg, når både storebror og Bea spillede der, vel?

Det var i hvert fald hans undskyldning. Ollie så lidt ubeslutsom ud i et øjeblik, før han tog en tår af øllen. Han vippede den efterfølgende overvejende mod bordpladen. "Jeg ved ikke. Deres nuværende søger er dygtig. Stillingen bliver ikke ledig, medmindre der er en skade eller opkøb involveret," konstaterede han. Der var altid muligheden for at Oliver kunne blive headhuntet til et andet hold i mellemtiden. Han ville bare ikke sætte forhåbningerne for højt.