JULEBALLET

[lady]

[/center]

Christmas eve
- Always something special

[/i][/font][/right]
Overraskelsen havde været tydeligt at finde både i hendes ansigt og i hendes stemme da Maxwell var kommet over til hende. Dog var hun ikke så overrasket længere. Nu stod hun blot og prøvede på at komme ud af hans favn, selvom alt inde i hende ønskede at blive stående. Bare lidt længere, bare lige nogle få sekunder. Dog vidste hun også at skubbede hun sig væk nu, så var hun næsten fuldkommen sikker på at vælte. Skoende hun havde på var ikke dem der ydede mest muligt balance, og ville hun formå at skubbe sig væk, så ville hun med sikkerhed vælte.

- “ Nej kan jeg ikke ligefrem prale med, men havde heller ikke regnet med at blive så længe… ” Rachel kiggede op i Maxwells kønne og til loggende øjne, men fik så brudt den fortryllelse han altid lagde over hende og kiggede så kort rundt. ” Men jeg ser heller ingen date hos dig… ” igen kiggede Rachel op til hans øjne. Hun prøvede dog på at undvige og ikke kigge direkte ind i dem, men det var svært at lade være. hun havde været van til det fra hun havde været helt ung, men her på det sidste var det som om alting havde ændret og forandret sig. Godt nok var de blevet ældre, men der var også sket andet inde i Rachel. Hjertebanken var blevet værre og følelserne var blevet mere og mere forvirrende.

Fordi Rachel selv havde blikket på Maxwells ansigt lagde hun godt mærke til at han kiggede rundt, og da hun fulgte hans blik opdagede hun også Pedias. Hans blik hang er længe, og endnu engang mærkede Rachel den bidende smerte hun så ofte fik når hun var i nærheden af Pedias eller tænkte på deres fortid, fordi en ting var at der mellem Maxwell og Rachel var kommet en form for væg, men anden ting var at Pedias var blevet fuldkommen ondskabsfuld overfor hende.
- “ Du må godt gå over til hende hvis du ønsker” sagde Rachel roligt. Hendes stemme var overraskende rolig for hende selv. Hun følte sig langt fra så rolig og havde forventet en vis form for jalousi i sin stemme. Dog var der praktistalt intet at spore, og opdagede ikke at Maxwells blik vendte tilbage på Rachel igen.

I det hans fingre blidt kørte hen over hendes kind, og fangede den vildfarende tot og satte den tilbage på plads, kiggede Rachel direkte på Maxwell. Hendes blik fangede hans øjne igen. Hans berøring havde været kort og næsten ubemærket, men Rachel kunne stadig mærke det, og ønskede faktisk næsten at han rørte ved hende igen. Rachel slog kort blikket ned, og kiggede ned på sine sko. Dog sagde hun intet. Hun gjorde ikke engang mine til det. Det var bedst. Da komplimentet kom stirrede hun op på Maxwell. Det var ikke normalt at Maxwell gav komplimenter, og slet ikke til Rachel. Det var første gang det nogensinde var sket.

- “ Tak … ” kom det stille fra Rachel. Rødmen var tydelig i hendes kinder, fordi selvom hun havde en smule make-up på var det ikke så meget at det dækkede for alt. ” I lige måde ” kom det kort tid efter fra Rachel. Hun sendte ham et af sine normale optimistiske smil, dog var det som om den normale gnist ikke var at finde. Det var svært for hende eftersom hun stod i armene på hendes første virkelig kærlighed. Den fyr hun var vokset op sammen med, og havde så mange minder med. Hun var dog rimelig sikker på at hun ikke længere var vild med ham, men hvorfor så det hamrende hjerte.[/blockquote]

¤¤

Tag ¤ Yuleballet & Rachel
Note ¤
Translate ¤
Mood ¤ m(^w^)m
Outfit ¤ Shoes, dress, hair

[/size]

[Deleted]

Han kunne ikke fjerne blikket fra hende. Han havde heller ikke lyst til at fjerne blikket. Han skiftede mellem at se hende i øjnene og omkring hendes læber, blot for ikke at blive ved med at stirre hende i øjnene, og derfor skræmme hende. God! Hun havde de mest perfekte læber, rosenrøde og fugtige, og de formede sig altid naturligt i et smil.

En kort latter undslap hans læber idet hun sagde hendes første ord. Han nikkede anerkendende med hovedet -,”Touché”
Han havde svært ved at holde et smil tilbage og prøvede derfor at ryste det væk med en rolig, langsom røst på hovedet. Han havde valgt for en gangs skyld ikke at komme med en date, eftersom han så det langt sjovere at komme alene. Så var man heller ikke bundet til denne ene person, og så havde han heller ikke ansvaret for at holde hende underholdt. Han gav slip på hendes arm og vendte sig halvt om mod Pedias’ retning. Han drejede hovedet og kiggede tilbage på hende. Han havde lyst til at gå over til Pedias, men nu var han mere sikker en noget andet. Der var noget her han blev nød til at ordne først.

Max kendte Rachel ud og ind. Han kunne tit blive overrasket, men i det hele så kendte han hende ret godt. Han vidste at hans mange små berøringer, selv bare hans nærvær var nok til at få Rachel til at rødme, og han sværger på at han engang mærkede hendes hjerte springe et slag over da han rørte hende. Han vidste hvordan han påvirkede hende. Og han nød det! Han elskede at tirre hende, specielt de gange hvor hun ikke havde brudt sig om hans berøringer. Han var udmærket klar over at hun havde et crush i ham. Han elskede følelsen af at have magten over hende. I sidste ende var han jo tråds alt Slytherin. Men på det seneste, havde han følt at deres forhold og hele hans spil, så småt var begyndt at løbe op i hinanden. Der havde ikke sket noget nyt eller spændende der kunne sætte mere gang i spillet. Båndet havde spolet tilbage til starten. Hvilket han ikke brød sig om. Hvis hele hans spil var slut, havde han måske ikke længere brug for Rachel. Måske var hun bare et færdigleget stykke legetøj, klar til at blive smidt i glemmekassen. Dog var han ikke klar til at give slip. Han følte ikke han havde udnyttet hende nok. Og han følte ikke at han havde haft æren af hendes selskab nok. De sølvgrå øjne fandt tilbage omkring hendes læber.

Han var så optaget af sine egne tanker, at han slet ikke lagde mærke til hendes sidst ord. Selv musikken lød meget dæmpet i hans ører. Han var ude på noget, man kunne tydeligt se det i hans øjne. Han var altid ude på noget, det var man ikke i tvivl om. Men denne gang kunne man tydeligt se, at mellem hans lange tænkepause havde han udtænkt noget stort. Han sagde intet. Selv smilet var forsvundet. Hans blik var roligt, næsten helt skræmmende neutral. Kun de sølvgrå øjne kæmpede mellem hele salens pynt om hvem der kunne skinne mest igennem. Han rykkede sig tættere på hende. Lod en hånd stryge, med ydresiden op ad hendes hals og finde plads omkring hendes kindben. Hans blik skiftede mellem hendes øjne og hendes læber. Han forsøgte at læse hendes blik, mens han rykkede sig endnu tættere på hende og samtidig sænkede hovedet.

For første gang i syv år, lod han endelig deres læber mødes.

Han var udmærket klar over, at kysse en Hufflepuff midt i storsalen ville give lidt af et ry. Hvilket til dels også var meningen. Som han altid havde sagt – om det er et godt ry, eller et dårligt ry, så er det trods alt et ry. Max levede af at danne sig et ry. Hele hans mission var at få sin eget navn på alles læber, også selvom det var efterfulgt af et – kyssede en Hufflepuff.
Fra hans side af, betød kysset med Rachel sikkert ikke lige så meget som det gjorde for hende. Han havde dog ikke troet at han kunne nyde hendes læber så meget, og blev derfor revet lidt med. Selv den anden hånd fandt plads bag hendes ryg, så hun i hvert fald ikke uden kraft kunne skubbe sig selv væk.

[anastacia]

we don’t remember days;

[/color]
we remember moments[/left][/font]

Anastacia var iført en rød kjole, der måske var lidt for kort til aftens anledning, men det var den eneste hun havde kunne nå at finde, eftersom hun ikke rigtig ville have været med til ballet. Bal var ikke Anas kop te, og kun fordi Pandora havde spurgt hende og de skulle gøre sig klar sammen, stod hun nu her, med Pan ved sin side. Kjolen var som sagt rød, blodrød for at være helt præcis, og passede godt til hendes brune hår. Omkring livet på kjolen sad et tykt sort bånd, hun havde sat på for ligesom at have noget andet end en hel rød kjole, der desuden også var stropløs og derfor sad stramt omkring hendes brystkasse, men den var lidt løsere fra livet og ned. Skoene var sorte stilletter, og Anastacia der normalt aldrig bevægede sig op i sådan nogle sko, havde en smule svært ved at holde balancen, og var derfor taknemmelig for gelænderet på trapperne, samt de stole der måtte være i storsalen. Hendes lange brune hår, hang løst og var i aftens anledning krøllet i slangekrøller. Hun havde ingen smykker på, fordi hun ikke havde kunnet finde nogle der passede til lejligheden og for, at være helt ærlig gik hun sjældent med smykker så hendes lager af disse var bestemt ikke stort.
Fordi Anastacia ikke havde regnet med, at skulle med til ballet, havde hun ikke kunnet nå, at finde en ledsager til ballet, og faktisk var det okay med hende: Hun havde ingen forpligtelser overfor nogen udover sig selv, og kunne egentlig gøre næsten som hun ville. Det eneste hun behøvede var at overholde skolens regler for ballet, selv om hun tvivlede på at nogen overholdte dem i sidste ende.
”Du er også smuk Pen! Og jeg kan vældig godt lide din kjole” svarede hun, mens hun så smilende på veninden, da de gik ind i storsalen. Antallet af gange de to veninder havde sagt noget pænt om hinanden den aften havde Anastacia for længst opgivet at tælle. ”Nå, hvor er din date?” spurgte hun.

Words: 342
Quote: Cesare Pavese, the burning brand
Tagged: ppz.
Time: -
Place: Storsalen.
Notes: KJOLE

[/font]

[lady]

Christmas eve
- Always something special

[/i][/font][/right]
Hele sagen I mellem Maxwell og Rachel havde aldrig været en let sag. Der havde altid været problemer på den ene eller den anden måde, og det at Rachel var blevet en slange havde ikke gjort sagen spor lettere. Rachel havde gjort alt hvad hun kunne for at være imod ham. for at hade ham, og for at være sur på ham, men til sidst havde det næsten været umuligt for hende. hun gjorde stadig alt hvad hun kunne for at være imod ham, men det var bare blevet svære da følelserne var blevet endnu mere forvirrende for hende.

Et smil spillede kort hen over hendes læber da han kort sagde et enkelt ord. Dog forsvandt det hurtigt da han virkede til at ville forlade hende til fordel for Pedias. Det var svært at acceptere at veninden muligvis var mere til loggende og tiltrækkende for Maxwell. Rachel vidste at hun hverken ejede Maxwell eller havde parti på ham, men hun ville nogle gange som nu ønske det. Dog havde hun intet der kunne holde Maxwell fast. Efter at hun var røget ind hos pufferne var det som om at selv deres familier var holdt op med at snakke sammen. Det havde været helt underligt og en smule forvirrende i starten, men Rachel havde også lært at tyde, forstå og acceptere det. Sådan var det bare at være i en fuldblods familie. Det vidste hun.

Fordi de to havde kendt hinanden i så mange år så var Rachel ikke i tvivl om at Maxwell kendte hende. Selv dem der blot gik på skolen kendte hende så utrolig god. Rachel var for mange at læse som en åben bog. Rachel var på alt for mange punkter en åben meget letlæselig bog. Ikke noget hun selv ønskede men noget hun blot var blevet. Sådan var verden bare og det havde Rachel lært at acceptere. Dog vidste Rachel godt at alt det her blot var et spil for galleriet, og en leg for Maxwell. Selvom han komplimenterede hende, og var venlig imod hende så betød det intet for ham. Rachel vidste det, og det var næsten det der var med til at gøre det endnu mere svært for Rachel at acceptere. Hun var sur over at han altid legede med hende, hendes følelser og familien.

Rachel havde godt lagt mærke til at hans blik blev ved med at falde ned på hendes læber. Hun havde ikke lagt mere i det, og slet ikke tænkt over det. hun prøvede på at lade være med at forvente og tro alt for meget når det omhandlede Maxwell, men dette her var bare næsten for meget for hende. Rachel lagde godt mærke til at han ikke hørte hendes ord, og hun kunne tydeligt se på ham at nu var han på vej til at lave ballade. Han var på vej til at lave noget som hun helt sikkert ikke ville bryde sig om. Hun forventede at han ville forlade hende for at lave sit ballade. Hun forventede at han ville gå hen til Pedias og byde hende op til dans, og være sammen med hende resten af aften. Hun ønskede på en måde at han skulle forlade hende så hun kunne slippe væk. Skoene hun havde på var begyndt at gøre ondt.

Da Maxwells hånd pludselig var på hendes hals og så på hendes kind burde hun havde forudset hvad der ville ske. Hun burde have fornemmet det, og stoppet det, men hun kendte intet til det her. Hun anede ikke hvordan drenge gjorde når de lagde op til kæresteri, kys og kæleri. Hun havde kun hørt om det, og aldrig oplevet det på egen krop. Hun havde ikke tid til det. Det var hvert fald hvad hun sagde til alle. Så da hans hånd var oppe på hendes kind mærkede hun at hendes hjerte bankede hurtigere. Hun mærkede varmen brede sig fra der hvor han rørte dog opdagede hun ikke at hun holdt op med at trække vejret.

’Han KYSSEDE hende!!’

Rachel var både forvirret, forskrækket og forbavset. Hun mærkede hans alt for bløde og blide læber ramme mod sine egen, og var i et nu gået fuldkommen i stå. Hun stod bare og stirrede ud i luften med hænderne ned langs siderne. Han havde overrasket hende med dette træk. Et træk hun bestemt aldrig nogensinde havde troet han kunne finde på at gøre. Og da slet ikke i storsalen. ’Gør nu noget!’ tanken farede igennem hoved på hende, og hun begyndte at tænke næsten panisk hvad hun kunne gøre for at komme væk. Hun mærkede ikke hånden der var kommet om bag ryggen på hende, men så kom det pludseligt.

I samme sekund som ideen var kommet havde hun kort lukket øjnene, løftet armene og skubbet Maxwell så hårdt i brystkassen som hun kunne. Hun forventede at det ville være hårdt nok til at hun kunne komme fri. ' Mae'n gwneud i chi ond nad ' var hvad hun havde tænkt sig at sige, men i stedet kom
- " Rhaw! Idiot! hyn yr ydych chi ... " Hun havde dog ikke lige forventet at i det hun var næsten fri, ville hun mistede fodfæstet og den ene sko gled under hende, og Rachel var som forudset på vej til at falde.
[/blockquote]

¤¤

Tag ¤ Yuleballet & Rachel
Note ¤
Translate ¤ Det gør du bare ikke – Spade! Idiot! hvad har du...
Mood ¤ m(^w^)m
Outfit ¤ Shoes, dress, hair

[/size]

[lou]

Tiden føltes ekstra langtrukken i forvejen for Lou. Hun var godt klar over, at hun kunne komme til at vente lidt på Aiden, hvis han altså ike havde været der i forvejen, fordi de ikke havde aftalt nogen præcis tid. Faktisk havde de ikke rigtig snakket om noget med at ankomme og ting i den dur, fordi Lou bare havde takket ja pr. brev. Men nu var der gået lang tid, og selv Lou, der altid holdt masken var begyndt at vride lidt på sig og kaste blikke overskulderen efter Aiden oftere, end hvad godt var. Et suk forlod hendes læber, men det var lngt fra håbløst. Det irriterede hende en smule, at hun var nødt til at tage tingene i egen hånd, men hun nægtede altså at stå alene her længere. Derfor forlod hun sin plads ved indgangen og gik længere ind i salen i et forsøg på at finde nogen, hun kunne snakke med. Stuart var ingen steder at se, men nu var han heller det optimale selskab til en fest. Lily stod og snakkede med Jasper, der var i hvert fald noget, hun ikke ville afbryde, og til sidst faldt hendes blik på Adam, der var på vej hen mod punchbordet. Fair nok, tænkte hun, hvis hun snakkede med ham, så ville hun da få festen startet. Hun ændrede derfor retning, men stoppede efter kun et par skridt. Adam stod sammen med Julie fra Ravenclaw, som var godt i gang med at få alles opmærksomhed, og bag hende stod Rachel og Aiden. En stenhård klump formede sig i Lous mave. Var han bare gået forbi hende uden at snakke med hende? Normalt ville den slags ikke gå hende på, men normalt var hun heller ikke forelsket i folk. Hun blev stående en smule hjælpeløst men besluttede sig hurtigt for ikke at tabe ansigt. Hun drejede derfor om på hælen, blot for at se søgeren fra Hufflepuffs hold, Rachel Ballard, stå og kysse en slange. Lou måbede ukontrollet, og en eller anden ved siden hende puffede til hende og pegede derhen med et flabet grin på læberne. Lou nikkede og smilede skævt til vedkommende.

[Edward Johnson]

Ellies hånd var lille og blød imod Edwards egen. Han måtte indrømme overfor sig selv, at han nød at holde hende i hånden mere, end hvad godt var, men hvis han slet ikke måtte røre Elanor ville det blive et kedeligt bal - og ikke kun for ham, hvilket i hans hoved ikke var en mulighed. Godt nok var de kommet som venner, men han var fast besluttet på at få Ellie til at hygge sig, for han var trods alt en gentleman. Da hun vendte sig om mod ham svingede hendes hår og gav en sød duft fra sig. Han kunne ikke lade være med at bemærke, at hun langt fra duftede som Psyche.
"God ide!" svarede han med en anelse ironisk undertone og et smil på læberne - selvfølgelig skulle de da danse! Han tog den hånd, han holdt om og lagde den omkring hans arm. Så førte han hende ind i gennem dobbeltdørene til storsalen, hvor de straks blev mødt af musik og menneskesnak. Der var flere mennesker, Edward kendte, men lige nu havde han ikke tid til at snakke med dem. Hans mål var dansegulvet, hvor han trak Ellie med sig. På Halvvejen tog han igen fat om hendes hånd og lagde den anden på hendes lænd, og da de var langt nok inde i mængden svingede han hende let ud og trak hende ind til sig igen, så de stod i en klassisk danseposition, dog knap så formel. Han kiggede ned på Ellie, der på trods af sine hæle var lavere end ham, og smilede varmt.
"Du ser vidunderlig ud." sagde han højt nok til, at hun burde kunne høre det over musikken. Det var tydeligt, at han mente det, for hans blik afslørede tydeligt, hvor betaget han var af hende lige nu.

[Eleanor Ivory]

I got nothing,

my mind

the outfit • the hair


Edwards hånd omkring hendes lille spinkle hånd, fik Eleanor til at kigge instinktivt væk. Ikke fordi hun var den genert type, men hvis hendes bror eller fætter så hende stå hånd i hånd med deres bedsteven ville hun være en død pige inden ballet var omme. I det hun blev ført ind i Storsalen mødte blikket den smukke sal. Men det gled hurtigt videre, og lagde sig på Lily Abott som stod med Jasper. Derefter hen på Julie, Rachel, Adam og Aiden. Men hun kiggede hurtigt væk i det hun blev svunget om, og de brune øjne lagde sig i Edwards.

Eleanors bevægelser var mere bølgede og elegante end de plejede, nok fordi at kjolen sad tæt om hendes former. Selv følte hun sig smuk, men da Edward kommenterede hendes udseende kunne hun ikke lade være med at sende ham et drillende smil. ”Jamen tusind tak, du ser heller ikke værst ud” Sagde hun med en tydeligt drillende, mens hun svajede en smule. Da Eleanor nok ikke var den perfekte danser, var hun ikke meget for at gøre det store ud af en dans hvilket også var grunden til at hun svajede mere fra side til side end at træde rundt. Blikket der blev sendt til Eleanor, lagde hun mærke til men bildte sig med det samme ind at det var noget hun havde troet.

Den unge pige lod blikket glide rundt i salen, i håb om at se nogle velkendte ansigter, men dem hun kendte så ud til at være fuldt optaget. Især så hun mistænksomt på Aiden, Rachel, Julie og Adam. De var altid ude på ballade og hvis hun kendte Adam godt nok, så ville han gøre en masse ting for at sætte gang i festen. ”Jeg Stinker til at danse” undskylde hun og sendte Edward et halvt bedende blik, hvorefter hun kiggede flygtigt væk da hun ikke ville ende med at ligne en tomat resten af aftenen. Det hele ville alligevel ende med der kom en smukkere pige, og spurgte Edward om en dans. Også var det ’ Eleanor alene i verdenen’

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche trådte ind af døren, sammen med din date, omkring en halv time for sent. Det var bestemt ikke et forsøg på at være ”smart”, men fordi hendes hår havde været et mareridt. Hun havde regnet med at en time til at blive klar var nok tid til at blive klar, men måtte sande, at det på ingen måde havde været nok. Heldigvis havde hendes date haft tålmodighed til at vente på hende, så hun ikke kom for sent alene.
Hun havde iklædt sig en grøn kjole, som var tro mod hendes kollegiefarver, og som hun havde fået syet specielt til lejligheden. Hun ville bestemt ikke risikere at nogen have samme kjole som hende! Det mere tunge, og skinnende stof, faldt ned mod gulvet som en kaskade af vand, mens et lettere stykke af mere mat stof, svævede omkring hende mens hun gik. På ryggen var kjolen næsten helt åben, da kun et stykke broderi af sølv og grønt, dækkede hele rygområdet. Til kjolen havde hun valgt smykker i sølv, med grønne sten som matchede kjolens farve perfekt. Skoene var højhælede, selvfarvede og dekorerede med store diamantlignende sten. Håret var sat op i en elegant men enkel frisure, og øjenmakeuppen have et gråligt-sølvfarvet skære. Generelt havde hun forsøgt at holde tilbehøret lidt nedtonet, da kjolen i sin selv tog meget opmærksomhed.

Hvem havde så trukket det lange strå, og fået Psyche som date? Damien Maverick sommænd! Fuldblodet troldmand, og slange, som han var, virkede han umiddelbart som et godt valg. Desuden var Psyche helt sikker på at han ville blive den næste leder af the riddlers, og derfor var hun overbevist om at det var en god idé at holde sig på god fod med ham. Det var det vel egentlig generelt, for han var alligevel ikke ligefrem sløv med en tryllestav.
Da hun var kommet ind i rummet, og bevægede sig lidt rundt, gjorde hun et stort nummer ud af at observere de andre elever. Alle var naturligvis klædt pænt på, og naturligvis var pigerne lidt mere spændende at se på end drengene. Psyche var klar til at indrømme at der var mange flotte kjoler i rummet, men alligevel følte hun sig langt hævet over de andre, og temmelig sikker på at hun ikke ville lyve alt for meget, hvis hun sagde at hun så bedst ud. Hvis man så på det hele i store træk, pynten, kjolerne, både drengene og pigernes humør og påklædning, virkede det som om det ville blive en dejlig aften. Det ville selvfølgelig have været helt perfekt, hvis salen var ryddet for mudderblod, men den sag var der ikke noget at stille op med.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL EVERYONE! AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 440 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole, Sko, Hår,. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Amycus Wallace]

underneath the mistletoe ,

i found my love

Hvorfor havde det været et problem at spørge Pandora om hun ville følges med ham til juleballet? Det var et simpelt, ukompliceret spørgsmål – eller sådan havde Amycus da troet! Men i stedet havde han blot set på imens hun valsede ud af opholdsstuen. Aldrig havde Amycus troet at hendes ynde kunne have været større, men han måtte nu indrømme, at han havde taget fejl. Bare synet af hende fik hans hjerte til at galoppere afsted og hans hænder til at fumle med slipset.

Okay, så han kunne have valgt ikke at møde op alene, men han havde takket nej til alle der havde spurgt ham, med den undskyldning at han nok slet ikke dukkede op – han ville jo heller ikke have, at de skulle føle sig afvist. Når alt kom til alt havde Amycus endda overvejet om han skulle blive væk, men tanken om Pandora fik liv i hans ben og satte gang i hans hænder. Før han vidste af det var han iklædt noget pænt han havde fundet et sted i rodet af hans klædeskab. Det var måske ikke det traditionelle jakkesæt, men det kunne da gå an... Kunne det ikke?

Amycus trådte ind i storsalen, straks slået tilbage af dets pragt. Det burde ikke komme bag på ham, dette var trods alt hans syvende julebal, men alligevel syntes hvert år at overgå det forrige. Før han end nåede fuldkommen ind stod han næsten på tæer for at finde Pandora i mængden, men med så mange mennesker samlet på et sted kunne det ende med at blive lidt af en opgave. Han gjorde hurtigt honnør til Maxwell og Rachel – det undrede ham ikke, at Maxwell allerede var i gang, trods alt havde de været venner siden de begge kunne åbne deres øjne. Han lagde en hurtig hånd på Psyches skulder da han passerede hende og hendes date. ”Du ser fantastisk ud,” mumlede han så Damian ikke fik øre for det, blinkede med det ene øje og begav sig længere ind i mængden. Det skulle nok lykkedes ham, måtte det så end tage ham hele aftenen.

[panther]

- Outfit

[/blockquote]

Damien gik ind til ballet sammen med Psyche. Han havde ventet i næsten 45 minutter på at hun fik gjort sig klar. Han følte nu at det hele havde været ventetiden værd, da han så Psyches utrolig smukke kjole. Han syntes hun så helt igennem fantastisk ud. Ligesom Psyche havde Damien fået sit jakkesæt special syet så det sad helt perfekt på ham. Stoffet var i meget høj kvalitet, og Damien have nok brugt lidt for mange galleoner på at få det lavet, men siden hans forældre betalte så kunne han ikke dy sig. Han havde et grønt slips på, der matchede Psyches kjole.

Han havde Psyche under armen, da de gik ind gennem døren, og var i ret så godt humør mens han gik rundt sammen med hende. Hans blik, ligesom Psyches, vandrede lidt rundt mellem de forskellige mennesker der var tilstede, og kiggede på deres festtøj. Et lille smil bredte sig på hans læber i fryd over nogle af de halvkedelige og billige jakkesæt nogle af drengene havde på. Det tog ham heller ikke lang tid om at konstatere at Psyche, i følge hans mening, nok var den smukkeste pige til ballet, selvom der naturligvis var nogle fantastisk udseende piger til stede den aften.

Da Amycus passerede forbi Psyche, lagde Damien ikke rigtigt mærke til det. Der var mange mennesker, og hans blik kørte stadig en smule diskret rundt i lokalet. Det var først da Amycus var passeret, at Damiens blik vandrede tilbage og kiggede på Psyche. Han smilte til hende og sagde roligt "Du var virkelig ventetiden værd"

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

dress
shoes
hair

Lily smilede underfundigt til ham, med et sprudlende smil. Hendes klare latter var dæmpet i storsalens larm og musik, og hun rystede let på hovedet.

”Det kan så diskuteres,” drillede hun let, og lød sig føre ind i storsalen med hånden i Jaspers brede lap. Siden Jaspers ansigtsudtryk bestemt udviste samme forundring og overraskelse som Lilys eget, kunne det ikke være noget hun forestillede sig. Storsalen var virkelig overdådig. Mere end nogensinde før. Før Lily nåede at sige mere, dukkede en af Jaspers venner op og hun smilede stille for sig selv i baggrunden, og lod de to tale uden at blande sig. Hun havde ikke rigtigt noget at tilføje til deres samtale, så det var bedre bare at lade være. Da Stuart gik igen kiggede hun op imod Jasper, som hun diskret trak ham ud imod dansegulvet.

”Pjat med dig. Alle kan danse.” sagde hun svævende, mens sangens sidste toner lød, og en blødere melodi satte i gang.

”Alt du skal gøre, er at følge mig. Eller dit naturlige instinkt, selvfølgelig.” hun blinkede til ham med et ene øje, og sendte ham et charmerende smil, bare for at blødgøre ham lidt. Desuden kunne hun opveje den psykiske harme han havde lidt med en enorm plade chokolade senere. Så ville det snart være glemt.

Hendes hånd smøg sig op på Jaspers skulder, og trak ham med ind i dansen. Det var stille og roligt, uden for mange forvirrede trin – stille og roligt. Undervejs smilede Lily hele vejen til Jasper, mens hun mumlede sætninger til ham over musikken om lidt af hvert.
Da sangen endte, lod hun dog Jasper slippe for endnu en dans, selvom Lily følte hun kunne danse hele natten lang.

”Jeg henter noget at drikke,” sagde hun egenrådigt og satte kursen over imod en af de store punchfontæner. Hun var ikke klar over om Jasper fulgte med, men det var op til ham selv. Da hendes øjne faldt på Aiden, Julie, Rachel og Adam var det naturligvis denne hun satte kursen imod, på trods af at ingen af dem tilsyneladende opdagede hende før hun stod foran Aiden. Bag ham fik hun et glimt af flasken Adam havde i hånden. Hendes øjenbryn skød i vejret, mens hun foldede armene hen over brystkassen.

”Hvad tror I så, I foretager jer?” sagde hun med påtaget irritation, og holdt masken i et stykke tid. Kort efter brød et smil dog over hendes brede læber, og hun trådte længere frem for at hilse på sine venner. Først satte hun kursen imod sin bedste veninde, og gav hende et varmt klem og komplimenterede hendes kjole. Ligeledes omfavnede hun flygtigt Aiden, og smilede varmt til ham, før hun gik over til Julie, der dog stod næsten lige bag ham.

”Du svajer lidt,” hviskede hun diskret til Julie, med et moret blik, uvidende om hvad der næsten var sket imellem veninden og Adam. Det var ikke fordi det var svært for Lily at regne ud af de havde drukket. Når man vidste hvad de var i færd med, var det faktisk ret åbenlyst at se. Hun kastede et blik mod sin veninde. Først havde hun haft lidt svært ved at arbejde med, at Julie skulle til ballet med Adam, men havde på intet tidspunkt protesteret. Bare fordi Lily hadede… Eller havde hadet, var det nok nærmere … Adam, ville hun ikke forhindre sine venner og veninder i at have det godt i hans selskab.

Om det var med vilje, Lily havde ladet Adam vente til sidst var hun ikke helt klar over, og det der virkede som den mest naturlige ting for hende at gøre, ville simpelthen være at ignorere ham, som hun havde gjort de sidste mange år. Men efter den sidste uges begivenheder havde meget ændres sig, mest af alt under påvirkning af Aiden… og efter lidt tid Adams brev, selvom denne ikke havde haft nogen effekt i første øjeblik.

Forsigtigt gik hun det sidste stykke over til punchfontænen, og smilede forsigtigt til Adam, som hun kunne forestille sig stadig var vred på hende. Hendes forsøg på at vise, at tingene havde ændret sig var klar, på trods af at gestussen næsten var usynlig. Men bare det at Lily selv opsøgte ham, sendte ham et smil og åbnede munden for at tale, var noget nær det samme som at kaste armene om ham i en varm omfavnelse i modsætning til de sidste seks år.

”Hej Adam,” hendes stemme var ikke så høj, og kunne kun lige høres over musikken. En sirlig rød farve steg op i hendes kinder, før hun igen vendte sig væk og gik over til Rachel for at snakke videre med hende.

tag; folkz

[Deleted]

let's do this shit !
may i have this dance?
jakkesættet
slipset

Da Rachel og Aiden havde stillet sig i sine positioner, og Julie stod vagt for dem, var Adam godt igang med at skrue proppen af den vodka de havde medbragt. Derfor stivnede alle muskler i hans krop da han hørte en velkendt stemme blande sig i mellem dem; men han holdt sig kun stiv i et par sekunder, før han skruede proppen helt af, og stak den i lommen. Han skulle netop til at bede hende skarp om at blande sig udenom, da hun smilede til ham. Han så helt forkert ud i ansigtet; som om det var en gåde han ikke kunne knække.
"Hey Lils," hilste han igen, med en lille smule bitter undertone, mest fordi sidst han havde tænkt på hende, havde været i vrede over dels det med Jasper Wayland, og det med at hun havde pudset Julie på sig. Han rystede på hovedet, da Lily vendte sig om for at snakke videre.
"Kvinder," mumlede han til Aiden, og begyndte at hælde flaskens indhold i punchen, uden tøven, da der ikke var tid at spilde. Da flasken var tømt fandt han proppen frem, skruede den på, og gemte den ind under jakken igen, for så at kante sig hen til Julie, og stikke den diskret ned i tasken.
"Mission completed," sagde han med en dæmpet stemme til de indblandede og klappede Aiden på skulderen, "Du må hellere underholde Lou! Hun ser noget fortabt ud alene," sagde han til Aiden som et hint, og blinkede til ham. Han anede ikke hvad der var gået af Lily. Faktisk... for at være helt ærlig... havde han forventet at hun var vredere end nogensinde efter at Julie havde sagt ja til at følges med ham til ballet; ligesom at Adam var noget fornærmet over at være afvist til fordel for Jasper Wayland. Han fnøs let ved tanken og vendte sig om punchen, for at hælde fire nye glas op.
"Vil I have en drink, de damer?" spurgte han galant og med tydelige spor af sin forrige påvirkning, og bød dem hver især et glas med den "opdaterede" punch. Han tog sit eget glas i hånden og strakte det ud, for at skåle.

[Rachel Saskia Ivory]

It’s the most wonderful time ,

Kjolen forfra • Og bagfra • Skoene • Håret

Forsigtigt slap Rachel Nathans hånd og smilede svagt til ham, lovede ham, at hun ville være tilbage indenfor et par få sekunder. Hun hadede hemmeligheder, men samtidig var spøgen til juleballet hende og de to bedste venners lille ting. Og nu selvfølgelig også Julies. Med et smil på læberne snurrede hun rundt på hælen og trådte hen ved siden af Adam. Det frydede hende hvordan den grønne kjoles bløde, glatte stof smøg sig perfekt om hendes hofter og, indenunder, bare ben, når hun gik. Langsomt kastede hun et enkelt blik mod Aiden. Whau, det var jo ikke fordi det kom bag på nogen at hendes bror og fætter var lettere eftertragtede – begge lignede de nogen, der var taget direkte ud af en perfekt film. Forsigtigt sendte hun et smil til Julie, der var fulgtes med Adam. Hun var jo egentlig rigtig køn, mere kunne Rachel desværre ikke udtale sig om, da hun jo ikke kendte tøsen.

Hun smilede svagt til Adam og nikkede så som tegn til, at han kunne begynde at hælde alkoholen i punchen. Lidt sjov skulle der jo være i festen. Ikke fordi man ikke kunne have det sjovt uden alkohol, for det var Rachel, Adam og Aiden jo mestre i, men alligevel.

Det kom som et chok, da Rachel pludselig hørte Lilys alt for velkendte stemme og i en hurtig bevægelse snurrede hun omkring på hælen. Spinnet var lidt uheldigt, da hendes balancen ikke var helt den samme i stiletter og hun svajede lidt, før hun atter genvandt fodfæste og smilede bredt til sin elskede bedste veninde. Hun lignede virkelig en million!
”Hey Lils”, sagde hun med et bredt smil og omfavnede sin bedste veninde, kyssede hende hurtigt på kinden og fik gengældt komplimentet, før hun betragtede hende fortsætte videre og hilse på alle. Venindens lidt akavede hilsen med Adam fik et bredt smil frem på Rachels læber. Det var så tydeligt for alle andre end Adam og Lily, at de var fuldkommen skudt i hinanden.

Da Lily så trådte tilbage til hende, smilede hun stadig bredt med funklende øjne. Hun blinkede sigende til Lily i sit ”Uha da da det kommer du til at høre for”-blik, før hun lettere afventende betragtede de andre. Hendes blik gled over mod Julie.
”Måske du skulle til at holde øje med folk, så vi ikke bliver taget.” Det var ikke fordi Rachel var vred eller noget, men hun kunne alligevel ikke holde en spydig kulde ude af sine ord.

Opmærksomheden gik dog straks fra Julie og gled automatisk over på Aiden ved Adams ord. Et splitsekund blev hendes ansigt forvrænget. Øjnene var knebet let sammen i ren vrede og hendes mund var klemt stramt sammen. Så forsvandt det igen lige så hurtigt det var dukket op og hendes øjne blev igen store og smilende ligesom resten af hendes ansigt. Med en kort, perlende latter tog hun glasset fra Adam og gav det andet til Lily, skænkede stadig ikke Aiden et blik.

[Aiden Kane Ivory]

Outfitt

Aidens blik var blevet vendt bagud mod Lily og han tyssede diskret på hende med et drillende udtryk i øjnene. Han var glad for at se at hun havde det fint for ærligt var deres sidste møde ikke endt spor lykkeligt hvis man kan sige det sådan. Han lod hende omfavne sig og krammede hende kort tilbage ”Du ser fortryllende ud.. men det gøre du vel altid” sagde han med en drillende tone, typisk en af hans kommentar.

Selvom han virkede ganske rolig og upåvirket så havde han alligevel bemærket at Adam var stivnede ved lyden af hendes stemme. Det kom ikke bag på ham og han skulle lige til at skubbe lidt til ham da Adam igen kom i gang og hældte indholdet af flasken.

Aiden lo en dæmpede latter og rystede på hovedet ved Adams kommentar om kvinder. Han lød helt som en gammel mand der havde vidste alt om kvinder og deres humørsvingninger. Aiden flyttede lidt på sig så han nu stod lænede op ad bordet. Ja mission havde været vellykket nu kunne de læne sig tilbage og se eleverne blive fulde. Han glædede sig allerede til at høre lærernes kommentar dagen efter.. og han gad også gerne se hvor mange elever der ville ende med tømmermænd, især de yngste som sikkert aldrig havde fået noget så stærkt at drikke.

Da Adam nævnte Lou var Aiden straks kommet helt på benene. Han smilede skævt til sin fætter og vendte sig mod resten af forsamlingen ”I må have mig undskyldt” sagde han drillende, han undgik bevidst at se på sin søster og forlod bordet mens han gik i retningen af Lou, eller rettere lod han blikket glide søgende efter hende for hun havde forladt pladsen han havde set hende stå ved.

[Pandora Jean Evans]

let's dance ,
kjole foran · kjole bagpå · håret · tilbehøret

Pandora var ærlig talt paf af alt hvad der foregik omkring hende. Det var først nu, hvor Anastacia svarede hende, at hun tog sig tid til at se sig omkring, og som altid var det smukkere end nogensinde; og hun følte sig pludselig ikke så malplaceret i sin kjole længere; nej hun følte sig faktisk ret godt tilpas og tilfreds. Hun tog fat i venindens arm leende, og skulle netop til at svare hende på partner-delen, da...
"Når man taler om solen, så skinner den..." svarede hun bare halvfilosofisk, og smilede til noget usædvanligtklædte Stuart; ærlig talt kom det ikke bag på hende. Hun smilede til ham, og nikkede.
"Sikke et sjovt påfund, mr. fellton!" svarede hun med den mest formelle stemme hun kunne præstere, og følte sig underligt påvirket; måske var det stemningen i salen?
"Stuart - Anastacia, Ana - Stuart!" introducerede hun dem for hinanden, og gav roligt slip på veninden med et kæmpestort smil på læben.
Bag Stuart fik hun øje på Charles som kom gående med Imogen. Hun smilede sagte, og vinkede til parret. Det var for åndssvagt at lade stemningen påvirke af den slags bagateller. Hun fik også øje på Amycus, som var dukket op på trods af, - i hvert fald i følge rygterne, - havde sagt til alle at han ikke ville komme. Hun bed sig diskret i underlæben; måske var det meget godt at hun ikke var kommet med en partner som hun var skudt i; det ville gøre hele aftenen meget mere akavet. Dog mærkede hun varmen stige hende til kinderne, da hun så Amycus glide ind i en samtale med en af Slytherinpigerne. Hendes hjerte bankede voldsomt under brystet, og hun bare havde været lidt tyndere, kunne man sikkert se hjertet lå. Hun skyndte sig at rive sit blik fra ham, selvom det føltes som noget af en udfordring; men kun lige indtil hun fik også øje på Dawn og Jake, som syntes at more sig enormt godt sammen. Hun vinkede til alle de kendte ansigter i mængden, og sendte Stuart et smil. Hun kunne godt bruge en drink, men hun ville væbne sig med lidt tålmodighed, og hilse på alle sine venner først inden hun begav sig videre.