En ny dag

[Agnes Tweedy]

Terrance Tweedy
d. 27. april, 2110

Agnes havde sovet længe. Næsten et helt døgn, før hendes udmattede krop endelig var begyndt at røre på sig. Det var allerede begyndt at blive mørkt udenfor igen, men da hun havde ligget og glippet med øjnene i et stykke tid, indså hun at hun allerede havde det bedre. Tankerne var ikke usammenhængende og det var ikke længere så svært at forstå, at hun var hjemme. Hun var alene i sengen, men hun kunne høre en betryggende puslen nedenunder og den insisterende spinden fra katten, der havde erobret den tomme plads i sengen. Agnes smilede varmt og begravede ansigtet i den varme pels, før hun endelig stod op.

I stedet for at gå nedenunder, gik hun direkte ud på badeværelset. Hun tog sig tid til at bade, vaske sig grundigt og gøre alle de ting, som hun normalt ville have gjort, inden hun blev sendt til Azkaban. Hun brugte tid foran spejlet. Tørrede krøllerne med sin tryllestav og nålede dem fast på baghovedet, før hun rakte ud efter bøtterne med sminke. Kinderne var stadig hule og hun var for tynd, men når hun så sig i spejlet nu, så kunne hun kende sig selv. Hun tog en dyb indånding, før hun forsvandt ud i soveværelset igen. Hun brugte tid på at udvælge en blommefarvet kjole og et flerfarvet sjal og da hun endelig var klar til at gå nedenunder, var det lyden af hæle på trappen, der afslørede hende.

[Terrance Tweedy]

Terrance var ved at brygge te og læse Profettidende, da lyden af hæle på trappen fik ham til at se op. Han tog synet af Agnes ind, som hun trådte ind i køkkenet. Blikket gled fra hendes fødder og hele vejen op og han var både forbløffet og behageligt mindet om hvorfor han første gang han så hende havde været en anelse tom for andre tanker.

Han kom på benene og plantede et ømt kys på hendes pande. "Godmorgen, solstråle," mumlede han dæmpet, før han så hende spørgende i øjnene. "Mad?"

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede ved synet af Terrance ved det lille spisebord og lukkede øjnene, da han kyssede hendes pande. "Godmorgen," mumlede hun tilbage, uden at tage sig synderligt af, at det tydeligvis ikke var morgen. Døgnrytme var den mindste af hendes bekymringer. "Mad lyder godt. Har vi noget i huset?" spurgte hun roligt, på trods af at hendes mave skreg af sult.

Hun havde måske formået at klæde sig på, men hun var knapt så klar til at kaste sig ud i et længere madlavningsprojekt og kunne kun håbe på, at svaret var ja. Det blev tydeligt, da hendes mave knurrede afslørende og Agnes smilede en anelse mat.

[Terrance Tweedy]

Terrance strøg hende over kinden og nikkede. "Mmm," svarede han roligt, før han slap hende helt og fandt brød, smør, ost, skinke, marmelade, honning og endda et par skiver med stegt bacon fra hans egen morgenmad, som han havde gemt. Han stillede det hele på bordet foran Agnes sammen med en tallerken og et krus til den te, som han havde siddet og nydt for sig selv.

"Spis," bad han i et bydende tonefald. Hun var så tynd.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede taknemmeligt og gled ned at sidde ved bordet. Det var et imponerende udvalg, men eftersom hendes mave knurrede igen, havde hun ikke en finger at sætte på det. Tværtimod tøvede hun ikke med at fange an og give sig til at smøre den første mad. Først da hun havde taget de første par bidder, satte hun det ned på tallerknen og rakte ud efter tekoppen.

Hun sukkede veltilpas og lukkede fingrene om det varme porcelæn, som hendes blik fandt Terrance igen. Hun smilede lidt, men rynkede svagt på brynene. "Jeg må hellere sende en ugle til mine forældre. Jeg havde en aftale hos dem for en måned siden, som jeg aldrig dukkede op til og de må undre sig. Du har intet hørt?"

[Terrance Tweedy]

Terrance havde håbet på at der ville gå bare lidt længere tid. Bare en halv dag, før hun spurgte til sine forældre. Han kunne se at hun havde genoprettet sig selv til sit tidligere pertentligt vedligeholdte ydre, men hun måtte stadig være skrøbelig. Skrøbelig nok til, at en nyhed som den han havde at fortælle kunne ødelægge hende fuldstændig.

Han viste hende sin mest overbevisende beklagende mine og rystede på hovedet. Så meget var sandt. "Jeg var selv væk på det tidspunkt," mindede han hende om. Endnu en sandhed. "Spis op, Agnes, du har brug for styrken." Og han ville også have brug for en hel del for at fortælle hende det han måtte. I dag, senere. Efter hun havde hvilet sig mere.

[Agnes Tweedy]

Agnes godtog Terrances svar og var ikke sen til at følge opfordringen. Hun spiste ellers ikke meget generelt, men i øjeblikket føltes det som om, at hun ville være i stand til at sætte en halv elefant til livs. Hun nøjedes med resten af brødskiven. "Måske er det bedst, hvis jeg besøger dem og forklarer det hele," musede hun for sig selv og pillede lidt i resterne af brødet. Hun efterlod skorpen på tallerknen og rakte ud efter teen igen.

Hun rynkede lidt på brynene og så op på Terrance igen. "Du er ikke på arbejde," konstaterede hun pludselig. Det var mandag. Hun havde tjekket sin kalender. Så snart tanken var ude, var det ikke svært at forstå tingenes sammenhæng. "Terrance..."

[Terrance Tweedy]

Terrance gik på en fin linje. Der var mange ting Agnes skulle have at vide, men han ville tage dem langsomt nok til, at hun fik tid til at falde ned, finde sine fødder og ikke falde fra hinanden. Han rømmede sig diskret og tog en dyb indånding over hendes tonefald og opdagelse.

"Det behøver du ikke tænke på," svarede han roligt, selvom hans hænder rystede svagt. "Du skal ikke tænke på noget af alt det, før du har det bedre, Agnes."

[Agnes Tweedy]

Agnes øjenbryn trak sig yderligere sammen og hun satte koppen fra sig på bordet. Hun havde lyst til at rejse sig og gå til ham, men i stedet nøjedes hun med at læne sig frem og lukke hånden over hans. Hun kunne se den ryste, selvom han forsøgte at skyde det hen. "Jeg tænker på dig," svarede hun stille, men alvorligt.

Hun krummede fingrene sammen om hans. "Jeg har det bedre nu. Jeg bilder mig ikke ind, at alt er godt, men du kan tale med mig." Hun så indtrængende på ham. Nej, hun var ikke tilnærmelsesvis tilbage til sig selv. Men hun havde brug for at være stærk. Det var den hun var. Hun havde brug for at være der for Terrance. Det var nemmere ned at tænke på sin egen situation.

[Terrance Tweedy]

Han sænkede blikket til deres hænder og panden fik adskillige nye furer. "Agnes, nej..." Han så op på hende. "Ikke endnu. Bed mig ikke om at tale om det endnu." Blikket var alvorligt, men han var ikke ved at kollapse under vægten af alt det forfærdelige han vidste. Ikke endnu. Han måtte holde det inde lidt længere.

"Giv mig resten af dagen og aftenen i dag og så kan vi tale om hvad der skal ske. Okay?"

[Agnes Tweedy]

Hun rynkede på brynene, men hun hørte hans ord. Hun havde ikke presset ham før, og hun havde ikke lyst til at begynde at gøre det nu. Så selvom hendes ansigtsudtryk var bekymret, så smilede hun svagt og nikkede. "Selvfølgelig," svarede hun stille. De brune øjne var undersøgende, men samtidig svagt længselsfulde. Behovet for at være nær ham var ikke blevet mindre siden aftenen før, selvom Agnes var mere fattet nu.

"Jeg elsker dig," sagde hun i stedet lavmælt og knugede fingrene lidt tættere sammen. Vielsesringen sad løsere om hendes finger end den havde gjort for en måned siden, men den forblev der. De havde ikke engang nået at være viet i en uge, før de var blevet revet fra hinanden. Hun så på deres hænder i stedet for at møde hans blik. Hun fugtede læberne og tog en dyb indånding. "Jeg skulle have fortalt dig sandheden, før du giftede dig med mig."

[Terrance Tweedy]

Terrance så hende i øjnene og strøg tommelfingeren over hendes. Han trak vejret dybt ned i lungerne og nikkede alvorligt. "Ja, det skulle du," svarede han langsomt, men fattet. "Men jeg ville have giftet mig med dig selvom du fortalte det." Han løftede deres hænder og plantede et kys på hendes håndryg. "Jeg elsker dig. Højere end noget andet."

Og det var et held, for han havde mistet alt. Men han prøvede virkelig på ikke at være bitter. Det var ministeriets fejl. Ikke Agnes'.

[Agnes Tweedy]

Agnes rynkede på brynene, men så ikke skamfuld ud. Til gengæld forstående. "Den eneste grund til at jeg ikke fortalte det, var fordi jeg prøvede at beskytte dig," svarede hun stille. Hun så indtrængende på ham. Beklagende. Det var gået galt, men hun havde lovet at hun ikke ville tale om det nu. Så det gjorde hun ikke.

Til gengæld kunne hun ikke blive siddende med afstanden mellem dem længere. Hun rejste sig og som hun havde gjort så mange gange før under mere fornøjelige omstændigheder, gled hun ned på skødet af ham at sidde. Det var ikke fordi de skulle læse avisen sammen nu, men havde mere at gøre med et instinktivt behov for tæthed.

Agnes løftede sin ene hånd og hvilede den mod Terrances kind, så hun kunne se ham i øjnene. Hendes hånd rystede kun en lille smule. "Vi skal nok klare os, selvom det er svært lige nu. Så længe jeg har dig, kan jeg klare det meste." Det var tydeligvis sandt. Hun havde klaret en hel måned i Azkaban ved tanken om Terrance, der ventede på hende og forsøgte at få hende ud. Hun vidste ikke, hvordan han havde klaret sig, men hun håbede at han ville fortælle det, når han var klar. Når de var klar.

[Terrance Tweedy]

Terrance tog imod Agnes og lagde den ene arm omkring hende. Han mærkede hvordan hendes hånd rystede, men han sagde ingenting. Han strøg fingrene over hendes ryg og trak hende ind til sig. "Jeg ved det, skat," mumlede han. "Jeg ved det."

Han håbede at hun ville klare det, men han vidste det ikke. Det var umuligt at vide. Han kunne kun bygge hende op og give hende al sin kærlighed. Han kyssede hendes pande og holdt hende. "Ved alle guder, jeg elsker dig," sagde han dæmpet.

[Agnes Tweedy]

Agnes havde siddet lige dér mange gange nu og hun vidste, hvor godt hun passede ind i krogen ved hans hals. Hånden strøg blidt over den anden side af den og hun kyssede den tynde hud forsigtigt. "Og jeg elsker dig. Mere end du aner," hviskede hun og fangede hans blik, før hun gjorde det samme med hans læber.

Kysset var ømt og dvælende, men fyldt med følelser. Fingrene krummede sig sammen mod hans hals og hun havde ikke lyst til at give slip. Tværtimod havde hun brug for at vise, netop hvor meget hun elskede ham. Hvordan hun havde længtes efter ham i den tid, hvor de havde været adskilt.