En ny dag

[Terrance Tweedy]

Terrance besvarede kysset, men trak sig også langsomt væk fra det efter lidt tid og hev hende ind til sig i stedet. "Jeg er så glad for at have dig hjemme," mumlede han dæmpet, imens han strøg hende over ryggen. "Er du sikker på at du ikke er mere sulten?"

Han kunne ikke ligge med hende, velvidende hvad han skulle fortælle hende. Det var han temmelig sikker på. Fortie det et par timeslag endnu og hælde kærlighed i hende, ja, men ikke tage hende med i seng og udføre sine ægteskabelige pligter. I stedet nussede han hende i håret og kyssede hende på panden igen.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede svagt, da Terrance trak sig væk. Hun havde ikke udpræget lyst til at stoppe, men hun kunne mærke tilbageholdenheden. Selvom de havde været væk fra hinanden, så kendte hun ham. "Jeg er glad for at være hjemme," svarede hun stille og lod sig trække tættere på. Hun nøjedes med at ryste lidt på hovedet af spørgsmålet og lukkede øjnene i et øjeblik.

I et stykke tid sad hun bare der. Med den beroligende følelse af hans fingre, der nussede hende og lyden af hans åndedræt. Det var på mange måder terapeutisk. "Terrance," begyndte hun lavmælt og rynkede lidt på brynene. "Hvis du har brug for afstand i et stykke tid, så forstår jeg det."

[Terrance Tweedy]

Han nussede hendes hår blidt og stoppede ikke, selvom hendes ord fik ham til at rynke brynene. En dæmpet, tænksom lyd forlod ham og han kyssede hende på håret. "Nu minder du mig om mig selv," svarede han lavmælt.

"Jeg har ikke brug for afstand. Jeg har brug for dig, hustru." Han stirrede ud i luften, imens han skiftede sit greb og hev hende lidt tættere på. "Jeg elsker dig."

[Agnes Tweedy]

Før hun kunne nå at stoppe det, lød et halvmuntert fnys fra hende over konstateringen. Alligevel var hun lettet og viste det ved at putte sig tættere ind til ham. "Det er jeg glad for," mumlede hun blødt.

Hun lukkede øjnene. Der var trygt i Terrances arme og selvom fængslet vendte tilbage til hendes tanker i tide og utide, så blev det holdt på afstand nu. Hun kyssede siden af hans hals blidt og faldt til ro over de nussende fingre. "Vi skulle have gjort som vi snakkede om i sommerhuset, og aldrig være kommet hjem..."

[Terrance Tweedy]

Terrance stirrede ud i luften, men hans bevægelser afslørede ikke hvor anspændt han egentlig var. Han havde tvunget sig selv til at slappe af i kroppen, til at pusle om hende, pleje hende indtil hun var bare en smule stærkere. Han lukkede øjnene, da hun kyssede hans hals. Trangen til at have hende var ikke væk. Han var blot et menneske. Han kunne dog ikke få sig selv til det. Ikke imens han fortiede, at hendes forældre ikke længere anede hvem hun var.

En dæmpet lyd forlod ham og han kyssede hende på hovedet igen. "Forsvinde for altid," mumlede han. "Det er en dejlig fantasi. Men det er ikke realistisk. Du ville ikke kunne forlade alting, lige så lidt som jeg ville, mmh, mo gràdh?"

[Agnes Tweedy]

Agnes løftede hovedet lidt og så ham i øjnene. "Nej," indrømmede hun og rynkede lidt på brynene, selvom det trak lidt op i hendes mundvige. "Hvad kaldte du mig?" spurgte hun undrende.

Hun havde ikke kendt ordene, vokset op i England. Hendes blik gled undersøgende over hans ansigt og hun tog sig til til ordentligt at se på ham, mens hun ventede på forklaringen.

[Terrance Tweedy]

Terrance kyssede hendes pande, før han mødte hendes blik. "Min elskede er den bedste oversættelse," svarede han lavmælt. Han smilede ganske svagt og tøvede kort, før han fortsatte. "Er det okay?"

Han rynkede panden en anelse og løftede sin ene hånd for at stryge den over hendes hår. Han havde generelt svært ved at holde fingrene fra hende.

[Agnes Tweedy]

Agnes mundvige trak sig lidt op og i et langt øjeblik så hun bare uudgrundeligt på ham. Til sidst endte hun med at svare ham ved at læne sig frem og kysse ham igen, dybfølt og ømt, men alligevel krævende. Hun rettede sig lidt op og trykkede sig ubevidst tættere ind til ham, længselsfuld og med et voksende behov.

Hun brød et minimalt stykke væk og tog en hørlig indånding. "Terrance," åndede hun lettere hæst ud og så ham i øjnene. Hendes eget blik var søgende, men mørkt og hun fugtede læberne. "Jeg vil have dig."

[Terrance Tweedy]

Terrance havde ikke forudset Agnes' reaktion og hans eget blik flakkede mærkbarn, da hun så ham i øjnene med et krav, der gjorde ham en anelse tør i munden. "Agnes..." Han rynkede panden og lukkede øjnene, før han tog en dyb indånding. "Det kan jeg ikke," fortsatte han lavmælt.

Da han slog øjnene op igen, var alvoren åbenlys. Han strammede sit greb en anelse omkring hende. "Der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig, men det er slemt. Virkelig slemt."

[Agnes Tweedy]

Reaktionen overraskede hende og inden længe trak hendes øjenbryn sig sammen. Selvom Terrance strammede sit greb om hende, var hendes eget instinkt at trække sig væk fra ham. Blikket flakkede og der var mange ting, der nåede at fare gennem hovedet på hende. Han kunne ikke være sammen med hende og der var sket noget slemt...

Havde han fundet en anden? En at tilbringe nætterne med? Hun havde selv antydet at han burde gøre det, da de mødtes i fængslet, men nu fik tanken hendes hjerte til at gøre ondt. Ansigtsudtrykket var varsomt og hendes stemme stille. "Hvilket?"

[Terrance Tweedy]

Terrance havde ønsket at udskyde det, men han kunne ikke tage hende med i seng, velvidende at han skulle fortælle hende det om morgenen. Så det blev nu. Han tog en dyb indånding og så på hende med smerte i blikket.

"Det er dine forældre," sagde han stille. Der var ingen god måde at fortælle det på. "Ministeriet... De er okay, det er de," tilføjede han forhastet, inden hun drog konklusioner. "Men de er blevet udsat for en kraftig forglemmelsesbesværgelse." Han holdt vejret et øjeblik, samlede styrke. "De ved ikke hvem du er, Agnes."

[Agnes Tweedy]

Agnes øjenbryn løftede sig betragteligt og hendes blik borede sig ind i Terrances. Hun stirrede på ham med et lammet ansigtsudtryk, mens ordene sank ind og i et langt stykke tid virkede det til, at hun ikke havde tænkt sig at reagere. Det gjorde hun dog til sidst ved at rejse sig. Ikke brat, men nærmest overdrevet langsomt.

Hun vendte ryggen til ham og tog nogle skridt ud i gangen, før hun måtte hvile en hånd mod muren. Den anden lagde sig over hendes mellemgulv, mens hun stirrede ud i luften. "Mine forældre ved ikke hvem jeg er," gentog hun hult, men overraskende roligt. Fingrene mod maven krummede sig dog hårdt sammen.

[Terrance Tweedy]

Terrance fulgte efter uden tøven, men han rørte ikke ved Agnes. Han stod lige bag hende, varsom, årvågen, men rolig. Han havde haft tid til at vænne sig til tanken - og det var ikke hans forældre. Han var ikke ødelagt, andet end på hendes vegne. Det var umuligt at gennemskue hvad der gik gennem hendes hoved.

"Det er ikke sikkert, at det er permanent," tilføjede han dæmpet. "Jeg har læst mig til, at selv en kraftig forglemmelsesbesværgelse kan opløses, hvis man ved hvordan." Problemet var selvfølgelig, at han ikke anede hvordan.

[Agnes Tweedy]

Hendes øjenbryn var trukket tæt sammen og hendes blik flakkede, som var hun ved at løse et svært talmagistykke. Det var ødelæggende, men hun havde mistet meget i forvejen. Der var næsten ikke mere tilbage af hende at tage væk, så da hun langsomt rettede sig op og vendte sig mod Terrance, var hendes ansigtsudtryk mere besluttet end ødelagt.

"Jeg finder ud af hvordan," lovede hun ham i et faretruende roligt tonefald. Hendes stemme dirrede let og for første gang brændte hadet tydeligt i hendes blik. Der var kun en enkelt ting tilbage at miste og hvis de kunne, ville ministeriet også tage ham fra hende. Hun havde intet, der stoppede hende.

[Terrance Tweedy]

Terrance så ind i blikket på den kvinde han elskede og følte i det øjeblik, at han kunne læse hendes tanker. Han nikkede langsomt, før han løftede sin ene hånd i et tilbud. "Jeg har allerede lovet at hjælpe dig," sagde han lavmælt. "Lad mig."

Hun virkede så fast besluttet, men han vidste også, at der var skrøbelighed bag den stærke fascade. En pige, der måske havde mistet sine forældre.