En ny dag

[Agnes Tweedy]

Det ville have været nemt at falde sammen og acceptere nederlaget. At lade sig kue, men sådan var Agnes ikke. Tværtimod var det det skub, der fik alle hendes oprindelige følelser for ministeriet til at blusse igen og det lyste ud af hendes blik.

Hun kunne ikke tænke på muligheden for, at det ikke ville lykkes. Hvis det ikke gjorde, ville det betyde at hun havde mistet sine forældre og det ville ødelægge hende. Der var en måde at få dem tilbage på og hun havde tænkt sig at finde den. Til det havde hun brug for al den hjælp hun kunne få. Hun løftede hånden og tog imod Terrances, før hun nikkede langsomt. "Ja."

[Terrance Tweedy]

Terrance tøvede endnu et øjeblik, før han trak Agnes ind til sig. Han begravede ikke ansigtet ved hendes skulder, men stirrede lige fremfor sig som han talte. "Undskyld," mumlede han. "Jeg er så ked af, at jeg ikke kan gøre noget."

Han knugede hende lettere håbløst ind imod sin brystkasse, aldeles usikker på hvad i alverden han skulle, kunne eller burde gøre. Der var løsninger, muligheder, veje de kunne gå, men han havde svært ved at overskue situationen. Han var ingen soldat eller modstandskriger. Han var forfatter, analytisk. Han beskrev problematikker, han løste dem ikke.

[Agnes Tweedy]

Det ville være nemt at lade vrede overtage, men Agnes kontrollerede det og kanaliserede det ud gennem beslutsomthed. Hun rystede ikke i Terrances arme, men var rank og fattet, da hun lagde armene om ham. "Der er meget at gøre," svarede hun roligt. "Vi skal bare finde ud af hvad."

Hun trak sig tilbage og så ham i øjnene. Den ene arm løsnede sig og hun hvilede hånden mod hans kind. Selvom hun havde samlet sig sammen, fundet et formål og måske en måde at komme tilbage til livet, så var udtrykket i de mørke øjne stadig ømt. Bekymret. Agnes tog en dyb indånding. "Tak fordi du fortalte mig det."

[Terrance Tweedy]

Terrances bryn var rynkede og han mødte hendes blik med samme bekymring, som hun havde. "Jeg ville vente," svarede han lavmælt. "Bare til i morgen. Lade dig samle kræfter." Han hvilede kinden imod hendes hånd, før han løftede sin egen, lagde den imod hendes og drejede hovedet nok til at kysse hende i hendes håndflade.

"Jeg under dig kræfter, før vi planlægger," tilføjede han, som hans fingre flettede sig ind imellem hendes.

[Agnes Tweedy]

Agnes rystede på hovedet allerede før Terrance var færdig med at tale. "Nej," svarede hun mildt og tvang raseriet, beslutsomheden og behovet for handling tilbage. "Jeg vil hellere vide det, end at du bærer rundt på det." Hendes blik var alvorligt, men kærligt og hun lænede sig frem for at kysse ham blidt.

Til gengæld var det dvælende og hun trak sig langsomt tilbage. "Der bliver meget at planlægge. Jeg vil ikke lade som om, at jeg ikke er rasende," svarede hun og det flakkede kort i hendes blik, men hun besindede sig. Hun havde potentielt mistet sine forældre, men det havde mindet hende om virkeligheden. Trukket hende brutalt tilbage til verden og sig selv. "Men ikke i dag. I dag vil jeg tilbringe hos min mand. Lade ham holde mig i sine arme og ham i mine, før der bliver plads til resten af verden. Kan vi gøre det, Terrance?"