Man må se fremad

[Magdalene Abbey]

Brody Blance

Det var næsten to uger siden den tragiske ulykke i Ministeriet for Magi og Magdalene Abbey havde endelig fået lov til at komme hjem. Det var kun få timer siden at de havde fjernet forbindingen, der havde strakt sig fra ankel til hofte og første gang hun havde fået lov til at se det. De mange salver og eliksirer havde helet såret, men arret forblev tilbage. Som med det andet ar forsaget af magisk ild, lignede det ikke ethvert ar. Bæsterne fra dæmonluen var brændt ind i hendes hud, ikke i et bizart kunstværk, men i en grotesk, angstprovokerende forvridning af virkeligheden.

Hun havde stirret på det længe. Forfærdet. Ulykkelig. Angst. Indtil hun endelig havde indset, at hun hellere ville bære det rædsomme ar resten af sit liv end ikke at have fået lov til at leve mere af det. Så da Brody kom for at tage hende hjem, var der alligevel et lettet smil på hendes læber og en nyfunden kilde af gåpåmod, som havde været komplet fraværende siden hun først var blevet indlagt.

[Brody Blance]

Brody var i en underlig sindsstemning, da han ankom til Skt. Mungos. Han var der for at tage Maggie hjem, fremfor blot at besøge hende. Som hendes kæreste, tilfaldt opgaven ham i stedet for hendes forældre og indsigten af, at det var en rolle han havde nu, var underlig. Han var ikke fuldstændig tryg ved den og havde hele tiden en mystisk følelse af at folk så mærkeligt på ham, som han ikke var vandt til. Han var selvfølgelig vandt til at folk stirrede, men normalt var det mere lidt vantro, fordi de ikke vidste om det virkelig var ham.

Da han først så Maggie, smeltede en del af hans reservationer dog væk. Han smilede prøvende og bøjede sig ned for at trykke et kys imod hendes kind, før han trak sig væk igen. "Er du klar til at gå?"

[Magdalene Abbey]

Maggie rørte lidt uroligt på sig - utålmodig - under tæppet, før Brody dukkede op og et smil spredte sig over hendes læber. Hun nikkede helhjertet og åndede tungt ud. "Jeg har aldrig været mere klar til at komme væk," forsikrede hun ham. Skt. Mungos holdt kun dårlige minder for hende. Stedet fik det til at krible ned langs hendes ryg.

Eftersom halvdelen af hendes tøj var gået til grunde i branden, var hendes underkrop dækket af et sæt hospitalsbukser, der ikke var videre charmerende, men tjente til formålet. Overdelen havde overlevet, men lugtede voldsomt af sod. Måske var det bare Maggies fantasi, men hun syntes også at kunne dufte brændt kød i den. Sit eget. Hun kunne ikke vente med at få den af.

Forsigtigt skubbede hun tæppet til side og rakte den ene arm mod Brody. "Jeg får måske brug for noget hjælp," advarede hun, selvom det måske var en selvfølge. "Jeg har nærmest ikke været oppe at stå."

[Brody Blance]

Brody hævede begge øjenbryn en smule, men tog opfordringen op. Maggie var trods alt blot en spinkel kvinde og han var en atlet, der tilbragte sine arbejdsdage med relativt hård træning. I stedet for at tilbyde hende støtte, bøjede han sig uceremonielt ned og samlede hende op i armene.

"Lad os få dig hjem," brummede han. "Læg armene om min hals. Kan du transferere med mig, når vi kommer udenfor? Jeg går ud fra at du ikke har lyst til susepulver lige for tiden." Hans mine var dybt alvorlig. Hans eget forhold til flammerne ville næppe være kønt, hvis han havde været igennem det samme som Maggie.

[Magdalene Abbey]

Maggie var taknemmelig for Brodys beslutsomme handling og hun snak velvilligt sammen ind mod ham, ikke klar over hvor meget hun udstrålede behovet for hans varme og beskyttelse. I et øjeblik gled en skygge for hendes øjne og en mærkbar skælven gik gennem hende, før hun fik kvækket et halvkvalt "nej."

Hun forsøgte at ryste det af sig. Brodys velkendte duft i hendes næsebor hjalp og hun lænede hovedet lidt tættere ind til ham. "Jeg kan transferere," besluttede hun lavmælt. Egentlig vidste hun det ikke. Hun var svækket, men den blotte tanke om de grønne flammer fik det til at vende sig i hende. Hun tog en dyb indånding og lukkede øjnene ind mod Brodys hals. Hun havde ikke lyst til at se mere af troldmandshospitalet.

[Brody Blance]

Brody var ikke beskyttende overfor særlig mange mennesker. Sin nærmeste familie, måske. Forældrene, men primært Ollie og Willow. Han var ikke vandt til at følelsen strakte sig ud over andre mennesker. Nu gjorde den i den grad. Maggie fyldte hans arme og han kyssede hendes pande forsigtigt, som han møvede sig gennem gangene og ignorerede nysgerrige blikke.

"Godt," mumlede han dæmpet. "Vi skal lige ud først."

De dukkede op i sollyset og han trak sin tryllestav frem, efter forsigtigt at have gjort en arm fri. "Klar?"

[Magdalene Abbey]

Maggie så ikke mængden af blikke. Hun havde lukkede øjne hele vejen ud og åbnede dem først, da hun kunne mærke den kølige luft. Hun tog en dyb indånding af den og nikkede stoisk. Spektral transferens var aldrig rart og hun var dårligt nok på benene som det var, men det var det eneste alternativ til susepulver og kosteskaft - Gud forbyde det.

Alligevel vendte hendes mave sig voldsomt, da de lidt efter stod i hendes hjem i den anden ende af byen og hun så lidt grøn ud. En halvynkelig lyd undslap hende og hun sank en enkelt gang, før hun tog en dyb indånding. "Jeg er okay," forsikrede hun ham hurtigt, omend lidt klemt. Selvom hendes mave trak sig sammen, så kom det ikke op. Maggie åbnede langsomt øjnene og smilede mat.

[Brody Blance]

Brody så lettere bekymret ned på Maggie. Han satte hende fra sig i sofaen, rullede lidt med skuldrene og dumpede ned i den anden ende med en hånd på hendes ben - det, der ikke var brændt. "I det mindste er du hjemme" konstaterede han, som han gav ben et let klem.

"Hvad har du brug for? Et tæppe, et bad? Eller fik du sådan et af en af sygeplejerne?" Måske en kvindelig en. Hans hjerne var på vildspor.

[Magdalene Abbey]

Maggie åndede tungt ud, da Brody dumpede hende i sofaen. Hun sank sammen mod hynderne og flyttede lidt på benene. Det forbrændte ben var ømt, men til at klare. Hun var ikke ligefrem typen, der klynkede heller. Hun fik løftet hovedet lidt mod en pude, så hun kunne se på Brody. Det sitrede i hendes mundvige. "Ja, der var to sygeplejersker der hjalp mig," konstaterede hun og hævede øjenbrynene lidt.

Hun fnøs dog muntert øjeblikket efter og lukkede øjnene i et øjeblik, som hun lod sig selv slappe af. Det havde været svært at gøre på hospitalet. "Hvad nu hvis jeg siger, at jeg virkelig godt kunne bruge en kold øl?"

[Brody Blance]

Brody lukkede øjnene og smilede for sig selv. "Schhh," tyssede han. "Jeg har lige et mentalt billede her." Hans tænder blev synlige, før han slog øjnene op igen og så på hende med et spillende blik.

"En kold øl på vej," svarede han drillende, før han rejste sig igen, mumlende noget om sygeplejersker, imens han forsvandt ud i køkkenet. Da han kom tilbage igen med to åbnede flasker, stak han den ene i hånden på Maggie, inden han satte sig tungt igen.

[Magdalene Abbey]

Maggie lo lavmælt og trykkede kortvarigt hælen demonstrativt ned mod Brodys lår, selvom hun i virkeligheden var lettet over at se bekymringen forlade hans ansigt - bare for en kort stund. Af samme grund smilede hun stadig, da hun rystede let på hovedet af ham og hun så varmt efter ham, da han kortvarigt forsvandt ud i køkkenet. Det var godt at være hjemme.

Øjenlågene var gledet afslappet i, da han kom tilbage igen og hun åbnede først øjnene, da hun rakte op og tog imod øllen. Hun måtte skubbe sig lidt mere op at sidde, men med lidt asen og masen var det ikke umuligt. Til gengæld strakte hun begge ben helt ud og hvilede dem over Brodys lår. Selvom den lyse manke krøllede lettere viltert omkring hendes ansigt, så så hendes kinder sundere ud end de havde gjort de sidste par uger. Hun havde det bedre. "Det er virkelig rart at være hjemme."

[Brody Blance]

Brodys fingre trommede let imod det gode af Maggies ben, da først han sad ned igen. Han tog en tår af øllen og betragtede hende, lettere fraværende. "Mmh." Han blinkede en enkelt gang og rømmede sig, før han smilede. "Det er godt at have dig her," svarede han, en anelse tamt.

Sandt at sige vidste han ikke helt hvad han skulle mene. Det var en underlig situation. Han havde sagt at han ville rejse med hende til Rumænien, men han var stadig ikke sikker på, hvad han foretog sig.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede lidt over svaret, men samtidig trak en lille rynke hendes øjenbryn sammen. Ovenpå det sidste par uger, havde der ikke været meget overskud til at tænke på det skænderi de havde haft inden ulykken. Nu vendte det tilbage til hende og en lille knude trak hendes mave sammen.

"Hvad er det?" spurgte hun lavmælt, smilende en anelse, men tydeligvis ikke parat til at tro på, at han ikke havde noget på sinde. Det lyste ud af ham og Maggies blik var undersøgende, da hun skubbede sig lidt mere op at sidde. Øllen hvilede hun urørt mod sin mave.

[Brody Blance]

Brody så distraheret ud, indtil Maggies spørgsmål. Han løftede øjenbrynene lidt og så spørgende på hende. "Hm? Årh, det ved jeg ikke." Han trak på skuldrene, slap en dæmpet udånding og vippede øllen lidt.

Blikket vandrede væk og han stirrede lidt ud i luften. "Jeg er glad for at have dig tilbage." Hans hånd klemte lidt om hendes ben. "Jeg fatter bare stadig ikke at det er sket. At jeg nær havde mistet dig, mener jeg..."

[Magdalene Abbey]

Maggies øjenbryn trak sig sammen og hun betragtede ham lidt, før hun langsomt skubbede sig helt op at sidde. Hun rakte den frie hånd ud og strøg den blidt over hans nakke, opfordrende ham til at se på hende. "Hey," bad hun lavmælt og smilede prøvende.

Fingrene lukkede sig let sammen. "Jeg er ikke så nem at slippe af med," lovede hun ham mildt, men bestemt. Blikket på ham var svagt bekymret, men varmt. Hun var bare glad for at være i live.