Man må se fremad

[Magdalene Abbey]

Maggie hævede øjenbrynene lidt over Brodys indrømmelse, men uden at kunne lade være med at smile en anelse forlegent over det. "Ikke så meget efter jeg begyndte at være sammen med dig," bemærkede hun halvfjoget og tog en tår af øllen for at skylle det væk. Selvfølgelig var det en virkelig forældet tankegang, men det fik nu alligevel hendes mellemgulv til at summe lidt. Den fjortenårige pige der første gang havde tabt sit hjerte til Brody, var ikke altid lige langt væk.

Hun pressede læberne sammen om et smil og slap et uhørligt, tilfreds suk. Hun var lykkelig i det øjeblik. Det gik måske ikke altid lige godt for dem med at kommunikere, men til gengæld var det også nemt at blive mindet om, netop hvorfor det var hun kunne lide Brody. Det var de øjeblikke, hvor han smilede mindst lige så fjoget som hende. "Jeg bliver jo næsten aldrig rød i hovedet længere." Næsten.

[Brody Blance]

Brodys tænder blev synlige i et endnu mere fjoget smil og han hævede et enkelt øjenbryn, imens hans fingerspidser tegnede et mønster imod hendes ben. "Hm," svarede han tænksomt, før han trak en anelse på skuldrene, lettere selvtilfreds.

"Nej, du er blevet meget modigere," medgav han. "Det er skønt... Og frækt." Han grinede og sænkede blikket, næsten lidt flov.

[Magdalene Abbey]

Maggie rømmede sig lidt over Brodys ord, men endnu engang måtte hun kæmpe mod et smørret smil og skjulte det halv ved endnu en tår øl. Det lykkedes naturligvis ikke, men det gjorde ikke det fjerneste. Slet ikke når Brody så ud som han gjorde.

"Brody Blance, hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro at du rødmer," bemærkede hun med let hævede øjenbryn. I kontrast til de sidste, deprimerende uger på hospitalet, følte Maggie sig uendeligt let om hjertet. Nok til at se drillende på Brody.

[Brody Blance]

Brody lo og så op på Maggie med et glimt i øjnene. "Heldigvis ved du bedre," konstaterede han, selv temmelig let om hjertet i forhold til den ellers alvorlige situation. Han tog en god tår øl, før han sænkede hånden igen og den frie trak lidt i hendes storetå.

"Er du sulten? Jeg har stoppet dit køkken med mad, med hjælp fra din mor..." I virkeligheden var det omvendt, men det behøvede Maggie ikke at vide.

[Magdalene Abbey]

Maggie lo muntert af Brody, men sendte ham blot et sigende blik. Til gengæld tog hun en solid tår af øllen, før hun lænede sig til siden og satte den fra sig på bordet. "Det er imponerende," kommenterede hun, med et varmt, men svagt drillende smil. "At du overlevede at handle med min mor, mener jeg. Hun er forfærdelig grundig."

Hun puffede lidt til ham med foden, før hun lænede sig lidt tilbage igen. "Men ja. Jeg kunne godt bruge noget, der ikke er hospitalsmad og inspireret af den samme kogebog. Hjælp mig op, så jeg kan hjælpe? Jeg har brug for at komme lidt på benene."

[Brody Blance]

Brody fnøs, før hans mine gik fra opgivende til lettere bekymret ved hendes næste ord. Han rynkede panden og kneb øjnene lidt sammen. "Du har knapt stået op i fjorten dage og nu tænker du, at du kan være med til at lave mad?" Han rystede på hovedet.

"Jeg kan hive en stol med ud i køkkenet til dig og du kan hakke et par grøntsager, men du skal ikke tro jeg har tænkt mig at tage ansvar for at du vælter på dine svage ben og kommer mere til skade."

[Magdalene Abbey]

Maggie lo lavmælt over Brodys reaktion og viftede afværgende med den ene hånd. "Det var det jeg mente," skød hun ind, men smilede varmt til ham. "Jeg bliver bare sindssyg, hvis jeg skal ligge mere ned uden at lave noget. Mine hænder fungerer fint."

Hun vrikkede lidt med fingrene for at understrege det, før hun rakte dem begge bydende frem mod ham i en klar opfordring til at hjælpe hende på benene. Hun kunne godt sidde i sofaen, hvis Brody også var der, men hun var færdig med at ligge og stirre op i loftet.

[Brody Blance]

Brody sukkede tungt, men smilede svagt. Han kom på benene og tog hendes hænder, før han hev hende op at stå. "Kom så, lille dame," drillede han dæmpet, som han tilbød hende sin arm med et halvt spørgende blik. Han ville selv hade at være så svag, men han var ikke Maggie - og det var nok meget godt.

Han hjalp hende som han kunne og var snart i gang med et måltid, der var væsentligt bedre end hvad Mungos kunne præstere.

Afsluttet