Man må se fremad

[Brody Blance]

Brody drejede hovedet og smilede antydningsvist, før han nikkede langsomt og tog en dyb indånding. "Nej, du er på nakken af mig hele tiden," svarede han lavmælt med et drillende glimt i blikket. Han skar en lille grimasse og løftede skuldrene op mod skuldrene. "Lad være, det kilder."

Hånden lukkede sig om hendes fod og han sukkede dæmpet. "Jeg vil ikke af med dig, Magpie, jeg er bare ikke vandt til at have det sådan her overfor en kvinde..."

[Magdalene Abbey]

Maggie fnøs lavmælt, men trak fingrene til sig. Hånden dumpede ned i skødet på hende og hun lukkede også den om ølflasken. For to uger siden ville Brodys ord have fået hendes mave til at krampe sig sammen. Efter nær at være blevet brændt levende, skulle der en anelse mere end det til at hyle hende ud af den.

"Er det en dårlig følelse?" spurgte hun i stedet, temmelig direkte. Til helvede med usikkerhed. I stedet så hun lige dele spørgende og afventende på ham. "Brody, du har ikke været i et seriøst forhold siden, hvad, skoletiden? Selvfølgelig er det anderledes fra det du er vant til."

[Brody Blance]

Brody sank lidt sammen i sofaen og trak på skuldrene, før han drejede hovedet imod hende igen, lettere usikker. "Æhmmm..." Han rømmede sig. "Jeg har aldrig været i et rigtigt forhold," konstaterede han. "Nogensinde..."

Blikket røg op i loftet og han stirrede lidt på en plet deroppe. "Såeh det. Er bare... Lidt... Mærkeligt..."

[Magdalene Abbey]

Det trak lidt op i Maggies læber og hun så lettere forundret på Brody. Det var ikke tit, at han gav udtryk for usikkerhed og eftersom det virkede til, at det havde mere at gøre med at han havde følelser for hende end at han ikke havde, så tog hun det roligt. "Brody," begyndte hun lavmælt, men varmt.

"Du ved, jeg er bange for at der sker dig noget, hver eneste gang du er i luften, selvom jeg ved at det er tåbeligt. At det er lige så naturligt for dig at flyve, som det er for os andre at gå. At elske nogen, betyder også at man bekymrer sig for dem." Hun rakte ud og hvilede den ene hånd forsigtigt mod hans ben. Hendes hals var en anelse tør. Hun var ikke god til at antage ting omkring sig selv og særligt, hvordan Brody havde det med hende. Hans ord havde dog givet hende en lille anelse. "Det er ikke nogen forbudt følelse, mener jeg. Hvis du var bekymret. Jeg..."

Maggie rømmede sig og tog en tår af øllen. "Du var den sidste jeg tænkte på. I ministeriet, før jeg besvimede... Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville se dig igen. Det betyder noget, Brody. Selvom det er intenst og skræmmende..."

[Brody Blance]

Brodys baghoved hvilede imod ryglænet, imens han stirrede op i loftet. Et dæmpet fnys forlod ham, men han afbrød hende ikke. Til gengæld lyttede han og hans mine ændrede sig langsomt til eftertænksom. Han rettede sig nok op til at tage en tår øl og rømmede sig, før han så hende i øjnene, lettere tvivlsom.

"Jeg ved godt det betyder noget," svarede han tøvende, vippende ølflasken i hånden. "Jeg ved det godt... Jeg plejer bare ikke at have den trang til at beskytte nogen, du ved... Andre end Ollie og Willow, måske." Han trak lidt i hendes storetå. "Du er også lækker, men det er ligesom meget mere end det."

[Magdalene Abbey]

Maggie fnøs lavmælt, men muntert, selvom hjertet svulmede i brystet på hende. Hun smilede lidt for sig selv og så kortvarigt ned i halsen på ølflasken. "Jeg er glad for at du har den," indrømmede hun og så undersøgende op på ham. Det var længe siden Brody første gang havde sagt, at han elskede hende, men det var som om at det først nu var ved at gå op for ham, hvad det egentlig ville sige.

"Det er et godt tegn," tilføjede hun, en anelse dybfølt, selvom hun forsøgte at kvæle det. "Jeg har den samme følelse med dig, jo. På trods af at mine arme næsten ikke kan nå omkring dig..."

[Brody Blance]

Brody så et øjeblik overrasket på hende, før en dyb latter røg over hans læber. Han rystede lidt på hovedet og smilede fjoget, som hans fingre gav sig til at massere hendes ene fod, lettere fraværende. "Æhhm..." halvkvækkede han.

"Jeg elsker dig, Magpie. Kan vi måske lade det blive ved det nu? Jeg ved ikke hvor meget mere følelseshalløj jeg kan klare."

[Magdalene Abbey]

Maggie himlede med øjnene, men kunne ikke lade være med at smile over ham. "Ja, pas på. Man kunne jo komme til at tro, at du var helt blød indeni," svarede hun drillende, før hun plantede et flygtigt kys mod hans kind.

Hun gav ham dog plads og lænede sig tilbage mod puden igen, vrikkende lidt med tæerne under hans fingre. Hun sukkede tilfreds og smilede mildt op til ham. "Hør, Brody. Jeg kunne aldrig drømme om at tvinge dig til at sige noget, du ikke mener. Men du kan godt sige til mig, hvad du tænker."

Hun trykkede flygtigt hælen lidt ned mod hans ben, men uden at gøre anstalter til at sætte sig op igen. Blikket var varmt, men hun dæmpede det følelsesbetonede så godt som hun kunne. "Jeg er bare glad for at du er her, ikke?"

[Brody Blance]

Brodys mundvige sitrede og han drejede hovedet imod hende med øjnene let sammenklemte. "Mmm... Det er i orden." Han tænkte sig om et øjeblik, før han vippede hovedet lidt.

"Fortæl mig mere om dig og dine sygeplejersker, Maggiemus? Det interesserer mig meget. Gav de dig et rigtigt bad eller vaskede de dig bare med en svamp?" Hans smil var drenget, da han mødte hendes blik. Alvoren var til gengæld væk.

[Magdalene Abbey]

Maggie lo impulsivt over emneskiftet, uden at have det fjerneste imod det. Til gengæld strakte hun sig blot velbehageligt og smilede hemmelighedsfuldt. "Jeg er sikker på, at din fantasi kan klare det bedre end jeg kan fortælle," bemærkede hun og så drillende på ham.

Tænderne var svagt synlige og smilet havde den der halvgenerte karakter, det altid fik, når hun hentydede noget. Snerten af uskyld kom hun nok aldrig helt til at lægge fra sig. "Medmindre du hellere vil have mig til at demonstrere..."

[Brody Blance]

Brodys tænder blev synlige over skiftet i dynamikken mellem dem - ud over emneskiftet. Han strøg pegefingeren under hendes fod med et drillende blik og lagde hovedet en anelse på skrå. "Mmmh," brummede han, imens billederne tydeligvis allerede spillede på hans nethinde.

"Jeg vil absolut gerne have en demonstration," svarede han henkastet, før han rynkede panden en lille smule. "Men det tror jeg ikke du kan endnu," tilføjede han, mildt bekymret.

[Magdalene Abbey]

Maggie smilede lidt over Brodys bekymring. Den var ganske forståelig. "Jeg kan måske ikke danse rundt endnu," svarede hun, som om det generelt var noget hun gjorde. Det var det ikke. Maggie var ikke ligefrem typen, der dansede. Kun for Brodys skyld, når det endelig skete.

"Men der er kun arret tilbage." Hendes blik hvilede lidt på hans ansigt og for første gang sneg en bekymring sig ind i hendes eget blik. "De har helet såret, men de kunne ikke fjerne sporene af det..." Hun så beklagende på ham, men smilede stadig lidt. "Det er ikke pænt. Men det er bedre end at have mistet benet."

[Brody Blance]

Brody rynkede panden dybt og så i et langt øjeblik på Maggie, før han slap et tungt suk. "Jeg er skide ligeglad med hvordan dine ben ser ud, Magpie. Du er pisse lækker, selvom de har skæl, takker eller forestiller et maleri af en impressionist eller noget."

Han greb lidt fat i hendes gode ben igen. "Men jeg skal nok tage kolde bade, indtil..." Han tog en dyb indånding. "Indtil det kan lade sig gøre at gøre andet end at tænke sig til de der andre bade."

[Magdalene Abbey]

I stedet for at blive betuttet over hans opgivende tone, kom hun i stedet til at smile. Kinderne blev en anelse varme og hun så kortvarigt ned mod sin øl, smilende en anelse dumt. Hun kunne stadig blive en anelse fjalet over hans direkthed.

"Som jeg sagde, er det kun et ar nu," svarede hun endelig og så op på ham med et sigende blik. "Jeg kan måske ikke stå op så længe ad gangen endnu, men jeg kan godt, du ved, ligge og sådan noget. Der er kun ømhed tilbage, Brody. Jeg er ikke ligefrem nogen porcelænsdukke."

[Brody Blance]

Brodys ene øjenbryn røg op og et fjoget smil voksede langsomt frem på hans læber igen. "Oh?" Han rettede sig en anelse op hvor han sad. "Du minder mig lidt om en porcelænsdukke nogen gange," konstaterede han tænksomt. "Sådan. Fordi du er pæn og uskyldig."

Han grinede lidt, en anelse rød om ørerne, selvom det ikke skete så tit. "Men godt... Jeg har savnet dig..." Fingrene strøg lidt op over hendes ben. "Meget..."