Demonstration!

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna havde ment det. Virkelig ment det, da hun, stadig svagt forvirret, kastede besværgelsen. Da det gik op for hende, at den demonstrant hun havde ramt ikke var en demonstrant overhovedet, standsede hun dog straks. Hun kastede et blik på hans kvindelige følgesvend, heller ikke maskeret og tog en hurtig beslutning, da hun valgte ikke at forfølge sagen yderligere.

"Kom væk herfra," svarede hun blot brysk, før en af de andre regulatorer hævede stemmen. "I ER ALLE ARRESTERET! AURORER, FANG DEM!"

[Ambrose Berkeley]

Ambrose var egentlig mest bare fulgt med de andre regulatorer hen ad vejen og var ligeledes begyndt at bekæmpe folkemængden da de gik til angreb. Men da Kenna ramte en mand med hendes seneste besværgelse for han sammen ved synet af hans fætter og råbte med det samme "STOP!" til hende. Da var hun da stoppet, om det var før, under eller efter kunne han dog ikke finde ud af, men det vigtigste var også at hun var stoppet.

Da en anden af deres kollegaer erklærede alle demonstranterne arresteret var han også klar til at fare ud og påbegynde at slæbe nogle af dem med tilbage.

[Oliver Howe]

Oliver troede ikke sine egne øjne, da han så Marius vride sig i smerte, og han bandede over at ikke kunne komme til. Folk asede og masede, og han nåede kun med nød og næppe at hive en af sine sidemand af vejen for et besværgelse der fyrede i gennem luften. "HUSH!" råbte han og forsøgte at lokalisere sin bror. De skulle væk, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Han værste anelser blev bekræftet, da han hørte en arrestationsordre blive brølet i retning af folkemængden, og Oliver fik fart på. Han satte i løb med strømmen og så sig om, alle hans sanser i fuldt beredskab. Hvor var han? Og hvad med alle de her mennesker? Folk begyndte at transferere sig væk omkring ham, og folk var blevet spredt, så det var nemmere at bevæge sig. Men på trods af det forbedrede udsyn kunne han ikke få øje på Louis, så han råbte efter ham igen.

I samme sekund nåede den buldrende lyd af dæmonluen fra atriummet hans ører, og folk omkring ham begyndte at skrige.

[Gale W. Kaiser]

Da de første besværgelser var blevet kastet havde Gale fundet sin tryllestav frem, men holdte sig tilbage indtil hans tilstedeværelse blev nødvendig. Et projekt der blev svære og svære. Han havde en besværgelse liggende på tungen da Dolor forbandelsen blev kastet. Noget der der kom som et chok og sikrede sig at besværgelsen han havde haft klar ikke kom ud. Det var først da en af regulatorene råbte, at de folk var arresteret og skulle indfanges, at han vågnede op.
Han skred frem og gjorde klar til at gøre brug af den teori og træning han havde fået sine øre tudet fulde af i snart tre år. Hurtig fandt han en harmløs besværgelse frem fra hukommelsen og kastede den imod den første demonstrant han fik fri sigte til. "Incarcerous!" Råbte han, hvorefter manden faldt til jorden. Låst fast af ræb. Kort efter var han også tryllestavsløs, men fik lov til at ligge, da Gale blev distraheret af den eksploderende bygning bag ham.

[Louis Howe]

Louis mærkede sveden pible frem på panden, og masken gjorde det på ingen måde lettere at fokusere. Hans koncentration arbejdede på det yderste i søgen efter sin bror. Havde han transfereret sig væk, som så mange andre var igang med? Med tung vejrtrækning opfangede den unge troldmand ordren om arrestation, og halvløbende satte han kursen væk fra regulatorerne og aurorerne.

Dér! "HOWL!" Med lange, hurtige skridt var han henne ved Oliver, og pludselig stod dæmonluen op fra Ministeriet. Som var han i trance, standsede han brat op med blikket fikseret på katastrofen. Hvad var det, der foregik? Kaos. Det var ren kaos. Med en hovedrysten fik Louis gang i sig selv igen - det sidste, der skulle ske, var, at de skulle til Azkaban. "Vi skal væk. Nu!" hvæsede han stresset og greb fast i den andens arm.

[Selwyn Trengove]

Selwyn reagerede prompte, da der blev givet ordre til, at de skulle arrestere demonstranter. Normalt ville han have Finn ved sin side, når der skulle arresteres nogen, men han havde ikke fået øje på sin lærling endnu. I stedet kiggede han på Gale og gjorde tegn til, at han skulle komme hen til ham. "Vi tager dem, der endnu ikke har noget at flygte. Klar?" Uden at få et svar, bevægede Selwyn sig hurtigt fremad. "Incarcerus!" Sagde han og rettede tryllestaven mod den første og bedste demonstrant, han fandt. Reb begyndte at vride sig rundt om demonstrantens krop, og forhindrede vedkommende i at bruge tryllestaven. Uden at tøve, trådte han frem og fjernede tryllestaven fra demonstrantens hånd. Bagefter fjernede han masken og var nær ved at snuble af overraskelse. Det var Finn. Han blik var først uforstående. Så fulgte et såret blik, der tilsidst blev erstattet med et der var vredt. Meget vredt.

[Oliver Howe]

Oliver stod lammet på stedet og det gule lys fra flammerne skinnede i hans øjne. Først ænsede han ikke Louis, der havde fundet ham, men hans opfordring til at komme derfra krævede hans opmærksomhed og han vendte hovedet mod sin bror med et ryk. Uden at tøve et sekund mere tog han fat i Louis' arm og drejede en halv omgang på stedet. Med et skarpt pop forsvandt, der blev overdøvet af tumultens larm, forsvandt Howe-brødrene fra scenen og dukkede op på et gadehjørne i Fønixengen.

OUT

[Sebastian Beaumont]

Da Sebastians medhjælper pludselig blev bundet på hænder og fødder, blev vægten af Charlisa for meget, og han faldt ned på sine knæ. Et smertesbrøl undslap hans læber, men der gik ikke lang tid, før han havde hanket op i søsteren igen. Auroren, der havde angrebet den anden troldmand, var lige bag dem, og han skulle fandme ikke tilfangetages. Uden at skænke den bagbundne et blik kom han på benene og begyndte at løbe, så hurtigt han kunne med smerten i sine knæ.

Men det var for sent. Snart mærkede han stramme reb om sine ankler og uden at kunne gøre noget, faldt han til jorden. Charlisas bevidstløse krop kolliderede hårdt med jorden, og Sebastian brølede af ren vrede. "Fucking svin!" Hjælpeløs vred han sig på jorden og fik lagt sig på ryggen. Tryllestaven var udenfor hans rækkevidde, og i stedet forsøgte han at sparke ud efter den auror, der havde taget ham til fange. "Fingrene væk fra hende! HØRER DU?!" skreg han og spyttede vredt efter troldmanden. Tanken om, at han ikke kunne hjælpe Charlisa, fik det til at vende sig i ham.

[Finn Kestrel]

Finn bemærkede godt at folk begyndte at forsvinde, men han kunne ikke få sig selv til at forlade manden alene med den bevidstløse kvinde. De nåede dog ikke langt før han selv blev ramt af en besværgelse der bandt hele hans krop ind. Han syntes at kunne genkende stemmen fra hvem besværgelsen kom og istedet for at bevæge sig lå han bare helt stille og stirrede mod jorden med en synkende fornemmelse.

Da han mærkede tryllestaven forsvinde ud af sin hånd følte han sig endnu mere fortabt. Han kunne først få sig selv til at se på manden da hans maske blev fjernet, og han havde ikke taget fejl, det var Selwyn. Frustrationen voksede i ham og han så undskyldende op mod sin læremester, ikke i stand til at finde på en løgn om sit foretagende for bare at gøre det mindste forsøg på at redde sig selv. Undskyldende, ikke for sit foretagende, men for at være blevet opdaget.

[Selwyn Trengove]

Selwyn kunne mærke en masse følelser suse rundt i hans krop. Han var skuffet. Utrolig skuffet over Finn. Han havde betragtet lærlingen som mere end bare en lærling. Han havde troet, at de havde været venner. Men der havde han åbenbart taget fejl. Vreden var begyndt at fortage sig, men den banede kun vej for den foragt, som han nu følte. Hold da op, hvor følte han sig forrådt af sin ven. Han bøjede sig ned mod Finn og hvæsede af ham. "Finn for helvede!" Brølede han, og trak sin tidligere lærling op at stå.

[Gale W. Kaiser]

Gale havde kort nikket til den ældre auror før han var løbet sammen med ham og taget den første demonstrant i farten. Kort efter opdagede han ud af øjenkrogen at hans kollega havde kastet sig over en anden demonstrant der sammen med en ven bar på en kvinde, som syntes at være ramt af lammerbesværgelsen fra tidligere. Inden den tilbageværende demonstrant kunne nå at flygte vendte Gale sin tryllestav imod manden. "Incarcerus." Straks fløj rebene frem og bandt den fremmede sammen. At fjerne masken havde han egentligt ikke tænkt sig at gøre, men besluttede sig for at det nok var en god idé, hvis han sener skulle hjælpe med at identificerer tryllestavens ejermand. 
Efter tryllestav var taget tog han sig af masken. Heldigvis nåede han at undvige spytklatten. Hovedsageligt fordi afsenderen allerede lå ned. Kommentaren ignorerede han mens han stak tryllestaven ind til den anden han allerede havde fået. Til sidst vente han sig imod kvinden de to mænd havde båret på. Efter at have gennemsøgt hendes beklædning fandt han hendes tryllestav som han fratog hende og derefter brugte incarcerus besværgelsen til at få hende ned at ligge sammen med de andre. 
Efter at have fået den sidste tryllestav ind i frakken vendte Gale sig imod Selwyn, der syntes at være overraskende optaget af den ene demonstrant. Efter at have kigget ned på ham, forstod han hvad problemet var. Lærlingen Finn. Selwyns lærling. "C'mon, vi skal videre." Der var ikke tid til at dvæle over knuste relationer. Der skulle handles og Flinn og hans venner ville ikke flytte sig det næste stykke tid. Gale greb fat i kollegaen og trak ham videre, så de kunne komme ud og udføre deres job.
At lade Finn ligge på jorden blev de nød til at gøre, selvom det ikke var sjovt. Gale havde ikke nogle tæt relation med manden, men havde det stadig dårligt med at gøre det. Der var dog ingen andre muligheder nu, hvor folk transfererede sig væk stedet og dermed heldigvis også gav mere plads.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir smed skiltet, kasserede det på jorden og greb fat om Magnolias arm. Han havde ikke forventet, at der ville være ild, utilgivelige forbandelser... Midt i al kaosset, strammede han grebet hårdt om den rødhårede slange og transfererede dem begge væk fra demonstrationen, uden at spørge pænt om lov først.

Hogwartseleverne klarede den, håbede han inderligt, tilbage selv. De var trods alt myndige.

Forlader tråd

[Finn Kestrel]

Det faktum at Selwyn så så skuffet ud gjorde bare tingene endnu værre. Finn så kort mod Gale, men kunne ærlig talt ikke tage sig så meget af ham. Istedet rettede han blikket mod Selwyn igen. "Undskyld," sagde han så, efter at han var kommet op at stå. "Det var ikke meningen," sagde han så og så noget konfus ud. "Du må ikke tage det personligt," indskød han så, da han godt kunne mærke at det var nogle ret voldsomme følelser der stod overfor ham. Og dem der var inden i ham kunne han ikke helt selv rode ud i, selvom de mest alt føltes som noget der tyngede ham ned. Hvis bare jorden kunne give efter.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna fulgte ordren og hjalp med at få arresteret de få, der ikke nåede at flygte. Langt de fleste demonstranter transfererede sig væk i sikkerhed, mens de resterende blev samlet sammen, fik revet maskerne af med magi og identificeret, for de flestes vedkommende.

Hun og flere andre gav sig til at føre de anholdte væk fra flammerne, som andre måtte tage sig af. De skulle afsted til Azkaban, men det krævede transitnøgler og transitnøgler krævede, at medarbejdere fra transitkontoret kom ud af bygningen med ild i. Kenna holdt hovedet koldt, fik de arresterede magikere samlet på række, alle bagbundne, og koordinerede vagtposter, så ingen slap væk.

Afsluttet, medmindre nogen vil have en sidste post ind