Demonstration!

[Nicholas Dearborn]

Nicholas nåede ikke at samle sig nok til at svare på Marius' spørgsmål, før hans kusine dukkede op og han gloede målløs på dem. "Tror du det?" Svarede han Shirley inden han skævede op mod den bredskuldrede mand. Han havde aldrig været så glad for at have dem i nærheden som han var nu.
"Hvad foreslår i vi gør?" Spurgte han da han ikke rigtig var i stand til at komme op med en løsning selv. Han var helt forvirret over hvad der skete omkring ham og havde mest bare lyst til at forsvinde fra den store mængde mennesker.

[Louisa Maddox]

Louisa betragtede de nyankomne med et underfundigt blik og rynkede sine øjenbryn lidt. Rowans ord og berøring fik hende dog til at forstå situationens alvor og hun strammede grebet om skiltet, mens hun vendte ansigtet mod ham.
"Nej.. " Hviskede hun og så tøvende på ham ude i stand til at tage en beslutning. Hun havde brændende lyst til at blive og stå ved deres sag, men hendes fornuft fortalte hende at hun burde løbe sin vej inden det udviklede sig.

[Marius Paine]

Marius kiggede over menneskemængden. For pokker der var mange mennesker. Og han genkendte kun få af dem. Og de var med det samme skrevet af hans liste som venner, og over på fjendelisten. Han kiggede ned på den unge kvinde, der kom hen til dem, og i et øjeblik havde han svært ved at placere hende. Men så kom han i tanke om de artikler, som hans mor læste. Og at hun var i familie med Nicholas. Han rømmede sig, og lagde mærke til, at de forventede, at han kom med en løsning. "Først og fremmest, så skal vi ud af denne her menneskemængde, inden nogen kommer til skade," sagde han, og lagde ikke skjul på, at det nok ikke var de tre, som det kom til at gå udover. "Jeg foreslår, at vi søger mod ministeriet. Selvom det er et oplagt mål for demonstranterne. Men der er folk, som kan hjælpe os der," han trak sin tryllestav frem, og så ned på de to yngre mennesker, inden han begyndte at bane vej for dem.

[Sybil Attwater]

På kort afstand stod Sybil og betragtede hele scenariet med ubehag. Et kynisk udtryk faldt over det ovale ansigt, i det hun let hævede brynene, og forsøgte at danne sig et overblik. Alt var kaos. De spidse læber formede sig ud i et diskret, isnende – næsten ironisk – smil.

Nok lå hendes loyalitet hos ministeriet, men efter den behandling hun havde fået efter episoden med hendes bror, var hun nysgerrig efter at se hvordan de ville håndtere dette.

[Gale W. Kaiser]

Egentligt havde Gale bare tænkt sig at komme væk i en fart, men han forstod hurtigt at det ikke kom til at ske. Det var tydeligt at demonstrationen hurtig kunne komme til at udvikle sig den forkerte vej, hvis ikke nogle greb ind og fik styr på folk og den tjans syntes demonstranterne ikke at ville tage på sig. Derfor lå den opgave hos ministeriet, som også kort efter syntes at være til stede igennem fem udsendinge. Lettet ånde Gale op og begyndte at arbejde sig ud fra folkemængden i et forsøg på at komme tilbage, til bygningen hans ellers lige havde forladt, igen. Det kunne være der var brug for ham der. Uanset hvad, havde han ikke lyst til at stå mast inde mellem demonstranterne. Det kunne hurtigt give problemer.

[Owain Ellis]

Owain fik aldrig sit svar. Da ministerieansatte dukkede op og så ud som om de mente det, var det tydeligt at han ikke ville komme videre med interviews. Han trak sig i stedet tilbage fra menneskemængden, op imod en husmur, hvor han kunne observere, uden selv at være direkte i skudlinjen. Selvfølgelig var det ikke et sikkert sted at stå, men man kom ingen steder uden at tage en risiko engang imellem.

Kvikskribleren skriblede løs, som han rapporterede til den, uden at slippe menneskemængden med blikket.

[Selwyn Trengove]

Selwyn kom ud fra ministeriet, da han hørte, hvad der foregik udenfor. Et bekymret blik var at spore i hans øjne, og han stirrede frustreret udover menneskemængden. Af naturlige årsager søgte han med det samme hen til Sybil, hans kollega, og stillede sig ved siden af hende. "Hvad i alverden sker der her?" Spurgte han og lød meget frustreret. Hans blik gled over de fem nyankomne, og fik øje på Kenna. Dog gled blikket hurtigt tilbage, da han fik øje på en, der forsøgte at kæmpe sig hen mod bygningen. Han genkendte personen som værende en lærling. Selwyn undskyldte sig overfor Sybil, og trådte et par skridt frem, for at hjælpe Gale igennem. "Kom her, dreng. Det er ikke sikkert at bevæge sig igennem disse mennesker," sagde han og rakte en hjælpende hånd til Gale.

[Sebastian Beaumont]

Sebastian stillede sig på tæer i et forsøg på at få et bedre udsyn over den store menneskemængde. Han stod midt inde i mængden, skulder mod skulder blandt fremmede troldmænd og hekse og råbte skældsord med en hævet knytnæve.

Under masken sitrede hans mundvige og gled tilsidst op i et bredt smil. Han var vred, men hele situationen fik adrenalinet til at køre rundt i hans krop, og den smukke udsigt gejlede ham op. Instinktivt greb han Charlisa om håndleddet og smilede kort ned til hende - uden at tænke over at det var gemt bag masken - før han så frem for sig og råbte højlydt endnu en gang.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir havde aldrig elsket Magnolia mere. Han skrålede ved hendes side, lige indtil tydeligt ministerieansatte trådte frem imod folkemængden og gav sig til at true den. Den krigeriske åre, der havde slumret, vandt fuldt frem.

"Gå hjem, inden ministeriet sender jer i Azkaban uden rettergang, ligesom de gjorde med Agnes Atterberry og Terrance Tweedy!" Han viftede lidt med skiltet igen.

[Gale W. Kaiser]

Gale var ikke vild med at blive talt til på den måde, men det virkede ikke som det rette tidspunkt at diskutere, hvordan han ville tiltales, så uden brok tog han imod Selwyns hjælp og kom ud af folkemængden. "Tak." Efter at være kommet ud slap han hurtig mandens hånd og trådte nærmere ministeriet og det 'helle' som syntes at være imellem ministeriets udseende og bygningen. Normalt lå det ikke til ham at søge tryghed, tvært imod, men fornuften sagde ham at han nok bare skulle holde sig tilbage og lade de andre klare ærterne. Så kunne han være backup, hvis det skulle blive nødvendigt. Noget han ikke helt kunne afgøre om det blev. Folk syntes ikke at være villige til at forlade området, men udsendingene fra ministeriet syntes at have en effekt på nogle folk. Han havde i hvert fald bemærket et par stykker der var på tilbagetog mens han havde forsøgt at komme frem få øjeblikke forinden.

[Charlisa Beaumont]

Charlisas hjerte bankede så hårdt at det føltes som om det kunne hoppe ud af hendes bryst hvornår det skulle være. Charlisa, der havde sin ene hånd i Sebastians, brugte den anden til at klynge sig ind til sin brors arm. Charlisa havde været langt mere modig før de tog af sted end nu, og da Kenna pludselig trådte frem, kunne Charlisa ikke lade vær med at gispe svagt.

Charlisa pressede sin maske endnu tættere mod ansigtet, inden hun lænede sig ind mod sin bror, og hviskede forsigtigt. ”Måske bør vi gå længere bagud?”

[Oliver Howe]

Olivers vrede var skjult af masken men kunne tydeligt høres i hans stemme, da han stemte i med slagord om de uretfærdige fængslinger. Han var så opslugt af stemningen at han ikke længere var sikker på præcist hvor Louis befandt sig, og han så omkring sig i et forsøg på at identificere ham. Hans opmærksomhed blev dog fanget af Kinnaird, hvis stemme skar i gennem de hidsige råb fra mængden, og han mærkede adrenalinen pulse i gennem ham. Hun var udsat, og mængden af mennesker var det perfekte slør. "Hush," hviskede Oliver, "dæk mig!" Med et snuptag havde han hevet tryllestaven frem fra sine gevandter og rettede den diskret mod regulatoren. Så hviskede han "Confundus," og listede så hurtigt han kunne staven ud af syne.

[Magnolia Dearborn]

Casimir havde for længst slettet alle spor af tøven i Magnolias krop. Kroppen boblede af vrede, og halsen skreg efter at få lov til at ytre sig, som de alle stod der i mængden, med et ønske om retfærdighed. Magnolia strakte sin hånd med skiltet endnu mere.

”Lad os spørge os selv hvem der er de virkelige skurke her! Vi har en fri vilje – lad ikke ministeriet frarøve os mere af den!”

[Sebastian Beaumont]

Sebastian rystede på hovedet og vendte sig helt mod sin søster. "Nej, Lisa!" svarede han, stadig med det brede smil skjult under masken, og tog ivrigt fat om hendes skuldre. "Det her er for fedt! Vi kan ikke bare gå nu."

Så dumdristig som han nu var, vendte Sebastian sig igen med den ene næve løftet og den anden i Charlisas hånd. Rytmisk gentog han de samme skældsord, og selvom noget af mængden var på tilbagetog, stod resten stadig fast.

[Kenna F. Kinnaird]

"TAG HJ---" Kennas ord døde ud og hun vaklede lidt, hvor hun stod, før hun virrede med hovedet. "Hvad..." Forvirret, så hun ud over folkemængden, tydeligvis uden samme klarhed og autoritet. Hun forstod ikke helt hvad der foregik, men da hendes kollega råbte igen, forstod hun alvoren.

Hun valgte at statuere et eksempel og pegede tryllestaven imod en af de nærmeste, maskeklædte. "Lammer!" råbte hun beslutsomt.