Demonstration!

[Louis Howe]

Utilpas stod Louis rank i den store menneskemængde. De grønlige øjne gled en smule nervøst rundt, men uundgåeligt pulserede hele hans krop. Det var et flot syn at se så mange mennesker det samme sted, alle der stod inde for det samme.

Olivers hvisken trængte igennem hans tanker. "Hvad?" nåede han akkurat at svare, da han bror havde hevet sin stav frem. Synet gav Louis et sug i maven og et stramt ansigtsudtryk gemte sig bag masken, da han bandede over brorens dumdristighed. "Hvad tænker du dog på? Hvad hvis du bliver opdaget?" Hans hvisken var hidsig, men det hele var alligevel ret spændende, da det ikke så ud til, at nogen havde bemærket det lille stunt. Indtil offeret for Confundus-besværgelsen sendte en lammer mod menneskemængden. Med et fast greb lukkede Louis' fingre sig om Olivers overarm og begyndte at trække sig tilbage.

[Shirley Felbrigg]

Shirley fór sammen, da den første besværgelse glimtede i luften. Alvoren af situationen blev tydelig og et dæmpet, bekymret "skynd dig, Nicholas," gled over hendes egne læber. Shirley havde trukket sin egen tryllestav, uvillig til at bruge den, men velvidende om det naive i at stå forsvarsløs, når først besværgelserne føg.

Hun så sig over skulderen og bemærkede ikke den vrede demonstrant, der trådte ind foran hende. Hans opmærksomhed var ikke på hende, men Shirley vaklede og blev afskåret fra sin fætter og den bredskuldrede mand, der hidtil havde vist vejen.

[Selwyn Trengove]

Selwyn nikkede til Gale og trak sig tilbage sammen med den yngre troldmand. Han så igen udover mængden, og mærkede vreden boble i sig, da tryllestave blev trukket, og der blev kastet med besværgelser. Nu gad han ikke stå og kigge på længere. Han trak sin egen tryllestav og kiggede på Gale. "Jeg slutter mig til Kinniard og de andre," sagde han og nikkede farvel til både Gale og Sybil, inden han banede sig vej til de fem ministerie ansatte, der var en anelse udsatte, som de stod helt alene mod resten af mængden. Han stillede sig ved siden af dem med trukket tryllestav og så afventende på folkemængden foran sig.

[Finn Kestrel]

Mod sin vilje endte Finn med at blive skubbet længere fremad i mængden og så langt frem at han kunne se Sybil og Selwyn, hvem der nok var i toppen af listen over folk han ikke havde lyst til at se lige nu. Af to vidt forskellige årsager. Han vidste ikke hvordan Sybil ville reagere hvis hun vidste at han var der.

Dermed opgav han sin strategi med at forsøge at kæmpe sig bagud og forsøgte istedet at kæmpe sig til siden, mens han fortsat deltog i demonstrationen. Han syntes at det på meget kort tid var blevet temmelig kaotisk i menneskemængden.

[Charlisa Beaumont]

Stemning var blevet langt mere ophidset end hun havde forestillet. Hun skævede op til sin bror, og hvis han havde set de nervøse træk under masken, havde hans ord måske været anderledes.

”Seb, jeg tror virkelig det er bedst hvis vi..”,

Med et stivnede hun fra top til tå, hvorefter hun med et faldt til jorden, og blev slået bevidstløs.

[Nicholas Dearborn]

Nicholas havde ikke helt styr på hvad der skete omkring ham, men han havde pludselig set en vej frem og var derfor alt for fokuseret på den til at se at han mistede sin kusine bag sig. Inden længe var han nået op til ministeriet og skyndte sig indenfor, uden helt at vide hvordan han slap igennem den kaotiske folkemængde. Det var dog på det tidspunkt at det gik op for ham at han havde mistet sine to familiemedlemmer og han havde en voldsom trang til at gå ud efter dem, men i stedet besluttede han sig for at han nok var til mere hjælp inde i ministeriet.

Ude af tråd

[Sebastian Beaumont]

Sebastian ignorerede mere eller mindre Charlisas ord og var langt mere opslugt af besværgelserne, der blev skudt frem og tilbage. Nu begyndte det at ligne noget. "Lisa, se!"

En kuldegysning gik igennem ham, da søsterens greb om hans arm stivnede, og hun faldt til jorden uden at have nået at afslutte sin sætning. Snart væltede vreden ind over ham og uden at tænke sig det mindste om, trak Sebastian sin tryllestav og rettede den mod heksen, der havde lammet hans søster. "Lammer!" gengældte han hidsigt uden rigtig at se, hvor han sigtede hen, og dukkede sig efterfølgende hurtigt. "Hjælp mig med at få hende væk!" tilføjede han til en fremmed og forsøgte at få Charlisas bevidstløse krop op i sine arme.

[Kenna F. Kinnaird]

Kenna undveg en rød stråle, der skød igennem luften imod hende. Hun bevarede roen, men nu havde folkemængden to gange angrebet en ministerieansat og de to andre regulatorer var ikke blinde for det.

"TAG HJEM," advarede hun en sidste gang, før hun løftede tryllestaven og pegede den imod den nærmeste. "Dolor."

[Oliver Howe]

Resultatet af Olivers besværgelse var slående, og han nåede at fryde sig et kort øjeblik, inden Kinnaird kastede den første lammer. Han kunne ikke se, om hun havde ramt nogen, og han blev pludselig skubbet bagud af folk, der forsøgte at komme væk fra regulatorerne. Instinktivt satte han bevægelse mod strømmen for at se, om nogen var kommet til skade, men han havde ikke mulighed for at bevæge sig så målrettet, som han ønskede. Før han vidste af det havde flere menesker trukket sine stave, og han hev sin frem igen. Beskyttende greb han ud efter Louis, men i samme sekund opdagede han, at han var blevet væk fra sin bror.

[Finn Kestrel]

Finn hørte et ønske om hjælp og efterfulgte det ved at tage fat om den bevidstløse kvindes side og rette hende op så manden der havde spurgt om hjælp forhåbentligvis også kunne få bedre fat. "Kan du få fat?"

Samtidig skar tidligere kollegas ord i hans ører i baggrunden og mindede ham om hvor meget det egentlig kunne skade ham at blive opdaget.

[Marius Paine]

Marius fortsatte i den forventning, at både Nicholas og Shirley fulgte efter ham. Men da han drejede hovedet for at se sig tilbage, opdagede han, at de begge to ikke var bag ham længere. Han standsede op, og tog en beslutning om at finde dem igen. De havde begge to virket ret skræmte af postyret. Den ældre troldmand lagde ikke mærke til, at der blev kastet en besværgelse, da han standsede op foran Shirley og forsøgte at skubbe den mand til side, der forhindrede Shirley i at komme igennem. Det ene sekund åbnede han munden for at sige noget til Shirley, men da lagde han mærke til det røde lys der omgav ham og den forfærdelige smerte der gik igennem hans krop. I stedet for at sige et ord, kom der et smerte fuld skrig ud over hans læber. Smerten var forfærdelig. Ubeskrivelig.

[Sebastian Beaumont]

Sebastian nikkede stresset og fik hægtet Charlisas ene arm om sine skuldre, så han sammen med den fremmede, maskebeklædt troldmand kunne bære hende væk derfra. Den utilgivelige forbandelse gik ham ikke forbi, og en isnende følelse løb ned ad hans rygrad.

Med et næsten længselsfuldt blik så han sig over skulderen, mens han kæmpede sig gennem menneskemængden. Var der noget, han havde mere lyst til, end at smide en besværgelse i den kvindelige regulators fjæs? Ja. At få Charlisa væk herfra. "Den her vej!" råbte Sebastian til den fremmede mest i et forsøg på at rive sig selv ud af sin lyst til at vende tilbage til regulatorerne.

[Shirley Felbrigg]

Shirley forsøgte forgæves at mase sig forbi manden, men han tog sig ikke af hende. Folkemassen omkring hende blev kun tættere og hun var lettet over at se Marius' ansigt, da han formåede at tvinge dem midlertidigt tilbage. I hvert fald var hun lettet i det korte øjeblik der gik, før det lyste rødt og den ellers store mand faldt tungt.

Et overrasket gisp flød over Shirleys læber og hun faldt på knæ, uden at tage sig af at hendes ellers pæne, sarte kjole blev beskidt. "Marius!" udbrød hun forfærdet, hænderne løftet som ville hun gøre noget, men uendeligt bange for at røre ved ham. Hun havde en anelse om, hvordan en utilgivelig forbandelse så ud og hendes hoved fløj op i retning af kasteren. "Stop det! Du gør ham ondt!"

[Louis Howe]

Menneskemængden livede kun mere op, da der begyndte at udveksles besværgelser på kryds og tværs. Louis fik svært ved at fokusere, og før han vidste af det, var Oliver ikke ved hans side mere. "Fandens også!" mumlede han for sig selv, begyndende til at blive en smule frustreret og var meget opmærksom på ikke at kalde og sige brorens navn højt.

Et rødt lysglimt fangede pludselig hans opmærksomhed. Under masken blev øjnene store af forfærdelse, da synet af en voksen mand skrigende af smerte mødte ham. Hvad var det, der foregik? Det her var jo absurd! Louis vidste, at hvis han blandede sig, ville alt for meget sættes på spil. Derfor trak han sig væk, selvom mandens skrig stadig lød. Han ville væk herfra nu. Hvor var Oliver?!

[Finn Kestrel]

Finn så opmærksomt på den fremmede og fulgte iltert med ham. Nu var det bare om at komme væk og han var åbenbart stødt på en guldgrube, for flere folk flyttede sig for ham nu end før, og han havde en undskyldning for at skubbe dem væk der ikke gjorde. Han råbte tilbage at han var med og samtidig satte han farten op. Lyden af den utilgivelige besværgelse og følgerne ramte ham, men han fortsatte. Så hurtigt væk som muligt, skulle det helst være.