Fortsættende eksperimenter

[Louis Howe]

Oliver Morecambe Young
Den 14. februar, efter midnat

Da Louis havde transfereret sig fra maskeballet, havnede han midt i Ollies stue. Han var forvirret og træt. Uden at vide, hvad han skulle gøre, blev han stående midt på gulvet og begyndte at tage sin kappe af. Diskret skævede han hen til den anden, men sagde ikke noget. Han tænkte på dennes læber, men forsøgte at ryste det af sig - et eller andet sagde ham, at han ikke havde været den eneste heldige i aften.

Tavs trak han kappen af sig og smed den over sofaryggen. Med bøjet ryg stirrede han formålsløst ned på det dybblå stof og pillede lidt ved ærmet.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var mildest talt forvirret. Det havde han skam også været før Dan havde afbrudt dem, men det havde alligevel øget til puljen af ting, der rumsterede rundt i hovedet på ham. Som Louis afklædte han sig sit overtøj i tavshed, før han endte med at stå lidt og klø sig i nakken.

Fingrene fortsatte op i håret og han så på Louis med et lidt forsigtigt, svagt smil. "Godt, at det her slet ikke føles akavet...."

[Louis Howe]

Louis fnøs og så op på Ollie med sammentrukne øjenbryn. "Er det det, du har tænkt dig at sige?" sagde han tørt og betragtede den anden kort, før han med lange skridt kom hen på den anden side af sofaen og smed sig i hjønet af den.

Han var ikke sur. Bare fuldstændig rundforvirret. Hvad lavede han hjemme hos Ollie? Det vidste han faktisk godt svaret på ved nærmere omtanke. Med et dybt suk krydsede han armene foran sig og sank ned i sofaen.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie skar en grimasse og lod hånden falde fra sit hår. "Eh," begyndte han lettere mangelfuldt og fulgte Louis med blikket. Et øjeblik senere fulgte han selv efter og smed sig i sofaen. Ikke helt i den anden ende, men heller ikke helt ved siden af. "Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige..."

Han så svagt søgende på den anden mand. Han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke bare havde lyst til at kysse ham igen. Det havde han i dén grad, men han blev ikke ligefrem mødt med følelsen af, at det var det rigtige øjeblik. "Hvad vil du have, at jeg siger?"

[Louis Howe]

Louis skævede til Ollie, da han også satte sig i sofaen. Med sammentrukne øjenbryn løftede han de krydsede arme lidt mere op ad brystet og sank endnu mere ned i sofaen. Men han var utrolig opmærksom på, at den anden sad i samme sofa.

Han trak så meget på skuldrene, han nu kunne i den stilling, ved Ollies spørgsmål. "Et eller andet," sagde han og fandt den anden med blikket. "Kender du Daniel Owens?" tilføjede han, da han ikke bare ville høre et eller andet, men mere om situationen de havde stået i lige inden.

[Oliver Morecambe Young]

Louis var ikke ligefrem nogen glædesbombe. Tværtimod virkede han temmelig afvisende, som han sad der med krydsede arme og det fik Ollie til at klø sig lidt i nakken igen, lettere ukomfortabel.

Fingrene gik dog i stå over spørgsmålet og hans blik flakkede en enkelt gang, før han lod hånden falde og sukkede lavmælt. "Ikke rigtigt. Vi har kysset en enkelt gang," svarede han endelig ganske ærligt, men undlod dog at specificere præcis hvornår det var. "Men nej, jeg kender ham ikke."

[Louis Howe]

Louis hævede let øjenbrynene ved Ollies svar, selvom han havde mistænkt, at det var på den måde. Han havde dog sværere ved at spille sur efter det, da han jo havde fået det ærlige svar, som han havde bedt om. Forsigtigt løsnede han armene en smule, men ikke for åbenlyst.

"Han er også en fin fyr," sagde han mindre tørt end før, men derefter Ollie med blikket næsten forskrækket. "Ikke fordi jeg har tænkt om ham på . . . den måde," tilføjede han og så lidt på den anden, før han rettede blikket fremad igen. Lysten i ham voksede, og det gik bare ikke særlig godt med et ignorere den.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie kom til at le. Det var ikke intentionelt, men det lettede til gengæld stemningen lidt. For Ollie selv i hvert fald. "Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg lidt ligeglad med ham," indrømmede han og holdt hurtigt hænderne afværgende op. "Selvom han er flink." Han skulle ikke have klinket noget med Louis. Det virkede til at de to kendte hinanden og han havde bestemt intet mod den anden mand.

Quidditchspilleren trak lidt på skuldrene og følte sig ikke helt lige så presset af stilheden som for et øjeblik siden, selvom han stadig ikke var helt sikker på sig selv og hele situationen. "Jeg kan sgu godt lide dig, Louis. Er det ikke okay?"

[Louis Howe]

Det var behageligt at høre Ollie le. Selv trak Louis lidt på smilebåndene, da den anden holdt hænderne op for sig. Ærlig talt kunne han godt lide at høre, at han var ligeglad Daniel.

Ved den efterfølgende kommentar livede nervøsiteten op i Louis. Eller var det sommerfugle? Med påtaget rolighed vendte han ansigtet mod Ollie og granskede kort hans ansigt, før han skilte læberne ad. "Ja. Det tror jeg," svarede han, selvom han var ganske sikker på, at det var helt okay. Med et lille suk fjernede han armene foran sig og skubbede sig ret op i sofaen. Hans blik faldt på den andens hænder, men han turde ikke gøre andet end at rykke lidt på sin egen hånd.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var bestemt ikke ubevidst om måden Louis rykkede sig på. Tværtimod var han nærmere hyperbevidst om det og han rettede sig også selv lidt op. Han havde normalt ingen skrupler ved at tage sagen i egen hånd og følge sine impulsiver, men lige nu var han ærligt talt lettere nysgerrig over, hvad Louis ville gøre og ikke ville gøre.

Ollie blottede tænderne i et smil. "Det er godt," konstaterede han, dog svagt bevidst om at Louis' ikke havde gengældt ordene. Det var selvfølgelig heller ikke noget videre alvorligt og han skulle da heller ikke gøre det (det var jo ikke ligefrem en kærlighedserklæring), men det var dog, hvad der holdt Ollie tilbageholdende lidt endnu.

[Louis Howe]

Louis undgik at se på Ollies ansigt. Alt det her var så grænseoverskridende for ham, at han nærmest ikke kunne være i sig selv. Han vidste godt, hvad han ville, men det var som om, der var en usynlig mur mellem dem, der forhindrede ham i at gøre det. Med tilbageholdt åndedræt lænede han sig prøvende frem og løftede samtidig den ene hånd mod Ollie. Han mærkede, at der ikke var nogen mur - han kunne gøre lige, hvad han ville.

Blidt lukkede han fingrene om Ollies håndled og løftede langsomt blikket. Sommerfuglene flagrede i hans mave, og de blev kun mere livlige, da han trak den anden hen mod sig.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie fulgte Louis' hånd med blikket og smilede svagt, da den lukkede sig om hans. Hans hjerte slog en anelse hurtigere end normalt, men udadtil virkede han overraskende rolig. Han tøvede ikke med at flytte sig tættere på.

Til gengæld kneb han øjnene lidt sammen, tænderne stadig svagt synlige i et smil, som han løftede den frie hånd prøvende og strøg tommelfingeren let over Louis' kæbe. Det var lidt underligt, at kærtegne den anden på den måde, men samtidig føltes det også helt rigtigt.

[Louis Howe]

Louis åndede tungt ud ved Ollies berøring, og hans ene mundvig sitrede let. Selv slap han håndleddet og førte sine slanke fingre op i den andens varme nakke. Alle hans bevægelser var forsigtige og velovervejede i frygt for, at der skulle gå noget galt.

De grønlige øjne så fra Ollies mørke ned til hans læber, der smilede svagt. Næsten insisterende trak han endelig den anden hen til sig og lænede sig selv frem, så mellemrummet mellem dem blev lukket. Hans øjenlåg gled tungt i, da deres læber igen mødtes.

[Oliver Morecambe Young]

Det var meget intenst og for en gangs skyld havde Ollie ikke lyst til at lave en spøg eller trække lidt på skuldrene. Til gengæld trak han vejret dybt ind og lod hånden glide ned til Louis' hals, i samme øjeblik som den anden trak ham tættere på.

Ollie tænkte ikke på, at Brody og Ajax kunne komme hjem hvert øjeblik det skulle være. Han var fuldt ud optaget af at presse læberne mod Louis' og havde denne gang ikke nogen intention om at trække sig tilbage lige med det samme. Til gengæld klemte hans hånd let sammen om den andens, mens hånden lukkede sig lidt fastere om hans nakke.

[Louis Howe]

Louis fik kuldegysninger ved fornemmelsen af Ollies hånd ved hans hals. Forsigtigt lod han sin tungespids strejfe den andens underlæbe, mens han krummede fingrene i det fyldige hår. Det føltes som om, at der ikke var en verden omkring ham - kun personen overfor sig.

På et tidspunkt måtte Louis bryde kysset. Hans vejrtrækning var tung, mens han med lukkede øjne lænede sin pande mod Ollies. Han turde ikke bryde stilheden og blev derfor bare siddende, mens hans tommelfinger bevægede sig i blide strøg over den andens håndryg.