Fortsættende eksperimenter

[Louis Howe]

Selvom Louis havde været mange gange i huset og erfaret, at det var travlt bemandet, havde tanken om det ikke slået ham på noget tidspunkt. Da der derfor lød en stemme, åbnede han øjnene forskrækket og var lige ved at skubbe Ollie fra sig, hvis ikke han selv havde trukket sig tilbage. Var det ikke nok at blive afbrudt én gang?

"Brody, Maggie," hilste Louis med et flakkende blik og satte sig op. Han frygtede, at han hoved skulle eksplodere af den voldsomme rødmen. Til forskel fra den anden forholdt han sig ikke særlig rolig og flyttede sig i sofaen uden at blive mere komfortabel, som han nervøst forsøgte at lukke sin skjorte igen. Det var først nu, det gik op for ham, at det andet par var ganske let påklædt, og han rømmede sig.

[Magdalene Abbey]

Maggie var døsig efter badet og stadig temmelig beruset, så det krævede en hel del mental kontrol ikke at komme til at fnise. Til gengæld kun hun ikke lade være med at smile og hun løftede den ene hånd i et halvt vink, med den anden lukket godt fast om håndklædet. "Hej Louis," hilste hun, før hun vendte blikket op mod Brody, efter at have sendt Oliver et lille sideblik.

Hun puffede let til hans arm. "Jeg tror, at vi forstyrrer," bemærkede hun og så sigende op på storebroderen, der mildest talt lignede en, der lige var faldet ned fra månen. Hendes ansigtsudtryk var dog lettere bestemt. Så meget som det kunne blive, mens hun samtidig var fuld.

[Brody Blance]

Brody spruttede over lillebrorens svar og mere eller mindre ignorerede Maggie. "Du... Ham..." Han var temmelig himmelfalden og selvom han ganske givet var den eneste ædru af de fire, var han tilsyneladende den, der følte sig mindst nede på jorden lige i det øjeblik. Måske bortset fra Louis, der ikke ligefrem virkede komfortabel.

"Er I fulde?" Han så fra den ene til den anden og forsøgte at finde en forklaring. Ollie havde da altid flirtet med alle pigerne. Havde han ikke? Han havde så mange pigevenner.

Venner. Brody stirrede. "Er du til mænd?!"

[Oliver Morecambe Young]

Oliver nåede lige at se taknemmeligt på Maggie i et øjeblik, på trods af at han burde have vidst, at det ikke ville gå så nemt. Et tungt, lettere irriteret suk gled ud over hans læber, som han smed nakken tilbage mod ryglænet og i et øjeblik gemte ansigtet i hænderne.

Da han lod dem falde igen, var blikket han sendte sin storebror temmelig utålmodigt. "Jeg gider ikke diskutere det her nu," konstaterede han og slog lidt ud med armene. På trods af den bestemte tone flakkede hans blik en enkelt gang og virkeligheden kendte han ikke selv svaret på Brodys spørgsmål.

[Louis Howe]

Louis så fra Maggie, til Ollie og til sidst Brody. Han nåede kun lige at åbne munden for at svare på sidstenævntes første spørgsmål, før den selv samme kom ham i forkøbet. Selvom spørgsmålet var til lillebroren, blev de mørke øjenbryn trukket sammen i en næsten frustreret mine. Var han selv til mænd?

"Jeg tror, det er bedst, at jeg tager hjem," konkluderede han lige efter Ollies kommentar, rejste sig og glattede sin nu lukkede skjorte ud. "Jeg beklager ulejligheden," tilføjede han, og de grønlige øjne flakkede mellem Brody og Maggie. Skikkelsen i sofaen undgik han at se på. Han lagde an til at vende sig om og gribe sin kappe.

[Magdalene Abbey]

Okay, så Maggies forsøg på at berolige situationen var tydeligvis fejlet. "Brody!" udbrød hun en anelse forarget, men mest af alt irettesættende. De to brødre, særligt den yngste, lignede nogen der var på nippet til at eksplodere og Maggie tog et enkelt skridt frem, uden at tage sig af sin sparsomme påklædning. Som alting så ud, var hun vist alligevel ikke nogens målgruppe.

"Jeg er virkelig ked af, at vi afbrød jer," sagde hun mildt og så først på Louis og dernæst på Oliver med oprigtig beklagelse. "Jeg er sikker på, at der ikke er nogen, der er nødt til at gå." Hun sendte Brody et skarpt blik, bestemt på trods af sin beruselse.

[Brody Blance]

Brody vidste ikke hvilket ben han skulle stå på. Han forstod ikke helt hvorfor det skulle være ham, der var en idiot, selvom flere mennesker i lokalet tydeligt gav udtryk for, at det var tilfældet. En ubehagelig, skurrende følelse i hans krop fik ham til at ryste en anelse og han slog opgivende ud med den ene arm.

"Jamen fint," sagde han hidsigt. "Fortsæt endelig. Ingen fucking forklaring..." Han havde halvt vendt om for at gå ned af trappen og gå eller løbe en tur, men indså inden han nåede så langt, at han ikke havde andet end et håndklæde om livet. I stedet vendte han rundt og trampede ind på sit værelse, hvor han flåede tøj ud af skabet. Ollie var til mænd. Fint nok. Men hvorfor fanden havde han ikke fortalt sin storebror det?

[Oliver Morecambe Young]

Ollies berusede hoved kunne ærligt talt ikke følge helt med. Han kunne ikke overskue at tage en samtale om sin seksualitet med sin storebror lige pludselig og han kastede armene i vejret, da selvsamme stormede rundt som en anden dramadronning.

"Fuck det her," udbrød han og rejste sig op, komplet ignorerende Brody og ærligt talt også dennes kæreste. I stedet drejede han sig mod Louis. "Lad være med at gå." Han skævede lidt mod værelset, hvor han kunne høre storebroderen rumstere. Han så indtrængende på Louis, sænkende stemmen. "Vi kan gå ind til mig..."

[Louis Howe]

Med kappen mellem hænderne vendte Louis sig om og fandt Maggie med blikket. Hendes ord havde en lettende effekt, men den blev hurtigt saboteret af Brody, der lige skulle have et øjeblik til at finde sit værelse.

Forvirret af situationen bemærkede han ikke, at Ollie havde rejst sig, men pludselig så han direkte på den anden og rettede sig ubevidst i sin fulde højde. Tøvende skævede han hen til Maggie, og selvom han kort forinden havde haft meget lyst til at være med Ollie, rystede han let på hovedet. "Jeg . . . nej, jeg tror, det er bedst, at jeg tager hjem," gentog han lavmælt og så den anden i øjnene. "Det føles lidt . . ." forsøgte han at fortsætte, men nøjedes med at kaste et blik over skulderen mod Brodys værelse. Det var ikke gået ham forbi, at Ollies skjorte stadig var åben.

[Magdalene Abbey]

Maggies øjenbryn trak sig sammen og hun stod lidt forbløffet tilbage, med brug for et øjeblik til lige at fange, hvad det var der foregik. Så snart Brody fandt ind på værelset, sendte hun dog blot et enkelt, mildt blik til de to, før hun strøg efter ham.

"Brody," bad hun, ikke helt i samme tonefald som for et øjeblik siden. Hun sænkede stemmen, skævende halvt ud mod rummet bag sig. "Jeg forstår godt, at du undrer dig. Jeg er også overrasket. Men kan I ikke snakke om det i morgen?"

[Brody Blance]

Brody var ikke irritabel, fordi hans lillebror lå og rodede rundt i sofaen med en mand. Han var chokeret og det tog tid at stykke sammen, men han havde intet problem med mænd, der foretrak mænd. Manglende forståelse for det, måske.

At blive betragtet som om han var en idiot for at være ved at vælte bagover over afsløringen, gav ham dog en ulmende følelse i kroppen, som måtte adresseres. Han hev hastigt tøj ud af skabet og var ved at trække i et par underbukser, da Maggie åbnede døren efter ham. Han ignorerede hende ganske simpelt, imens han hev en bluse over hovedet og strøg fingrene gennem det våde hår. "Gå i seng, Maggie," endte han med tørt at svare, uden overskud til at være andet end kontant. Lille Oliver var til drenge. Betød det noget? Hvorfor havde han aldrig sagt det?

[Magdalene Abbey]

Maggie stirrede på Brody i nogle øjeblikke. Så fnøs hun hørligt, spændte i kæben og trådte forbi ham. "Fint," svarede hun simpelt, men med skuffelsen malet tydeligt i stemmen. Hun så ikke mere på ham og gjorde bestemt heller ikke nogle forsøg på at glatte situationen ud. I stedet smed hun håndklædet og trak i sit nattøj.

Hun var fuld, forvirret og ærligt talt en anelse såret. Måske mere end hun ville have været, hvis hun var ædru. Til gengæld nåede hun i et halvt øjeblik bare at overveje at tage hjem, før hun droppede det, kravlede under dynen og vendte ryggen til Brody, da han skred fra rummet. Hun havde komplet glemt, at hun for ganske kort tid siden ikke havde kunnet holde sig fra ham. Nu kunne hun næsten ikke magte mere.

Brody og Maggie forlader tråd

[Oliver Morecambe Young]

Oliver havde ingen anelse om, hvad der foregik bag den lukkede dør indtil Brodys værelse. Hans opmærksomhed var også i langt større grad rettet mod Louis og han åbnede munden for at protestere. Det blev dog afbrudt af storebroderen der dukkede op igen, men med det samme forsvandt ned i entreen. Ollie sukkede tungt.

"Ja okay," erkendte han, men kunne ikke helt skjule et ærgerligt udtryk. Han så ned og beskæftigede sig med at knappe sin skjorte, uden helt at vide, hvad han skulle sige eller gøre nu. For et øjeblik siden havde det været helt klart. Nu vidste han ikke helt.

[Louis Howe]

Louis havde fået trukket kappen halvt over skuldrene, da Brody viste sig igen. Kortvarigt så han efter storebroren, før han havde vendt sig mod Ollie igen. Af en eller anden grund smilede han lidt, da den anden sukkede tungt.

De grønlige øjne granskede den anden, da han begyndte at knappe sin skjorte. Selv tog han sit overtøj ordentligt på og rettede lidt på kraven. "Hør," begyndte han og placerede to fingre under Ollies hage for at vende hans ansigt op mod sit eget. "På trods af al drama har det været en hyggelig aften," fortsatte han og mærkede et sug i maven ved sine egne ord.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie havde lidt en underlig fornemmelse i kroppen. Han havde en større udredning med Brody at se frem til, som han ærligt talt ikke var sikker på, hvordan han skulle håndtere og han vidste heller ikke, hvordan det ville være, når han så Louis næste gang. Måske ville den anden have ændret mening. Måske ville han selv?

Tanker var der nok af og han blev effektivt afbrudt i dem, da Louis løftede hans hage. De brune øjne var søgende og efter et øjeblik trak det let op i hans mundvig. "Yeah," gav han lavmælt den anden ret og løftede en hånd, for at klø sig lidt i håret. "Hvornår... Ses vi igen?"