Fortsættende eksperimenter

[Oliver Morecambe Young]

Oliver var komplet opslugt og gjorde absolut intet for at lægge skjul på det. På en eller anden måde var det som om, at der lige var et par brikker der var faldet på plads. Ikke så meget i det store og det hele, men på den måde han havde haft det omkring Louis over det sidste stykke tid.

Han tog en dyb indånding, da deres læber skiltes og gjorde intet for at trække sig længere væk. Til gengæld lo han impulsivt, men lavmælt og trak sig lige akkurat nok tilbage til at han kunne se den anden i øjnene. "Måske har jeg taget fejl af dig. Du er jo slet ikke kedelig overhovedet," drillede han tydeligvis og understregede det ved at stjæle et enkelt, flygtigt kys mere.

[Louis Howe]

Louis kunne heller ikke lade være med at le og åbnede øjnene. "Jeg sagde jo, at jeg havde flere overraskelser gemt i ærmet," svarede han og følte et sug i maven, da Ollie kyssede ham igen. Roligt gled hans hånd ned fra nakken og hen til siden af den anden hals.

"Ollie?" Louis' stemme havde fået et hæs undertone, og han rømmede sig lavmælt. Først turde han ikke møde den andens øjne og tøvede, men løftede derefter blikket.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo lettere åndeløst over Louis' svar og kunne dårligt lade være med at smile. Faktisk gjorde han heller ikke noget forsøg på det. Til gengæld så han spørgende på den anden.

"Ja?" bad han, synkende en enkelt gang over Louis' blik. Ollies egne, mørke øjne udviste et væld af følelser, men der var alligevel nogle af dem der var dominerende.

[Louis Howe]

Louis tøvede. "Jeg kan også godt lide dig," sagde han derefter og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndene. Aldrig i sit liv havde han troet, at han skulle opleve noget lignende, som han havde gjort i aften. Men som han sad her, gjorde det ham ikke noget. Overhovedet.

"Det er godt, ikke?" tilføjede han med et muntert fnys og pressede derefter læberne mod hinanden. De grønlige øjne flakkede lidt over den andens ansigt.

[Oliver Morecambe Young]

Ollies øjenbryn gled op i overraskelse, før tænderne kom til syne i et bredt smil. "Det er skide godt," kunne han kun give Louis ret og gjorde det med en lavmælt, lettere euforisk latter.

Han betragtede den anden smilende i nogle øjeblikke endnu, før han konstaterede at det måtte være godt med al den snak og insisterende kyssede ham igen.

[Louis Howe]

Louis betragtede den anden smile og gengældte villigt kysset. Hans krop føltes let, og det var noget helt andet nu end første gang, Ollie havde kysset ham.

Han slap den andens hånd og placerede den forsigtigt på hans brystkasse. Her kunne han mærke Quidditchkroppen under stoffet og klemte let med fingerspidserne, mens han nød følelsen af Ollies bløde læber mod sine egne.

[Oliver Morecambe Young]

Hvis han havde haft tid til at tænke over det, ville han nok være forundret over, hvor naturligt det hele føltes. Lige nu var han dog kun opmærksom på, hvordan hele hans krop reagerede på Louis og han flyttede lidt uroligt på sig i sofaen, krummende fingrene sammen om den andens nakke.

Han var dog også bevidst om, at det var ukendt vand. Man kastede sig ikke lige sådan hovedkulds ud i alt for meget på én gang, når man egentlig var på bar bund. Nogenlunde. Næsten. Alligevel gled hans hånd dog fra Louis' nakke og fulgte hans overdels kraveåbning, indtil hans fingre kunne strejfe de let fremtrædende kraveben.

[Louis Howe]

Louis slap Ollies læber og åndede tungt ud ved berøringen. Han var egentlig ikke typen, der gik forfærdelig meget op i sit udseende - så længe han så ordentlig ud - men lige nu var han meget opmærksom på det.

Snart havde han fundet den andens læber igen, men turde ikke gøre meget mere end det. Ubevidst havde han dog trukket Ollie ind til sig og lænet sig en smule tilbage i sofaen.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie reagerede temmelig instinktivt på Louis' bevægelser og før han vidste af det, havde han presset den anden let tilbage mod sofaen. Hans puls rasede og han var fuldkommen opslugt af den temmelige sensationelle følelse af nærkontakten.

Hånden flyttede sig fra Louis' nakke til i stedet at hvile mod en af sofahynderne og han brød kortvarigt kontakten for at trække vejret ind, men genoptog den igen øjeblikket efter. Imens gled hans frie hånd prøvende ned langs den andens arm.

[Louis Howe]

Louis frygtede at hans galloperende hjerte skulle hoppe ud af brystet og mærkede pulsen helt op i tindingerne, hvilket nærmest slørede han syn. Det eneste, han kunne se, var Ollie.

Han havde ikke bemærket, at han pludselig lå halvt ned, men havde ikke noget imod det og bød blot den anden velkommen. Da han mærkede Ollies hånd ned af hans arm, åbnede han halvt øjnene og betragtede hans ansigt lidt. Mens den ene hånd stadig hvilede på hans brystkasse, flettede Louis forsigtigt sine slanke fingre ind i den andens hånd, og begyndte at pille ved den øverste skjorteknap.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie sukkede tungt ind mod Louis' læber, men brød ikke væk fra dem. Tværtimod kyssede han den anden med fornyet intensitet, svagt bevidst om Louis' fingre.

Han fulgte selv eksemplet, ikke med helt samme forsigtighed, men heller ikke forhastet, som han fik åbnet det øverste af Louis' overdel og bøjede nakken for først at plante et kys mod den andens hals, siden hans kraveben. Hele Olivers krop sitrede svagt af forventning og han følte sig ærligt talt lidt på toppen af verden.

[Louis Howe]

Louis strakte halsen, da Ollie kyssede ham der. Han mærkede, at hans skjorte var åben, og selvom det ikke var koldt i stuen, sitrede han. Hele situationen gjorde ham en smule forpustet, hvilket kunne mærkes på hans tunge åndedræt.

Tålmodigt åbnede han den andens skjorte, og synet af den bare overkrop overvældede ham nærmest, og han måtte afbryde kysset. Nysgerrigt gled de grønlige øjne ned ad Ollies krop, men der gik ikke lang tid, før de igen hvilede i den andens mørke øjne, og læberne havde genforenedes.

[Magdalene Abbey]

Det var både en fordel og en ulempe, at rummene i huset på Fønixengen var så godt lydisolerede. Det var meget smart, når man var travlt optaget på den anden side af en dør, men knapt så smart, når man så kom ud og ikke var lige så alene som man troede. Maggie var i hvert fald i færd med halvt at grine et eller andet op til Brody, kun pakket ind i et håndklæde, da de kom ud fra badeværelset og det snart blev klart, at de ikke var de eneste, der var kommet hjem.

Det var dog ikke så meget det der var overraskende, som synet der mødte dem. Maggie blev ikke just chokeret, men til gengæld temmelig overrasket, som hun brat gik i stå og slap et lettere forundret "åh," i sin berusede tilstand. Hun så på Oliver og Louis - som hun havde mødt i huset før og havde diskuteret et par bøger med - og kom så til at smile lettere akavet. De forstyrrede tydeligvis noget.

[Brody Blance]

Brodys latter døde ud i det sekund hans blik faldt på de to mænd på sofaen. Han havde et håndklæde viklet om underkroppen, men var ellers splitternøgen. Meget som det så ud som om de to i sofaen ville ende med at være, hvis ikke de var blevet afbrudt. Han stirrede på sin lillebror. Underligt nok sagde det ikke en lyd, da hans kæbe ramte gulvet.

"Hvad i alverden foregår der her?"

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var opslugt af Louis og smilede lettere drenget over den andens nysgerrige blik. Han var dog mere end villig til at gengælde endnu et intensivt kys, så meget at han fuldkommen havde glemt det faktum, at husets resterende beboere kunne komme hjem hvert øjeblik det skulle være. At nogen allerede var hjemme, kom dog som et endnu større chok.

Quidditchspilleren stivnede over lyden af sin brors stemme og han brød hurtigt væk fra Louis. I et øjeblik lukkede han øjnene, bandende mentalt, før han sukkede og skubbede sig op fra sin foroverbøjede stilling. Siddende normalt i sofaen, sukkede han tungt og trak fingrene gennem det lettere viltre hår. Den åbentstående overdel tog han sig ikke så meget af. Han slog ud med armene og så på sin storebror og Maggie, tilsyneladende upåvirket af begges afklædte tilstand. Det var virkelig ikke første gang. Blikket flakkede da også kun en enkelt gang, før han stillede et retorisk spørgsmål: "Hvad ligner det?"