Skjult i mængden

[Agnes Tweedy]

Agnes' øjenbryn trak sig sammen. Hun var ikke vred, men til gengæld dybt foruroliget. I nogle lange øjeblikke så hun tavst på Terrance, for en gangs skyld uden at have den ringeste anelse om hvad hun skulle sige. Det var noget i hans blik, der gjorde det. Noget hun ikke helt kunne sætte fingeren på.

"Jeg tror på, at du mener det, når du siger det," svarede hun endelig lavmælt. "Jeg beder dig bare om at være forsigtig." Hun vidste godt, at han ville argumentere for at netop pergamentet udviste forsigtighed, men det var ikke hvad hun mente. Ikke den måde hun mente. Hendes bekymring var tydeligere end nogensinde før.

[Terrance Tweedy]

Terrance tog en dyb indånding og nikkede. "Hvis du siger noget til nogen om..." Han bed tænderne lidt sammen og så ældre ud end nogensinde før. "Jeg kan miste mit arbejde og al troværdighed."

Indrømmelsen var tung, men han kunne ikke se, hvordan han skulle komme omkring det. Det var skræmmende sandt.

[Agnes Tweedy]

Agnes sukkede tungt over Terrance og hun rystede lidt på hovedet. "Jeg kunne aldrig drømme om at sige noget," svarede hun alvorligt, men måske også en anelse hårdt. Vigtigheden af hemmeligholdelsen tydede svagt på noget, der ikke var helt rent i kanterne.

"Det troede jeg, at du var klar over," bemærkede hun. Hun havde egentlig troet at de delte det meste med hinanden, men det var tilsyneladende ikke rigtigt. Hun kunne godt forstå fortroligheden, men hun huskede samtidig, hvordan hun havde delt sine inderste bekymringer om Hector med ham. Et eller andet sted havde hun troet, at det samme ville gælde den anden vej.

Hun forlangte dog ikke noget. Hun stillede ingen krav. Terrance måtte tage sine egne valg og Agnes måtte indse, at der åbenbart var skeletter i skabet hun intet vidste om. Det gjorde hende tydeligvis utilpas og hun endte med at folde armene let over kors og vende ansigtet bort. Eftertænksomt.

[Terrance Tweedy]

Terrance kørte en hånd igennem håret og sank lidt sammen. "Ja, jo. Det er jeg," svarede han afdæmpet, imens hans blik flakkede lidt over Agnes' skikkelse. Han havde lyst til at række en hånd ud, men måtte minde sig selv om aftenens tidligere samtale, før han endelig gjorde det og lagde den imod hendes side, som han trådte om bag hende.

"Det er jeg," gentog han, imens han prøvende lagde den anden arm omkring hende. "Jeg elsker dig, Agnes. Undskyld."

[Agnes Tweedy]

Agnes' mellemgulv trak sig lidt uroligt sammen, da Terrances arme gled omkring hende, men hun kæmpede ikke imod. Til gengæld lukkede hun øjnene i et øjeblik og sukkede lavmælt, før hun gav op og sank en lille smule sammen ind mod ham.

Alvoren var dog ikke forsvundet og hun åbnede langsomt øjnene igen. Hun trådte ikke væk fra ham, men flyttede den ene hånd lidt for at lade den glide hen over den ene af hans arme. "Du kan stole på mig, Terrance," sagde hun lavmælt ud i luften, før hun åndede tungt ud. "Jeg har brug for, at du stoler på mig."

[Terrance Tweedy]

Terrance bøjede hovedet og gemte ansigtet ved Agnes' hals og skulder. Han tog en dyb indånding og brummede bekræftende, før han løftede hovedet. "Jeg stoler på dig," svarede han indtrængende. "Undskyld."

Han vidste, at han ville gøre det igen. Hemmeligholdelsen var ikke hans eget valg og han blev nødt til at være loyal. Det betød dog ikke, at han ikke var ked af det. Tværtimod.

[Agnes Tweedy]

Agnes troede på Terrance. Selvfølgelig troede hun på ham. Blidt løsnede hun hans arme, men kun for at kunne komme til at vende sig. Hun smilede ikke rigtigt, men så til gengæld lettere indtrængende på ham i nogle øjeblikke, før hun strakte sig lidt og kyssede ham dvælende. Bekræftende.

Hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle lægge alvoren fra sig, men der var intet hun hellere ville. Den forblev der dog endnu, da hun trak sig tilbage med en dyb indånding. "Jeg elsker dig," gentog hun endelig hans ord. "Og alt jeg vil, er at holde resten af valentinsdag sammen med dig, uden at skulle bekymre mig mere. Kan vi gøre det?"

[Terrance Tweedy]

Terrance så søgende på Agnes, før hun strakte sig og kyssede ham, så hans tanker effektivt blev ført væk fra optegnelserne og opslugt at hendes bløde læber. Hans blik flakkede let over hendes ansigt få øjeblikke efter, før han nikkede og fremtvang antydningen af et smil.

"Jeg vil gerne prøve," svarede han, imens han løftede den ene hånd og strøg hende over kinden. "Hvordan vil du gerne holde den?" Hans egne tanker var allerede vandret, men en mand kunne forsøge at holde sig sober.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede endelig lidt og nikkede en anelse. Hun så sig flygtigt rundt. "Ikke herinde," konstaterede hun hurtigt. Hun havde i forvejen ikke følt sig helt komfortabel på Terrances kontor og den følelse var ikke ligefrem forbedret. Hun skubbede dog de uvelkomne overvejelser på afstand. Det ville have været sværere, hvis ikke hun oprigtigt havde ment, at hun hellere ville fokusere på deres forhold fremfor resten af verden.

Smilet voksede en anelse i størrelse og Agnes tiltede hovedet svagt. "Jeg foreslår at vi rykker ind ved siden af," begyndte hun og tøvede med læberne let adskilt. Denne gang kom tænderne reelt til syne og hendes skuldre sank lidt. "Og så kunne du passende medbringe en smule af den udmærkede whiskey, jeg ved du har." Hun så sigende på ham.

[Terrance Tweedy]

Terrance betragtede Agnes med et lettere distraheret blik, før hun foreslog soveværelset og fik hans fulde opmærksomhed. Han hævede begge øjenbryn en anelse og det sitrede i hans mundvige. "Mmh?" Fingrene strøg blidt over hendes hals. "Men jeg har ingen glas på værelset..."

Problemet han stillede op havde en simpel løsning, som han ignorerede, og en mere kompliceret løsning. Han vidste udmærket hvilken han foretrak. Det tog ham ikke mange øjeblikke at fremskaffe whiskeyen og bringe både den og Agnes ind på soveværelset.

(Tråd afsluttet?)