Skjult i mængden

[Agnes Tweedy]

Agnes havde ikke lyst til at være en person, der så nemt lod sig gå på, men det var svært at sige til sig selv, når man alligevel var svagt irriteret. I løbet af dansen falmede det dog, men kun for at blive til svag resignering. Det var bedre end at være skuffet, men ikke ligefrem tilfredsstillende heller.

"Selvfølgelig," svarede hun, men med et smil der ikke helt nåede samme højder som det ellers normalt ville have gjort, men dog var oprigtigt. Til gengæld kunne hun lige så godt være på forkant den her gang og Agnes så op på ham med et temmeligt ulæseligt blik, der ikke gjorde det bedre at store dele af hendes ansigt var skjult. "Når du siger komme forbi, hvad betyder det så?"

[Terrance Tweedy]

Terrance ville ønske, at Agnes ikke havde maske på. Det var i forvejen svært nok at vide hvad kvinder tænkte, uden at de blev endnu mere mystiske og ulæselige. Han rømmede sig lidt og fugtede sine tørre læber, imens han så undersøgende på hende.

"Jeg har en frieftermiddag og -aften og jeg vil gerne se dig. Vi kunne gå i teatret eller... Eller blive hjemme." Han tøvede og fremtvang et smil. Hendes pludselige skift gjorde ham usikker.

[Agnes Tweedy]

Agnes' nøgne skuldre faldt lidt og irritationen falmede langsomt så meget bort, at hun ikke kunne tænke meget mere over det nu. "Vi har ikke været i teateret siden vi først begyndte at se hinanden," bemærkede hun, noget mildere og noget mere sig selv end for et øjeblik siden.

Hun var godt nok stadig temmelig resignerende omkring det faktum at blive efterladt til et bal, men smilet var til gengæld oprigtigt og blottede hendes tænder delvist. "Det vil jeg gerne." Hun så spørgende på ham gennem hullerne i masken. Hun havde ikke overhørt hans fortsættelse om, at de også kunne blive hjemme.

[Terrance Tweedy]

Terrances skuldre sank også lidt over smilet på Agnes' læber og han nikkede en anelse, tilfreds med at have foreslået det. "Så lad os det. Jeg har godt nok hørt, at de spiller Romeo og Julie, men selskabet gør vel op for det." Det måtte tiltale en mugglerfødt. Efter Terrys mening var det et pudsigt valg af et magikerteater, især i disse tider, men han stillede sig knapt så dømmende som visse andre. Desuden havde Shakespeare jo trods alt været troldmand. Selve teaterstykket blev dog aldrig en favorit.

Han rakte tøvende hånden frem og fangede hendes. "Måske kan jeg også overnatte... Hvis jeg må?"

[Agnes Tweedy]

Agnes skar en grimasse, der kun var halvt synlig, men til gengæld blev til et smil kort efter. "Det bliver det nødt til," konstaterede hun med et sigende blik, uden at lægge skjul på at hun ikke var imponeret af lige det skuespil. Hun sad dog gerne gennem det, hvis det var sammen med Terrance.

Hun lod hovedet falde lidt på skrå og betragtede ham i et øjeblik, før hun blottede tænderne i et opgivende smil. Irritationen var nu helt fordampet og hun trak ham lidt tættere på, efter at have lukket fingrene om hans. Selvom hun smilede, så hun stadig alvorligt og lettere indtrængende på ham. Hendes stemme var dæmpet, men stadig hørlig over musikken. "Hvornår har jeg nogensinde sagt nej til det spørgsmål?"

[Terrance Tweedy]

Terrance strøg tommelfingeren over Agnes' og så hende betaget i øjnene, som han blev trukket ind imod hende. Masken skjulte ikke det lettere forlegne blik over hendes spørgsmål og han tøvede kortvarigt, før han smilede en anelse skyldigt og lettere skævt. "Jeg vil bare ikke påtvinge dig noget," svarede han dæmpet. "Du må ikke føle dig kvalt."

Hans blik flakkede kortvarigt, før han løftede den ene hånd og strøg den blidt over hendes kind indtil maskens kant.

[Agnes Tweedy]

Agnes lo næsten over Terrances ord. Ikke fordi hun troede det var en spøg, men fordi det var så absurd modstridende med hvordan hun egentlig havde det. Hun nøjedes dog med at smile og så lettere intenst på ham, som hun lukkede den frie hånds fingre let om den arm, han havde løftet.

"Lad os lave en aftale," foreslog hun og så undersøgende på ham. "I stedet for at du antager, så siger jeg i stedet til, hvis jeg har brug for et pusterum. Den kan gælde begge veje." Hun så indtrængende på ham og smilet lurede nu kun svagt i mundvigene. Hun gav hans arm et let klem. "Lige nu vil jeg bare gerne have så meget af dig, som jeg kan få."

[Terrance Tweedy]

Et underligt, lettet smil indfandt sig på Terrances læber og han så undersøgende på Agnes, før han nikkede, en anelse tøvende. Der var dog ikke meget tøven over det kys han øjeblikket efter havde trykket imod hendes læber, på trods af masker, der var i vejen. Det var dog blidt og flygtigt nok til kun at vare et øjeblik, før han trak sig væk og tog en dyb indånding.

"Kom med mig hjem," mumlede han, men selv nu var det med et lettere flakkende blik. Han kunne ikke påstå at føle sig sikker.

[Agnes Tweedy]

Agnes' mellemgulv gav et lille spjæt fra sig, da Terrance kyssede hende. Hun ville have holdt ham der lidt endnu, men det var temmelig ukomfortabelt med maskerne, så hun undlod. Til gengæld trak læberne sig langsomt tilbage over tænderne i et fuldbyrdet smil.

I virkeligheden havde hun aldrig været typen, der forlod en fest tidligt. Hun kunne være blevet til ballet længe endnu, men det var valentinsdag og hun var ikke rigtigt i tvivl om hvor valget faldt, når det stod mellem en sal fuld af fremmedgjorte mennesker og Terrance. "Med glæde," svarede hun derfor, uden tegn på usikkerhed og med et varmt blik.

[Terrance Tweedy]

Terrance var ret optaget af at give Agnes plads og af at huske på, at hun var treogtyve og havde andre behov end han havde. Da hans impulsive bøn alligevel fik et positivt svar, var han et øjeblik dybt forbavset. Han så overrasket på den unge skrædderske og kun langsomt fandt et varmt smil frem til hans læber.

"Virkelig?" Lettelsen var tydelig og han lignede tenderende en væsentligt yngre mand et øjeblik. "Nu?"

[Agnes Tweedy]

Denne gang kunne Agnes ikke lade være med at le, men til gengæld var det lige dele varmt og kærligt. Tænderne forblev blottet i et smil og hun nikkede. "Overraskende som det ser ud til at være, så ja. Nu," svarede hun med et sigende blik.

"Så kom, Professor Tweedy. Tag mig med herfra," opfordrede hun beslutsomt. Der var måske mange flere danse hun burde og godt ville have danset, men hun byttede dem gerne. Særligt når Terrance lige udtrykkeligt havde inviteret hende med sig hjem.

[Terrance Tweedy]

Terrance kom til at fnyse muntert over Agnes' bestemte opfordring og tyssede lidt på hende, da hun brugte hans navn. Hans blik spillede, som han stjal endnu et kys, før han lagde en hånd imod hendes lænd og førte hende imod garderoben.

Ingen af dem var tjent med at blive forkølede - eller at skulle til at hente deres overtøj på et andet tidspunkt. Desuden var det en køn gåtur hen til det nærmeste sted med en tilgængelig pejs.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede ufortrydende over Terrances tyssen og fulgte villigt med ud i gardaroben. Måske var der nogen hun burde have sagt farvel til, men det var alligevel en komplet umuligt opgave at finde nogen, så hun lod være med i det hele taget at overveje det.

Det var ikke ligefrem nu, at de fleste tog hjem. Der ville nok være de der stak af før midnat, men ikke et rend af mennesker. Det betød at garderoben var tom og det var nemt at komme til at finde overtøjet. Agnes rettede lidt på masken og skulle hun være ærlig, så blev dog også rart at komme ud af den. Det måtte dog mindst vente til de var ude på gaden.

Kort efter var Agnes iført sit overtøj, med undtagelse af en hat, der var blevet efterladt hjemme for at spare den lidt mere pertentligt opsatte frisure end til dagligt. Hun drejede sig mod Agnes. "I øvrigt vil jeg sige, at det her er en væsentlig forbedring af Askepot-fortællingen. Langt mere effektivt end at stå tilbage med en efterladt glassko," bemærkede hun, i tråd med noget Terrance havde sagt for længe siden efterhånden. "Prinsen skulle bare have været lidt tidligere ude."

[Terrance Tweedy]

Terrance fnøs dæmpet, imens han satte sin hat på hovedet og dermed var fuldt påklædt. Han bød Agnes sin arm. "Det er vist første gang nogen nogensinde har refereret til mig som en prins," bemærkede han, temmelig underholdt. "Men måske er det meget passende, når nu jeg er ved at tage dig med hjem til slottet."

Han førte hende med udenfor uden tanke for, at han burde sige farvel til folk. Det var umuligt i maskeballets forvirring og han var grundlæggende heller ikke så optaget af andre end Agnes. Kort efter kunne de med susepulver forlade landsbyen og de dukkede op igen i pejsen på hans kontor. Terrance smilede og børstede lidt sod væk fra Agnes næsetip, før han rakte om bag hende og løsnede masken.

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede lidt over Terrances svar, halvt skjulende det. I virkeligheden havde hun egentlig refereret til ham som prinsessen, men hun lod ham forblive i troen. Hun skuttede sig lidt over aftenkulden og var taknemmelig, da de endelig kunne træde ind i varmen igen og lade ilden blusse op.

Lyset forsvandt som de grønne flammer igen døde ud og det tog Agnes' øjne et kort øjeblik at vænne sig til mørket, der kun var oplyst af måneskæret gennem vinduet. Hun nåede dog ikke helt ind i rummet, før Terrances hånd havde stoppet hende og hun blinkede en enkelt gang over berøringen af hendes næse. Det fik hende dog til at smile og hun så lettere undersøgende på hans halvt skyggelagte ansigt, som masken gled fri.

Det var en lettelse og hun smilede lidt tydeligere, overraskende blottet for ord. Hun nøjedes i stedet med at følge Terrances eksempel og selv løfte armene for at fjerne hans maske. Det var et noget mildere maskefald end det Tarantallegra havde planlagt, men alligevel summede Agnes' mellemgulv over det. Hvorfor, det anede hun ikke.