Behovet for tid

[Brody Blance]

Brody løftede blikket fra maden og så Maggie i øjnene. Han var tavs et lille stykke tid, uden at se væk, før han tørrede sig lidt over munden og fugtede læberne.

"Hvorfor er du sammen med mig?" Han løftede øllen og tog en tår, men havde stadig ikke sluppet hende med blikket.

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne ikke skjule sin overraskelse over spørgsmålet. I nogle øjeblikke så hun blot på ham, selvom svaret stod helt klart for hende i samme øjeblik. Hun lød sikker, da hun talte. "Fordi jeg har det godt, når jeg er sammen med dig. Fordi du fejer benene komplet væk under mig, når du gør noget som det her. Fordi jeg kan være mig selv og fordi jeg efterhånden tror, at du kender mig bedre end nogen andre..."

Det var underligt hvordan det stod så skarpt for hende, når hun havde så svært ved at se det samme fra Brodys synsvinkel. Men måske var det mere resten af verden, end det egentlig var ham... Maggie havde en sidste, vigtig tilføjelse til listen, men hun sagde det ikke. Ikke nu.

[Brody Blance]

Brody hørte i virkeligheden kun halvt efter hvad Maggie sagde. Næsten inden hun var færdig med at tale, havde han krummet fingrene hårdt sammen og afbrudt hende. "Jeg elsker dig."

Han havde aldrig sagt ordene før, men han havde heller forestillet sig, at de skulle komme ud så vredt, som de gjorde denne gang. "Er det en god nok grund til dig?"

[Magdalene Abbey]

Maggie stoppede brat, komplet stivnet. Hun var lamslået. Fuldkommen. Ikke nok med at Brodys tre ord lige havde rystet hele hendes grundvold, så var de også sagt i vrede og hjertet sad helt oppe i halsen på hende.

Hendes instinktive reaktion var at smile, men Brodys aggression afholdt hende fra det. Hun var komplet paralyseret og hun kunne absolut intet finde at sige eller gøre, der på nogen måde kunne være et ordentligt svar. Ikke når Brodys blik samtidig fik hende til at krympe sig.

[Brody Blance]

Brody slap Maggie med blikket og sukkede tungt, før han kom på benene. Han havde aldrig sagde de ord til en kvinde og hendes reaktion var at stirre på ham, som om han havde sagt, at han havde tænkt sig at flyve til månen.

Han gik ud i køkkenet og stoppede op ved vasken med hænderne mod køkkenbordet, stirrende ud i luften. Det her var grunden til, at han ikke bandt sig. Besværligt.

[Magdalene Abbey]

Maggie var så helt og aldeles målløs, at hun først reagerede et øjeblik efter Brody havde rejst sig. Hun lod mad være mad og fulgte med forsigtige skridt efter ham ud i køkkenet.

Hun stoppede umiddebart indenfor døren, selvom hendes mest instinktive reaktion var at træde frem og hive ham ind til sig. I stedet vred hun bare hænderne lidt nervøst mod hinanden, men så til gengæld på Brody med et sikkert blik. Hendes stemme var lavmælt. "Jeg elsker også dig."

[Brody Blance]

Brody vendte sig ikke med det samme. Da han gjorde, var det dog med et lettere forvirret udtryk i ansigtet. "Hvad fanden er så problemet?"

Han rømmede sig lidt. Det var kommet til at lyde mere barsk end han mente det og han forsøgte at bløde op ved at trække sine mundvige lidt ud i et mere eller mindre ægte smil. En del halvhjertet. "Jeg gider ikke forklare hvorfor jeg vil være sammen med dig, Maggie. Hvad fuck rager det resten af verden?"

[Magdalene Abbey]

Maggie opgav at forklare ham for tredje eller fjerde gang, at hun aldrig havde villet have ham til at forklare sig selv. Hun havde sagt det nok til at han ikke ville forstå det, selv hvis hun sagde det igen.

Til gengæld tog hun to skridt frem imod ham, så hun kunne løfte hænderne og lægge dem mod hans kinder. "Jeg er ligeglad med resten af verden," konstaterede hun og for første gang nogensinde var det sandt. Så kunne det godt være at hele befolkningen kunne dømme hende, men Brody havde sagt at han elskede hende og det gjorde alt andet komplet ubetydeligt.

Hendes hænder gled ned mod hans hals og hun så indtrængende på ham. "Jeg er ikke ligeglad med dig. Og jeg er virkelig, oprigtigt ked af at jeg ødelagde din overraskelse. Vil du tilgive mig?"

[Brody Blance]

Brody fulgte Maggie med blikket og så til, som hun lagde hænderne imod hans kinder. Han slappede støt en anelse mere af og endte med at knibe øjnene lidt sammen, før han nikkede. "Fint," brummede han.

"Elsker du mig?" Hans øjenbryn røg lidt op, som han betragtede hende med ikke uvæsentlige mængder tøven.

[Magdalene Abbey]

Maggie blødte op i et smil over spørgsmålet og for en gangs skyld tog hun sig ikke af, at Brody ikke umiddelbart spejlede det. Til gengæld så hun samtidig indtrængende på ham. "Brody, jeg har været forelsket i dig siden jeg var fjorten år gammel," konstaterede hun, uden at have trukket hænderne til sig.

Det var Maggie uden forbehold. En væsentlig forandring, men umiddelbart til det bedre. Ingen tegn på usikkerhed. Hun strøg den ene tommelfinger over hans hals og hun nikkede. "Selvfølgelig elsker jeg dig."

[Brody Blance]

Brodys øjenbryn fløj op og han så uudgrundeligt på kvinden foran sig. Drengen på sytten havde ikke rigtig vidst hvad han mente om verden - endsige piger. Ud over at de var lækre. Manden var lidt mere kompleks.

Han lænede sig frem og krævede hendes læber i et kys uden tøven. Hvis ikke maden havde stået på bordet, ville han mere insisterende have løftet hende op på en bordplade. I stedet trak han sig væk og rømmede sig. "Godt. Skal vi så komme videre?" Hans mundvige sitrede lidt."

[Magdalene Abbey]

Maggie søgte ikke en gentagelse fra Brodys side. Hans kys var nok for hende og hun smilede temmelig dumt, da han trak sig tilbage, kortvarigt fangende sin underlæbe med fortænderne før hun nikkede.

"Jeg er hundesulten," erklærede hun og så svagt uudgrundeligt på ham i et flygtigt øjeblik, stigende bevidst om en svag ændring i den symbolske vægt på sine skuldre. Hun var ikke sikker på om interviewet med den tilhørende fotosession stadig var på bordet, men nu virkede det pludselig ikke så skræmmende. For nu var hun dog mere interesseret i hvad der rent fysisk var på bordet og hun behøvede ikke yderligere opfordring for at gå tilbage i stuen.

[Brody Blance]

Brody fulgte efter Maggie og knækkede lidt med nakken, før han gled ned at sidde igen. Han spiste videre med en underlig fornemmelse i mellemgulvet. Havde han lige sagt? Det havde han. Han mente det også, det havde han jo vidst lige siden...

Han tog en ordentlig tår øl og betragtede hende lidt i smug. Siden hun var fjorten. Det var lidt af et pres at leve op til.

[Magdalene Abbey]

Stilheden var tilbage, men det var langt fra den samme, trykkede stilhed som det havde været lige før. Nu var den en lettere underfundig og rystet stilhed, der fik Maggie til at skæve lidt op mod Brody med jævne mellemrum.

Til sidst smilede hun svagt og lagde bestikket fra sig. Det var dog ikke demonstrativt, men til gengæld bare for at række ud efter vinglasset. "Du ligner lidt en der lige er faldet af kosten," bemærkede hun og så undersøgende på ham.

[Brody Blance]

Brody blinkede overrasket og hans greb om gaflen var et øjeblik usikkert nok til, at han tabte den klirrende på gulvet. Forbløffet - han var normalt ikke så let at distrahere, forsvandt han halvt under bordet for at samle den op og dukkede frem igen, tørrende den let af i et stykke papir.

Han rømmede sig og tog en tår af sin øl igen, før han skævede smilende over på Maggie. "Hvad skal jeg sige for at få dig til at lade fotografen tage billeder af os?"