Behovet for tid

[Magdalene Abbey]

Maggie så nysgerrigt på Brody, men ventede ikke længere med at samle bestikket op. Hun var glubende sulten efter en lang arbejdsdag og duften i hendes næsebor var for meget at ignorere. Så hun skar det første stykke af kødet, mens hun stillede et enkelt spørgsmål og stak det så i munden.

Hun rynkede lidt eftertænksomt på brynene mens hun tyggede, men nikkede så. "Svagt," svarede hun tøvende. Hun havde formået at holde sig overraskende godt ude af søgelyset. Men nu var der også temmelig sjældent at de i det hele taget var ude sammen. Hun smilede underholdt, men så til gengæld også lettere mistroisk på Brody. "Hvorfor?"

[Brody Blance]

Brody smilede hemmelighedsfuldt og vippede ølflasken lidt mellem fingrene, før han satte den fra sig og nappede en mundfuld mad. Først da han havde tygget af munden, blev hans tænder kortvarigt synlige og han rømmede sig. "Vi kan ikke blive ved med at blive ude af søgelyset. Hvis ikke man fodrer medierne, så går de helt i selvsving."

Han kneb øjnene en anelse sammen. "Så løsningen er simpel nok. Du og jeg - eksklusivt interview om hvor søde dine smilehuller er. Hvad siger du?"

[Magdalene Abbey]

Maggie gik halvt i stå midt i at tygge en mundfuld grøntsager og i nogle øjeblikke så hun blot lidt overrasket på Brody. Så lagde hun bestikket fra sig og rakte ud for at tage en tår hvidvin at skylle maden ned med. Det købte hende også lige et øjeblik mere til at overveje og tænke.

Da hun nåede til beslutningen, var hun dog ikke i tvivl. "Okay," svarede hun accepterende og måske en anelse overraskende. Maggie havde aldrig været fan af pressen eller dets søgelys. Hun så svagt granskende på Brody. "Et interview. Det er måske ikke så slemt..." Det krævede vel kun at sidde overfor én person. Selvom hun havde det lidt mærkeligt ved tanken om at skulle tale om sit forhold med en vildt fremmed, så var det langt bedre end andre muligheder. Hun var trods alt svagt socialt angst. Det hjalp en flok journalister ikke på.

At det selvfølgelig også betød at resten af den magiske verden fik muligheden for at følge med, det tænkte hun ikke så meget over. Til gengæld kunne hun ikke lade være med at smile lidt overvældet igen.

[Brody Blance]

Brodys øjenbryn fløj op. Han havde regnet med kamp. En overrumplet og munter lyd forlod ham og han så på Maggie med et ditto smil. "Okay," gentog han hende underholdt. "Et interview og en fotosession," listede han forsigtigt med, håbende at det sidste gik lige så let som det første.

I virkeligheden vidste han godt, at det var usandsynligt.

[Magdalene Abbey]

Maggies smil falmede lidt. Selvom hun var dybt forelsket i Brody og han konstant blev ved med at overraske hende, så var der stadig en lillebitte del af hende, der overhovedet ikke forstod, hvad i alverden han lavede med hende. Hun følte ikke altid selv at hun virkede som det naturlige førstevalg, middelmådig som hun var. Det var en af grundene til at hun så opsat havde forsøgt at undgå at blive fotograferet sammen med Brody. Forskellen ville være for slående.

Det kunne hun selvfølgelig ikke sige til ham. Han ville sige at hun var en idiot for at mene sådan noget og til en hvis grad kunne hun da også godt følge det. Det var bare ikke helt nok til at eliminere det. "Det er jeg ikke sikker på, at der er nogen af dine fans der har lyst til at se på," svarede hun i stedet afværgende og greb ud efter vinglasset igen.

[Brody Blance]

Brody skar en grimasse og hævede begge øjenbryn. "Det kan du såmænd tro, at de vil," svarede han tørt. "Den ynkelige del af dem vil gerne se hvem de skal hade og resten er bare nysgerrige." Han rømmede sig. "Desuden hører det med. Har du nogensinde set en artikel i Alt for Heksene om et kendt par, uden at der var et billede, hvor de begge to stod sammen?"

Han så sigende på hende. "Bare rolig, Maggiemus. Der er intet at være urolig for. Jeg er der hele tiden og de tager selv det tøj med, som de synes vi skal have på."

[Magdalene Abbey]

Maggies appetit var pludselig mindre overvældende. Hun forsøgte at fortælle sig selv at det var fjollet, men alligevel kunne hun ikke lade være med at se en anelse ukomfortabel ud. "Intet at være urolig for," gentog hun lavmælt, men i et tonefald, der indikerede at hun ikke købte det.

Til gengæld lænede hun sig tilbage mod ryglænet og så ned på sine hænder. Hun ville for alt i verden ikke spolere aftenen, men hun kunne heller ikke sidde og lade som om, at hun ikke var temmelig angst ved den rene tanke. "Kun at halvdelen af den magiske verden vil indse, at det ikke giver nogen mening, at du er sammen med mig..."

Hun kunne godt høre, hvor absolut tåbeligt det lød. Det kunne hun virkelig nemt. Men hun kunne heller ikke lade være med at føle, at der var sandhed i det. Hun havde ikke til intention at spejle sin egen tvivl, men det var nok i virkeligheden det der skete. Maggie studerede sine neglebånd intenst.

[Brody Blance]

Brody lagde kniv og gaffel fra sig og betragtede Maggie med et uudgrundeligt blik. Han så blot tavst på hende længe, imens hun sad og nedgjorde sig selv og så på sine hænder, frem for at se ham i øjnene.

"Og det er din holdning?" Han lagde hovedet lidt på skrå. "At det ikke giver nogen mening?" Han var forbløffende rolig. Det var lige før han tog sig endnu en tår øl.

[Magdalene Abbey]

Maggie lukkede hænderne sammen. Hun anede ærligt ikke, hvad svaret var. "Jeg ved det ikke," svarede hun endelig en anelse afmægtigt og gik over til at se på sin tallerken i stedet for på sine hænder.

Hun havde jo netop konstateret, at hun ikke kunne indrømme det overfor Brody. Hun ville aldrig kunne få det sagt, så det gav mening. Men hun var fanget. "Nej..." Ordet syntes at hænge i luften i lang tid, selvom der i virkeligheden kun var tale om få sekunder. "Ja. Jeg ved det ikke, Brody. Jeg har det fantastisk når jeg er sammen med dig, men nej, jeg forstår ikke, hvad du laver med mig."

Det var ikke rart at indrømme, men det muligvis lige netop dét, der havde gjort at Maggie aldrig rigtigt havde haft nogle forventninger til Brody. At hun blev overrasket, hver gang han viste tegn på affektion. "Og hvis jeg ikke gør, hvordan skal alle andre så?"

[Brody Blance]

Brody havde ikke lige regnet med at hans store indsats i køkkenet skulle lede til, at han og Maggie nu, tilsyneladende, skulle til at have en af disse store og alvorlige samtaler, som han forbandt med parforhold - og aldrig rigtig havde ønsket for sig selv.

Han åndede tungt ud og tog en solid tår øl. "Vi er tilbage på gangen på Hogwarts," konkluderede han. "Og jeg synes stadig dine fortænder er charmerende. Hvad vil du have mig til at sige, Magpie?"

[Magdalene Abbey]

Maggie så endelig op på Brody, nogenlunde samtidig med at hun slog lettere afmægtigt ud med armene. "Jeg vil ikke have dig til at sige noget, Brody," erklærede hun, frustreret men hele tiden klar over, at han ikke ville forstå det. Det havde hun jo vidst med det samme.

"Jeg siger ikke, at det er logisk. Men det giver ikke nogen mening for mig, hvorfor du skulle være sammen med mig fordi du synes mine fortænder er charmerende," citerede hun ham lettere afmægtigt og mest af alt som et dårligt eksempel, mens hun gned sig lidt i hårgrænsen og slap et tungt suk. Det var ikke noget hun havde lyst til at diskutere og slet ikke nu, men nu hvor det var på bane, var det pludselig tydeligt hvor meget det havde holdt hende på afstand lige siden starten.

"Du skal ikke forsøge at forklare noget. Det er ikke din skyld og jeg ville ønske, at jeg kunne lade være med at tænke det."

[Brody Blance]

Brody rettede sig op og betragtede Magdalene, begyndende irriteret. "Det ville jeg også," bed han. "Jeg forstår ikke hvorfor vi skal til at diskutere det her nu. Jeg har lavet et lækkert måltid mad og smidt drengene ud og så skal vi sidde her og..." Han slog lidt ud med den ene hånd og vrissede.

"Det var ikke det her jeg havde tænkt mig. Jeg forstår ikke problemet. Skal jeg til at retfærdiggøre hvorfor jeg er sammen med dig nu?"

[Magdalene Abbey]

Maggie kunne metaforisk set have banket panden i bordet. Han hørte ikke et ord af, hvad hun sagde, åbenbart. Hun åndede tungt ud. "Nej, Brody. Du skal ikke retfærdiggøre noget," gentog hun sine sidste ord, kun svagt anderledes. Hun trak fingrene en enkelt gang gennem håret, før hun rettede sig op og tog en dyb indånding.

"Vi skal ikke diskutere det," føjede hun ham, lige så meget for sin egen skyld. Det var måske et sats at håbe på at kunne ignorere, at hun i det hele taget havde sagt noget, men hun vidste virkelig ikke, hvad hun havde håbet at opnå. Hun gjorde et hæderligt forsøg på at se ud som om, at hun ikke havde elendig dårlig samvittighed og en nagende fornemmelse i mellemgulvet. Smilet var svagt, men nærmest troværdigt. "Undskyld. Det er lækkert og jeg ville ikke ødelægge det."

[Brody Blance]

Brody rynkede panden og betragtede Maggie, som hun beklagede, trak i land og stak ham et smil, som han troede lige så lidt på som løftet om, at han ikke skulle retfærdiggøre noget. Det var trods alt hans motiver, der lige var blevet sat tvivl omkring. Maggies dårlige selvtillid betød, at han skulle til at forklare hvorfor han var kærester med hende.

Irritationen var ikke gået væk, men han undlod at sige mere og nøjedes med at spise videre i tavshed. Den gode stemning var ødelagt, men det betød ikke, at han ikke var sulten.

[Magdalene Abbey]

Maggie havde det elendigt med sig selv. Brody havde brugt lang tid på at lave mad og han havde tydeligvis gjort noget ud af det hele. Og alligevel havde hun siddet og stillet spørgsmålstegn ved ham henover det, som om det slet ikke eksisterede. Når hun i virkeligheden havde summet sådan af spænding og sommerfugle over den romantiske gestus, det uden tvivl var.

Hun spiste tavst i et stykke tid, men kunne ikke rigtigt nyde maden. Det var svært at gøre, velvidende om at hun komplet havde spoleret hvad der ellers nok havde været en helt unik aften. Til sidst lagde hun bestikket fra sig og så på ham med et svagt bedende blik. "Brody, jeg er virkelig ked af det. Jeg er helt overvældet over alt det du har gjort i aften og det andet, det var bare... Det var bare dumt. Kan vi ikke godt glemme at jeg er en idiot?"