I al diskretion

[Magdalene Abbey]

Brody Blance

Underetagen i det lille hus havde ikke været Maggies hjem længe, men alligevel skulle det stå sin prøve til en oplevelse, der skulle gøres nemmere af hjemlige rammer. Maggie følte sig ikke særligt rolig. Tværtimod travede hun stuen tynd, gnavende på en negl og med en dyb, bundubehagelig følelse i mellemgulvet.

Hun var ikke bare nervøs. Hun var bange. Hun vidste kun meget lidt om hvad der skulle ske og potentielt kunne ske og hun brød sig ikke om uvished. Endnu mindre brød hun sig om at være alene. Healeren - det var hun i hvert fald blevet forsikret om at hun var - var ikke kommet endnu, men det var Brody heller ikke. Skulle hun være ærlig, kunne hun ikke sige, at hun var sikker på at han gjorde. Selvom hun prøvede at lade være med at tro det værste.

Maggie følte sig kvalm.

[Brody Blance]

Brody hentede healeren på sin vej til Maggies nye hjem. En hård knude havde samlet sig i hans mave hen over dagen og da han forlod træning tidligt for "personlige grunde," var han efterhånden så nervøs, at han ikke kunne koncentrere sig om noget.

De talte ikke meget på vejen. Praktiske ting. Økonomi. Brody faldt hen i tavshed, indtil de nåede huset og han bankede på. Hurtige, lette bank. Ingen skulle se ham der. Men selvfølgelig blev han nødt til at være der. Han var ingen kujon.

[Magdalene Abbey]

Maggies mave vendte sig, da det bankede på og hun stod i et øjeblik bare stille, før hun tog sig sammen til at gå ud for at lukke op. Det var ikke nogen lettelse at se healeren, men til gengæld i stor grad at Brody var sammen med hende. Det fik hendes skuldre til at falde lidt og hun trådte hurtigt til side, så de kunne komme væk fra gaden.

Først da døren var lukket hilste hun på den midaldrende kvinde, der virkede bestemt, men alligevel mere mild end Maggie ville have troet. Hun viste kvinden ind i stuen, hvor hun forklarede at hun ville gøre klar og at der lige ville gå nogle minutter. Det gav Maggie et øjeblik alene med Brody og hun så op på ham, uvidende om hvad hun skulle sige eller gøre.

[Brody Blance]

Brody vidste ikke hvilket ben han skulle stå på. Han var nervøs, men det var ikke ham, der skulle have foretaget noget. Alligevel var tanken om den slags udenfor Mungos trygge, professionelle rammer en smule skræmmende og han holdt jo også forbandet meget af Maggie.

Det potentielle barn tænkte han ikke meget på. Temmelig lidt, faktisk. Han havde ikke overvejet, at hvis hans forældre ville have gjort det samme, da de begge var teenagere, ville han ikke have været der til at stå i suppedasen i dag. Den slags tanker var ham fjernt, som han så Maggie i øjnene og smilede temmelig halvhjertet. "Er du ok?" Det klingede hult, men hvad var der ellers at sige?

[Magdalene Abbey]

Maggie var kun dårligt kommet sig over de massive tømmermænd fra dagen før. Det gjorde ikke hendes nervøse mave bedre og hun var meget langt fra sig selv. Hun havde uendeligt meget på sinde, men for nu var der ikke plads til meget andet end det forestående. Det forestående, som hun bare gerne ville have overstået.

Hendes blik flakkede over Brodys ansigt og hun sank en klump. "Nej," svarede hun lavmælt, men til gengæld ærligt og sukkede en enkelt, anspændt gang. Kvalme. Hun gned sig lidt mod siden af halsen. "Jeg vil bare have det overstået..."

[Brody Blance]

Brody lagde hånden på Maggies skulder og gav den et klem, før han lænede sig frem og plantede et flygtigt kys på hendes kind. Lettere tøvende, endte han med at trække hende ind i et tæt kram. "Samme her," mumlede han ned imod hendes hår.

"Vil du have mig her imens?"

[Magdalene Abbey]

Maggie var ikke klar over, at hun havde været uendeligt anspændt, før Brody trak hende ind til sig. Hendes skuldre faldt tungt og hun sank lidt sammen i den trygge omfavnelse, uden helt at vide, hvor meget hun havde haft brug for det. Hun tog en dyb indånding, før hun nikkede langsomt ind mod Brodys brystkasse.

Hun havde en halv sætning på tungespidsen, men nåede aldrig at få den ud, før healeren dukkede op igen og Maggie trak sig tilbage med et blik der var underligt undvigende og skyldigt. Og det havde ikke rigtigt noget at gøre med det forestående. Hun nikkede blot tavst, da det blev annonceret at det hele stod klar og fulgte efter ind i stuen, med en tung følelse i maven.

Healeren havde fremtryllet en briks, der stod halvt dækket af en skærm, som heller ikke havde været der for et øjeblik siden. Maggie sank en klump og kunne ikke lade være med at se lettere nervøst op på Brody, før hun lod sig vinke nærmere og blev bedt om at afklæde sin nedre halvdel. Der var ingen hospitalskjoler, men Maggie gjorde som budt og befandt sig snart efter, rystende temmelig voldsomt, på ryggen på briksen.

[Brody Blance]

Brody fulgte med ind i stuen. Han stod ved Maggies hoved og ignorerede så vidt muligt hvad der foregik under bæltestedet, velvidende at det ville blive udfordrende at genoptage noget som helst, hvis han tænkte over det.

Da det hele var overstået, var det ham, der bar døsige Maggie ind i hendes seng og lagde hende tilrette under tæpperne. Han fik instruktioner af healeren, før han vendte tilbage og satte sig ved hendes side, betragtende hende med rynket pande.

[Magdalene Abbey]

Maggie var bevidst om alt hvad Brody gjorde, selvom hendes tanker var lettere slørede. Hun var på vej tilbage til sig selv, men med tunge øjenlåg og hun var taknemmelig for at blive lagt i seng. Hun hvilede øjnene så længe hun var alene, men da døren blev åbnet igen var hun ikke faldet i søvn.

Til gengæld drejede hun langsomt hovedet og så ud på Brody mellem let sænkede øjenlåg, før hun blinkede en enkelt gang og åbnede dem lidt mere. "Det er overstået nu?" spurgte hun stille, hendes stemme ikke meget mere end en hvisken.

[Brody Blance]

Brody smilede svagt og beroligende. Healeren havde sagt, at det var gået godt. Desværre var det ikke helt alt. Tanken frastødte ham, men han var ikke en svækling. "Næsten," sagde han dæmpet. "Det er ovre om et par timer. Hun har sørget for alt."

Han lænede sig frem og strøg hende over panden. "Prøv at sove, Maggiemus."

[Magdalene Abbey]

Maggie blinkede tungt og det trak ganske svagt i hendes ene mundvig, som hun sukkede tungt. Udmattet. Lettet. Bekymringsfri for de næste par timer, før hun ville skulle tage stilling til situationen. For nu tog hun bare imod den beroligende følelse af Brodys kærtegn og nikkede let.

"Bliver du her?" spurgte hun og tvang øjenlågene op igen. Der var ingen tvivl om, hvad hun håbede på. Øjenlågene faldt tungt en enkelt gang.

[Brody Blance]

Brody nikkede let og strøg Maggie over kinden. "Jeg bliver her," sagde han beroligende. Han var kvik nok til at vide, hvornår der var brug for ham. Maggie var helt ødelagt og han havde fri resten af dagen. Det var nok forklaring for drengene at vide, at han var hos sin kæreste. Så kunne de lave ansigter, skabe sig og have det sjovt på hans regning over det. De anede heldigvis ikke hvad der foregik.

Da først Maggies vejrtrækning var blevet dyb, smilede Brody svagt og rejste sig op, for at læne sig helt ned og kysse hendes læber blidt. "Elsker dig," mumlede han prøvende.

[Magdalene Abbey]

Det var alt Maggie behøvede at vide. Hun sank helt sammen mod puderne og sukkede tungt, ikke langt fra søvnen. Det krævede blot at lukke øjnene og så kom det helt af sig selv. Hun var nærmest allerede væk, da Brodys læber strejfede hendes.

Hun åbnede ikke øjnene, men smilede blot svagt. Hun hørte hans ord, men registrerede ikke den fulde betydning. Der var ingen kværnende tanker at tage sig af, kun et drævende og lettere utydeligt "jeg elsker også dig," som hun ikke ville tænke over før adskillige timer senere, da hun igen vågnede.

[Brody Blance]

Brody fik et lille chok, da Maggie svarede, men da hun ikke åbnede øjnene igen, men tydeligt var faldet i søvn, lagde det sig langsomt. Formentlig en refleks fra hendes side. Han havde ikke tænkt, at hun skulle høre det. Man kunne lige prøve sig frem, høre ordene og overveje om de passede.

Han rettede sig helt op og rystede på hovedet af sig selv, før han gik ud i køkkenet for at få noget at drikke. Han var også træt.

Da han flere timer efter var døset hen i stolen han havde slæbt ind ved siden af hendes seng, snorkede han dæmpet og rytmisk, indtil han med et mildt chok vågnede og slog øjnene op.

[Magdalene Abbey]

Maggie vågnede og nåede i nogle øjeblikke at føle sig veltilpas, før hun blev bevidst om en distinkt ømhed og med ét huskede, hvorfor hun lå i sengen midt på eftermiddagen. Det fik hendes mellemgulv til at trække sig sammen, men hun følte sig ikke helt så flosset, som hun havde gjort før proceduren. Ikke psykisk i hvert fald. Ikke endnu.

Hun rørte lidt mere på sig og drejede hovedet, først nu opdagende at Brody sad ved sengen. Et svagt smil var på vej frem, da noget pludselig faldt hende ind og hendes pande fortrak sig i dybe rynker. Havde hun drømt...? Maggie gav et sæt fra sig, da Brody pludselig vågnede og hendes hjerte sprang et slag over. Hun sendte ham dog relativt hurtigt et lille smil og skubbede sig forsigtigt en smule op. Hun havde det underligt og ikke bare efter at have sovet et par timer midt på dagen. "Har du siddet her siden jeg faldt i søvn?"